Polen information

Viden om Polen på dansk

 Oversættelse  Guide i Polen   Blog om Polen  Michael Hardenfelt 

Hovedside

Oversættelse fra engelsk og polsk til dansk

Danskundervisning

Guidede ture i Warszawa

Kendte polakker                                 Mentaliteten i Polen

Polens historie                                    Polsk sprog                    

Polen efter 1989                                 Mad og drikke

Placering og klima                              Natteliv og underholdning

                                                              Kirken

                                                              Warszawa

Levestandard og socialpolitik            Den polske Forfatning

Skattesystemet                                   Det politiske system

Bolig                                                      Politiske spørgsl

 

De politiske partier                              Sundhedsvæsnet

Kommunalt selvstyre                           Undervisningssystemet

Det juridiske system                             Infrastrukturen

 

 

Indholdsfortegnelse:

 

Generel information

Dialekter

Ordforråd

Kønsdifferentiering

Ortografi

Udtale

Navneord

Kasussystemet

Udsagnsord

Diminutiver

Bandeord

De og du

Sproglov

Hvordan lærer man polsk

 

   

© Michael Hardenfelt, september 2012

Det er tilladt at bringe uddrag af teksten med angivelse af kilde: www.warszawaguide.info

Polsk sprog

 

Generel information

Polsk er et indoeuropæisk sprog, og tilhører den slaviske sproggruppe. Hvis man undergrupperer, så deler de slaviske sprog sig i sydslavisk (balkansprog), østslavisk (russisk, ukrainsk og hviderussisk), samt Vestslavisk (polsk, tjekkisk, slovakisk). Slovakker og polakker forstår hinanden uden større problemer, mens polakker og tjekkere først forstår hinanden efter en hel del øl. Sydslavisk og østslavisk ligger længere væk – en polak som ikke har lært russisk vil kunne forstå enkelte ord og måske sætninger i fjernsynet, men vil ikke kunne sætte sig ned med en russer og snakke om tilværelsen.

Kendskab til et slavisk sprog gør det naturligvis langt nemmere at lære det næste slaviske sprog. Ordenes rødder vil ofte være de samme, strukturen i sprogene er sammenlignelig og grammatikken er bygget over de samme grundprincipper. Udtalen kan dog variere betydeligt, men har man først lært russisk, så kan man også godt give sig i kast med polsk.

Som dansker med kendskab til engelsk og måske lidt tysk, fransk eller spansk vil du praktisk talt intet forstå at sproget ved dit første besøg i Polen. Efter at man har vænnet sig til lydsystemet vil man dog kunne begynde at identificere ord af engelsk, tysk og latinsk oprindelse.

Fællestræk ved de slaviske sprog er b.la:

1.   Et righoldigt kasussystem, hvor endelserne på navneord, adjektiver og stedord ændres i forhold til kasus.

2.   Opdeling i tre køn; hunkøn, hankøn og intetkøn

3.  To forskellige udsagnsord dækker over den samme betydning, med den forskel at det ene er ”udført”, og det andet er ”uafsluttet”.

Polsk er med 38 millioner polakker og 4-22 millioner bruger udenfor Polen et af verdens store sprog. Om der er 4 eller 22 millioner brugere udenfor Polen afhænger af opgørelsesmetoden og graden af nationalisme, men personligt ville jeg bruge et tal i den nedre del af skønnet. Alligevel er polsk blandt de 25 største sprog i verden, og på en 6. plads i EU.

Dialekter

Før 2. verdenskrig var der en række polske dialekter, og folk var umiddelbart identificerbare på baggrund af sproget. Det gjaldt både regionalt, men også fx. Warszawa besad flere karakteristiske bydialekter.

Efter 2. verdenskrig blev den polske befolkning blandet som et spil kort, hvorfor dialekterne blev udvisket i forhold til tidligere. En centralistisk skolepolitik med vægt på ensartede undervisningsmaterialer og metoder har nok også spillet en rolle.

I dag ses en forskel i udtalen i tre områder med afsæt i Poznan, Warszawa og Krakow, men forskellene er ikke store når man sammenligner med dialekter i fx. dansk.  De enkelte områder kan også have regionale ord og udtryk som er karakteristiske for regionen, men antallet er så begrænset at det ikke bemærkes i en normal samtale. I Warszawa kan der hos den ældre befolkning stadig findes spor af Praga-dialekten i den bydel som ikke blev ødelagt under 2. Verdenskrig. En udbredt dialekt er Kasjubisk, der egentligt bliver regnet for et selvstændigt sprog. Det tales af en lille kvart million mennesker i områderne nord og vest for Gdansk, og er ikke umiddelbart forståeligt for polakker. Stort set alle Kasjubere taler dog også polsk, og bruger dette når der er polsktalende til stede.  

Silesisk tales i området omkring Katowice. Det er en dialekt med tydelig indflydelse fra tysk og tjekkisk ordforråd samt en lidt underlig udtale.  Dialekten bliver betragtet som grinagtig af de fleste polakker, og indtil for få år siden var der en vis selvcensur i brugen. De seneste års regionalisering har dog givet grobund for en vis regional nationalisme, hvorunder flere er begyndt at bruge dialekten i det daglige. Det anslås at omkring en halv million mennesker i dag benytter silesisk dialekt i privatlivet.

Guralski (bjerfolk-dialekt). En række mindre samfund i de polske bjerge lægger særlig vægt på gamle traditioner og påklædning. De taler også med en karakteristisk dialekt, og en del af ordforrådet er specielt for denne gruppe. Det er ikke nogen særlig folkerig befolkning, men deres danse og tøj benyttes ofte i turistreklamer og ved folkelige fester.

De to dialekter der tales af det polske mindretal i Ukraine, Hviderusland og i Litauen (primært Vilnius) har bevaret sine karakteristika, og adskiller sig tydeligt fra moderne polsk. Ligeledes vil man i polsktalende samfund i Amerika finde samfund hvor sproget er tydeligt påvirket af engelsk og gammeldags polske udtryk. Det største af disse samfund er Chicago, hvor det anslås at 250.000 mennesker taler polsk i privatlivet.  

Ordforråd

De fleste ord i polsk kommer fra slaviske ord, og er umiddelbart uforståelige for en gennemsnitsdansker. Polsk har imidlertid rigtigt mange internationale ord (transparente ord), hvor det er nemt at gætte sig til betydningen. Utroligt mange ord kommer fra latin, og i tidens løb er der naturligvis blevet lånt fra de omkringliggende lande. Hvis man taler engelsk, lidt tysk og et romansk sprog (fx. fransk, spansk eller italiensk), så kan man hurtigt lære at gætte sig til betydningen af artiklerne i en avis, ud fra de måske 15-25% af ordene man kan associere med kendte udtryk.

Det står værre til hvis man skal forstå talesprog. Polakker taler lige så hurtigt som danskere, og lydene er meget anderledes end de danske. Det tager de fleste danskere et stykke tid inden de overhovedet er i stand til at identificere ord i en sætning, og det kan tage lang tid inden man er i stand til at fatte indholdet i en samtale.

Nedenfor et uddrag af en normal avisartikkel. Jeg giver en oversættelse i parentes:

Tak duży spadek wartości (værdi) aktywów (aktiver) został spowodowany ich przeszacowaniem czyli „weryfikacją (verifikation) wartości (værdi) wszystkich aktywów (aktiver) i zobowiązań funduszu (fond)" – jak podała Idea TFI w komunikacie (kommunikat). Obowiązek ten narzuciła na instytucję (istitution) Komisja (kommission) Nadzoru Finansowego (finansiel).

W praktyce (praksis) obligacje (obligationer) korporacyjne (engelsk: corporate = virksomheds) zostały przez TFI wycenione bardziej rynkowo – z uwzględnieniem ich wartości (værdi) na rynku wtórnym – a nie tak jak dotychczas księgowo  - tak jak powszechnie robi się we wszystkich tego typu (type, slags) funduszach (fonde).

Det er selvfølgeligt ikke sådan at man bare sætter sig ned og læser en tekst som ovenstående, men man kan hurtigt lære at gætte de internationale ord, og så er det egentligt mest et spørgsmål om at lære de 1.000-2.000 mest brugte polske ord, så kan man begynde at forstå skrevne tekster.

Kønsdifferentiering

Som i de fleste andre europæiske sprog er navneordene inddelt i hankøn, hunkøn og intetkøn, og det er ikke blot en grammatisk inddeling. Polakker kønsidentificerer mere eller mindre bevidst alle genstande og handlinger. De fleste jobtitler peger klart på en mand eller en kvinde, og en del af kvindebevægelsen kæmper for kvindelige former af lederjob, såsom direktør, minister eller chef. Mange kvinder vælger dog også at bruge den mandlige form, da denne synes mere seriøs. Nogen steder er der forskel i stillingens indhold; Den kvindelige form af sekretær vil fx. brygge kaffe, besvare telefonopkald og arkivere, mens den mandlige form (også selv om det er en kvinde) normalt vil have et ledelsesansvar. Tillægsord og stedord er også kønsopdelte, og retter sig efter navneordets køn.

Der er undtagelser fra det følgende, men hankønsord ender normalt på en konsonant (syn, komputer, telefon), hunkønsord på –a (kobieta, ulica) og intetkønsord på –o, -e, -ę eller –um (auto, morze, cielę, muzeum).

Verberne i datid opdeles også i køn; i ental i han-, hun og intetkøn, mens flertal opdeles i mandspersoner og andre. Mandspersoner skal forstås sådan at hvis udsagnsordet refererer til blot et enkelt menneske af hankøn, så bruges formen for mandspersoner. Refereres til kvinder, dyr, hatte eller caffe latte, så bruges formen for ”andre”. Hvor udlændinge måske nok kan tilgives at de ikke har lært navneordets køn eller laver fejl i bøjningsmønsteret, så betragtes de simpelt hen som ubegavede eller uforskammede hvis de refererer til et forkert køn når de bruger en verbalform. Den konstante understregning af køn kan være forvirrende og frustrerende for en dansker, som normalt tænker i neutrale, fælleskønnede baner, men også er opdraget til ligebehandling og streng kønsneutralitet.

Ortografi

Polsk opretholder en række specialtegn, men generelt består tegnene af det grundlæggende latinske alfabet. Endvidere har den historiske udvikling gjort at nogen af bogstaverne repræsenterer identiske lyde. Der har i mange år været røster fremme som har krævet en revision af den polske ortografi, men indtil videre har traditionalisterne haft overtaget.

Der er rigorøse regler for stavningen af de forskellige ord, og ufejlbarlighed i stavning er en grundlæggende betingelse for at blive taget alvorligt. En af de mest alvorlige forbrydelser en polak kan begå er at benytte bogstavet ”ó” i stedet for ”u” eller omvendt. Disse to bogstaver udtales som nøjagtigt den samme u-lyd, men en fejlagtig anvendelse vil i mange sprogpuritaneres øjne klassificere den skrivende som udannet. En del af dem vil mene at det så vil være bedre slet ikke at skrive noget. Det skal bemærkes at en stor del af skolerne tid netop går på at øve den korrekte anvendelse af disse to bogstaver samt bogstavparret rz/ ż, hvor nøjagtigt samme problematik gør sig gældende.

Når man først har lært lydene i alfabetet, så er polsk skriftsprog overraskende lydret. Man kan generelt udtale et ord man har set på skrift, og man kan uden problemer skrive ord korrekt, selv om man ikke kender dem. Men det kræver selvfølgeligt at man først har lært både alfabet og lydsystemet.

Polsk anvender som nævnt latinsk alfabet, med tilføjelsen af et antal polske bogstaver. Det drejer sig om:

ą – ch – cz - ć – dz – dź – dż – ę – ł – ń – ó – rz – sz – ś – ż - ź

Bogstaverne q, v og x benyttes kun i låneord, og kun i meget begrænset omfang.

Udtale

Polsk lyder ikke helt som dansk. Faktisk er der så mange forskelle at de fleste danskere der et kort øjeblik overvejer at lære polsk løber skrigende bort når de stifter bekendtskab med lydene; Eller måske stifter de aldrig bekendtskab med lydene, og det kan i virkelighed godt være her problemet ligger.

Hvis man er mere en 18 år gammel, så er tungen og munden vænnet til visse automatiske bevægelser, og høresansen opfatter de lyde og kontraster som er indlært. Man kan altid finde en undtagelse, så selvfølgelig er der særligt musikalske mennesker som er i stand til at fange kontrasterne, selv om de er kommet op i alderen. Resultatet er imidlertid at de fleste danskere udtaler polsk med danske lyde. Det værste resultat kommer hvis man køber en lærebog i polsk, og begynder at lære ordene på baggrund af hvordan de står skrevet i bogen. Det er ikke kun et spørgsmål om at man har en underlig accent; ordene og bøjningerne har en sammenhængskraft der er forbundet med lydene, og man får simpelt hen ikke et naturligt forhold til sproget uden at have lært lydsystemet. Det gør det svært at huske ordene og endelserne.

Hvis man vil lære polsk, så skal man efter min mening starte med lydsystemet, også fordi dette er nøglen til grammatikken, som i vidt omfang retter sig efter de rammer som udtalen sætter.

Både vokaler og konsonanter udtales generelt lidt anderledes end i dansk. Forskellene er marginale, men når man udtaler hele ord træder forskellene tydeligt frem. Der vanskeligste er imidlertid de særlige polske lyde, som er udstyret med specielle bogstaver eller er dannet af sammensatte bogstaver.

Først de enkleste tegn:

ch – udtales som polsk ”h”

ó – udtales som polsk ”u”

rz – udtales som ”ż” (se nedenfor)

Vokalerne:

”ą” og ”ę” – Nasale vokaler. Udtales som ”on/ oun” og ”en/ eun”. I nogen sammensætninger udtales de imidlertid ikke nasalt, og så udtales de som almindeligt polsk ”a” eller ”e”. Det gælder særligt for ę når det står sidst i et ord.

Konsonanterne:

ł – lidt hen af en w-lyd

ć, ń, ś, ź – kaldes bløde vokaler. Udtales i princippet som ci, ni, si, zi

cz – lidt hen af „tj”, men lyden skal trænes

dz – lidt hen af „dj”, men lyden skal trænes

dź – lidt hen af „dji”, men lyden skal trænes

sz – en hvislelyd. Skal trænes.

ż – som „sz”, men stemt

dż – som „cz”, men stemt

Du træner lydene ved at øve dig i den rigtige mund- og tungestilling, hvorefter du udtaler lyde som ligger tæt på hinanden. Det drejer b.la. sig om:

sz, ż, cz, dż – alle fire lyde dannes ved at holde tungespidsen opadrettet. Ved sz og ż skabes en friktion, ved cz og dż en eksplosion. Lydene sz og cz er ustemte, ż og dż er stemte. Ved stemthed opstår der nogen svingninger i lyden, men hvis du ikke har styr på stemthed/ ustemthed, så er det noget som skal trænes med en pædagog.

si, zi, ci, dzi – Ved disse fire lyde er tungen ligeud- eller let opadrettet. Si og zi er lange, ci og dzi korte. Zi og dzi er stemte, si og ci ustemte.

s, z, c, dz – Tungespidsen er nedadrettet. Ved s og z skabes en friktion, ved c og dz en eksplosion. Lydene s og c er ustemte, z og dz er stemte.

Navneord

Som nævnt i et tidligere afsnit inddeles polske navneord i 3 køn. Disse 3 køn tager enten ental eller flertal, og bøjes ydermere i 7 forskellige kasus. Hvert køn har en række regelmæssige kasusbøjninger, som afhænger af navneordets endelse. Derudover eksisterer der en lang række undtagelser. Stedord og adjektiver bøjes ligeledes i kasus.

De fleste hankønsord ender på en konsonant (syn, komputer, telefon), de fleste hunkønsord på –a (kobieta, ulica), og intetkønsord på –o, -e, -ę eller –um (auto, morze, cielę, muzeum).

Kasussystemet

Det er lidt nemmere at forstå kasussystemet hvis man har haft latin, men selv en solid gang tysk grammatik kan give et ordentligt skub fremad. Hvis man kun taler dansk og engelsk, så virker kasussystemet i begyndelsen som en uoverskuelig hindring, og det kan være svært at fatte hvilken glæde et sprog kan have af et kasussystem.

For nu at forklare det helt enkelt, så har vi på dansk faste regler for ordstilling:

Per slår Jan – grundleddet står først i sætningen. Det er den som foretager en aktiv handling, i dette tilfælde ”Per”. Derefter kommer udsagnsleddet (slår), og til sidst genstandsleddet, den som er genstand for handlingen (Jan). Hvis vi vender om på sætningen, således at den lyder: Jan slår Per, så er det Per som får en blodtud.

Regler for ordstilling er mere løse på polsk, i stedet har man kasus. Per slår Jan gengives på polsk med: Piotr bije Jana. Piotr er i mianownik, som er den form grundleddet tager. Jana er biernik, som er den form genstandsleddet tager.

Nedenfor angives de polske kasus og deres primære funktioner. Bemærk at meningen med dette afsnit kun er at give en ide om opbygningen af det polske sprog. Der er således ikke tale om en udtømmende liste.

Mianownik (nominativ) – grundformen. Grundleddet står i nominativ.

Dopełniacz (genitiv) – mange funktioner, men de tre vigtigste er 1. Hvis genstandsleddet er benægtet, så står det i dopełniacz (Han har mange penge – her er mange penge genstandsled og i biernik/ han har ikke mange penge – her er mange penge i dopełniacz fordi det er benægtet med ordet ikke. 2. Ejefald – som –s form på dansk: Gartnerens hund = Pies ogrodnika (ogrodnika = gartnerens, og står i ejefald/ genetiv, fuldstændig som på dansk). 3. En række præpositioner danner præpositionsforbindelse med dopełniacz, man kan også tale om at præpositionerne styrer dopełniacz.

Biernik (akkusativ) – 1. Genstandsled står i biernik (med mindre det er i en negativ form, for så står det i dopełniacz). 2. En række præpositioner danner præpositionsforbindelse med biernik. Ofte er der tale om at den samme præposition har valget mellem to forskellige kasus, og her drejer valget sig ofte om hvorvidt handlingen er statisk eller dynamisk.

Narzędnik (instrumentalis) – 1. Instrumentalisform er det instrument der bruges til at foretage en handling, og det anbringes oftest i narzędnik. 2. Omsagnsled til genstandsled (når der er identitetssammenfald mellem subjektet og objektet) står på polsk i narzędnik, fx: Peter er maler (maler står i narzędnik).

Miejścownik (lokativ) – bruges kun i forbindelse med præpositioner. Der er primært tale om statiske præpositionsforbindelser, som angiver er sted hvor nogen/ noget befinder sig.

Celownik (dativ) – udtrykker hensynsled (bemærk at polsk sætningsanalyse er lidt anderledes end dansk). Endvidere tager en række præpositioner celownik.

Wołacz (vokativ) – en tiltaleform. Fru Kowalska, hvor er jeg glad for at se Dem! Her sættes Fru Kowalska i wołacz, fordi det er en tiltaleform. Brugen af wołacz er på tilbagegang; i stedet benyttes ofte mianownik. Som udlænding kan du roligt tage let på denne form.

Hvert enkelt verbum har en indbygget sætningsstruktur. Når man lærer et verbum skal man således ikke bare vide hvad det betyder, men hvilke strukturer der eksisterer. Hvis vi ser på verbet ”at slå” vil alle polakker kende en række eksempelsætninger. De ved således at vi her benytter standardsætningen ”mianownik + slå + biernik”. Hvis vi vil udvide sætningen, så har vi skemaet: Nogen (aktiv) (mianownik) + slå + nogen (passiv) + med noget (narzędnik):

Per slår Jan med næverne = Piotr bije Jana pięściami

I princippet kan man godt hakke sig igennem på fremmedarbejderpolsk med de tre første kasus, og så ellers træne resten med årene.

Udsagnsord

Polske udsagnsord har tre tider; nutid, datid og fremtid. Endvidere skelnes mellem fremsættende måde (indikativ) og bydemåde (imperativ). Der findes også en hypotetisk form, som dannes ved tilføjelse af endelsen –by.

Aktiv og passiv. Ligesom på dansk er langt de fleste sætninger i aktiv. En aktiv polsk sætning kan ændres til passiv, hvor genstandsleddet i en aktiv sætning bliver et passivt grundled i en passiv sætning.

Peter spiser et æble (aktiv) > Æblet bliver spist (af Peter) (passiv).

På dansk har vi også en hyppigt anvendt passivform med –s: æblet spises. Noget tilsvarende ses ikke på polsk, og passiv bruges nok lidt mindre i polsk end i dansk.

Hertil burde en gennemsnitsdansker ikke have nogen problemer med verberne.

Polske udsagnsord bøjes i person. På polsk er det oftest ikke nødvendigt at anvende personlige stedord (jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de), for de er indbygget i verbets endelse. Endelsen læres ved hjælp af remser, og er ikke ens for alle udsagnsord. De opdeles i bøjningsgrupper, og ydermere eksisterer der en masse uregelmæssige udsagnsord.

I ental datid bøjes udsagnsordene endvidere i køn (både i 1., 2. og 3. person). Det bliver opfattet som vigtigt at benytte det rigtige køn, så glem den danske attitude med at køn ikke er vigtigt. I flertal i datid skelnes mellem mandspersoner og ikke mandspersoner (kvinder, dyr og genstande). Blot en enkelt mandsperson er med i grundleddet skal formen for mandspersoner anvendes.

Det man som dansker nok vil stille sig mest fremmed overfor er aspekt. Polske udsagnsord er opdelt i dokonany (udført) og nie-dokonany (ikke-udført). Dokonany har datid og fremtid (men ingen nutid, da en handling der foregår ikke kan være færdig). Niedokonany har datid, nutid og fremtid. Dokonany og niedokonany kan være to vidt forskellige ord, men er som regel former som ligger tæt på hinanden. Oftest danner man dokonany ved at sætte en forstavelse på et niedokonany verbum.

Diminutiver

Polakker elsker diminutivformer og afledte former som laver et ord eller navn om til et kæleord. Diminutivformerne dannes ved hjælp af endelser. Stort set alle polske fornavne har således en eller flere diminutivformer. Disse former anvendes af familie, venner og ofte også af arbejdskollegaer. Kærester vil ofte foretrække at give hinanden diminutive dyrenavne, og kalder således hyppigt hinanden for lille fisk, lille frø, lille kat eller (til mænd) bjørn samt lille bjørn. Når man venter på penge regner man med at få nogen ”små penge”, og ens bil vil ofte være en ”lille bil”

Bandeord

Det ubetinget mest populære polske bandeord er ”kurwa”, som ordret betyder ”luder”, men som bandeord bruges i betydningen: sgu, for fanden, satans osv. Ordet bruges lige så meget eller mere end ”sgu” på dansk, men anses for mere vulgært. Personer som anser sig som kulturelle vil ofte bruge ”kurczę” (kylling) eller ”kurka wodna” (lille vandhøne) i stedet for ”kurwa”. Bandeord hentyder hyppigst til seksuelle handlinger eller kønsorganer, og er ofte lån fra russisk eller engelsk, med ”fuck” som et af de foretrukne blandt den yngre generation.

De og du

Polsk opretholder to tiltaleformer. ”Ty” (du) bruges blandt familie og venner, men stadigt hyppigere blandt arbejdskollegaer og unge mennesker vil ofte sige ”ty” til hinanden uden at tænke over det.

De-formen Pan (hr.)/ Pani (fru) benyttes overfor ældre mennesker og hvor man ønsker at opretholde en distance, fx. i butikker og på offentlige kontorer. Endvidere benyttes formen hvor der er en hierarkisk forskel. Det er sjældent at en chef er dus med sine medarbejdere, og på universiteterne er det absolut normen af man titulerer sine lærere/ studerende Pan/ Pani.

Sproglov

De sidste år er lovgiverne begyndt at gå frygteligt meget op i polsk sprog; i 1996 blev der oprettet et Polsk Sprognævn til at værne om sproget, og i 1999 blev der vedtagen en Lov om Polsk Sprog, selv om sproget egentligt har klaret sig meget godt i flere hundrede år, uden at have så meget som en polsk stat.

Ud over at loven fastslår at den polske stat skal støtte udbredelsen af polsk sprog, så afgør den også at offentlige institutioner og forskrifter i Polen fungerer på polsk. Polsk er endvidere det sprog som skal bruges indenfor handel, fakturaer og kontrakter i Polen, såfremt blot en af kontrahenterne er polak. Som udlænding kan man således ikke underskrive en engelsksproget lejekontrakt med en polak (men den polske version kan selvfølgelig oversættes til dansk).

Hvordan lærer man polsk

Som jeg tidligere har været inde på, så er det for en dansker væsentlig sværere at lære polsk end vesteuropæiske sprog (tysk, spansk, fransk osv.), og vanskelighederne bliver klart større med alderen. Det er vigtigt at gøre op med sig selv hvad ens målsætning er. Hvis man vil kunne købe lidt ind i de lokale forretninger, så skal man bare prøve at lære nogen enkelte ord og faste udtryk, og så ellers ikke bekymre sig så meget om hvor korrekt det er. Hvis man nogenlunde vil kunne orientere sig i skrevne tekster, så er det heller ikke så vanskeligt. Her skal man lære hvordan de mest almindelige 1.000-2.000 ord bliver stavet, og så eller være god til at gætte og ikke bekymre sig om grammatik.

Vanskeligheden kommer først hvis man gerne vil kunne tale et varieret og korrekt polsk. Det kan ikke lade sig gøre uden at man kender lydsystemet godt, og når man har lært dette, så vil ordforråd og grammatik komme langt lettere. Der er stor forskel på hvor hurtigt folk er i stand til at tilegne sig lydsystemet. Alder er en afgørende faktor, musikalitet en anden.

Jeg vil personligt anbefale nogle enetimer med en talepædagog inden man går i gang med at lære polsk, eller eventuelt sideløbende med dette. En talepædagog hedder på polsk en ”logopeda”, og kan findes i de fleste mellemstore og større polske byer. De fleste polsklærere vil mene at de ved nok om emnet til at de kan undervise, men deres viden er ofte meget teoretisk, og de har normalt ikke de pædagogiske værktøjer og den tålmodighed som logopeda’erne har.

En metode er at købe en bog og bede sin kæreste eller bekendte om at hjælpe med at lære sproget. Det kan man godt prøve, men det er svært at undervise i polsk, og vil sjældent give gode resultater. Man kan derimod nå langt med selvstudium og venners hjælp hvis man først har brugt nogle måneder med at lære lydsystemet.

Man skal være klar over at man ikke kan oversætte ord for ord, og forvente at have en polsk sætning. Polsk er anderledes i sin opbygning end vesteuropæiske sprog, og den bedste måde er efter min mening at lære hele sætninger, for derefter at udskifte enkeltord.

Hvis man vælger privatundervisning, så find en polak med en uddannelse i polsk, og helst også med et speciale i at undervise i polsk for udlændinge.

Ellers findes der masser af kurser i alle større polske byer. Alle universiteter har kurser, både få timer om ugen og oftest også intensive kurser af to semestres varighed. Ofte vil der på de intensive kurser dog være mange efterkommere af polakker som bor i udlandet, og disse vil have hørt polsk hos deres bedstemor fra barnsben. Basis grammatik og lydsystem kan derfor ofte være ringe prioriteret på disse kurser.

Endvidere er der opstået mange private skoler som tilbyder polsk for udlændinge, og ligeledes her er kvaliteten varieret. Man må prøve at indhente materiale fra de skoler man er interesseret i, tale med dem og vurdere deres seriøsitet, og eventuelt prøve sig frem.

Hvis vi taler om undervisningsmaterialer, så skal man lige gøre sig klart at polsk ikke har stået som nr. 1 på listen over sprog som udlændinge flokkedes om at komme til at lære. Det er så småt ved at ændre sig, men det betyder at der ikke er udviklet fremragende undervisningssystemer, som man ser det ved engelsk, tysk, fransk eller spansk.

Nogen af de bedste materialer der findes for øjeblikket er efter min mening serien Hurra (1,2 og 3) fra forlaget Prolog. De har også udgivet nogen grammatiker på engelsk og tysk samt lærebogen Start 1, der betegnes som survival Polish med engelske forklaringer.

Endvidere findes en lang række bøger fra Universitas, fra begynderniveau til C2. De fleste af bøgerne er meget teoretiske, og savner en pædagogisk tilgangsvinkel, men nogle af positionerne er efter min mening værd at erhverve sig. Słownik Minimum Języka Polskiego (polsk minimums ordbog) er glimrende til begyndere. Den indeholder de mest anvendte ord i polsk, og forhindrer at man farer vild i store ordbøger. Na Łamach Prasy (Fra pressens spalter) er en fremragende tekstsamling af aktuelle emner med grammatikøvelser og pædagogisk indsigt (avancerede, niveau C2). Co raz wejdzie do głowy – już z niej nie wyleci (hvad du en gang har lært glemmer du ikke igen) Faste polske udtryk og ordsprog på en fornøjelig måde med øvelser (øvede). Endvidere er den en hel del øvebøger med grammatikøvelser som man kan få glæde af hvis man arbejder systematisk med dem.

Wiedza Powszechna har for mange år siden udgivet en bog som hedder Uczymy się polskiego (vi lærer polsk). Bogen er udgivet i udgaver med forskelligt hjælpesprog (engelsk, tysk, italiensk m.v.), og man kan tilkøbe lyd og grammatik til systemet. Det er lidt gammeldags, og nok også bedst hvis man er ude efter at lære at læse polsk, men det er godt gennemarbejdet og efter min mening anvendeligt til selvstudium.

 

 

 

 

Til navigationstasterne

 

Det polske flag

Hovedside

Kendte polakker

Polens historie

Polen efter 1989

Placering og klima

Mentaliteten i Polen

Polsk sprog

Mad og drikke

Kirken

Natteliv og underholdning

Levestandard og socialpolitik

Skattesystemet

Bolig

Brandes i Polen

Den polske Forfatning

Det politiske system

Politiske spørgsmål

De politiske partier

Kommunalt selvstyre

Det juridiske system

Sundhedsvæsnet

Undervisningssystemet

Infrastrukturen

 

Gdansk

Warszawa