Polen information

Viden om Polen på dansk

 Oversættelse  Guide i Polen   Blog om Polen  Michael Hardenfelt 

Hovedside

Oversættelse fra engelsk og polsk til dansk

Danskundervisning

Guidede ture i Warszawa

 

Kendte polakker                                 Mentaliteten i Polen

Polens historie                                    Polsk sprog                    

Polen efter 1989                                 Mad og drikke

Placering og klima                              Natteliv og underholdning

                                                              Kirken

                                                              Warszawa

Levestandard og socialpolitik            Den polske Forfatning

Skattesystemet                                   Det politiske system

Bolig                                                      Politiske spørgsl

 

De politiske partier                              Sundhedsvæsnet

Kommunalt selvstyre                           Undervisningssystemet

Det juridiske system                             Infrastrukturen

 

 

 

Indholdsfortegnelse:

Prawo og Sprawiedliwosci (PiS) (Ret og Retfærdighed)

Platforma Obywatelska (PO) - Borgerplatformen

Kukiz15

Nowoczesna (Nutidighed)

Polska Stronictwo Ludowe (PSL)– Det Polske Folkeparti

Zjednoczona Lewica - Det Samlede Venstre

KORWiN

Razem Sammen

Et lille udvalg af tidligere repræsenterede partier:

Sojusz Lewicy Demokratycznej (SLD) Alliancen af Demokratiske Venstrepartier

Ruch Oalikota - Palikotbevægelsen

Samobrona – Selvforsvarspartiet

Liga Polskich Rodzin (LPR) – Den Polske familieliga

Unia Wolności (UW) – Frihedsunionen

Akcja Wyborcza Solidarność (AWS) – Valgaktion Solidaritet

  

   

 © Michael Hardenfelt, januar 2016

     Det er tilladt at bringe uddrag af teksten med angivelse af

      kilde: www.warszawaguide.info

Politiske partier

 

Til navigationstasterne

Denne artikel er sidst redigeret januar 2016.

Suppler med en nyere gennemgang af året der gik i Polen fra årsskiftet 2016/2017:

http://hardenfeltspolen.blogspot.com/2016/12/aret-der-gik-i-polen.html

 

 

Retten til at danne politiske partier er garanteret ved forfatningen af 1997. Totalitære partier med rod i fascismen, fascismen eller kommunismen eller som opildner til etnisk had samt partier der anvender vold for at øve indflydelse på statens politik forbydes af Forfatningsdomstolen. Det samme gør politiske partier med en hemmelig struktur eller medlemskab.

Forskellige politiske partier eksisterede også i Den Polske Folkerepublik frem til 1989. De var selvfølgeligt underlagt statens politiske struktur, og måtte acceptere at Polens Forenede Arbejderparti indtog en ledende rolle, men de var der og kunne komme med ideer indenfor det eksisterende system. Som sådan var det et udtryk for repressiv tolerance, og brugtes til at legitimere systemet, ligesom polske skoleelever blev forklaret at systemet i Polen i princippet ikke var forskelligt fra Vesteuropa (bortset fra at polakkerne havde valgt at blive fri for blodsugende kapitalister).

Umiddelbart efter systemændringerne i 1989 opstod et meget stort antal politiske partier, hvoraf de fleste dog forsvandt igen fra det parlamentariske liv ved valget i 1993, hvor der fastsættes en spærregrænse på 5%. Den dag i dag eksisterer der dog et ukristeligt stort antal registrerede politiske partier i Polen (omkring 80), men hovedparten spiller ikke nogen rolle i det politiske liv, og vil ikke blive omtalt her.

Valget den 25. oktober 2015 ændrede det politiske landskab i Polen fundamentalt. For første gang siden systemskiftet i 1989 fik et enkelt parti absolut flertal i Parlamentet, og dermed fik regeringspartiet mulighed for at tage et opgør med den retning der i Polen har været konsensus om siden indførelsen af demokrati, nemlig gennemførelsen af en liberal økonomi, baseret på integration med Vesteuropa.

De aktuelle politiske partier som er repræsenteret i parlamentet er:

Prawo og Sprawiedliwosci (PiS) (Ret og Retfærdighed) – Sejmen: 234 mandater/ Senatet: 52 mandater (61 med koalitionspartnere)

Ved valget i oktober 2015 fik PiS og to små samarbejdspartnere som de stillede op sammen med 37,58% af stemmerne, hvilket gav dem 234 pladser i Parlamentets underhus, Sejmen, og altså et absolut flertal i det 460 personer store parlament, men har ikke det kvalificerede flertal som der kræves for forfatningsændringer.

Grunden til at PiS opnåede over 50% af mandaterne med under 38% af stemmerne skal dels findes i valgsystemet, som favoriserer store partier, dels i at 16% af stemmerne gik til partier, som ikke blev valgt ind i Sejmen, og som således blev fordelt blandt de partier, der blev repræsenteret.

PiS blev stiftet af tvillingebrødrene Lech og Jaroslaw Kaczynski i 2001, efter at Lech i en periode havde været justitsminister i den AWS-ledede regering. Som justitsminister gik han ind for en hård linje i forhold til kriminalitet, og han sørgede for at omfanget af varetægtsarrest blev udvidet betydeligt – en politik som skaffede ham mange tilhængere. Som Bypræsident (borgmester) i Warszawa i årene 2002-2005 var han effektiv i udryddelsen af korruption i magistraten, men skabte samtidigt en stemning af konstant kontrol og forfølgelse blandt byens administrative personale. Samtidigt gjorde han sig elsket og hadet ved et ulovligt forbud mod en bøsseparade under henvisning til Færdselsloven.

Partiet vedkender sig til konservative, kristne værdier. Den økonomiske politik er en traditionel beskyttelseskonservatisme, hvor folket tilbydes et regelsæt som beskytter det mod udnyttelse samt et bredt økonomisk sikkerhedsnet. Den værdipolitiske konservatisme udtrykker sig ved et tæt samarbejde med kirkelige fraktioner, samt understregning af nationale værdier. Man støtter i behersket omfang EU, men ser her udelukkende på de økonomiske fordele.

PiS politik er i høj grad præget af stifternes personlighed. Det har selvfølgeligt tiltrukket andre med lignende tilbøjeligheder, og i fællesskab ser de komplotter og landsforræderi overalt.

PiS støttede Præsident Kaczynski (Præsident 2005-2010) som præsidentkandidat i 2005 og partiet holdt Premierministerposten 2005-2007, det meste af tiden i koalition med Selvforsvarspartiet og LPR (se under tidligere partier). Koalitionen var præget af konstante uenigheder og gensidige beskyldninger, og resulterede i et valg i 2007.

Efter at Lech Kaczynski som præsident omkom i forbindelse med en større flyulykke i 2010 er Jaroslaw Kaczynski enevældig leder af partiet. Han har for øjeblikket valgt ikke selv at påtage sig nogen officielle poster (ud over posten som partiformand), men støttede den nuværende præsident Andrzej Duda ved præsidentvalget i 2015, lige som partiet på premierministerposten har valgt at indsætte Beata Szydlo. Der er dog ikke for øjeblikket nogen tvivl om hvem der bestemmer.

Partiet mener basalt at rundbordsforhandlingerne i 1989 var et forræderi mod det polske folk, og blot drejede sig om at fordele magten efter systemskiftet. Som sådan har partiet gjort sig til talsmand for et langt mere voldsomt opgør med kommunisttiden, og de som samarbejde med det kommunistiske system.

Polens selvforståelse er utvivlsomt også en vigtig brik i PiSes verdensopfattelse, og her kontrasteres den uretfærdighed Polen har været udsat for i de seneste mange hundrede år af kampen for anerkendelse, som opnår gennem den opofrelse der vises af stolte katolikker, som er villige til at dø for deres fædreland. Kirken spilles selvsagt her en betydelig rolle, ligesom nederlag forklares som forræderi. Helt i tråd med dette antydes et komplot i forbindelse med flykatastrofen i 2010, hvor 96 ledende personer fra det politiske styre i Polen omkom, herunder Præsident Lech Kaczynski. Partiet er ikke decideret antisemitisk, men det jødiske bidrag til polsk kultur inden 2. Verdenskrig anerkendes nødigt, og man forsøger så vidt muligt ikke at diskutere jøder, der for mange er et ubelejligt emne.

I modsætning til værdipolitikken er den økonomiske politik ikke er prioritetsområde for PiS. Man søger at skabe støtte blandt lavindkomstgrupper, og som sådan er partiet tilhænger af solid redistribuering af indkomsterne. I første omgang søger partiet at nedsætte pensionsalderen fra de nuværende 67 år til 65 år for mænd og 60 år for kvinder, lige som universelle børnepenge på 900 Kr. om måneden pr. barn forventes indført i første halvdel af 2016. Finansieringen vil i første omgang komme fra bank- og detailhandelsskatter, der er specielt indrettet til at ramme store, internationale virksomheder, mens mindre (overvejende polske) virksomheder vil gå fri. De hidtidige tiltag er dog næppe tilstrækkeligt til at finansiere de nye overførselsindkomster, hvorfor finansieringen i første omgang vil ske ved et forøget underskud på statsfinanserne.

Partiet er ellers i de første måneder af deres regeringstid ført en effektiv kamp mod de etablerede magtcentre, herunder Forfatningsdomstolen, Ombudsmanden og TV-rådet, som ellers skulle sikre magtbalancen i landet. Partiets påstand er at Sejmen er det suveræne udtryk for folkets vilje, der som sådan ikke må undertrykkes.

De to faste samarbejdspartnere og er Solidarna Polska (Solidariske Polen) og Polska Razem (Polen sammen) har i fællesskab 17 mandater i Sejmen, og må på trods af egne profiler anses for en integreret del af PiS.

Platforma Obywatelska (PO) – (Borgerplatformen) (138 mandater i Sejmen/ 33 i Senatet).

Stiftet i 2001 af personer med rod i Solidaritetsbevægelsen, efter at UW og AWS (se under tidligere partier) blev udraderet ved valget i 2001.

Partiet ledes af blev i årene 2007-2014 ledet af Donald Tusk, som senere overtog posten som Formand for Europarådet. Den tidligere polske Præsident Komorowski var partiets kandidat ved Præsidentvalget i 2010 (hvor han vandt) og 2015 (hvor han tabte til Andrzej Duda). Fra 2014 og frem til valget i 2015 blev partiet ledet af Premierminister, Ewa Kopacz, som overtog posten efter Donald Tusk.

Partiet er et liberalt-konservativt parti, der i sin tid gik til valg på at Polen skulle være det nye Irland; hermed hentydedes der dels til det økonomiske mirakel som Irland gennemgik i perioden frem til 2005, men også til afbureaukratisering og lave skatter.

Partiet er i princippet liberalt, og har i sine 8 år i regering undgået at udvide statens rolle i økonomien, men har ikke indskrænket denne, sådan som de ultraliberale valgløfter lød i 2007, og partiet har nok snarere udviklet sig i retning af en socialkonservativ profil. På det værdipolitiske område favner partiet bredt, specielt efter at venstrefløjen stort set er udraderet i Polen.

Kukiz15  (Kukiz er navnet på partilederen) (40 mandater i Sejmen)

Ved næsten hvert valg i Polen ses succesfulde protestpartier, og denne gang var ikke nogen overraskelse i den henseende.

Pawel Kukiz er en popsanger, som i træthed over det eksisterende politiske system stillede op til præsidentvalget i 2015, og her opnåede næsten 21% af de afgivne stemmer i første runde. Hans program har primært bestået i at kræve en forfatningsændring, således at alle pladserne i parlamentet besættes ved flertalsvalg, lige som i England, hvilke skulle sikre et stærkt og stabilt Polen. Han har sunget sig igennem sig igennem sine valgkampanger, hvor han ellers har nægtet at udtale sig om sit program.

Efter præsidentvalget er opbakningen til Kukiz faldet drastisk, og ved parlamentsvalget opnåede han kun 8,8% af stemmerne. Partiet yder en moderat støtte til regeringen, og synes ud over ændringer i styreformen primært at interessere sig for Polen som en stærk, regional magt.

Nowoczesna (Nutidighed) (29 mandater i Sejmen)

I henhold til meningsmålingerne i januar 2016 er Nowoczesna Polens største parti med 30% støtte, en enorm stigning i forhold til valgresultatet i slutningen af oktober 2015, hvor partiet opnåede 7,6% af stemmerne – hvilket selvfølgeligt ikke betyder så meget, hvis der ikke bliver udskrevet valg, og det næste parlamentsvalg skal efter forfatningen finde sted i 2019.

Nowoczesna blev i 2015 stiftet som et centrum-liberalt parti af økonomen Ryszard Petru. Partiet har fra starten markeret sig med en klar liberal økonomisk politik, men har i den turbulente politiske situation efter valget i 2015 markeret sig klart i opposition til regeringen. Partiet bæres også frem af primært at bestå af mennesker som ikke tidligere har beskæftiget sig med landspolitik, og således er de ikke ansvarlige for hvad der tidligere er sket i polsk politik. Partiet har hidtil ikke markeret sig særlig stærk værdipolitisk, men er nok overvejende orienteret mod vesteuropæiske normer, selv om det ikke er en entydig holdning.

Polska Stronictwo Ludowe (PSL) – Det Polske Folkeparti (16 mandater i Sejmen/ 4 i Senatet)

Partiets navn refererer til en række forskellige politiske grupperinger, hvoraf den første opstod omkring 1895. En fraktion af partiet udgjorde under Den Polske Folkerepublik partiet Det Forenede Folkeparti, som i 1989 indgik en politisk aftale med Lech Walesa, og senere udgjorde en væsentlig del af det nystiftede PSL.

PSL er en bondebevægelse men solidt tag i visse landområdet. Den geografisk fragmenterede tilslutning ses også af de to pladser i Senatet, hvortil der kræves flertal i valgkredsen for at vinde mandatet.

Partiet har været med i et stort antal regeringer siden systemskiftet. Partiet har været i flere regeringsalliancer med SLD, og senest har PSL været i en regeringsalliance med PO 2007-2015, hvor de også hele tiden har haft en vicepremierministerpost.

Partiet går ind for den nuværende økonomiske samfundsmodel, men må egentligt mest betegnes som et traditionelt interesseparti. Formålet er at sørge for gode forhold for deres vælgere (og uofficielt jobs til deres lokale partimedlemmer i kommunerne). Det er en opgave de har formået at løfte på ganske fremragende vis, bl.a. fordi de ofte har de afgørende mandater der skal til for at danne regering. Blandt de største succeser er nok at det er lykkedes at opretholde et særligt socialsikringssystem for landbrugere, hvor disse betaler minimale bidrag i forhold til resten af samfundet.

Tre partier som ikke kom i parlamentet:

Zjednoczona Lewica SLD+TR+PPS+UP+Zieloni (7,55%) (Det forenede venstre)

En koalition af SLD og Palikotbevægelsen (se gamle partier) samt et par andre partier på venstrefløjen. Nærmest socialdemokratiske holdninger til økonomisk politik, venstredrejede mht. værdipolitik. Spærregrænsen er 5% for partier, men 8% for koalitioner, og det blev altså ikke opnået for efterfølgeren af det regerende parti i kommunisttiden.

KORWiN (4,76%)

Den ultranationalistiske Kowin Mikke er en farverig, læspende herre med vægt på gamle traditioner, som nogen gange spytter folk i ansigtet, eller udfordrer dem til duel. Han vil gerne afskaffe staten, og opstiller til alle valg, hvor det lykkes ham at blive opstillingsberettiget, herunder ved de sidste 5 præsidentvalg. Han er medlem af Europaparlamentet, men har kun siddet i Sejmen fra 1991-1993.

Razem (3,62%) (Sammen)

Det nærmeste man i Polen kommer til Enhedslisten eller det hedengangne Venstresocialisterne. Partiets karismatiske leder, Adrian Sandberg, er historiker på Warszawas Universitet, og er født i Danmark i 1979, hvor han også boede de første 10 år af sit liv. Selv om partiet ynder at kalde sig socialdemokratisk har de fordelingspolitiske aspirationer, som går videre end det der kendes i Danmark, og partiet er fortaler for en velhaverindkomstskat på 75%.

 

Af partier som tidligere har været repræsenteret i parlamentet bør nævnes:

Sojusz Lewicy Demokratycznej (SLD) Alliancen af Demokratiske Venstrepartier

SLD opstod i 1990 af personer fra det Polske Socialdemokrati samt tilløbere fra det likviderede Polens Forenede Arbejderparti, som havde et magtmonopol frem til 1989, og ledende personligheder i Partiet, såsom tidligere Præsident Kwasniewski og den tidligere Premierminister Leszek Miller havde da også fremtrædende positioner i statsapparatet inden 1989. Partiet betragtes derfor med et vist (til tider frådende) had af visse ældre Solidaritets-sympatisører, og der refereres ofte til den kommunistiske fortid.

Partiet formåede dog at reformere sig efter 1989, og når partiet er i regering styres Polen efter præcist de samme blandingsøkonomiske principper som når højre side regerer. SLD kan være en smule mere lunkne i forhold til hastigheden af privatisering af statsvirksomheder, og ses også ofte at støtte øgede sociale udgifter, men de er svorne tilhængere af EU, med de konkurrencefremmende tiltag det nu afstedkommer, så som privatisering af postvæsnet og telekommunikationssektoren.

Partiet har et klassisk antikonservativt syn på kirkens rolle i samfundet, støtter fri abort og fritænkning. Man ser dog også mere konservative elementer hos SLD, og der er også en villighed til at respektere de kompromisser de selv har været med til at forhandle, som fx. religionsundervisning i skolen og begrænsning i retten til, abort.

Under sin sidste periode i regering 2001-2005 var SLD præget af en række politiske katastrofer, herunder et antal korruptionsaffærer, hvilket ved valget i 2005 decimerede partiet. Der er da heller ingen tvivl om at SLD i sin storhedstid var et parti af vennernes venner (i hvert fald på lokalt plan), lige så meget som de var de svage og fattiges venner.

 

Ruch Palikota - Palikotbevægelsen

Stiftet 2010 af Janusz Palikot, som siden 2005 repræsenterede PO i parlamentet. Janusz Palikot har en lang karriere som succesfuld forretningsmand, og fra 2007 blev han formand for parlamentskommissionen ”Venlig Stat”, hvis formål var at afbureaukratisere den offentlige administration. I protest mod PO’s konservative værdipolitiske holdninger stiftede han i 2010 Palikotbevægelsen, og opgav i den forbindelse sit sæde i parlamentet. Hans debatstil er provokerende, nogen gange grænsende til det klovneagtige, men formår at sætte en debat i gang.

Partiet blev Sejmens 3-største ved valget i 2011, hvor Janusz Palikot igen kom i Sejmen, sammen med en meget blandet gruppe mennesker uden partipolitisk erfaring.

Partiet var utvivlsomt liberalt i sin økonomiske politik, med klar støtte til afskaffelse af progressiv skat (indførelse af ensartet skatteprocent for alle) samt besparelse på de offentlige udgifter, b. la. ved at sætte pensionsalderen op. Samtidigt omfavnede Palikot den polske venstrefløj ved sin kamp for indførelsen af Vesteuropæisk værdipolitik. Han bekæmper kirkens indflydelse på det politiske liv og forkyndende religionsundervisning i skolerne, samt støtter homoseksuelle ægteskaber, fri hash og fri abort.

Samobrona – Selvforsvarspartiet

Bevægelsen Selvforsvar blev stiftet i 1992 af Andrzej Lepper, en landmand og tidligere bokser med fænomenale talegaver og en fremragende politisk agitator. Andrzej Lepper kæmpede for ordentlige vilkår for landbrugerne, som han mente var en overset gruppe i forbindelse med systemændringerne. Han opstillede 4 gange som Præsidentkandidat, og nåede sit bedste resultat i 2005, med over 15% af stemmerne i første valgrunde.

Partiet kom første gang i parlamentet i 2001, hvor det agiterede mod de kendte politiske kræfter, som blev betegnet som sammenspiste og korrupte. Selvforsvarspartiet lancerede sig selv som de svages beskytter, og fik støtte fra de dele af befolkningen som følte at de var blevet glemt i forbindelse med reformer og systemændringer.

Partiet stod formelt for en socialliberal politik, men var i sin natur et protestparti uden en klar formuleret politik. Lepper blev Vicestatsminister i en koalitionsregering med PiS og LPR i perioden 2006-2007, og blev herefter ikke genvalgt. Han hængte sig i 2011, men bevægelsen har fortsat et kontor.

Liga Polskich Rodzin (LPR) – Den Polske familieliga

Katolsk, nationalistisk parti stiftet i 2001 ved en sammenlægning af en række højreradikale bevægelser. Under ledelse af Roman Giertych var partiet repræsenteret i Parlamentet efter valgene i 2001 og 2005, begge gange med små 8% af stemmerne.

Partiet markerede sig som et af de mest EU-skeptiske i debatten forud for folkeafstemningen om EU medlemskab, og partiet kæmpede en konstant kamp for polske og katolske værdier, som blev stillet overfor materialisme, gudløshed og homoseksualitet i Vesteuropa.

Partiet var med i en koalitionsregering med PiS og Selvforsvarspartiet i perioden 2006, og blev herefter ikke genvalgt. Den tidligere leder, Roman Giertych, er i dag en succesfuld advokat samt aktiv i Borgerplatformen (PO). Hans synspunkter er i dag langt mere moderate end i tiden som partileder, og en tilbagevenden til aktiv politik kan ikke udelukkes.

Unia Wolności (UW) – Frihedsunionen

UW havde rod i Solidaritetsbevægelsen, og blev stiftet ved en sammenlægning af to partier i 1994. Partiet støttede udviklingen mod et liberalt, demokratisk samfund, og dets ledere var b.la. den første polske Premierminister efter systemskiftet i 1989, Tadeusz Mazowiecki samt den nuværende Premierminister Donald Tusk. Efter valget i 1997 indgik UW en regeringsalliance med AWS, under forsæde af Premierminister jerzy Buzek. Partiet opnåede ikke repræsentation i Sejmen i 2001.

Akcja Wyborcza Solidarność (AWS) – Valgaktion Solidaritet

Stiftet 1996 af lederen af fagforeningen Solidaritet, Marian Krzaklewski. Partiets program koncentrerede sig om kommunistudrensning, medlemskab af NATO samt en fortsat vej mod fri markedsøkonomi under udvisning af social ansvarlig – sådan lidt socialdemokratisk.

Partiet opnåede 34% af stemmerne ved valget i 1997, og dannede med Jerzy Buzek som Premierminister regering, de første 3 år i koalition med UW. Partiet opnåede ikke repræsentation i Sejmen ved valget i 2001.

 

Det polske flag

Hovedside

Kendte polakker

Polens historie

Polen efter 1989

Placering og klima

Mentaliteten i Polen

Polsk sprog

Mad og drikke

Kirken

Natteliv og underholdning

Levestandard og socialpolitik

Skattesystemet

Bolig

Brandes i Polen

Den polske Forfatning

Det politiske system

Politiske spørgsmål

De politiske partier

Kommunalt selvstyre

Det juridiske system

Sundhedsvæsnet

Undervisningssystemet

Infrastrukturen

 

Gdansk

Warszawa