Første indtryk
1885.
1
Toget afgik klokken 11.00
om formiddagen den 3. februar fra Hans Makarts og Johann Strauss’ by, og
wienerstemningen fortsatte længe endnu, samtidigt med at erindringerne
summede i hjernen, den lette stemning og de lyse minder – den vindene
imødekommenhed, den flygtige inderlighed og gemytternes varme,
øjeblikkets ild; veltalende journalisters og forhenværende ministres
taler, unge digteres improvisationer, fine kvinders smil, smukke
kammerpigers skæmt og latter, litteratur- og autografgale damers
plagerier. Jeg huskede på Theophilus Hansens pompøse marmorhaller,
Makart-udstillingens skødesløse pragt, og i den hyggelige stue med
klaveret afholdt valsens konge sjældne foredrag om disse danse, der godt
nok er meget små kunstværker, men dog ægte kunst; og jeg indåndede endnu
en gang den atmosfære af fredeligt letsind, af en glubsk men samtidig
mild livslyst, af den elskværdige lykke som fylder end lunger i den
store heksekedel som kaldes Wien.
Wien er frihedens by. Her
er det let at komme i snak, opleve farver, høre musik!
Hvis vi antager at Berlins
beboere har tilegnet sig deres værdighed ved hjælp af Schillers ”Anmuth
und Wurde”, så er ynde blevet det som er faldet i wienernes arvelod.
Dette er en helt særlig by, en by som passer til alt, fordi den har sund
sans nok til ikke at gøre andet end hvad der klæder den. Den er så
malerisk og rig på minder og stærke traditioner i sammenligning med det
regelrette moderne Berlin. Og også byens omegn er så smuk, bøndernes
klædedragt er karakterfuld i det område som vi rejser igennem, den hvide
kappe som er kantet med rødt, og de forstår at bære deres klæder på en
helt anden måde i sammenligning med den måde de nordtyske bønder bærer
deres stive, grimme dragt!
Østrig er et rigt land i
forholdsvis stilfærdig opløsningstilstand, der ses mennesker fra mange
steder, men ingen østrigere, måske med undtagelse af kejserfamilien og
et par støvede medlemmer af det gamle forfatningsparti. Ellers ser man
kun tyskere i Wien, og udenfor byen ser man kun ungarere og tjekker.
Toget suser af sted. En
lille, polsk tjener som ledsager en rejsende gør mig opmærksom på en ung
russer som nu og da taler fransk til ham. ”Han ved godt jeg forstår
russisk”, siger han, ”men han taler dog fransk til mig; sådan er de
alle, de skammer sig i grunden over at være russere” – et højst naivt,
men dog meget betegnende udtryk for det polske had til russerne.
For at benytte dagslyset
mens solen stadig er oppe læser jeg i et fransk litterært magasin
Sienkiewicz ”Bartek-Vainqueur”.
Toget holdt stille ved
grænsestationen. Passene skulle efterses og bagagen undersøges. En
lyshåret, russisk politisoldat bad om de rejsendes pas og gik bort med
dem. Han var klædt i en elegant dragt, med lang grå frakke, skyggeløs
uniformshue og sabel ved siden.
Så fik man tilladelse og
ordre til at stige ud. Da en af passagerene mente at han kunne lade
tæpper, overtøj og lignende blive liggende i vognen, da man dog en time
senere skulle tilbage i toget for at fortsætte rejsen, underrettede den
lille polak ham om hans fejltagelse: ”Ale må tages med ud; blot en glemt
paraply vækker mistanke, og ligger her en frakke bliver foret undersøgt.
”
Det første man fandt i min
rejsetaske var to numre af det franske litterære magasin, som jeg havde
læst på rejsen.
”Hvad er det? ”, spurgte
den overordnede af de uniformerede toldembedsmænd på tysk.
”Ja, hvad er det? Et fransk
tidsskrift”, svarede jeg.
”Hvad står der i det?”
”Forstår De fransk?”
spurgte jeg.
”Nej.”
”Er der nogen her som
forstår fransk?”
”nej.”
”Der står alle slags ting i
det blad. Der er to numre, med 10-12 artikler i hver. Det er umuligt med
et par ord at forklare hvad der står i disse blade.”
”Så tager vi dem. De vil
blive sendt til censuren i Warszawa.”
”Er dette tidsskrift
forbudt?”
”Alt hvad jeg ikke kender
er forbudt, og jeg kender ikke denne bog.”. Han gav sig til at blade i
hæfterne, kiggede i dem forfra og bagfra, synes at lede efter papirer
mellem siderne i de uopskårne ark. Det var som et gammelt litografi af
en abe som plyndrer den vejfarendes vadsæk og bladede i hans bøger.
”Har De mere af den slags?”
”Ja, min kuffert er fuld af
bøger.”
Toldbetjentene skulle til
at åbne den, da en af dem udbrød: ”Revolver” – et ord jeg forstod fordi
der anvendes internationalt. Man havde fundet en pistol i min håndtaske.
Den gik rundt mellem herrerne og blev grundigt kigget på. Om den var
ladt?
”Ja, med seks kugler”
Om jeg ville være så venlig
at tage kuglerne ud? Jeg afslog på det bestemteste at ville være så
venlig.
”Så må vi.” Toldbetjentene
tog da kuglerne ud, og senere fandt de på bunden af min taske en æske
med pistolkugler, som blev lagt hen ved siden af pistolen.
Så begyndte den egentlige
undersøgelse. Hver bog, hver brochure blev taget frem og lagt til side;
hver avis, selv de aviser jeg havde viklet om mine sko, blev taget,
glattet ud og lagt i en bunke. Man spurgte hvilket sprog bøgerne var
skrevet på og hvad der stod i dem. Da man ikke synes min forklaring var
uddybende nok tog man det hele fra mig, og overrakte mig en kvittering
for 8 kg. litteratur. Samtidigt afkrævede man mig 3 rubler for
afsendelsen af de beslaglagte varer til Warszawa. Jeg ville gerne have
forsøgt at bestikke mig frem, men jeg havde af nogle polakker fået at
vide at man skulle undlade at bestikke de forkerte steder. Man kunne
risikere at bestikkelsesforsøget blev taget som et bevis for slette
hensigter. Jeg prøvede forgæves at forklare at jeg behøvede de
konfiskerede bøger til mig arbejde i Warszawa. Jeg prøvede forgæves at
argumentere for at man i det mindste kunne overlade mig de danske bøger
og aviser, da de vel ikke ville gøre nogen skade i Polen, hvor ingen
forstod dansk.
”I censuren forstår man
alle sprog,” lød svaret.
”Jeg er ikke i tvivl om at
det er rigtigt”, svarede jeg, ”men regeringens censor er russisk, og han
lader sig vel ikke forføre af mine tidsskrifter, og de andre forstår
ikke sproget”.
”Det er sandt set ud fra
Deres synspunkt”, lød svaret, og ud fra toldembedsmændenes synspunkt
beholdt de så bøgerne. Der lå et fransk leksikon mellem mine bøger, hvor
ordene stod i kolonner. Man lagde hovedet i blød, og gav sig til at
overveje. Endeligt overrakte man mig efter moden overvejelse den første
del, A-L, men lagde med alvorsfulde miner delen M-Z tilbage blandt den
litteratur som censorerne skulle undersøge.
”Hvornår og hvordan får jeg
mine ting tilbage?”
”Hvad bøgerne angår, så
ansøger De om dem hos censuren, De har jo Deres kvittering”. For
pistolen får de ingen kvittering, men De indgiver på et helt ark papir
en ansøgning til Generalguvernøren om tilladelse til at besidde den, og
hvis han har lyst bevilliger han en sådan tilladelse. Toldkontoret i
Warszawa vil så få befaling til at udlevere den når De henvender Dem
der.”
Under mit ophold i Warszawa
opnåede jeg ikke en sådan tilladelse.
Således fik man straks på
grænsen følelsen af at befinde sig udenfor den europæiske civilisations
enemærker.
Allerede i en så ubetydelig
ting som et toldeftersyn kunne man ane omfanget af de russiske
forsigtighedsregler. De var trykkende og inkonsekvente. Havde jeg kendt
forbudet mod at have en pistol i min taske ville jeg blot have behøvet
at bære den i lommen, for de undersøger ikke lommerne. Hvis jeg havde
vidst at det var forbudt at have fremmede bøger hos mig ville jeg have
sendt dem fra Wien til en boghandler i Warszawa, så de uden forsinkelse
kunne være kommet mig i hænde.
Regeringens regler var ikke
strenge nok, og dog så strenge at de underordnede funktionærer af frygt
for afskedigelse følte sig tvunget til at udføre deres hverv brutalt og
uigennemtænkt.
Det russiske herredømme er
ikke som det preussiske klogt og monotomt, det er uensartet, urimeligt
og ofte i klodsede hænder. Det tryk der hviler på det russiske Polen er
så stærkt at det ikke ville kunne bære en måned, hvis ikke en stor del
af forholdsreglerne var formålsløse og planløse, nogle for smålige til
at kunne udføres, og endnu andre som kunne afbødes ved bestikkelse.
Nogle forholdsregler er betroet til så amatøragtige organer af det ikke
har nogen virkning, og nogle er overladt til forstandige og dannede
mænd, som ikke bringer dem til udførelse.
I Warszawa havde jeg en
indbydelse til at holde tre franske foredrag på rådhuset. Jeg havde på
forhånd haft en del problemer med disse foredrag. De skulle færdiggøres
således at de kunne foreligge håndskrevne i Warszawa en måned før min
ankomst, da de skulle underkastes dobbelt censur, først den almindelige,
og derefter en særskilt for offentlige forelæsninger. Hvis man nu uden
videre havde sendt dem med posten ville de uden tvivl blive opholdt på
grænsen på ubestemt tid, så jeg var nødt til at finde et mere sikkert
middel til at få dem frem. Det lykkedes ved først at sende dem til
Petersborg, og derfra videre til Polen, og de ankom til Warszawa uden
særlig forsinkelse. Man lavede to afskrifter og indsendte dem til
forskellige censurmyndigheder, men efter at de var blevet gennemlæst på
fransk af to instanser viste det sig et par dage inden min ankomst til
Warszawa at undervisningsdepartementet i sidste øjeblik krævede alle tre
forelæsninger indsendt i en russisk oversættelse. Både oversættelsen og
gennemgangen af denne tog naturligvis tid. Imidlertid blev der til
almindelig forundring blandt mine bekendte ikke strøget en linje, selv
om det viste sig at foredragene satte tilhørende i en vis
sindsbevægelse. Man forklarede mig at censurens strenghed nogen gange
neutraliseres ved opsynets skødesløshed eller ridderlighed; det synes
som om den i salen tilstedeværende censor ikke altid passer så nøje på
om det der siges nu også virkeligt er det samme som er skrevet i det
forud indleverede manuskript.
Det viser sig her, som i
utallige andre tilfælde, at et bud eller forbud, for at være ubetinget
virksomt, udfordrer endnu et helt system af andre foranstaltninger.
Således specielt når forbuddet mod at trykke noget har en praktisk
hensigt. I Warszawa døde i januar den kendte digter Odyniec, en trofast
ven og rejsefælle til den nationale digter Mickiewicz, en mand med en
politisk neutral, nærmest konservativ personlighed. Men da hans navn var
så nært knyttet til minderne fra oprøret i 1930 og fra Polens litterære
glansperiode, og da han også havde været en nær ven af det russiske
herredømmes berømteste fjende, Mickiewicz, så prøvede man gennem
censuren af forhindre manifestationer ved hans begravelse. Det blev
derfor forbudt at bekendtgøre tidspunktet for hans begravelse, både i
aviserne og på de opslag ved kirker og på gadedøre som normalt anvendes
ved dødsfald i Polen. Forbuddet blev naturligvis overholdt, men der
deltog alligevel et ligfølge på 50.000 mennesker i hans begravelse.
Således medførte et forbud
og censur kun uvirksom chikane. Noget lignende sker overfor den polske
presse. Det hænder stadig at en artikel en bestemt dag forbydes af
censuren, men et par dage senere sendes til forfatteren til fri
afbenyttelse. Dermed opnås kun at artiklens forfatter kommer bag efter
de andre aviser i omtalen af dagens emne. Det hænder også at en artikel
forbydes af en censor ved en avis, men accepteres af censoren ved en
anden.
Uden et gyldigt pas som er
godkendt af det russiske konsulat i den rejsendes hjemby kommer man
overhovedet ikke over grænser i Rusland. Det afkræves som allerede nævnt
i selve jernbanevognen, det undersøges i et særligt rum mens
toldundersøgelsen finder sted, og man er så bekymret for at den rejsende
skal give det videre til andre under opholdet at han først får det
tilbage efter indstigningen i toget, umiddelbart inden der fløjtes
afgang. En politisoldat bringer passene dertil i en særlig mappe med
alfabetisk inddelte rubrikker. Inden man ankommer til sit
bestemmelsessted afkræves passene på ny; det bringes til politikontoret,
som beholder det under hele den rejsendes ophold i byen, og man
supplerer de oplysninger som fremgår af passet ved at udspørge den
fremmede om blandt andet hans forældres fulde navn, og om han er gift
eller ugift – ugifte anses for farligere end gifte. Når man rejser
udleveres passet igen, for endnu en gang at blive undersøgt i en times
tid på grænsestationen når man forlader landet.
Denne påpasselighed er dog
hul og resultatløs, for der gøres ikke noget forsøg på at verificere om
den person der er nævnt i passet er den samme som den der afleverer det.
Man har selvfølgelig ingen mulighed for at finde ud af om det er det
rigtige navn, og da passene undersøges på en gang i et andet lokale end
der hvor den rejsende opholder sig undersøger man end ikke
signalementet. Man kan til enhver tid problemløst skaffe sig et pas i
Tyskland, Østrig, England eller Frankrig, eller selv blive hjemme og
lade en bekendt rejse i stedet, så udbyttet ved denne paskontrol står
ikke på nogen måde i forhold til den energi der lægges i kontrollen og
det pinlige ved denne, for ikke at tale om de hundredevis som ikke har
noget pas, og som ledes over grænsen af lokalkendte førere.
Jeg havde masser af tid til
at tænke over dette emne mens jeg i kedsomhed travede frem og tilbage
mellem te- og grogdrikkende lediggængere i den smudsige ventesal på
grænsen, plaget af påtrængende individer, som absolut ville veksle mine
østrigske penge til rubler, eller som ville forklare mig at
toldembedsmændene var i deres fulde ret til at beslaglægge mine bøger;
det at de var på dansk gav ikke sikkerhed for at de ikke indeholdt en
”beretning om den socialistiske kongres i København!”
Endeligt fik jeg min
kuffert udleveret i god stand, og uden anden bagage som kunne
konfiskeres end den jeg havde i hovedet ankom jeg næste morgen til
Warszawa.