Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Russere

Brandes syn på Rusland er uden tvivl tydeligt præget af de indtryk han modtager i Polen; generelt skildres landes som et despotisk imperium, som ved vold, intriger og den stærkestes ret hele tiden søger at øge sin indflydelse. Enkeltpersoner skildres nu og da på en mere elskværdig måde, men landet som helhed er et vilddyr som ikke kan tæmmes.

Litauen

I sit syn på Litauen og Litauere er det helt tydeligt at Brandes er præget af Warszawa-overklassens kvalmende-romantiske savn efter storebrorstatus i forhold til litauerne, som i meget begrænset omfang nærede de samme kærlige følelser for Polen som omvendt. Brandes synes totalt at overse litauernes behov for at identificere sig som et selvstændigt folk med egen kultur, og han gør dem alle over en kam til polakker, mens han begræder Zarrigets undertrykkelse af polsk kultur i de litauiske områder.

Kvinder

Brandes beskriver let undrende de polske kvinder som stærke, og bærende for nationalfølelsen. Samtidigt ses hans beundring for den erotiske tiltrækning, som ofte fremhæves i forskellige eksempler på polske kvindetyper. Brandes lægger dog også meget vægt på at beskrive deres intellektuelle niveau, noget som tydeligvis står i kontrast til de forventninger han havde inden han tog til Polen. Man skal være opmærksom på at handlingen udspiller sig i slutningen af det 19. århundrede, og kvindefrigørelse og ligeret var begreber som endnu ikke anvendes, selv ikke blandt repræsentanterne for fremskridtet. Derfor kan den fremadskuende Brandes som en helt naturlig ting skrive en sætning som: ”selv om hun kun er 24 år gammel, så er hun selvstændig og fordomsfri i sin tankegang som en velbegavet 24-årig mand. Hun har læst alle de udfordrende bøger der er udkommet de sidste 20 år.” Brandes beundring for det intellektuelle niveau skal utvivlsomt ses i sammenhæng med at han bevæger sig indenfor en meget begrænset sfære; eliten af det polske samfund, som på grund af lediggang ikke har andet at tage sig til end at læse, lære sprog og blive dannede.

Bønder

Bønderne omtales flere gange af Brandes, som ellers primært har kontakt til det elitære borgerskab i de store byer, og netop her afsløres det efter min mening at den krønike Brandes fortæller er historien om hvordan den intellektuelle elite ser sig selv. Det antydes i Brandes værk at bønderne egentligt er polsksindede, men at russerne prøver at vinde dem over for den russiske nationalismes sag, og også hvordan de opildnes mod de polske patriotiske adelsmænd. Bønderne fremstilles som naive, og som et nemt offer for agitation, som gør at de glemmer deres sande interesser, hvilket i Brandes opfattelse er et frit Polen indenfor den bestående sociale orden.

Nu er bondens stilling i Polen ikke særligt velbelyst. Stort set alle historiske værker har koncentreret sig om adelen, byerne og kirken. Der er dog intet der tyder på at bønderne i den polske forbundsstat – som bestod af adskillige nationaliteter og sprog – har følt nogen særlig identifikation med det at være polsk. Det var en ekstremt undertrykt gruppe, der nærmest levede som slaver for et adelsvælde, og deres identitet har snarere været præget af hjemstavnsorientering og lokal dialekt end af loyalitet med herremandens polsk-litauiske frie republik, hvor 10% af befolkningen kunne føle sig som ligemænd med hinanden.

Hjemstavnsorienteringen har utvivlsomt været fremherskende langt op i det 19. århundrede; selv om den polske 3. maj forfatning kom med en række smukke hensigtserklæringer har det næppe ændret meget ved bøndernes identitet. Det var simpelt hen en gruppe som forskellige fraktioner og regeringer forsøgte at kapre i takt med at nationalstatens tanker for ind over Europas saloner.

Censuren

Censuren er minutiøs og altfavnende i det russiske Polen, og folk lærer at kommunikere på andre måder, lige som man lærer hvor skal skjule budskaber gennem censuren ved hjælp af tågesnak og dobbeltbetydninger. Læserne lærer hurtigt at tyde dobbelttydigheden. Det er en egenskab der hurtigt blev taget i brug igen i kommunismens Polen, hvor censuren var lige så omfattende som i zartiden. Med en kort afbrydelse er der derfor tale om at polakkerne har været vænnet til at læse mellem linjerne, og finde skjulte budskaber i de tekster de læser, noget der i hvert fald frem til systemskiftet i 1989 har haft betydning for den stil forfatterne skrev i.

Næste kapitel >>>>>