Brandes syn på
forskellige aspekter af det polske samfund
Russere
Brandes syn på Rusland er
uden tvivl tydeligt præget af de indtryk han modtager i Polen; generelt
skildres landes som et despotisk imperium, som ved vold, intriger og den
stærkestes ret hele tiden søger at øge sin indflydelse. Enkeltpersoner
skildres nu og da på en mere elskværdig måde, men landet som helhed er
et vilddyr som ikke kan tæmmes.
Litauen
I sit syn på Litauen og
Litauere er det helt tydeligt at Brandes er præget af
Warszawa-overklassens kvalmende-romantiske savn efter storebrorstatus i
forhold til litauerne, som i meget begrænset omfang nærede de samme
kærlige følelser for Polen som omvendt. Brandes synes totalt at overse
litauernes behov for at identificere sig som et selvstændigt folk med
egen kultur, og han gør dem alle over en kam til polakker, mens han
begræder Zarrigets undertrykkelse af polsk kultur i de litauiske
områder.
Kvinder
Brandes beskriver let
undrende de polske kvinder som stærke, og bærende for nationalfølelsen.
Samtidigt ses hans beundring for den erotiske tiltrækning, som ofte
fremhæves i forskellige eksempler på polske kvindetyper. Brandes lægger
dog også meget vægt på at beskrive deres intellektuelle niveau, noget
som tydeligvis står i kontrast til de forventninger han havde inden han
tog til Polen. Man skal være opmærksom på at handlingen udspiller sig i
slutningen af det 19. århundrede, og kvindefrigørelse og ligeret var
begreber som endnu ikke anvendes, selv ikke blandt repræsentanterne for
fremskridtet. Derfor kan den fremadskuende Brandes som en helt naturlig
ting skrive en sætning som: ”selv om hun kun er 24 år gammel, så er hun
selvstændig og fordomsfri i sin tankegang som en velbegavet 24-årig
mand. Hun har læst alle de udfordrende bøger der er udkommet de sidste
20 år.” Brandes beundring for det intellektuelle niveau skal utvivlsomt
ses i sammenhæng med at han bevæger sig indenfor en meget begrænset
sfære; eliten af det polske samfund, som på grund af lediggang ikke har
andet at tage sig til end at læse, lære sprog og blive dannede.
Bønder
Bønderne omtales flere
gange af Brandes, som ellers primært har kontakt til det elitære
borgerskab i de store byer, og netop her afsløres det efter min mening
at den krønike Brandes fortæller er historien om hvordan den
intellektuelle elite ser sig selv. Det antydes i Brandes værk at
bønderne egentligt er polsksindede, men at russerne prøver at vinde dem
over for den russiske nationalismes sag, og også hvordan de opildnes mod
de polske patriotiske adelsmænd. Bønderne fremstilles som naive, og som
et nemt offer for agitation, som gør at de glemmer deres sande
interesser, hvilket i Brandes opfattelse er et frit Polen indenfor den
bestående sociale orden.
Nu er bondens stilling i
Polen ikke særligt velbelyst. Stort set alle historiske værker har
koncentreret sig om adelen, byerne og kirken. Der er dog intet der tyder
på at bønderne i den polske forbundsstat – som bestod af adskillige
nationaliteter og sprog – har følt nogen særlig identifikation med det
at være polsk. Det var en ekstremt undertrykt gruppe, der nærmest levede
som slaver for et adelsvælde, og deres identitet har snarere været
præget af hjemstavnsorientering og lokal dialekt end af loyalitet med
herremandens polsk-litauiske frie republik, hvor 10% af befolkningen
kunne føle sig som ligemænd med hinanden.
Hjemstavnsorienteringen har
utvivlsomt været fremherskende langt op i det 19. århundrede; selv om
den polske 3. maj forfatning kom med en række smukke hensigtserklæringer
har det næppe ændret meget ved bøndernes identitet. Det var simpelt hen
en gruppe som forskellige fraktioner og regeringer forsøgte at kapre i
takt med at nationalstatens tanker for ind over Europas saloner.
Censuren
Censuren er minutiøs og
altfavnende i det russiske Polen, og folk lærer at kommunikere på andre
måder, lige som man lærer hvor skal skjule budskaber gennem censuren ved
hjælp af tågesnak og dobbeltbetydninger. Læserne lærer hurtigt at tyde
dobbelttydigheden. Det er en egenskab der hurtigt blev taget i brug igen
i kommunismens Polen, hvor censuren var lige så omfattende som i
zartiden. Med en kort afbrydelse er der derfor tale om at polakkerne har
været vænnet til at læse mellem linjerne, og finde skjulte budskaber i
de tekster de læser, noget der i hvert fald frem til systemskiftet i
1989 har haft betydning for den stil forfatterne skrev i.