Polen information

Viden om Polen på dansk

 Oversættelse  Guide i Polen   Blog om Polen  Michael Hardenfelt 

Hovedside

Oversættelse fra engelsk og polsk til dansk

Danskundervisning

Guidede ture i Warszawa

 

Kendte polakker                                 Mentaliteten i Polen

Polens historie                                    Polsk sprog                    

Polen efter 1989                                 Mad og drikke

Placering og klima                              Natteliv og underholdning

                                                              Kirken

                                                              Warszawa

Levestandard og socialpolitik            Den polske Forfatning

Skattesystemet                                   Det politiske system

Bolig                                                      Politiske spørgsl

 

De politiske partier                              Sundhedsvæsnet

Kommunalt selvstyre                           Undervisningssystemet

Det juridiske system                             Infrastrukturen

 

 

Indholdsfortegnelse:

Indledning

Samspillet

Sejmen

Senatet

Nationalforsamlingen

Præsidenten

Regeringen

Højesteret

Forfatningsdomstolen

Rigsretten

Den øverste Forvaltningsdomstol

Ombudsmanden

Nationalbanken

Det øverste Kontrolkammer

Det Nationale TV- og Radioråd

Det Nationale Domstolsråd

Kommuner, Powiater og Regioner

Fagforeningerne

Lobbyisme

Kirkens indflydelse

Pressen

 

Link til Sejmen - engelsksproget side

Lovgivningsprocessen - kun på polsk

Se hvordan arbejdet forløber med konkret ny lovgivning i Polen

Engelsksproget side

Det Polske Senat

Den Polske Præsidents officielle hjemmeside på engelsk

Premierministerens officielle hjemmeside på engelsk

Fagforeningen Solidaritet - link til hjemmeside på engelsk

Udvalgte artikler fra Gazeta Wyborcza på engelsk

Højesteret - link til engelsk side

Forfatningsdomstolen - engelsk hjemmeside

 

 

Ombudsmanden - hjemmeside på engelsk

Nationalbanken på engelsk

Det Øverste Kontrolkammer - engelsk version

   

© Michael Hardenfelt, september 2012

Opdateret november 2015

     Det er tilladt at bringe uddrag af teksten med angivelse af

      kilde: www.warszawaguide.info

 

Det politiske system

Denne artikel ersidst redigeret i november 2015.

Suppler med en nyere gennemgang af året der gik i Polen fra årsskiftet 2016/2017:

http://hardenfeltspolen.blogspot.com/2016/12/aret-der-gik-i-polen.html

 

Indledning

Det politiske system baserer sig på forfatningen af 2. april 1997, som efter 8 års ophedet debat endeligt blev vedtaget ved en folkeafstemning i marts samme år. Den lovgivende magt ligger hos Parlamentet som opdeles i et underhus (Sejmen) og et overhus (senatet). Alle love behandles først i Sejmen, og skal herefter godkendes af Senatet. Den endelige godkendelse ligger hos Præsidenten, som har vetoret. Lovgivningsinitiativet ligger hos regeringen, 15 medlemmer af Sejm i forening, Senatet, Præsidenten samt, efter folkeligt initiativ, lovforslag som samler underskrifter fra 100.000 vælgere.

Valg til Sejmen og Senatet finder sted på samme dag i valgkredse med efterfølgende udligning som sikrer proportionalitet. Valgkredsene ved valg til Senatet består af enkeltmandskredse, og sikrer de store partier en vis overrepræsentation. Valgmetoden til de to kamre gør at de regeringsbærende partier som regel har flertallet i begge kamre, og hensigtsmæssigheden af Senatet har været diskuteret intensivt i de senere år. Senatet betegnes ofte som et ”refleksionsparlament”, og dets sande værdi har da også vist sig i at de ofte returnerer lovsjusk som er hastet gennem Sejm – ikke af politiske årsager, men fordi der er tekniske fejl i lovforslaget.

Den udøvende magt ligger hos Præsidenten og regeringen i forening. Regeringen udpeges af præsidenten, men skal kunne mønstre et flertal i Sejmen. Det er Premierministeren som er ansvarlig for den daglige forretningsførelse, men Præsidentens magtbeføjelser er mere end symbolske, såfremt han ønsker at gøre brug af disse.

Domstolene er uafhængige, og har betydelig indflydelse på administrationen. Den øverste almindelige domstol er Højesteret, som i visse tilfælde kan give bindende fortolkninger af lovgivningen. En bemyndigelse den ofte benytter sig af til at ændre den almindelige fortolkning af uklare paragraffer og gamle love som er kommet i konflikt med nyere love og den almindelige samfundsudvikling. Højesterets domme offentliggøres i Lovtidende og nyder i almindelighed stor autoritet. Den Øverste Administrative Domstol er borgernes værn mod myndighedernes magtfuldkommenhed. Domstolen kan ikke træffe deciderede beslutninger, men er alene bemyndiget til at henvise en sag til fornyet administrativ behandling. Ikke desto mindre er domstolens indflydelse betydelig, og dens arbejde hjælper langsomt med at udrydde den desværre overlevede gammelkommunistiske tese om embedsmændenes ufejlbarlighed. Forfatningsdomstolen træffer afgørelse om de almindelige loves overensstemmelse med forfatningen. Forfatningsdomstolen behandler et meget stort antal sager, dels som følge af almindeligt lovsjusk, dels som følge af politikernes ønske af at afprøve den nye forfatningens grænser. De øverste domstoles meget selvstændige synspunkter gør det relevant at betegne dømmende magt som en aktiv medspiller ved siden af den lovgivende og den udøvende magt.

Udover den lovgivende, udøvende og dømmende magt findes en række andre, uafhængige institutioner, som svæver mellem de traditionelle magtcentre, men som alligevel ikke er helt underlagt nogen af dem, den sværeste at identificere er måske Det Nationale Domstolsråd, men også Ombudsmanden, Nationalbanken, Det Øverste Kontrolkammer  og Det Nationale TV- og Radioråd kan være svære at placere. Endvidere eksisterer der et udbredt kommunalt selvstyre, som varetager de sager, som ligger tæt på borgerne, og den katolske Kirkes indflydelse er uomtvistelig, selv om dens formelle rolle er meget begrænset. Jeg vil ikke her behandle EUs indflydelse på det politiske system i Polen, men EU øver lige så meget indflydelse her som i de andre medlemslande, og indflydelsen er måske større end i de gamle EU-lande, fordi udgangspunktet lå længere fra de regler og målsætninger man har i Unionen.

Samspillet

Det vil være forkert at hævde at en institution er vigtigere end andre i den politiske proces. Som et frisk demokrati med erfaringer fra diktatur og indflydelse fra fremmede magter er de fleste klar over behovet for en magtfordeling, selv om der er folk som argumenterer for ”en stærk mand” eller ”al magt til Sejmen”.

Polen er nok ikke det eneste land i verden hvor der eksisterer en udbredt politikerskepsis, men den er nok en smule mere intens og udbredt end de fleste andre steder. Under kommunismen var et politisk engagement en forudsætning for en succesfuld karriere, men de fleste partimedlemmer havde en pragmatisk tilgangsvinkel til ideologi. Efter systemskiftet i 1989 sås en masse håb og ideologi, men det forsvandt hurtigt under stilstand og en betydelig korruption, også i den politiske klasse. Korruption synes i dag at være meget begrænset på landspolitisk plan, men vennetjenester er utvivlsomt fortsat meget udbredt i lokalpolitikken. Det skaber en vis modvilje mod at overlade alt for meget magt til det politiske etablissement, og de stopklodser der ligger i domstolene, hos Præsidenten og i EU bliver derfor modtaget positivt af brede grupper i samfundet.

Den korte tradition medfører også at embedsmændenes påvirkning på den politiske proces nok er mindre end i de fleste vesteuropæiske lande. Mange politikere har en ”kan selv”-attitude, hvilket medfører at mange love i tidens løb er blevet hastet igennem systemet, for herefter at blive ændret flere gange, når der viste sig utilsigtede konsekvenser af lovgivningen. Gentagne lovændringer er simpelt hen blevet betragtet som normen i bestræbelserne på at skabe den bedst mulige lovgivning. Dette har ændret sig lidt under de sidste års centralistisk styrede flertalsregering, men mentaliteten hos politikerne har næppe ændret sig, og et politisk ustabilt Sejm vil hurtigt kunne føre til en tilbagevenden til tidligere tiders praksis.

Sejmen

Sejmen er det polske underhus, som ligger centralt i Warszawa og består af 460 medlemmer. Efter forfatningen er lovgivningsmagten tillagt Sejmen og Senatet i forening, i praksis bliver lovene til i Sejmen, hvorefter Senatet diskuterer dem. Selve parlamentssalen er holdt i mørke nuancer, der godt kan skabe en depressiv stemning. På væggen hænger et stort kors, og medlemmerne kan søge inspiration i det til parlamentet knyttede kapel, der som primær eksponat har en stol hvorpå Pave Jan Pawel II sad under et besøg i parlamentsbygningen. Kapellet huser også relikvier fra Skt. Joanna Beretty Molli – en italiensk kvinde som døde i 1962 efter at have nægtet at modtage behandling for en kræftsygdom, da hun frygtede at behandlingen ville tage livet af det foster hun bar. Barnet overlevede, og den katolske kirke gjorde kvinden til helgen for sin opofrelse. Relikvierne skal minde om at man aldrig må træffe en beslutning som går imod livet. I tilknytning til Sejmen er der et hotel, hvor parlamentsmedlemmerne kan bo når de er i Warszawa.

Ligesom dommere og en række andre centrale personer i statsadministrationen har parlamentsmedlemmer immunitet. De kan kun arresteres hvis de bliver taget på fersk gerning i at begå en forbrydelse, og hvis de skal drages til ansvar for en kriminel handling skal Parlamentet selv ophæve deres immunitet.

Møderne i Sejmen er offentlige, og en del af disse transmitteres direkte i fjernsynet.  Som i Danmark foregår lovgivningsarbejdet dog primært i forskellige udvalg, hvorfor parlamentssalen som regel er halvtom, men tv-kameraerne sikrer dog at salen er lidt mere livlig og at medlemmerne forbereder nogen lidt mere spændende indlæg – i hvert fald i løbet af sendetiden.

Organisation

Sejmen nedsætter en række udvalg, som beskæftiger sig med nærmere bestemte områder af lovgivningsarbejdet. Den kan også nedsætte midlertidige, specifikke udvalg, og hvis en sag kræver særlig belysning kan der nedsættes undersøgelseskommissioner. Sådanne undersøgelseskommissioner er populære, og dele af møderne transmitteres ofte direkte i TV, hvorfor de er populære til at profilere sig. Endvidere nedsættes en etisk komite, som skal værne om Parlamentets moralske integritet samt et Seniorkonvent, som hjælper med at organisere de administrative byrder.

Arbejdet i Sejmen er lagt an på eksistensen af politiske partier, som er grundlaget for fordelingen af posterne i diverse udvalg. Det sker i hver valgperiode at nogen forlader sit parti; disse kan så skifte til andre partier eller prøve at skaffe ligesindede til at stifte en ”gruppe”, således at de er med i organisationen. I praksis vil det også være umuligt for et uafhængigt medlem at forholde sig til den enorme mængde materialer, som de konstant udsættes for.

Arbejdet i Sejmen ledes af en Marskal (Formand). Det er Sejmens mest prestigefyldte post, og Marskalen er den person som overtager Præsidentens pligter, såfremt der sker noget med denne. Som ordstyrer har Marskalen vide muligheder for at styre lovgivningsarbejdet; det er ham som bestemmer hvilke forslag er vigtigst, og hvilke der godt kan ligge laaaaaang tid i skrivebordsskuffen, inden de behandles. Der er også en række vice-marskaler, som leder forhandlingerne når Marskalen ikke er til stede. Som regel har hvert politisk parti i Sejmen en vicemarskal.

     Lovgivningsprocessen

I princippet er medlemmerne kun bundet af deres overbevisning når de stemmer, i praksis har de alle pantsat deres sjæl til et politisk parti. Det sker at nogen stemmer imod sit parti eller bliver væk fra en vigtig afstemning, men generelt overholdes partidisciplinen.

Lovforslag kan fremsættes af Regeringen, Præsidenten, Senatet, udvalg nedsat af Sejmen eller en gruppe på 15 medlemmer af Sejmen. Endvidere kan en gruppe på 100.000 borgere fremsætte et lovforslag. I perioder med flertalsregeringer er det i praksis kun Regeringens forslag og indstillinger fra udvalgene som har en chance for at komme igennem. Det sker en sjælden gang imellem at Præsidenten fremsætter et lovforslag, og så bliver det behandlet seriøst. Når medlemmer af Sejmen går sammen om at stille et lovforslag er det som regel for at profilere sig selv, og Marskalen lægger ofte sådanne forslag nederst i skuffen. En gang i mellem kommer der et lovforslag som følge at et folkeligt initiativ (100.000 underskrifter), men det er heller ikke noget der normalt har den store bevågenhed, og der er oftest tale om at oppositionen ønsker at markere en folkelig opbakning til deres synspunkter. I perioder med mindre stabile regeringer har lovgivningsarbejdet ofte været mere kaotisk, og processen resulterede ofte i hastigt konciperede lovtekster og hovsaløsninger, men de senere år har tilført processen mere gennemarbejdede procedurer.

Efter at et lovforslag er fremsat skal det behandles tre gange inden det kan vedtages, hvoraf en del af forhandlingerne kan foregå i udvalg. De fleste lovforslag konsulteres med interesseorganisationer, og Sejmen har et betydeligt sekretariat, som hjælper individuelle medlemmer med at overskue konsekvensen af deres projekter. Regeringen trækker selvfølgelig på ekspertise fra ministerierne.

Efter at et lovforslag har været behandlet tre gange kan det vedtages. Det færdige forslag sendes herefter til Senatet, som har 30 dage til at godkende lovforslaget, afvise det eller stille ændringsforslag. Foretager Senatet sig ingenting er lovforslaget godkendt. Modsætter Senatet sig lovforslaget eller stiller det ændringsforslag debatterer Sejmen forslaget på ny. Senatets indstillinger kan afvises med absolut flertal i Sejmen (over halvdelen af de tilstedeværende medlemmer). Herefter sendes forslaget til Præsidenten.

Hvis Præsidenten er enig i lovforslaget skriver han under, og det offentliggøres i Lovtidende, hvorefter det er lov. Hvis Præsidenten ikke bryder sig om lovforslaget har han flere muligheder. Han kan bede Sejmen om at overveje lovforslaget endnu en gang. Hvis Sejmen fastholder forslaget skal det vedtages med 3/5 af de tilstedeværende medlemmer, hvorefter Præsidenten er forpligtet til at underskrive lovforslaget. Hvis Præsidenten mener at forslaget kan stride mod Forfatningen kan han bede Forfatningsdomstolen undersøge lovforslaget. En sådan undersøgelse kan godt tage lang tid, og specielt hen mod slutningen af Parlamentets valgperiode er det en effektiv måde at afvise et lovforslag på, idet alle lovforslag som ikke er vedtaget endeligt bortfalder ved udgangen af valgperioden .

     Valg til Sejmen

Valg til Sejmen er almindelige, lige, direkte og proportionelle samt gennemføres ved hemmelig afstemning. Valgperioden er 4 år, og kan kun afkortes ved at Sejmen opløser sig selv med et flertal på 2/3 af samtlige medlemmer, eller ved at præsidenten vælger at opløse Sejmen, fordi der ikke er vedtaget en finanslov til tiden eller fordi der ikke kan skaffes flertal for at danne en regering. I praksis er det kun sket en gang under den nuværende forfatning at der er udskrevet valg i utide, og hele det politiske system er lagt an på at Parlamentet bør holde valgperioden ud.

Man har stemmeret til Sejmen når man fylder 18 år, men man kan først blive valgt efter at man er fyldt 21. Efter en forfatningsændring kan man i princippet ikke vælges til Sejmen hvis man er blevet idømt en fængselsdom. En række personer som bestrider offentlige embeder kan ikke være medlemmer af Parlamentet.

Medlemmerne af Sejmen vælges i 41 valgkredse, hvor der i hver kreds vælges 7-19 medlemmer. Kandidaterne er opstillet af politiske partier (eventuelt valgkomiteer), og for at blive repræsenteret i Sejmen kræves det at det pågældende parti kan mønstre 5% af stemmerne på landsplan. For koalitioner af partier er spærregrænsen 8%.

Mindst 35% af kandidaterne skal repræsentere hvert køn (dvs. max 65% mænd blandt kandidaterne), og i dag er 119 af Sejmens 460 medlemmer kvinder.

Parlamentsmedlemmer udfylder en erklæring om hvorvidt de har samarbejdet med de kommunistiske myndigheder og Sikkerhedstjenesten før 1989. Man kan godt blive valgt til Sejmen selv om man har samarbejdet, men hvis en domstol fastslår at man har løjet med sin erklæring mister man pladsen i parlamentet. For at forebygge korruption er parlamentsmedlemmerne endvidere forpligtet til løbende orientere om deres formueforhold.

Senatet

Senatet (Overhuset) er styret af stort set de samme regler som Sejmen. Også her er der en Marskal, diverse udvalg, regler om at man ikke må bestride andre poster indenfor statsadministrationen som Senator og immunitet mod arrestation. Senatets valgperiode falder sammen med Sejmens, og valgene afholdes således samtidigt. Der afholdes dog suppleringsvalg til Senatet hvis et mandat bortfalder, i modsætning til Sejmen, hvor den næste fra partilisten rykker ind.

Senatet er dog en mere eksklusiv klub, idet det består af kun 100 medlemmer, og samtidigt er de noget ældre, idet man skal være fyldt 30 år for at blive Senator. Valgretsalderen er dog 18 år, ligesom ved valg til Sejmen. Lige som ved valg til Sejmen er valgene almindelige, lige, direkte samt gennemføres ved hemmelig afstemning. Til gengæld er der ikke noget krav om proportionalitet, og valg til Senatet gennemføres da også i enkeltmandsvalgkredse, hvor den der får flest stemmer vinder kredsen.

Senatet er ofte blevet betegnet som et refleksionskammer, hvor man med et lidt mindre heftigt temperament kunne genoverveje de ting som blev hastet igennem Sejmen, og som sådan har senatet også opfyldt sin opgave i mange år. Tempoet i lovgivningsprocessen er dog i de senere år blevet lidt langsommere end tidligere, men Senatet opfylder efter min mening fortsat en rolle som stopklods for de mest vanvittige forslag.

Senatets formelle magt er begrænset. Alle lovforslag skal godkendes i Senatet, som kan afvise dem eller vedtage ændringer af lovforslaget. Hvis Senatet benytter sin magt kan Sejmen dog underkende Senatets afgørelse med absolut flertal (altså et flertal af de tilstedeværende medlemmer af Sejmen, i modsætning til almindeligt flertal, som kræver et flertal af de afgivne stemmer).

Ud over at behandle de af Sejmen vedtagne love har Senatet en række andre kompetencer, fx. lovgivningsinitiativ og medbestemmelse ved udnævnelser til centrale embeder i centraladministrationen. Senatet skal også godkende forfatningsændringer.

Nationalforsamlingen

Sejmen og Senatet i forening udgør Nationalforsamlingen. Nationalforsamlingen behandler sager forbundet med Polens Præsident. Den modtager Præsidentens ed i forbindelse med hans tiltrædelse af embedet og kan med et flertal på 2/3 af samtlige medlemmer erklære, at Præsidentens helbredstilstand er sådan at han ikke kan bestride embedet.  Med samme flertal kan Nationalforsamlingen sætte Præsidenten under anklage for Rigsretten.  Når Præsidenten har en meddelelse af særlig vigtighed kan han sammenkalde Nationalforsamlingen for at henvende sig til denne i en højtidelig tale, som efterfølgende ikke må debatteres i Nationalforsamlingen.

Præsidenten

Præsidenten i Polen vælges for en periode på 5 år, og han kan genvælges én gang – dvs. maksimalt 10 år som præsident. Præsidentposten blev genindført i 1989, hvor General Jaruzelski kortvarigt bestred posten, inden Lech Walesa vandt præsidentvalget i 1990. Under den nuværende forfatning har præsidentembedet været besat af Aleksander Kwasniewski, Lech Kaczynski, Bronislaw Komorowski, og senest den nuværende Præsident Andrzej Duda.

Man skal være 35 år for at blive præsident, og derudover skal man vinde et præsidentvalg. Det kræver 100.000 underskrifter at blive registreret som præsidentkandidat, og det kræver absolut flertal af de afgivne stemmer at blive valgt. Hvis ingen af kandidaterne får over 50% af de afgivne stemmer afholdes endnu en valgrunde, hvor de to kandidater der har opnået flest stemmer dyster om flertallet. Der er ingen vicepræsident i det polske system, men hvis Præsidenten dør eller ikke kan/ vil bestride sit embede, så varetager Sejmens Formand (Marskal) midlertidigt præsidentens pligter, og er denne indisponibel varetages Præsidentens pligter af Senatets Formand (Marskal).

I henhold til forfatningen besidder den polske præsident den udøvende magt sammen med Regeringen. I praksis har han en række repræsentative forpligtelser, men er samtidigt væsentlig i rollen som den der sikrer sig at Forfatningen overholdes. Han underskriver love, udnævner Premierministeren i samarbejde med Sejmen, og er generelt med inde i beslutningsprocesserne som rådgiver og kontrollant. Præsidentens politiske magt er begrænset, men den eksisterer. Som forfatningen er skruet sammen har præsidenten ikke megen indflydelse når der er et stabilt flertal i Sejmen, men i det øjeblik den situation i Parlamentet er ustabil har han en række instrumenter til at påvirke den politiske proces.

Med den relativt korte tradition der er i det nye politiske system er det i en vis grad op til præsidenten at definere jobbet, men også Forfatningsdomstolen har været inde og udtale sig om kompetencefordelingen mellem Præsident og Regering. De fire eksempler vi har under den nye Forfatning er Præsident Kwasniewski, som primært opfattede Præsidentembedet som en repræsentativ post, og sjældent blandede sig i regeringsførelsen eller parlamentets beslutning, omend han var orienteret og uden tvivl rådgav regeringen. Præsident Kaczynski havde derimod en vision om et stærk præsidentembede med udvidede beføjelser, og han arbejdede mod at gøre denne vision til virkelighed, hvilket førte til flere sammenstød med Tusk-regeringen. Præsident Komorowski syntes at føre præsidentembedet tilbage til linjen under Kwasniewski -som en cermoniel post, om end han fremkom med både lovgivningsinitiativer og kontante udtalelser om den politiske situation. Den nuværende præsident Andrzej Duda har kun virket i få måneder på tidspunktet, hvor dette skrives, men er usædvanlig aktiv på det udenrigspolitiske område, og har også markeret sig med bombastiske udtalelser om hvad han ønsker at gøre ved den indenrigspolitiske situation. Det er dog for tidligt at vurdere, hvordan han vil forvalte embedet på længere sigt.

En af Præsidentens vigtigste pligter er at underskrive lovforslag og internationale aftaler. Lovforslag bliver først til lov efter at Præsidenten har underskrevet dem (i løbet af 21 dage). Som sådan er Præsidenten et etmandsparlament, som vurderer hensigtsmæssigheden i al ny lovgivning, og til dette har han naturligvis en lille hær af rådgivere. Hvis Præsidenten vurderer at et lovforslag bør genovervejes sender han det tilbage til Sejmen, som i så fald skal mønstre et flertal på 3/5 af stemmerne for at opretholde loven. Herefter er Præsidenten forpligtet til at underskrive loven, hvilket kan betragtes som hans godkendelse af at alle regler i forbindelse med lovgivningsprocessen er blevet overholdt.

Det er ikke sådan at Præsidenten sender love tilbage til Sejmen blot fordi han er uenig i disse. Et veto fra Præsidenten afhænger selvfølgelig til en hvis grad af hvor hjertelig forbindelsen er mellem Regeringen og Præsidenten, samt af Præsidentens personlige synspunkter vedrørende anvendelsen af veto. Men generelt bliver det kun brugt i sager at større betydning, hvor Præsidenten kan argumentere for at en nye lov vil have stor og principiel indflydelse på afgørende felter.

Endvidere kan Præsidenten sende et vedtaget lovforslag videre til Forfatningsdomstolen, for at vurdere om det overholder forfatningen. På grund af den til tider lange sagsbehandlingstid kan det være en effektiv måde at sylte et lovforslag, ligesom det helt ved bortfalde såfremt det ikke er behandlet af Forfatningsdomstolen ved udløbet af Sejmens valgperiode.

Præsidenten har en række ansvarsområder, som ofte ligger hos statschefen, blandt andet indenfor benådning og statsborgerskab, ligesom Præsidenten udnævner en række centrale personer i Statsadministrationen, alene eller i samarbejde med Regeringen/ Sejmen. En drillesyg Præsident kan her give en regering betydeligt hovedbrud.

Præsidenten har immunitet, og kan kun drages til ansvar ved Rigsretten efter at 2/3 af Nationalforsamlingens medlemmer har besluttet at stille ham under anklage.

Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker, og i tilfælde af krigsretstilstand får Præsidenten er række ekstra beføjelser, herunder muligheden for at udstede forordninger med lovkraft, såfremt Sejmen ikke kan samles.

Regeringen

Regeringen er den udøvende magt i Polen – i princippet sammen med Præsidenten, men  i praksis er det regeringen som leder de daglige forretninger.  Regeringen omtales i forfatningen som Ministerrådet, og dette ledes af Formanden for Ministerrådet, som for nemheds skyld normalt betegnes Premierministeren.

Efter et parlamentsvalg udpeger Præsidenten den person til Premierminister, som han foretrækker og samtidigt mener kan samle flertal i Sejmen. Kan den af Præsidenten udnævnte Premierminister ikke mønstre et absolut flertal af de tilstedeværende medlemmer i Sejmen overgår initiativet til Sejmen selv, som får 14 dage til af udpege en Premierminister og godkende denne med absolut flertal. Er den politiske situation så mudret at heller ikke dette lykkes ryger bolden tilbage til Præsidenten. Han udpeger en Premierminister (eventuelt den samme som første gang), som skal skaffe et simpelt flertal i Sejmen, dvs. flere stemmer for end imod Regeringen, men blanke stemmer tælles ikke med i dette regnestykke. Lykkes det heller ikke denne 3. gang at samle flertal for en regering skal Præsidenten udskrive valg.

Når Regeringen først er valgt er det til gengæld ikke så ligetil at slippe af med den. Et mistillidsvotum skal være konstruktivt, dvs. indeholde navnet på en ny Premierminister. Dernæst skal over halvdelen af samtlige Sejmens medlemmer (altså mindst 231 medlemmer) stemme for mistillidsvotummet. Et mistillidsvotum til en enkelt minister kræver ligeledes minimum 231 stemmer. For at afsætte regeringen skal der altså være sket noget som gør regeringen upopulær i forhold til da Premierministeren blev udnævnt første gang, og samtidigt skal oppositionen samles om en kandidat. Det vil normalt være en uoverkommelig opgave.

Premierministeren kan dog selv – hvis han føler at han har brug for et moralsk skulderklap – anmode Sejmen om et tillidsvotum. Et sådant tillidsvotum kræver halvdelen af de afgivne stemmer, og hvis dette ikke opnås må Regeringen træde tilbage – men det er altså kun Premierministeren selv der kan bringe sig i den situation.

Regeringen vigtigste opgave er hvert år at fremlægge et Finanslovsforslag, som skal vedtages af Sejmen. Lykkes dette ikke kan Præsidenten udskrive nyvalg. Kun Regeringen har lovgivningsinitiativet når der drejer sig om Finansloven. Oppositionen kan således ikke forberede sit eget Finanslovsforslag. Når først Finansloven er vedtaget kan Senatet stille ændringsforslag til loven, men kan ikke afvise den. Præsidenten han heller ikke nedlægge veto mod Finansloven.

Premierministeren udvælger og fyrer selv sine ministre uafhængigt af Præsidenten, og han udpeger også Wojewodaer til hvert Wojewudztwo – eller på dansk:  lederen af statsforvaltningen i hver af de 16 regioner. Igennem disse politisk udnævnte personer samt statsadministrationen prøver Regeringen at gennemføre sine visioner for udviklingen.

Premierministerembedet virker ofte som et one-man-show, men der er ingen tvivl om at Premierministeren har en stor opgave med at skaffe kompromisser, både i sit eget politiske parti og blandt koalitionspartnerne i regeringen, men også i forhold til Parlamentet, Præsidenten, lokalforvaltningerne og de mange andre grupper som øver indflydelse. Fra systemskiftet i 1989 kørte Premierministeren oftest et tæt parløb med forskellige meget markante finansministre, men fra omkring årtusindskiftet er økonomien ikke længere den altdominerende faktor den var tidligere, og ingen af de andre ministre er pt. i nærheden af den indflydelse Premierministeren har.

Regeringen kontrollerer eller fører tilsyn med en lang række organer, som samtidigt udviser en vis selvstændighed i forhold til Regeringen. Regeringen er tilsynsmyndighed for lokaladministrationen, men bør kun blande sig hvis disse overtræder de retningslinjer der er givet ved lov. Endvidere besidder Regeringen en betydelig indflydelse i aktieselskaber hvor staten har aktiemajoriteten. Der bliver godt nok hele tiden færre af disse selskaber, men der eksisterer fortsat en hel del af dem, heriblandt olieselskabet LOTOS,  stålværket Stalowa Wola, messecenteret i Poznan, det statslige flyselskab LOT, Statsbanerne og adskillige mineselskaber.

Mange statsinstitutioner sikres en ledelse som formelt set ikke direkte er underlagt ministrene, fx. skattevæsnet eller politiet, og administrationen af disse enheder er således ikke underlagt daglig politisk kontrol. Mange af lederne er ansat på åremål, og kan kun med besvær afskediges i løbet af deres embedsperiode. Et væsentligt politisk emne i de senere år har været embedet som Øverste Offentlig Anklager, som indtil 2010 blev varetaget af den til enhver tid siddende Justitsminister, hvilket ofte medførte politisering af anklagemyndigheden samt mistanke om politisk forfølgelse. Fra 2010 vælges Den Øverste Offentlige Anklager dog for en periode af 6 år, blandt personer indstillet af Det Nationale Domstolsråd.

Højesteret

Højesteret holder til i Warszawas gamle bydel i en storslået arkitektonisk perle fra 1999. Fra fire kamre  overvåger næsten 90 dommere retshåndhævelsen i Polen. Højesteret er opdelt i et civilt, strafferetligt og et militært kammer, samt et kammer for arbejdsret, socialforsikring og offentlig ret.

De almindelige domstole behandler sager hvor der er behov for en afgørelse, og her kan man altid appellere. Der eksisterer tre lag af de almindelige domstole, således at sager der starter ved 2. instans kan behandles ved en appeldomstol. Højesteret behandler derfor ikke almindelige appelsager, men kan foretage ”ophævelse” af endelige domme, såfremt disse har fejlfortolket loven eller anvendt forkert lovgivning. En stor del af Højesterets arbejde består af at fortolke den juridiske stilling på baggrund af indbyrdes modstridende lovgivning. Ofte fortolker de også domme fra Forfatningsdomstolen, Forvaltningsdomstolen, Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg og domme fra EU-domstolen i forhold til polsk lovgivning.

Hvis Højesteret afgør at lovgivningen er blevet fortolket forkert sendes sagen tilbage til den domstol som afsagde den endelige dom. Her vil sagen så blive behandlet endnu en gang. I undtagelsestilfælde frikender Højesteret dog folk i kriminelle sager.

De domme som Højesteret afsiger i disse ophævelsessager har betydelig indflydelse på den måde loven administreres på ved de almindelige domstole, men er normalt ikke bindende. Højesteret kan dog beslutte at behandle en sag i en udvidet sammensætning, med syv dommere i stedet for normalt tre. Her kan højesteret stadfæste et juridisk princip, som herefter vil være gældende ret, både ved de almindelige domstole og ved Højesteret.

Derudover virker Højesteret som tilsynsmyndighed i forhold til andre domstole, hvis afgørelser evalueres med henblik på at strømline retssystemet og påtale fejl. Højesteret spiller også en vigtig rolle ved at vurdere ny lovgivning, og give en kompleks vurdering af hvordan dette vil indvirke på retstilstanden.

Endelig kontrollerer Højesteret diverse valghandlinger i Polen, og er det endelige organ når det drejer sig om at bekræfte gyldigheden af landsdækkende parlamentsvalg, præsidentvalg og folkeafstemninger.

Forfatningsdomstolen

Forfatningen er skabt for at skabe nogen rammer for samfundet, og dens ordlyd tages alvorligt i Polen. I lighed med en række andre europæiske lande har Polen valgt at henlægge fortolkningen af Forfatningen til en Forfatningsdomstol, og den har nok at lave, blandt andet fordi der er en masse bagvedliggende fortolkninger i Forfatningen, og politikerne ønsker ofte at afprøve Forfatningens grænser.

Domstolen opstod allerede i 1982, som et er det kommunistiske styres tidlige forsøg på at reformere sig selv. Effekten var dog begrænset i de første år, dels fordi det indtil 1997 var relativt enkelt at ændre forfatningen, men også fordi Forfatningsdomstolens afgørelser kunne annulleres af Sejmen med et flertal på 2/3 af medlemmerne. Et sådant flertal var relativt enkelt at skaffe sig frem til 1989, men bestemmelsen om at Sejmen kunne annullere Forfatningsdomstolens afgørelse bestod frem til den nye Forfatning i 1997.

Forfatningsdomstolen spiller en aktiv rolle i det politiske liv, og er ikke bange for at tage beslutninger som går politikkerne imod. De 15 dommere ved Forfatningsdomstolen vælges i princippet blandt den ypperste juridiske sagkundskab i Polen, og som sådan er de normalt ikke helt unge når de bliver valgt. De vælges for 9 år af gangen, og kan ikke genvælges. Når en dommer træder tilbage, dør eller hans embedsperiode udløber, så vælger Sejmen ved stemmeflerhed en dommer, således at der sker en løbende udskiftning af disse. Stemmeflerheden sikrer at de det er de fremherskende synspunkter der repræsenteres; der er med andre ord ikke plads til marginale synspunkter, selv om nogle dommere godt kan blive lidt sprælske efter at de er blevet valgt. Fremgangsmåden minder lidt om udvælgelsen af et retroperspektivt parlament,  hvor bedagede dommere repræsenterer synspunkter som et flertal af vælgerne støttede i forrige valgperiode. Man skal her gøre sig klart at Forfatningen bygger på og henviser til principper som nok tager deres afsæt i jura, men som også lader sig fortolke og ændre på baggrund af ændringer i befolkningens almindelige samfundssyn.

Domstolens vigtigste opgave er at afgøre om love og internationale aftaler er i overensstemmelse med Forfatningen, og om love er i overensstemmelse med ratificerede internationale aftaler, som har forrang for national lovgivning. Endvidere afgør Forfatningsdomstolen kompetencestridigheder mellem centrale personer i statsadministrationen, fx. Præsidenten og Premierministeren. Den fortolker også forfatningen hvis de almindelige domstole er i tvivl om lovenes overensstemmelse med forfatningen; i sådanne tilfælde sender de et spørgsmål til Forfatningsdomstolen, og sagens behandling suspenderes indtil de modtager svar.

Som den eneste kan Præsidenten overdrage en af Sejmen vedtaget lov til præventiv behandling ved Forfatningsdomstolen, inden denne underskrives og offentliggøres. En række andre personer kan bede Forfatningsdomstolen undersøge en allerede gældende lov. Det drejer sig om et antal parlamentsmedlemmer i forening, personer som bestrider de vigtigste embeder indenfor den dømmende, lovgivende og udøvende magt samt visse interesseorganisationer. Individuelle borgere kan via en advokat indklage en bestemmelse, når denne bestemmelse har resulteret i en endelig dom eller administrativ afgørelse, som vedkommende mener krænker hans eller hendes konstitutionelle rettigheder og friheder.

I praksis behandler Forfatningsdomstolen årligt 1-2 anmodninger fra Præsidenten om præventiv kontrol. En undtagelse herfra er årene 2008-2009, hvor Præsident Kaczynski sendte et større antal nye love til præventiv kontrol, og således skabte en kø af sager som ikke nåede at blive behandlet. Forfatningsdomstolen behandler årligt 30-100 abstrakte sager om overensstemmelse med Forfatningen/ internationale aftaler. De fleste sager behandles af 5 dommere, og med en grundig behandling af hver sag er domstolens kapacitet begrænset.

Rigsretten

Rigsretten bedømmer sager mod ledende personer i statsadministrationen om embedsmisbrug  Det er den eneste domstol som kan dømme Præsidenten, og også ministrene kan drages til ansvar for forbrydelser som ikke er forbundet med deres embede. Rigsretten behandler også sager mod medlemmer af parlamentet som har overtrådt forbuddet mod sideløbende med deres mandat at drive erhvervsvirksomhed, hvor de har opnået indtægter fra en statsvirksomhed.

Rigsretten kan fratage en dømt hans stemmeret og valgbarhed til offentlige embeder, fratage modtagne æresbevisninger og fradømme embede. Endvidere kan Rigsretten straffe i henhold til de i lovgivningen forudsete straffe.

Rigsretten består af 16 dommere samt den Ledende Formand for Højesteret. De 16 dommere vælges af Sejmen, og halvdelen skal besidde kvalifikationer til at kunne blive dommere – det er altså en delvist politisk domstol.

Det er relativt vanskeligt at drage nogen til ansvar for Rigsretten; Det kræver 2/3 af samtlige medlemmer af Sejmen og Senatet at stille Præsidenten til ansvar, og 3/5 af Sejmens medlemmer for at stille en minister til ansvar. Det er da også uhyre sjældent at Rigsretten aktiveres. En række ministre og en enkelt embedsmand blev prøvet i forbindelse med en affære i 1997, og heraf blev 2 fradømt valgret, valgbarhed og ret til at indtage ledende stillinger i den offentlige administration for en periode af 5 år. Tre blev frikendt. Endvidere førte en sag fra 2006 ikke til en domsfældelse.

Rigsretten er således primært et instrument som ivrige parlamentsmedlemmer kan henvise til når de vil fremhæve en politisk modstanders moralske forfald og antyde muligheden af kriminelle handlinger. Så kræver de at Rigsretten undersøger sagen, men som det fremgår af ovenstående er det en institution som kun er beregnet til at fungere i helt ekstraordinære tilfælde.

Den Øverste Forvaltningsdomstol

Den Øverste Forvaltningsdomstol er appelinstans for Polens 16 forvaltningsdomstole (en i hver region). Forvaltningsdomstolene afgør kompetencestridigheder mellem lokale selvstyrende enheder (fx. mellem to kommuner eller mellem kommune og region) samt mellem statsadministrationen og lokale selvstyrende enheder. Endvidere afgør Forvaltningsdomstolene forvaltningssager mellem borgerne og alle dele af den offentlige administration, og indtager på den måde en plads som vagthund i forhold til stats og kommune. Mere om Forvaltningsdomstolene under retssystemet.

Ombudsmanden

Ombudsmanden er en anden nok så betydningsfuld vagthund i forhold til administrationens magtfuldkommenhed. Han udnævnes af Sejmen for 5 år ad gangen, men hans udnævnelse skal accepteres af Senatet.

Ombudsmanden er borgerens (ofte de svageste borgeres) sidste værn mod vilkårlige afgørelse og behandling af de offentlige myndigheder, og Ombudsmanden har egentligt ikke så mange andre magtmidler end henstillinger, rapporter og sin personlige autoritet. Embedet skabes derfor i høj grad af personen som besidder det, og Polen har i de senere år været begavet med stærke og engagerede ombudsmænd.

Ombudsmanden har et kontor med små 300 ansatte, så han sidder ikke helt alene og kontrollerer hver lille afkrog af landets administration. Alle kan henvende sig til Ombudsmanden, og der er ikke nogen formkrav, hvilket gør det overskueligt for mange mennesker, som ellers føler sig knust af systemet, og Ombudsmandens kontor kan ofte være meget effektivt i sin hjælp til udsatte borgere.

Man skal holde sig for øje, at selv om den offentlige administration er blevet forbedret betydeligt igennem de senere år, så er der fortsat rigtigt meget administration som krænker borgernes rettigheder. Mange offentlige kontorer administrerer ikke på basis af loven, men på basis af sædvaner og personlige ideer om hvordan verden ser ud.

En særlig institution er Børneombudsmanden, som er uafhængig af selve Ombudsmandsinstitutionen. Den er oprettet med det formål at beskytte børns rettigheder, men er ofte blevet politiseret, og i den offentlige debat ses ofte krav om at lægge institutionen ind under Ombudsmanden.

Nationalbanken

Nationalbanken er en uafhængig institution i Polen, og historisk har den efter systemskiftet i 1989 haft en af de sværeste opgaver overhovedet med at skabe en troværdig pengepolitik og sikre zlotyens position som en stabil valuta i efterdønningerne af en ekstrem inflation i 1989-1991.

Et væsentligt plus i forbindelse med inflationen efter systemskiftet var at den minimerede den polske stats indenlandske gæld, og stort set alle politikere frem til i dag har haft appetit på at løse akutte politisk problem ved rentesænkninger og ved at trykke flere penge. Polen har været i den lykkelige situation umiddelbart efter systemskiftet af have to Nationalbankdirektører med en enorm personlig integritet, som ikke har været bange for bønner, trusler og besværgelser fra forskelligt politisk hold.

Fra 1992-2001 var posten som Nationalbankdirektør besat af Hanna Gronkiewicz-Waltz, som i dag er Bypræsident (Borgmester) i Warszawa. Hun efterfulgtes på posten af Leszek Balcerowicz (2001-2007), som var arkitekten bag den økonomiske reformpolitik i Polen. Den polske Præsident Komorowski udpegede i 2010 en politisk modstander, den tidligere SLD-premierminister, Marek Belka, til posten, og viste her at en kyndig og selvstændig ledelse stadig har prioritet over partipolitik.

Formanden for Nationalbanken udnævnes af præsidenten for 6 år, og hans udnævnelse skal godkendes af Sejmen. Ud over at være Nationalbankdirektør er han formand for pengepolitisk råd, som b.la. fastsætter renten, og han har også ret til at deltage i møderne i Sejmen og i Ministerrådet.

Det Øverste Kontrolkammer

Det Øverste Kontrolorgan har en 90-årige historie i Polen, og var som sådan det første uafhængige organ som kontrollerede statsadministrationen. Kontrolkammeret svarer lidt til den danske Rigsrevision, men har flere opgaver end denne.

Det Øverste Kontrolkammer kan kontrollere alle dele af den statslige og kommunale administration, også de dele som formelt er uafhængige, såsom Nationalbanken. Det kontrolleres selvfølgeligt om pengene gives ud på en lovlig måde og om de økonomiske dispositioner er fornuftige, men de skal også se på hensigtsmæssigheden af det offentlige pengeforbrug. Kontrolkammeret analyserer Finansloven, og udarbejder regelmæssigt rapporter om kontrolbesøg og statsregnskab.

Det Nationale TV- og Radioråd

Et uafhængigt organ som skal beskytte friheden i æteren. Det har haft en ombrust politisk tilværelse, og er ofte blevet beskyldt for at være i lommen på den ene eller den anden politiske fraktion.

Rådet fastsætter betingelserne for udbredelse af radio og tv, samt er ansvarlig for udstedelse af koncessioner til udbydere i æteren. Indenfor sit ansvarsområde udsteder rådet Forordningen på baggrund af den af Parlamentet vedtagne lovgivning.

Det Nationale Domstolsråd

Det Nationale Domstolsråd er et sammenrend af repræsentanter fra den dømmende, udøvende og lovgivende magt. Rådet består af lederne af de vigtigste domstole, dommere, Præsidentens repræsentant samt medlemmer af Sejmen og Senatet.

Domstolsrådet er domstolenes ansættelsesudvalg samt kontrolorgan, og meningen med det er at minimere regeringens indflydelse på domstolens arbejde. Under det kommunistiske styre var domstolene ofte under pres fra statsadministrationen, og Det Nationale Domstolsråd opstod som et resultat af rundbordsforhandlingerne i 1989,  hvor et af postulaterne var en sikring af domstolenes uafhængighed.

Alle dommere i Polen udnævnes således af Præsidenten, men kun efter indstilling fra Domstolsrådet. Dommere er uafhængige i deres virke og har immunitet mod arrestation på nogenlunde samme måde som medlemmer af parlamentet.

Kommuner, powiater og regioner

Det kommunale og regionale selvstyre behandles særskilt, her blot et par ord om magtfordelingen. Genindførelse af selvstyrende kommuner var et af postulaterne ved rundbordsforhandlingerne i 1989, og de første frie kommunalvalg blev gennemført i 1990.

De politiske partier er totaldominerende i landspolitikken, men når det kommer til lokalvalg går en betydelig del af stemmerne til lokallister. De kommunale myndigheder skal i princippet levere alle de ydelser som borgerne i et lokalt fællesskab har behov for. Deres skatteindtægter er definerede i lovgivningen, og staten kan ikke uden videre ændre i indtægtsgrundlaget. Kommuner, powiater og regioner er juridiske personer med ejendomsret, og deres rettigheder er beskyttet af domstolene. Indenfor deres eget kompetenceområde udsteder lokalforvaltningerne vedtægter med generel gyldighed indenfor lokalforvaltningens geografiske område.

En stor del af kommunens opgaver er dog reguleret ved lov, og kommunen administrerer mod betaling forskellige love på vegne af staten. Uanset dette er kommunen en organisation som har enorm betydning for folks liv, og en dygtig administration er noget som kan få et lokalsamfund til at blomstre op.

Fagforeningerne

Som dansker opfatter man nok fagforeninger noget anderledes end i Polen. Solidaritet voksede i 1980erne som en protestbevægelse, der nok krævede lønkompensation for prisforhøjelser og bedre arbejdsvilkår, men hvis krav og væsen i det store og hele var en politisk bevægelse. De politiske krav var hverken entydige eller færdigformulerede i 1980erne, men der herskede en konsensus om at kræve ændring af det herskende politiske system.

Umiddelbart efter systemændringerne opstod Solidaritet som en valgmaskine, der skulle sikre at bevægelsens kandidater kom ind i de folkevalgte organer. Bevægelsen lå klart tættere på et politisk parti end en fagforening i den danske definition af ordet. Fagforeningerne fortsatte som en bevægelse op gennem 1990erne, og i 1997 var Solidaritets Valgaktion (AWS) med til at danne en koalitionsregering. Partiet blev ikke repræsenteret i parlamentet efter valget i 2001.

Fagforeningerne er i dag delvist opdelt i brancheforeninger (sygeplejersker, skolelærere osv), men der eksisterer også fagforeninger for større virksomheder (fx. statsbanerne). I dag er ca. 2,5 millioner polakker (ud af en arbejdsstyrke på næsten 18 millioner) organiseret i 6.300 fagforeninger.

Fagforeningerne kan repræsentere medarbejderne i forhold til ledelsen, såfremt mindst 10% af arbejdsstyrken er organiseret, og her vil oftest blive indgået kollektive overenskomster. På større arbejdspladser svinger organisationsgraden mellem 20-30%, mens den i virksomheder under 50 ansatte er meget beskeden. Fagforeningerne er fortsat meget aktive politisk, og bruger begrænsede resurser på at sikre gode arbejdsvilkår for medlemmerne. De er dog gode til at organisere demonstrationer og punktstrejker, og enhver regering bliver nødt til at anerkende deres eksistens Al arbejdsmarkedspolitik konsulteres i 3-partsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og fagforeninger.

Lobbyisme

Traditionelt har det været lobbyet en masse i Polen; kirken, fagforeninger og andre interessegrupper lobbyer uhæmmet. Masser af mennesker, firmaer og organisationer har en interesse i at få deres synspunkter hørt, og traditionelt har man ofte betalt specialiserede firmaer med bekendte på indflydelsesrige poster for at fremme de sagen som man selv havde en interesse i.

Det politiske system er også selv interesseret i feedback fra forskellige grupper i samfundet, og i løbet af lovgivningsprocessen inviteres forskellige grupper til at give deres besyv med. Det er nu en stærkt formaliseret proces hvor de forskellige partiinteresser står skarpt overfor hinanden, og spørgsmålet er om den er specielt effektiv. Det kan være langt mere interessant at skaffe parlamentsmedlemmer og andre indflydelsesrige enkeltindivider som fremmer ens synspunkter indefra.

I erkendelse af at lobbyisme er kommet for at blive indførte Polen i 2005 – delvist inspireret af amerikanske regler – lovgivning på området, således at befolkningen orienteres om hver der prøver at påvirke politikkerne. Lobbyister skal således registrere sig, men loven kritiseres fra mange sider for ikke at gøre processen tilstrækkelig gennemsigtig.

Kirkens indflydelse

Kirken omtales særskilt, men når vi taler om det politiske system kan man ikke komme uden om kirken, og det er nødvendigt kort at ridse den indflydelse op.

Kirken skabte sig en stærk position som opposition til det regerende system under kommunismen, og denne position blev kraftigt understreget af at den Katolske Kirke havde en polsk pave i årene 1978-2005.

Formelt og statsretligt er Polen ikke et katolsk land, men den Katolske kirke har alligevel en særstatus gennem Konkordatet (en bilateral aftale mellem Polen og Vatikanstaten), som sætter nogen retningslinjer for kirkens virke i Polen. Kirken udøver en betydelig adfærdskontrol, og sørger for at fremme sine synspunkter hvor det er muligt, jvf. afsnittet om kapellet og korset i Sejmen. Religiøse radio- og tv-stationer udøver en betydelig indflydelse, ligesom ikke mange parlamentarikere tør ignorere landets tusindvis af præster, som hver søndag kan komme med allusioner til de politiske begivenheder. Katolske grupper søger også at samle indflydelsesrige enkeltpersoner i ordenslignende organisationer som fx Opus Dei, hvor de indpodes en særlig loyalitet i forhold til organisationen. En stor del af Polens befolkning er katolikker, og som sådan skal kirkens synspunkter selvfølgeligt afspejles i det politiske liv, men når man kigger på det politiske system i Polen, så skal man gøre sig klart at den Katolske Kirke er den ubetinget største og mest effektive lobbyorganisation, og at den virker på alle planer i samfundet – i skjul såvel som åbenlyst.

Pressen

Der eksisterer et bredt net af aviser, ugeblade, radiostationer og radioer i Polen. Selv om en stor del af den offentlige diskussion er flyttet over på sociale medier, så er det alligevel pressen som igangsætter de fleste debatter ved en kritisk tilgangsvinkel til samfundet.

Stort set alle ideologiske grupperinger er repræsenteret i aviserne, selv om de på linje med fjernsynet hyppigst søger korte og effektive skandalehistorier, som er i stand til at hive seer- og læsertallet i vejret.

Befolkningen holder sig dog orienterede gennem pressen, og der er ingen tvivl om at dens budskaber bliver overvejet blandt lovgiverne og administrationen. Den vigtigste polske avis er Gazeta Wyborcza, som er afledt af Solidaritetsbevægelsen, men i dag lever et uafhængigt liv i centrum af polsk politik.

 

 

 

 

Til navigationstasterne

Det polske flag

Hovedside

Kendte polakker

Polens historie

Polen efter 1989

Placering og klima

Mentaliteten i Polen

Polsk sprog

Mad og drikke

Kirken

Natteliv og underholdning

Levestandard og socialpolitik

Skattesystemet

Bolig

Brandes i Polen

Den polske Forfatning

Det politiske system

Politiske spørgsmål

De politiske partier

Kommunalt selvstyre

Det juridiske system

Sundhedsvæsnet

Undervisningssystemet

Infrastrukturen

 

Gdansk

Warszawa