Polen information

Viden om Polen på dansk

 Oversættelse  Guide i Polen   Blog om Polen  Michael Hardenfelt 

Hovedside

Oversættelse fra engelsk og polsk til dansk

Danskundervisning

Guidede ture i Warszawa

 

Kendte polakker                                 Mentaliteten i Polen

Polens historie                                    Polsk sprog                    

Polen efter 1989                                 Mad og drikke

Placering og klima                              Natteliv og underholdning

                                                              Kirken

                                                              Warszawa

Levestandard og socialpolitik            Den polske Forfatning

Skattesystemet                                   Det politiske system

Bolig                                                      Politiske spørgsl

 

De politiske partier                              Sundhedsvæsnet

Kommunalt selvstyre                           Undervisningssystemet

Det juridiske system                             Infrastrukturen

 

 

 

 

Indholdsfortegnelse

Indledning - Den polske folkekarakter

Baggrund

Familien

Historie

Religion

Regioner

Region 2

By & land

Køn

Drikkekultur

Ansvar

Blod

Mad

Arbejde

Dyr

  

   

© Michael Hardenfelt, august 2012

Det er tilladt at bringe uddrag af teksten med angivelse af kilde: www.warszawaguide.info

 

Indledning - Den polske folkekarakter

Det er selvfølgeligt frækt at gå ind og ville tale om den polske folkekarakter, for hvordan skal man egentligt karakterisere indbyggerne i et land der er så demografisk heterogent som Polen. Utroligt mange mennesker lever i minimale landsbyer, en mindre del i store byer. Opvækstbetingelserne er forskellige, og generationernes erfaringer er usammenlignelige. Alligevel vil det store flertal af polakker hævde at der er klare fællestræk ved at være polak – og det er der måske også, men jeg er ikke sikker på at alle polakker forstår hinanden, når de taler om hvad det vil sige at være polsk.

Generationskløften er enorm, og egentligt giver det ikke mening at tale om en enkelt generationskløft, fordi der er sket så mange skelsættende begivenheder i Polen i de sidste 30 år. I virkeligheden er der sprunget en ny generation ud hvert 5-6 år, hver med egne værdier og tilgangsvinkel til tilværelsen.

Baggrund

Da jeg i 1997 havde åbnet en keramikproduktion lidt udenfor Wroclaw i det vestlige Polen stod jeg pludselig med det problem at jeg skulle bruge 10-12 mand til produktionen. Produktionen foregik på en nedlagt hønsefarm, og der var kun 7-8 huse i landsbyen. Jeg var lidt bekymret for mandskab, og forberedte mig på at transportere folk fra en nærliggende provinsby, men min formand mente ikke der var problemer med at få personale.

”Vil du have kvinder eller mænd”, spurgte han, og jeg fik her min første lektion i kønsopdelingen i det polske samfund.

Det viste sig at rekrutteringen foregik i forbindelse med søndagsgudstjenesten. Alle i området havde et lille stykke jord, og det var her man mødtes og udvekslede nyheder. Min revisor sørgede efterfølgende for at ansætte folk sådan at det var økonomisk optimalt i forhold til deres personlige forhold og overførselsindkomster.

I de små samfund går man i kirke, det er ikke noget der er til diskussion. Man tror også på Gud, det er heller ikke til diskussion. Men når kirkebesøget og trosdeklarationen er overstået, så overlades den aktive tro til nogle få fromme kvinder. Det ændrer imidlertid ikke ved at den sociale kontrol er meget stærk i de små samfund.

Disse mine første erfaringer med det polske samfund gav egentligt nogle grundlæggende indtryk, som har holdt lige siden.

Familien

Kernefamilien er grundlaget for det polske samfund. I fraværet af en effektiv socialstat støtter familiemedlemmerne hinanden; nogen ser denne konstante håndsretning til andre familiemedlemmer som selve meningen med livet, mens andre betragter det som en forbandelse man ikke rigtigt kan undslå sig fra. Selv om der langsomt sker et skred i holdningen, både hos seniorerne og deres voksne børn, så er der ikke mange familier som vil sende deres forældre på alderdomshjem. Når far eller mor bliver for svag til at klare sig selv vil vedkommende oftest blive inviteret hjem til et af børnene, som så danner en storfamilie med tre generationer under et tag.

Bedsteforældrene tager sig af børnene. Det er Guds mening med bedsteforældre, og i mellemtiden kan familien gå på arbejde og tjene penge. De fleste bedsteforældre accepterer deres lod i tilværelsen, men det sker stadig hyppigere at raske og rørige bedsteforældre beslutter at nu vil de til at leve livet, og måske rejse rundt og se verden.

Hele familien involveres ofte ved større udgifter til børnene, og eftersom den ældre generation er vant til et liv, hvor de er i stand til at klare sig med ufatteligt få resurser, så er det ofte dem som spæder godt til fra folkepensionen. Det er ganske normalt at bedstemor konstant betaler af på en afbetalingskontrakt, for noget hun har købt til et af børnebørnene.

Når børnene er gamle nok skal de på universitetet, og også her vil forældrene finansiere leveomkostninger for deres afkom i hele studieperioden. Statsuniversiteterne er gratis, men de er svære at komme ind på, så ofte betaler man også studieafgift til private universiteter. Stipendier eksisterer, men de er utilstrækkelige til at leve for og uddeles kun til de 15-20% bedste studerende. Det kan således blive en kostbar affære at få børnene igennem uddannelsessystemet. Hvis forældrene bor i nærheden af universitetet bor børnene oftest hjemme til de er færdige med universitetet og har fået et fast job – hvilket sagtens kan tage et par år fra afsluttet uddannelse.

Specielt drengene bliver ofte forkælede. Selv når de bor langt hjemmefra vil de ofte komme hjem til mor med en pose vasketøj, mens både drenge og piger bliver sendt tilbage til læreanstalten med syltede agurker, syltetøj, hjemmebagt kage og mad til adskillige dage.

I det hele taget er familien den primære socialforsorg, og faktisk foreskriver lovgivningen at man har pligt til at hjælpe sine familiemedlemmer (herunder sine søskende) hvis disse ikke kan klare sig selv. Det er nu sjældent at man henviser til lovgivningen – selv om mange kan rase over at skulle af med større beløb i anledning af et eller andet opstået behov hos et familiemedlem som man ikke har daglig kontakt med, så betaler de fleste. Det er indgroet i mentaliteten, og de fleste ved at de måske selv kan få behov for hjælp en dag.

Den gensidige økonomiske hjælp samt omsætningen af naturalieydelser i form af mad og tøjvask medfører selvfølgelig mere social kontrol end vi er vant til i Danmark, og unge bliver betragtet som børn langt længere end vi gør det i Danmark. Selv efter at man er oppe i tyverne forventes det at forældrene tages med på råd i større beslutninger som rejser af længere varighed, studievalg og job. Specielt i mindre byer er jobsøgning til de unge noget som involverer alle familiemedlemmer, som aktiverer deres netværk for at få den unge placeret i et godt job.

Mange unge gør oprør mod familiens kontrol, og studier i en by langt væk er ofte en mulighed for at komme væk fra omklamringen, specielt hvis man kan finde et velbetalt job ved siden af studierne. Familierelationerne og den sociale kontrol gør nok at man er en lille smule mindre individualistisk anlagt end vi er i Danmark, om end selvstændighed og individualisme også vinder frem som plusord blandt de yngre generationer.

Historie

Historie spiller en vigtig rolle i dagliglivet, for det er noget alle polakker er blevet opflasket med. I skolerne udsættes børnene for obligatorisk læsning af adskillige romantiske værker fra det 19. århundrede, og på hjemmefronten ser familien sammen store, heroiske film, som viser hvordan polakker opofrer sig for at bevare familien intakt, selv om ægtefællerne hader hinanden, og samtidigt kæmper de for fædrelandet i et håbløst, men ærefuldt, opgør mod overmagten. Hertil lægges monumenter og fortællinger om kampen mod nazisterne og bolsjevikkerne (eller måske snarere tyskerne og russerne) under 2. verdenskrig, og kampen for frihed mod den kommunistiske undertrykkelse efter 2. Verdenskrig. I hele denne fortælling er der kun to sejre – miraklet ved Vistulafloden fra 1920,  hvor den polske hær slog Den Røde Hær tilbage fra et angreb på Warszawa, og systemskiftet i 1989. Historien bliver således til en lidelseshistorie, som understreges i film, litteratur, monumenter, avisartikler og udtalelser fra politikere. Billedet er så fasttømret, at når der sker en ulykke i Polen, så betragtes det som en videreførelse af den lidelsesskæbne som polakkerne nu en gang lever med. Når floden går over sine bredder – sådan som floder gør det en gang i mellem – så skyldes det ikke at man har bygget for tæt på flodbredden, men at Polen er dømt til lidelse og opofrelse. Det er smukt, og falder helt i tråd med katolske værdier.

Uretfærdigheder glemmes sent, og yngre generationer mindes om hvordan svenskerne i 1600-tallet røvede polske kunstskatte, og førte dem med tilbage til Sverige. Skulle nogen protestere mod fortolkningerne eller stille sig ligeglad, så angribes de for historieløshed og for at være ødelagt at dekadent, vestlig levevis og materialisme.

Af emner som ligger tættere på idag mener mange at Polen burde have en privilegeret stilling – en form for erstatning – på grund af vestens accept af Jalta-aftalen, som opdelte Europa i en sovjetisk og en vestlig (engelsk-amerikansk) interessesfære, og dermed dømte Polen til at hensygne i en generation. Det var et argument som Nobelprismodtageren, Præsident Lech Walesa brugte effektivt på den internationale arena i tiden efter systemskiftet, og fuld respekt for det, men for mange polakker falder Jalta-aftalen i tråd med verdenshistoriens uretfærdighed mod det polske folk.

Jeg har stillet sagen på spidsen i dette afsnit, for selvfølgelig er det langtfra alle der har et så indadvendt historiesyn, men hele ideen om lidelse bruges effektivt politisk, når politikkerne spiller på de nationalistiske strenge, som fx. da Polens Statsminister Jaroslaw kaczynski i 2007 krævede flere stemmer i Det Europæiske Råd, idet han hævdede at de polakker som døde under 2. Verdenskrig burde tælles med i beregningen ved tildeling af stemmevægt i Ministerrådet.

Mange unge (og nogen ældre) er trætte af offerrollen. Studerende og ambitiøse unge på arbejdsmarkedet har svært ved at se sig selv som ofre, og søger at tolke begivenhederne anderledes, hvis de ikke lukker ned for overhovedet at interessere sig for emnet.

Religion

Religion bliver behandlet i et selvstændigt kapitel, men nogle få kommentarer her vil være på sin plads. Religion er allestedsnærværende, og har utvivlsomt spillet en vigtig rolle i århundreder, som en manifestation af selvstændighed og nationale værdier i forhold til de magter som regerede landet. Religion skal derfor efter min opfattelse ikke tages som udtryk for en overdreven spiritualitet i den polske befolkning, men snarere som en traditionel vedkenden sig polske værdier. Det er dagligt læsestof i aviserne hvad den Katolske Kirke eller en eller anden biskop mener om dette eller hint, og tv-avisen transmitterer flere gange om ugen fra Vatikanet hvad Paven foretager sig den pågældende dag.

Regioner

Der tales ofte om et Polen A (vest) og et Polen B (øst), hvor Polen A høster frugterne af den politiske og økonomiske udvikling, mens Polen B synker ned i arbejdsløshed, stilstand og selvmedlidenhed; og noget er der om det, hvilket man nemt kan overbevise sig om ved at tage en rejse fra vest til øst.

Der er en række historiske årsager til denne opdeling. Frem til 1917 var Polen delt mellem Preussen, Rusland og Østrig-Ungarn, og det er måske mere rammende at tale om Polen A, B, og C, eftersom man frem til i dag kan ane forskelle i kultur og værdinormer mellem de tre regioner. Den klart mest industrialiserede del var den preussiske, som husede en række industricentre, og havde relativ tæt forbindelse til de tyske kulturcentre. Den østrigske del var præget af fattigdom, men folket – og specielt den intellektuelle elite - havde generelt mere frihed til at udvikle og understrege deres polskhed end i de andre dele. Den russiske del lå i udkanten af det Russiske Imperium, og nød ikke nogen speciel bevågenhed med hensyn til andel i den økonomiske udvikling. Det var vigtigt for de russiske myndigheder at polakkerne ikke lavede for meget larm, og man forsøgte som led i en langsigtet, strategisk plan at russificere landet ved hjælp af undervisningssystemet, kirken og arkitekturen.

Den selvstændige polske stat i mellemkrigstiden nåede ikke i løbet af sin lidt over 20-årige eksistens at udviske de regionale forskelle, som i øvrigt også omfattede jura, skinnebredde, valuta, sædvaner og meget andet, og i tiden efter 2. verdenskrig til 1989 var der andre politiske prioriteringer, hvorfor man, med enkelte undtagelser, opretholdt status quo. Man vil i dag se hvordan den gamle østrigske del er mere forankret i traditionelle, konservative værdier, mens den østlige del af landet både økonomisk og kulturelt halter lidt bagefter. Vest er til gengæld klart mere orienteret mod kapitalisme og forbrug.

Region 2

Region kan også betragtes som et udtryk for identitet og følelser i forhold til andre regioner. Warszawa er som hovedstad og største by et centrum der betragtes med skepsis og direkte modvilje af mange polakker. Hovedstaden består for en stor dels vedkommende af tilflyttere fra andre dele af Polen, og der går ofte mange år før de akklimatiserer sig, blandt andet fordi de hver eller hver anden weekend tager hjem til mor og far eller kæresten. Her fortæller de hvor travl, hektisk og ucharmerende Warszawa er, men de når aldrig at lære byen at kende.

Generelt ser man modvilje mod Warszawa, men næppe mere udtalt end i andre store (og mindre) lande, hvor hovedstadens indbyggere betragtes som en særlig race. Et særligt had mod Warszawa findes dog i Krakow, hvis indbyggere opfatter sig som værende på et højere kulturelt stade end Warszawa. De forsømmer ingen lejlighed til at minde hinanden og fremmede om at Krakow er Polens gamle (og egentligt sande) hovedstad, og samtidigt nyder de at nedgøre hovedstadens sprog, opførsel og livsrytme. Krakowianerne er dybt overbeviste om at der eksisterer en konkurrence mellem Warszawa og Krakow, og at folk fra Warszawa foragter Krakow lige så meget som de foragter Warszawa. Sådan forholder det sig imidlertid ikke; Warszawas indbyggere betragter Krakow med venlighed og respekt for dens historiske rolle, men tillægger egentligt ikke byen nogen andre egenskaber end andre polske provinsbyer.

By & land

Ud over opdelingen i Polen A, B og C vil man kunne observere skel i mentalitet mellem landområderne og de store byer, særligt selvfølgelig Warszawa. Som nævnt har dynamikken været enorm i de senere år, og udviklingen har koncentreret sig om byerne, selv om landdistrikterne også har fået deres del af kagen efter EU-medlemskabet i 2004. Ud af Polens samlede befolkning på 38 millioner (2011) bor 15 millioner på landet, mens kun 11 millioner bor i byer med en størrelse på over 100.000 indbyggere. Udviklingen har ofte undgået de mindre byer, som har mistet en masse industriarbejdspladser, men ikke har formået at tiltrække nye investeringer. Det har skabt en række satellit byer, hvor folk nogen gange rejser over 100 km. på landevejen eller med langsomme tog for at komme på arbejde i de store byer. Andre vælger en tilværelse hvor de hulter sig igennem tilværelsen ved hjælp af tilfældigt arbejde. Indkomstforskellene mellem by og land kan være ganske betydelige, og mens bybefolkningen i stigende grad europæiseres med rejser samt vestlige madvaner og livsstil, så vil folk fra landet og mindre byer ofte hænge fast i selvmedlidenhed og en negativ anskuelse af udviklingen i Polen. Udenfor de store byer vil man overvejende lægge vægt på traditionelle værdier som kirke, familie, sædvaner og kagebagning. Men også på landet foregår der en udvikling – vejnettet forbedres, flere og flere unge tager til byerne for at studere, septitanke og vandpumper afløses hastigt af EU-finansieret kommunal vandforsyning, og husmandsstederne afløses af unge landmænd med sammenlagte gårde, forretningsplaner og landbrugsstøtte. 

Køn

Sprog behandles særskilt, men set i forbindelse med folkekarakteren er det værd at nævne kønscentreringen i polsk sprog. Som på de fleste andre europæiske sprog er navneord på polsk inddelt i tre køn, men endvidere henviser verberne i datid, pronominer og nogle adjektiver også til kønnet, hvilket betyder at langt de fleste udtryk og situationer tillægges mandlige eller kvindelige egenskaber, og der er ikke nogen tendens til at denne kønsopdeling mindskes. Den grammatiske opdeling i køn virker ikke kun sprogligt, men i allerhøjeste grad også mentalt. Mange kvindegrupper argumenterer for yderligere sproglig kønspræcisering, og anser det for vigtigt at deres køn altid understreges. Uanset formelle forbud mod diskrimination anses det ofte at være en kvalifikation i sig selv at være mand eller kvinde.

De fleste kvinder (i særdeleshed de midaldrende, men også de fleste unge) forventer også at mænd anerkender deres kvindelighed med en beskyttende gestus. Det vil således blive opfattet som en fornærmelse hvis en mand ikke åbner døren for en kvinde eller går først ind i et lokale. Kvinder forventer komplimenter – også fra fremmede, omend de selvfølgeligt bør holdes på et kulturelt plan (ingen seksuelle hentydninger). Det er god tone at lade som om kvinder ser yngre ud end de gør i virkeligheden, og generelt bør man ikke spørge kvinder om deres alder. En gang om året – den 8. marts hvor kvindebevægelsen i Danmark afholder kvindernes årlige kampdag – forventer polske kvinder at alle mænd kommer med blomster til dem som en hyldest til deres kvindelighed (en stigende andel yngre kvinder betakker sig).

Ældre polske mænd uddeler fortsat gladeligt håndkys, en tradition der ikke vækker udelt begejstring overalt. Kindkys er udbredte, men bør ikke bruges hvis man ikke kender hinanden. Et varmt håndtryk er en god måde at hilse på en kvinde på ved første møde, men blik og kropssprog bør anerkende hendes feminine træk. Mænd giver selvfølgeligt også håndtryk til mænd, men på en væsentlig mere neutral måde. Omfavnelser er normale når man kender hinanden, både blandt mænd og kvinder og på tværs af kønnene.

Hos den ældre generation ses overvejende traditionelle kønsrollemønstre, hvor konen har droslet ned på erhvervsaktiviteten til fordel for mand og børn; der er dog mange som har haft gode, velbetalte jobs, men hjemmets førelse vil stadig primært blive set som kvindernes ansvar.  Normerne er i opbrud i byerne, hvor mange unge mænd er blevet opdraget til at de skal være ligeværdige partnere i hjemmet, og mange unge kvinder tjener så mange penge at de ikke vil finde sig i, eller ser nogen grund til, at ofre karrieren.

Drikkekultur

Traditionelt holder man meget af vodka i Polen, men de senere års påvirkning har gjort at vin og øl er ved at overtage i byerne. Ikke desto mindre eksisterer traditionerne stadig, og man bør genkende dem, hvis man støder på dem.

Indtil for få år siden drak polakker med det klare formål at blive fulde. Vodka i små glas blev skænket rundt med mild hånd, og det blev anset for et tegn på venskab at tømme glasset i et drag, hvorefter det blev fyldt op på ny. Eftersom venskab er en vigtig ting i Polen, så var det ikke let at undslå sig for sådan en gæstfrihed. Total afholdenhed blev og bliver fortsat betragtet med nogen skepsis, men generelt drikkes der når man er i selskab med andre. På arbejdspladser er øl og vin dog strengt forbudt.

Med andre ord, hvis man gerne vil på venskabelig fod med polakker, så er det en god ide at kunne drikke igennem. Om det bliver øl, vin eller vodka afgøres af tid, sted, alder og samtalens niveau, men også blandt de unge ses den vesteuropæiske tradition for shots, og blandt jetsettet cocktails og champagne.

Til bryllupper er store mængder vodka obligatorisk, og på landet vil der ofte ligge en vodkaflaske gemt og vente på gæster.

Som nævnt gennemgår Polen en udvikling mod øl- og vinkultur, som vi også har set i Danmark, det går bare meget hurtigere her, hvor omstillingen er sket i løbet af 15-20 år. Det bliver mere og mere almindeligt at drikke et glas øl eller to, uden nødvendigvis at skulle fortsætte til beruselsen indtræffer og i de senere år er et glas vin til maden sammen med konen sneget sig ind i hjemmene i byerne.

Ansvar

En del af den katolske syndsbekendelse lyder ”min skyld, min skyld, min meget store skyld” (på polsk: moja wina, moja wina, moja bardzo wielka wina) hvorved man erkender sin skyld i forhold til Gud. Det virker lidt omvendt ude i samfundet, hvor en standardfrase lyder ”det er ikke min skyld” (nie moja wina). Måske er der lidt religion i det, måske har det noget at gøre med den hierarkiske arv fra det planøkonomiske system, men uanset hvor der sker noget, er der meget vigtigt både at placere ”skyld” samt at fralægge sig samme.

”skyld” er sådant lidt diffust; nogen gange hentyder det til ansvar, nogen gange til en moralsk brøde. Årsagen til at der sker en uheldig tildragelse ligger langt nede i hierarkiet. Regler er i princippet ukrænkelige, uanset om ingen overholder dem, endog selv om det er umuligt at overholde dem. Et vigtigt element i at placere skyld kan således være at finde ud af hvem det har overtrådt en regel. Omvendt vil den der bliver udpeget som skyldig kunne pege på moralske regler og sædvaner som andre har overtrådt.

Det kan godt være at ansvarsforskubbelse eksisterer mange steder, men efter min mening er det særligt udtalt i Polen, både i privatsfæren og i det offentlige liv, hvor det kan være afgørende for at få udbetalt en erstatning at der findes en person, på hvem skylden kan placeres.

Blod

På trods af at der kun lever omkring 38 millioner mennesker i Polen, så mener mange at der findes op mod 60 millioner polakker i verden; det er nemlig det polske blod der tæller, og ikke diffuse ideer som opvækstlandets kultur. Der er således masser af polakker i Rusland, Sibirien, Kasakhstan og selvfølgeligt USA, ligesom vores hjemlige Caroline Wozniacki er så pære-polsk som man kan blive, hun er bare vokset op i en fremmed kultur. Efterkommere af polakker regnes for polakker, uanset hvornår deres forfædre er udvandrede, og de har ret til polsk statsborgerskab og stemmeret ved parlamentsvalgene, uanset at de aldrig har sat fod på polsk jord.

Der findes selvfølgeligt andre sociologiske definitioner af polskhed, fx. Sprog, religion og fælles historie, men blodsbetragtningen er den officielle og almindelige opfattelse, og dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud.

Mad

Der er noget helligt over mad. Det skal nok ses i sammenhæng med at mad i årene før systemskiftet krævede en ekstra indsats. I byerne stod folk i kø for at købe rationerede pølser, de fleste fik friske fødevarer gennem familie på landet, og sult samt fødevareknaphed i perioden under og efter 2. Verdenskrig er stadigt et trauma hos den ældre generation. Endvidere skal man huske på at Polen er og var et lavindkomstland, og selv om indkomsterne er stigende udgør den indkomstandel der bruges på fødevarer stadig 25% (og den har indtil for få år siden været langt højere). Danskerne bruger til sammenligning omkring 10% af indtægterne på fødevarer.

Mad er en traditionel måde at vise venskab, kærlighed og følelser på. Det er også vigtigt at signalisere for omverdenen at man har mad nok. Maden må gerne være lækkert tilberedt, men hvis man ser bort fra den urbane middelklasse, så er råvarernes pris er ikke et parameter for at vise hvordan familien klarer sig. Kager ses som en lidt forbudt luksus, og husmødre sætter en ære i at lave sukkerholdigt bageværk, som serveres for henrykte nabokoner og andre uskyldige besøgende, under udveksling af frydefulde fnis.

Gæster bydes altid på mad (eventuelt kager). Det er obligatorisk at sige ”nej tak” mindst en gang - forklar at du lige har spist. Ritualet må gerne gentages et par gange, og velopdragne polakker spiser ikke, hvis de ikke er blevet nødet mindst to gange. Herefter forventes det at du viser din henrykkelse for maden, og i Polen er det ikke god tone at levne.

Det er også god tone at komme med hjemmelavede madvarer når man besøger familie eller nære bekendte, og man vil som regel få noget med hjem igen, specielt hvis man er på besøg hos nogen i landdistrikterne eller mindre byer. Børn som studerer i byerne er regelmæssigt hjemme i weekenderne, og returnerer til bøgerne godt læsset med madvarer til at klare den almindelige hungersnød i byerne i mindst en uge.

Restaurationsbesøg har generelt været betragtet som en beklagelig udgift i tilfælde af ophold udenfor hjemmet, og rejsende udstyres oftest med en madpakke til rejsen, hvilket man ubesværet kan iagttage og dufte hvis man rejser med bus eller på 2. klasse i polske tog. Undtagelsen herfra er Krakow og andre dele af den tidligere østrigske sektor, hvor der eksisterer en mere veludviklet kulinarisk tradition. Generelt er restaurationslivet dog ved at udvikle sig, og det bliver i stigende grad populært at tage en oplevelsesaften på en god restaurant.

Mad har en symbolsk værdi, men prøv ikke at udsætte dine polske værter for dansk mad, og i særdeleshed ikke for lakridser, der opfattes med den dybeste skepsis i Polen. Drikkevarer kan derimod være en udmærket måde at udtrykke venskab på – standard er en flaske vodka, men en sixpack med Carlsberg vil også kunne anvendes til at vise at du tænker på værten; igen – prisen kommer i anden række, men besværet med at slæbe seks øl gennem lufthavnen vil vise at du værdsætter dine venner og er stolt af dine lokale pilsnere. Det giver et plus i karakterbogen.  

Arbejde

”Om du ligger eller står, daglønnen den du får”, lyder et mantra fra kommunisttidens Polen. Det kommunistiske styre afskaffede arbejdsløshed, og ansatte en usandsynlig mængde mennesker i de mærkeligste funktioner, med meget konkret definerede arbejdsopgaver, som var beskrevet i ansættelseskontrakten. Det blev ikke forventet at man lavede noget som lå uden for kontraktens ansvarsområde. Direktører fik defineret deres præstationsmål, og en skoproducent som havde til opgave at producere X tons sko ville således sørge for at producere vanvittigt tungt fodtøj – så var alle glade (måske med undtagelse af forbrugerne). Det planøkonomiske system opbyggede et ekstremt hierarki, men kontrol af formalia på alle planer. Slagterbutikkerne ville veje alt kød og pålæg hver aften, således at regnskabet stemte, og alle bilag skulle minutiøst kontrolleres for det korrekte antal stempler fra bemyndigede kontrollanter. Forfremmelser og højere løn blev uddelt på basis af forbindelser og anciennitet.

Systemet skabte en arbejdsstyrke som var mere fikseret på overholdelse af regler og formalia end på egentligt at producere noget. Principperne ændrede sig selvfølgeligt fra 1989, men en meget stor del af arbejdsstyrken var simpelt hen ikke i stand til at omstille sig mentalt. På grund af de lave lønninger var der i Polen endvidere heller ikke den samme fiksering på effektivitet som i Vesteuropa, og mange – også private – virksomheder var afslappede i forhold til et ekstra personaleforbrug.

Efter næsten 25 års omstillingsproces er mentaliteten dog vendt, og nye årgange af ledere samt ambitiøse og fleksible unge, uden mental rod i den centrale planlægning, er ude på arbejdsmarkedet, hvor de kæmper for at skabe sig selv et godt liv. Mange arbejder ufatteligt hårdt og i mange timer hver uge, og opfatter dette som en normal måde for at skabe sig en karriere.

Der er effektiviseret de fleste steder, også indenfor den offentlige administration, men man finder dog stadig reminiscenser af det gamle system på støvede kommunekontorer og offentlige institutioner. Nogle ældre vil også opfatte et fast job som en ret, og ikke alle i denne aldersgruppe har formået at kapere de ændringer der er sket indenfor den sidste generation.

Dyr

Dyr er populære i Polen, både i byerne og på landet. I byerne opfattes de oftest som kæledyr i traditionel forstand. Lovgivningen er relativt restriktiv, og polske hunde føres i snor eller har mundkurv på, mens ejerne lydigt placerer deres efterladenskaber i medbragte plastikposer; igen en mental omstillingsproces i forhold til for 15-20 år siden, hvor gaderne flød med hundelorte, og folk betragtede det som naturligt at kigge stift på fortovet for at undgå at træde i dem.

På landet har man ofte en mere praktisk tilgangsvinkel til dyr. Katte fanger mus, og hundenes opgave er at gø så højt som muligt, når nogen passerer forbi. Man finder stadig lænkehunde, selv om det efterhånden hører til sjældenhederne.

 

 

Til toppen af siden

 

Det polske flag

Hovedside

Kendte polakker

Polens historie

Polen efter 1989

Placering og klima

Mentaliteten i Polen

Polsk sprog

Mad og drikke

Kirken

Natteliv og underholdning

Levestandard og socialpolitik

Skattesystemet

Bolig

Brandes i Polen

Den polske Forfatning

Det politiske system

Politiske spørgsmål

De politiske partier

Kommunalt selvstyre

Det juridiske system

Sundhedsvæsnet

Undervisningssystemet

Infrastrukturen

 

Gdansk

Warszawa