Indkøb i Den Polske Folkerepublik

Tryk på billedet for at se en forstørrelse

 

 

 

Polen information

Viden om Polen på dansk

 Oversættelse  Guide i Polen   Blog om Polen  Michael Hardenfelt 

Hovedside

Oversættelse fra engelsk og polsk til dansk

Danskundervisning

Guidede ture i Warszawa

 

Kendte polakker                                 Mentaliteten i Polen

Polens historie                                    Polsk sprog                    

Polen efter 1989                                 Mad og drikke

Placering og klima                              Natteliv og underholdning

                                                              Kirken

                                                              Warszawa

Levestandard og socialpolitik            Den polske Forfatning

Skattesystemet                                   Det politiske system

Bolig                                                      Politiske spørgsl

 

De politiske partier                              Sundhedsvæsnet

Kommunalt selvstyre                           Undervisningssystemet

Det juridiske system                             Infrastrukturen

 

Polen omkring år 1000. Klik på billedet for at se en forstørrelse.

Wladyslaw Jagiello (ca. 1351-1434). 

Film om Polens historie:

Polens historie i tegninger:         8,5 minut

 

På engelsk - 10 minutter

Slaget ved Grunwald i 1410, her afbilledet af Polens nationale maler, Jan Matejko i et kæmpemaleri fra 1878. Originalen måler 426x987 cm. og hænger på Nationalmuseet i Warszawa. Klik på billedet for at se en forstørrelse.

 

Henryk Valois (på polsk: Henryk Walezy) var den første polske valgkonge. Han holdt kun i kort tid. Efter et års tid stak han af for at blive Konge af Frankrig.

 

 

Stanislaw August Poniatowski (1732-1798) - Polens sidste valgkonge. I sine unge dage havde han et hedt kærlighedsforhold til den senere Kejserinde Katarina den Store af Rusland. 

Polens deling - 4,5 minut

Polen efter 1. Verdenskrig. Landet ligger længere mod øst end i dag. Den lille gule plet ved havet er Fristaden Gdansk. Tryk på kortet for at se en forstørrelse.

Hitler og Stalin deler Polen i 1944

Tysk koncentrationslejr i Polen under 2. Verdenskrig - 5 minutter

Wladyslaw Gomulka - leder af Kommunistpartiet og Polen 1956-1970

General Jaruzelski

 

Rundborsforhandlingerne i 1989. Klik på billeder for at se en forstørrelse.

   

 © Michael Hardenfelt, august 2012

Det er tilladt at bringe uddrag af teksten med angivelse af kilde: www.warszawaguide.info

 

Polens historie


Piast kongerne 960 - 1370


Polen opstår som en statsretlig enhed omkring år 960 e. Kr. med grænser som kun marginalt adskiller sig fra det Polen som eksisterer i dag. På dette tidspunkt centraliseres magten under Piast-dynastiet. Polens
position i Europa cementeres ved anerkendelse af kristendommen, hvilket styrker landets position i forhold til en aggressiv holdning fra tyske krigsherrer. I løbet af de næste 100 år grundlægges en række af de mest betydningsfulde polske byer, herunder Wroclaw, Gdansk og Krakow. En hurtig og effektiv kristning af landet samt en politisk forståelse med den tyske kejser medfører at paven i 1025 anerkender Boleswaw I af Piast dynastiet som polens konge.

Efter Boleswaw III’s død 1138 opdeles Polen i 4 hertugdømmer. Teoretisk set er Storhertugen af Krakow overordnet i forhold til de øvrige polske hertugdømmer, men centralmagten svækkes kraftigt. Den svækkede centralmagt medfører at den tyske ridderorden er i stand til at etablere en krigerstat i Østersøområdet, og efterlader Polen værgeløst overfor en altødelæggende mongolsk hærgen i 1241-42. Tysk ekspansion medfører at rigets territorium formindskes, og i samme periode modtager landet et stort antal jødiske flygtninge fra Vesteuropa.

Først i 1320 lykkes det Wladyslaw den Lille igen at samle magten under sin ledelse samt at standse den Tyske Ridderordens ekspansion. Under hans søn, Kazimirz den Store (1333-70) reformeres Polen. Centralmagten cementeres, store byggeprojekter fuldføres og Krakow Universitet grundlægges i 1364.

Kazimirz den Store dør i 1370, uden at efterlade sig en legitim og dermed arveberettiget søn. Tronen overtages efter en række indenrigspolitiske stridigheder af slægtningen Ludvig, Konge af Ungarn, hvilket medfører en kortvarig personalunion mellem Polen og Ungarn. Efter Ludvig af Ungarns død i 1384 anbringes hans datter, den 10-årige Jadwig, på den polske trone.

Jagiellonski dynastiet 1386 – 1572. Personalunion med Litauen.

Jadwigs ægteskab med Storhertugen af Litauen, Wladyslaw Jagiello, i 1386 indleder en ny epoke i Polens historie. Storhertug Wladyslaw bliver med ægteskabet konge af Polen, og grundlægger hermed dynastiet Jagiellonski, som regerer Polen i de næste 200 år. Med ægteskabet kommer Polen og Litauen i personalunion, og bliver hermed en regional stormagt. Samtidigt udstrækkes pavens indflydelse, idet Wladyslaw i forbindelse med ægteskabet (og under militært pres fra b.la.
Den Tyske Orden) konverterer til kristendommen og indfører denne som statsreligion i Litauen.

En langvarig krig med den Tyske Ridderorden (herunder slaget ved Grunwald i 1410, hvor ordenen lider et afgørende nederlag) medfører at Polen i 1466 genvinder Gdansk, og dermed adgangen til Østersøen. Adelens indflydelse øges betydeligt, blandt andet på grund af betydelige indtægter ved eksport af landbrugsprodukter (primært til Holland og England). Sejm (et adelsparlament) får betydelig indflydelse på centralmagten. I løbet af de næste 100 år opstår et skarpt adskilt stændersamfund af adel, gejstlige, bønder, jøder og borgere, hver med specifikt afgrænsede pligter og rettigheder. I 1505 underskriver kongen håndfæstningen ”Nihil Novi”, hvori han forpligter sit til intet nyt at indføre uden den samlede adelsstands samtykke. Moskva opstår som en regional stormagt i øst, og standser litauisk ekspansion. Omkring 1520 rammer Reformationen Polen, hvilket b.la. medfører den Tyske Ordens sammenbrud og yderligere polsk ekspansion i Østersø-regionen.

Valgkonger, Liberum Veto og realunion med Litauen. 1572 - 1795


I 1569 lykkes det den barnløse Kong Zygmunt II August at gennemtvinge Lublin-unionen, som ændrer forholdet til Litauen fra en personalunion til en realunion. Kongen ønsker at undgå unionens sammenbrud i forbindelse med dynastiets uddøen, og samtidigt er behovet for en effektivisering af de væbnede styrker og statsadministrationen akut, for at imødegå en stadig mere aggressiv tilnærmelse fra Moskva.

Ved Zygmunt II August’s død i 1572 bliver Polen-Litauen en adelsrepublik med valgkonger som formelle statsoverhoveder. Parlamentet (Sejm) deles i et tokammersystem, bestående af henholdsvis høj- og lavadel. Over 70% af unionens landområde udgjordes af Litauen, som indbefattede store dele af vore dages Ukraine og Hviderusland. Unionen var således en multikulturel enhed med en vis grad af autonomi til lokalområderne. Adelsstanden udgør omkring 10% af en befolkning på 8 millioner. Det politiske centrum lå imidlertid i Polen (Krakow og Warszawa), hvilket måske forklarer at polakker i dag overvejende betragter unionen som en bekræftelse af Polens overhøjhed over Litauen. Litauere betragter i dag unionen som en anneksion af deres nationale territorium, og ser på de historiske bånd med en vis bitterhed.

Unionen havde vekslende held med deres valgkonger. Den første – Henrik af Valois – stak af i 1574 efter kun et år på tronen, da der viste sig en mulighed for at blive konge af Frankrig. Generelt er de næste 200 år præget af forfald, indblanding fra fremmede magter og korruption blandt højadelen, som tiltager sig mere og mere magt. Kongevalget medfører af kongerne underkaster sig snærende håndfæstninger, og ”Liberum Veto” vokser langsomt frem; princippet om at enhver adelsmand kan nedlægge veto såfremt han føler at hans vitale interesser er truet. Indtil 1652 benyttes Liberum Veto med en vis forsigtighed, men herefter anvendes det stadigt hyppigere, og ender med at skabe en parodi af et parlament, hvor fremmede magter køber enkelte adelsmænd til at blokere alle beslutninger.

En stadig voksende kornhandel understøtter livegensystemet. Adelen forsvarer deres privilegier – den gyldne frihed – hvilket medfører en stadig svækkelse af centralmagten samt opståen af lokale militser under ledelse af territoriale stormænd. Forholdet til Rusland er konstant spændt, primært over territorialrettigheder i Ukraine. En kortvarig polsk besættelse af Moskva i 1605 er en af de få seriøse polske sejre i denne konflikt.

En af de få undtagelser fra dette anarki finder sted under Jan III Sobieski (1674 – 1696). Under truslen fra det fremstormende Osmanniske Rige appellerer Sobieski til højadelens forpligtelse til at udgøre et kristent bolværk mod Islam. Det lykkes ham at reorganisere hæren og forøge antallet af stats-soldater fra 18.000 til 54.000. I 1683 kommanderer Sobieski en forenet polsk-tysk hær som befrier Wien fra tyrkisk belejring. Efter at truslen fra tyrkerne er fjernet lykkes det imidlertid ikke for Sobieski at fastholde et stærkt, centralistisk monarki.

Deling og opløsning 1773 - 1795

En koalition af Rusland, Østrig og Preussen indlemmer i 1773 en række af Unionens randområder i deres respektive stater (i polsk historie kendt som ”den første deling”). Denne territorialudvidelse synes udelukkende motiveret af Polen-litauens totalt manglende forsvarsevne, om end der kan argumenteres for at nogle af de annekterede områder etnisk set var tættere på de okkuperende magter. Unionens territorium reduceres med 30% (befolkningstal med 35%) og sender chokbølger gennem samfundet. Efter selvransagelse og interne stridigheder resulterer delingen i grundlæggende reformer af samfundet. Undervisningssystemet adskilles fra kirken og statsadministrationen effektiviseres. Reformerne mødes dog med modstand fra de største godsejere, som alle støtter sig til og får støtte fra Rusland, Preussen eller Østrig. Kong Stanislaw August Poniatowski er en af de ivrigste reformtilhængere, men efter talrige politiske nederlag koncentrerer han sit virkefelt omkring kulturlivet, hvilket tilsyneladende betragtes som forholdsvis uskadeligt. I hvert fald lykkes det ham at skabe sig et eftermæle som patriotisk kunstelsker.

I 1788 påbegynder Sejm arbejdet på en statsreform. Under indflydelse af den Franske Revolution vedtages 3. maj 1791 en ny grundlov som stækker adelens privilegier, indfører et konstitutionelt, arveligt monarki, udstrækker valgretten til ikke adelige borgere og garanterer bøndernes frihed og
lige ret for loven. Liberum Veto afskaffes og samtidigt besluttes det at udvide hæren til 100.000 mand.

Såvel den militære styrkelse af Unionen som de demokratiske signaler der udsendes i denne nye grundlov er totalt uspiselige for Rusland og Preussen, og i 1792 invaderer disse to magter, tvinger Sejm til at trække alle vedtagne reformer tilbage og samtidigt reducerer de endnu en gang Republikkens territorium med 60% (den 2. deling).

Den nye deling samt det at kongen og parlamentet underkaster sig fredsbetingelserne fører til civil ulydighed overalt i samfundet og danner grobund for radikale frihedsbevægelser. I 1994 udbryder et nationalt oprør under Tadeusz Kosciuski. Det lykkes indledende at tilbageerobre nogle af de okkuperede russiske områder, men en overvældende numerisk overvægt samt preussisk og østrigsk intervention fører i oktober 1794 til at oprøret bliver nedkæmpet. I en hævnaktion slagter russiske tropper en stor del af Warszawas indbyggere. Under indtryk af oprøret aftaler besættelsesmagterne i 1795 den 3. deling, som udsletter Polen fra landkortet.

Udslettet 1795 - 1919

Under Napoleons omrokeringer i Europa sætter polakkerne deres lid til Frankrig, og lader sig i stort antal hverve til Napoleons hær. Det indleder en periode med sentimental sympati for Frankrig – følelser som har overlevet indtil i dag. Den nuværende polske nationalsang er en krigssang med refrænet: Marcher, marcher Dabrowski! – med henvisning til en polsk legion som kæmpede for Napoleon i bla. Italien. I 1807 opretter Napoleon da også Hertugdømmet Warszawa, en handling som bekræftes af Wienerkongressen i 1815, med den modifikation at staten omdøbes til Kongedømmet Warszawa – og får den russiske Tsar som monark. Wienerkongressen opretter ligeledes den uafhængige bystat ”Krakow” under fælleskontrol af Østrig, Preussen og Rusland. I de næste årtier følger adskillige oprør mod besættelsesmagterne - primært i den russiske sektion, hvilket hver gang giver anledning til yderligere russificering.

Da den industrielle revolution indledes i Europa er Polen således opdelt i sektioner, som alle befinder sig i periferien i forhold til besættelsesmagternes centrum – Berlin, Wien og Moskva/ Petersborg. Selv om Polen ikke kommer med i industrialiserings 1.liga opstår der dog nye industricentre, primært omkring Lodz (tekstilindustri) og Katowice (minedrift) og der opbygges et fintmasket jernbanenet. De tre polske områder glider fra hinanden som følge af begrænset samhandel og forskellige retsregler.

Verdenskrig og uafhængighed 1919 - 1939

Polen bliver ved første verdenskrigs udbrud i 1914 en af de primære slagmarker i stormagtsopgøret, hvor polakker kæmper mod hinanden i fremmede hære. En stærk uafhængighedsbevægelse og en udbredt higen efter selvstændighed får samtlige krigsførende magter til at love et uafhængigt eller autonomt Polen efter krigen. Den tidligere leder af Socialistpartiet, Pilsudski, stiller sin undergrundshær til rådighed for Østrig i kampen mod Rusland, men han fængsles da han senere i krigen nægter at kæmpe mod de allierede. Alle tre tidligere besættelsesmagter går imidlertid ud af 1. verdenskrig som tabere, og det er herefter forholdsvis omkostningsfrit for de sejrende magter ved Versaillestraktaten juni 1919 af bekræfte den uafhængige polske stat, som Pilsudski allerede har proklameret i januar samme år. Samtidigt bekræftes oprettelsen af en række andre nye nationalstater, herunder Litauen og Tjekkoslovakiet, medens overvejende tyske Gdansk får status af en selvstyrende fristad. Polen tildeles adgang til Østersøen via en korridor som udmunder omkring 30 Km. nord for Gdansk.

Den nyopståede polske stat har i begyndelsen problemer med at definere sine grænser i forhold til ligeledes nyopståede stater, Tjekkoslovakiet og Litauen samt borgerkrigshærgede Rusland og Tyskland. Dette sender de fra 1914-18 krigsvante polakker ud i en række militære eventyr, hvis primære formål var at opfylde Pilsudskis drøm om at skabe et multikulturelt Stor-Polen. Dette lykkedes i et vist omfang, og gennem succesfulde krige mod Litauen og Rusland indlemmes Vilnius, Lyow samt en del hviderussiske og ukrainske områder i den nye stat. Da grænserne i 1922 er slået fast omfatter Polen 388.000 kvadratkilometer med 27 millioner indbyggere, hvoraf over 1/3 udgør etniske mindretal – herunder 5 millioner ukrainere men også 2,5 millioner jøder må regnes til et etnisk mindretal i kraft af manglende sproglig og kulturel integration med det omgivende samfund.

Det nyopståede Polen var ødelagt af krige, manglede en sammenhængende infrastruktur, led af kapitalmangel, var omgivet af ikke-venligtsindede naboer og var reguleret af tre forskellige sæt love og sædvaner overtaget fra de tidligere besættelsesmagter. Landet præges af massearbejdsløshed og hyperinflation og på trods af en kystlinie til Østersøen har landet ikke nogen havneby.

Med bygningen af Gdynia - 30 kilometer fra Gdansk – åbnes landets første havn i 1927. Der iværksættes landbrugsreformer med udstykning af jord og industriarbejdernes rettigheder beskyttes. Set i lyset af en international finansiel krise er det imidlertid en uoverkommelig opgave på kort tid at skabe et velfungerende industrisamfund, og mellemkrigstiden præges af strejker, etniske gnidninger og kaos. General Pilsudski er deprimeret over det demokratiske systems manglende evne til at gennemføre en effektiv politik, og efter et kup i 1926 tiltager han sig diktatoriske beføjelser over regeringen og styrer indtil sin død i 1935 landet i en stadig mere autoritær retning. Under indtryk af den relative stabilitet som præger landet fra 1926 lykkes det at tiltrække en vis udenlandsk kapital til genopbygning af landet, og en lav valutakurs begynder at have en gavnlig effekt på eksporten. 1929 krakket på Wall Street udsætter imidlertid Polen for en fornyet stagnation. Fra 1933 føres en kraftig interventionistisk politik, og staten overtager i løbet af få år den faktiske kontrol med erhvervslivet

2. Verdenskrig 1939 – 1945

Som led i sin ekspansionspolitik kræver Tyskland i marts 1939 b.la. en korridor gennem polsk territorium til fristaden Gdansk, som Hitler havde til hensigt fuldstændigt at indlemme i Stortyskland. Kravet efterfølges af britiske og franske sikkerhedsgarantier til Polen. Da Tyskland invaderer Polen i september 1939 er dette således startsignalet til 2. Verdenskrig. Det vestlige og centrale Polen er altovervejende under tysk kontrol efter få ugers kamp. Samtidigt sætter Sovjetunionen – i overensstemmelse med en hemmeligholdt aftale med Tyskland – sine tropper i bevægelse, og indlemmer det østlige Polen i riget. I polsk historievidenskab betegnes dette ofte som den 4. deling. Det bør imidlertid erindres, at af de 13 millioner polske statsborgere som herved kommer under Sovjetisk herredømme kan formodentligt ikke mere end 5 millioner betegnes som etniske polakker.

I den sovjetiske sektor foretages etnisk rensning, hvor store dele af det polske befolkningselement deporteres til Sibirien. Tyskerne fylder landet med koncentrationslejre og gennemfører en systematisk udryddelse af det jødiske befolkningselement. Ødelæggelserne som følge af kamphandlinger er enorme. Bortset fra Krakow, som kommer relativt uskadt ud af krigen, er ødelæggelsesprocenten i alle større polske byer over 40 - stort set ingen bygninger er uskadte. Fra januar til marts 1945 besætter Sovjetunionen Polen i takt med at de tyske tropper drives ud. Den Nationale Frihedsbevægelse (en kommunistisk domineret modstandsbevægelse) overtager kontrollen med landet, og afviser samarbejde med den polske eksilregering i London. Efter Stalins løfter om afholdelse af frie valg anerkender vestmagterne den sovjetisk støttede regering.

Polen under Sovjetisk indflydelse 1945 – 1989

Efter 2. verdenskrig fik Polen af de sejrende magter de grænser som vi kender i dag; den sovjetiske anneksion af de østlige territorier fastholdtes og som kompensation modtog det nye Polen en stor det af det østlige tyskland, herunder Gdansk og de dengang fuldstændigt tyske byer Wroclaw og Szczecin. Stort set kan man sige at Polen rykkede 250 Km. mod vest. Herefter gennemføres en gigantisk etnisk hovedrengøring, hvor stort set alle tyskere udvises til Tyskland. I deres sted sendes mængder af etniske polakker fra de sovjetokkuperede territorier til de nyvundne polske områder. Det er for eksempel svært i dag at finde en indbygger i Wroclaw hvis familie ikke stammer fra den nu ukrainske by Lyow. Stærke følelser for de tabte polske byer Lyow og Vilnius sidder stadigt fast i den lidt ældre generation, hvis forældre gennem flere årtier blot ventede på at Tyskland ville tage sine tabte lande tilbage og at de forhåbentligt ville få lov at vende tilbage til deres fødebyer. Af den lille håndfuld jøder som har overlevet udryddelseslejrene søgte de fleste mod Israel, og Polen præsenterer sig herefter som et af det etnisk set reneste nationer i Europa.

Efter krigen dannes under sovjetisk kontrol en koalitionsregering. Stalin har garanteret vestmagterne at Polens nye styre vil få en demokratisk legitimitet, men de kommunistiske regeringsmedlemmer arbejder målrettet på en kommunistisk magtovertagelse og en væsentlig del af administrationen varetages af sovjetiske hærenheder. Ved et manipuleret valg i 1947 opnår kommunister og socialister i forening 85% af pladserne i parlamentet. Herefter er vejen banet for fortsat sovjetisk dominans; Polen takker nej til deltagelse i Marshall-planen, i 1948 foretages en udrensning i kommunistpartiet (herunder fængsles partiets generalsekretær Gomulka) og i 1949 indsættes en russisk general som chef for Polens væbnede styrker.

Kommunistpartiet indtager den ledende rolle i samfundet og den polske økonomi organiseres efter sovjetisk forbillede. Planøkonomien favoriserer sværindustrien med følgende nedprioritering af konsumvarer. Samtidigt minimaliseres samhandlen med Vesteuropa. På trods af vanskelighederne ved et tungt administrerbart system lykkes de i løbet at 50erne til en vis grad at genopbygge landet. Produktionen koncentreres omkring mastodontiske industricentre og boligblokke skyder op i byernes udkanter. Der påbegyndes en renovering af de klassiske bycentre. Ihærdige forsøg på at få individuelle bønder til at tilslutte sig landbrugskollektiver har dog særdeles ringe succes, og frem til systemets sammenbrud var Polen præget af en for østblokken usædvanlig høj grad af selvstændige smålandbrugere.

Efter Stalins død i 1953 lettes det ideologiske pres på Sovjetunionens satellitstater en smule, og i 1956 overtagen den i 1948 afsatte Gomulka igen ledelsen af kommunistpartiet. På trods af forskellige finansielle kriser viser 60erne en pæn vækst. I slutningen af årtiet tildeles udvalgte eksportvirksomheder en vis autonomi i planlægningen. Private småfirmaer er tilladte i det kommunistiske Polen og trives afhængigt af de herskende politiske vinde. De er til en vis grad i stand til at udfylde det tomrum som planøkonomien efterlader i forhold til at opfylde befolkningens krav om konsumvarer.

Under indtryk af liberale reformer i Tjekkoslovakiet bryder et studenteroprør ud i 1968. Regeringen forsøger at aflede opmærksomheden fra de økonomiske og politiske problemer ved at etablere en antizionistisk kampagne, under hvilken de få tilbageværende polske jøder afskediges og diskrimineres på forskellige måder. Resultatet af denne kampagnebliver en emigrationsbølge til Vesteuropa og Israel. I august 1969 bliver Polen medstifter af Warszawa-pagten, som senere samme måned invaderer Tjekkoslovakiet, og dermed knuser reformtendenserne i Østeuropa. Systemets manglende evne til at leve op til den økonomiske vækst i Vesteuropa bliver særlig tydelig efter vækstårene i 60erne og fører i 1970 til arbejderuroligheder og selvransagelse i Polen. Gromulka træder tilbage og afløses af Gierik, som forsøger at sætte gang i den økonomiske vækst ved at åbne de politiske, økonomiske og handelsmæssige forbindelser til vesten. Der investeres store summer i en modernisering af produktionsapparatet og infrastrukturen. Disse tiltag medfører en vis dynamik, men den centrale planlægning viser sig på længere sigt ude af stand til at håndtere den forøgede produktionskapacitet, og enorme lån i hård valuta lægger hårdt pres på importindtægterne og lægger grunden til en gældsbyrde som Polen kæmper med den dag i dag.

Uroligheder er et tilbagevendende fænomen i det kommunistiske Polen, oftest antændt i den materielt bedst stillede del af befolkningen – nemlig minearbejdere og skibsværftsarbejdere, som blev forkælet med specielle luksusbutikker og lønninger som overstiger selv højtplacerede intellektuelle arbejdere.

Banebrydende for Polens udvikling i 80erne er to begivenheder; Gorbatjovs magtovertagelse i Sovjetunionen (1985) og den deraf følgende slækkelse af de ideologiske krav samt valget af Karol Wojtyla til pave i 1978, hvilket i polakkernes egen selvbevidsthed placerer dem på det politiske verdenskort og indgiver mod til at sætte sig op mod overmagten. Det er selvfølgeligt ikke her uden betydning at Paven indirekte opfordrer sine dybt katolske medborgere til systemændringer.

Ved parlamentsvalget i 1980 får kommunistpartiet og dets støttepartier 99,9% af stemmerne. Umiddelbart herefter hæves priserne på en række basale fødevarer, hvilket medfører landsomfattende strejker, som starter på Skibsværftet i Gdansk under ledelse af den nystiftede uafhængige fagforening Solidaritet. I løbet af de kommende måneder opnår Solidaritet et medlemstal på 9 millioner. Myndighederne føler sig tvunget til at gå på kompromis med Solidaritet, som legaliseres og opnår strejkeret. Situationen fortsætter imidlertid med at være ophedet, og i december 1980 sættes omfattende militære enheder i bevægelse i nabolandende med det formål at afholde en militærøvelse i Polen. Denne åbenlyse trussel om militær intervention afblæses imidlertid, formodentligt efter diplomatisk aktivitet fra USA's Præsident Jimmy Carter.

I februar 1981 overtager General Jaruzelski posten som Regeringschef. Efter fornyede krav fra Solidaritet om politisk pluralitet indfører Jaruzelski i december samme år militær undtagelsestilstand, forbyder Solidaritet og internerer de ledende medlemmer. Under sin pilgrimsrejse til Polen i 1983 appellerer Paven til en ophævelse af undtagelsestilstanden. Den polske befolkning udviser en overvældende beundring for den polskfødte pave, og myndighederne er tvunget til at balancere mellem befolkningens krav og truslen om militær intervention. Undtagelsestilstanden ophæves, men en række indskrænkninger opretholdes. Fra 1985 danner Gorbatjovs reformpolitik i Sovjetunionen grundlaget for lignende reformer i andre østbloklande og truslen om militær intervention formindskes. I 1988 ses nye strejkebølger i Polen på et tidspunkt hvor økonomien når et nyt lavpunkt. Under indtryk af hyperinflation og økonomisk kaos beslutter styret sig for at give Solidaritet et medansvar for de ændringer som alle er enige om er nødvendige. Styret forhandler med Solidaritets ledelse i rundbordsforhandlinger som transmitteres direkte på TV. Solidaritet legaliseres på ny og der aftales frie parlamentsvalg med hemmelig stemmeafgivning. Kommunisterne betinger sig 2/3 af pladserne i underhuset (Sejm) medens valget til det nyoprettede overhus (Senat) skal være fuldstændigt frit.

Mod kapitalisme og demokrati. 1989 -

 

Til navigationstasterne

Det polske flag

Hovedside

Kendte polakker

Polens historie

Polen efter 1989

Placering og klima

Mentaliteten i Polen

Polsk sprog

Mad og drikke

Kirken

Natteliv og underholdning

Levestandard og socialpolitik

Skattesystemet

Bolig

Brandes i Polen

Den polske Forfatning

Det politiske system

Politiske spørgsmål

De politiske partier

Kommunalt selvstyre

Det juridiske system

Sundhedsvæsnet

Undervisningssystemet

Infrastrukturen

 

Gdansk

Warszawa