Første indtryk

1885.

1 

Toget afgik klokken 11.00 om formiddagen den 3. februar fra Hans Makarts og Johann Strauss’ by, og wienerstemningen fortsatte længe endnu, samtidigt med at erindringerne summede i hjernen, den lette stemning og de lyse minder – den vindene imødekommenhed, den flygtige inderlighed og gemytternes varme, øjeblikkets ild; veltalende journalisters og forhenværende ministres taler, unge digteres improvisationer, fine kvinders smil, smukke kammerpigers skæmt og latter, litteratur- og autografgale damers plagerier. Jeg huskede på Theophilus Hansens pompøse marmorhaller, Makart-udstillingens skødesløse pragt, og i den hyggelige stue med klaveret afholdt valsens konge sjældne foredrag om disse danse, der godt nok er meget små kunstværker, men dog ægte kunst; og jeg indåndede endnu en gang den atmosfære af fredeligt letsind, af en glubsk men samtidig mild livslyst, af den elskværdige lykke som fylder end lunger i den store heksekedel som kaldes Wien.

Wien er frihedens by. Her er det let at komme i snak, opleve farver, høre musik!

Hvis vi antager at Berlins beboere har tilegnet sig deres værdighed ved hjælp af Schillers ”Anmuth und Wurde”, så er ynde blevet det som er faldet i wienernes arvelod. Dette er en helt særlig by, en by som passer til alt, fordi den har sund sans nok til ikke at gøre andet end hvad der klæder den. Den er så malerisk og rig på minder og stærke traditioner i sammenligning med det regelrette moderne Berlin. Og også byens omegn er så smuk, bøndernes klædedragt er karakterfuld i det område som vi rejser igennem, den hvide kappe som er kantet med rødt, og de forstår at bære deres klæder på en helt anden måde i sammenligning med den måde de nordtyske bønder bærer deres stive, grimme dragt!

Østrig er et rigt land i forholdsvis stilfærdig opløsningstilstand, der ses mennesker fra mange steder, men ingen østrigere, måske med undtagelse af kejserfamilien og et par støvede medlemmer af det gamle forfatningsparti. Ellers ser man kun tyskere i Wien, og udenfor byen ser man kun ungarere og tjekker.

Toget suser af sted. En lille, polsk tjener som ledsager en rejsende gør mig opmærksom på en ung russer som nu og da taler fransk til ham. ”Han ved godt jeg forstår russisk”, siger han, ”men han taler dog fransk til mig; sådan er de alle, de skammer sig i grunden over at være russere” – et højst naivt, men dog meget betegnende udtryk for det polske had til russerne.

For at benytte dagslyset mens solen stadig er oppe læser jeg i et fransk litterært magasin Sienkiewicz ”Bartek-Vainqueur”.

Toget holdt stille ved grænsestationen. Passene skulle efterses og bagagen undersøges. En lyshåret, russisk politisoldat bad om de rejsendes pas og gik bort med dem. Han var klædt i en elegant dragt, med lang grå frakke, skyggeløs uniformshue og sabel ved siden.

Så fik man tilladelse og ordre til at stige ud. Da en af passagerene mente at han kunne lade tæpper, overtøj og lignende blive liggende i vognen, da man dog en time senere skulle tilbage i toget for at fortsætte rejsen, underrettede den lille polak ham om hans fejltagelse: ”Ale må tages med ud; blot en glemt paraply vækker mistanke, og ligger her en frakke bliver foret undersøgt. ”

Det første man fandt i min rejsetaske var to numre af det franske litterære magasin, som jeg havde læst på rejsen.

”Hvad er det? ”, spurgte den overordnede af de uniformerede toldembedsmænd på tysk.

”Ja, hvad er det? Et fransk tidsskrift”, svarede jeg.

”Hvad står der i det?”

”Forstår De fransk?” spurgte jeg.

”Nej.”

”Er der nogen her som forstår fransk?”

”nej.”

”Der står alle slags ting i det blad. Der er to numre, med 10-12 artikler i hver. Det er umuligt med et par ord at forklare hvad der står i disse blade.”

”Så tager vi dem. De vil blive sendt til censuren i Warszawa.”

”Er dette tidsskrift forbudt?”

”Alt hvad jeg ikke kender er forbudt, og jeg kender ikke denne bog.”. Han gav sig til at blade i hæfterne, kiggede i dem forfra og bagfra, synes at lede efter papirer mellem siderne i de uopskårne ark. Det var som et gammelt litografi af en abe som plyndrer den vejfarendes vadsæk og bladede i hans bøger.

”Har De mere af den slags?”

”Ja, min kuffert er fuld af bøger.”

Toldbetjentene skulle til at åbne den, da en af dem udbrød: ”Revolver” – et ord jeg forstod fordi der anvendes internationalt. Man havde fundet en pistol i min håndtaske. Den gik rundt mellem herrerne og blev grundigt kigget på. Om den var ladt?

”Ja, med seks kugler”

Om jeg ville være så venlig at tage kuglerne ud? Jeg afslog på det bestemteste at ville være så venlig.

”Så må vi.” Toldbetjentene tog da kuglerne ud, og senere fandt de på bunden af min taske en æske med pistolkugler, som blev lagt hen ved siden af pistolen.

Så begyndte den egentlige undersøgelse. Hver bog, hver brochure blev taget frem og lagt til side; hver avis, selv de aviser jeg havde viklet om mine sko, blev taget, glattet ud og lagt i en bunke. Man spurgte hvilket sprog bøgerne var skrevet på og hvad der stod i dem. Da man ikke synes min forklaring var uddybende nok tog man det hele fra mig, og overrakte mig en kvittering for 8 kg. litteratur. Samtidigt afkrævede man mig 3 rubler for afsendelsen af de beslaglagte varer til Warszawa. Jeg ville gerne have forsøgt at bestikke mig frem, men jeg havde af nogle polakker fået at vide at man skulle undlade at bestikke de forkerte steder. Man kunne risikere at bestikkelsesforsøget blev taget som et bevis for slette hensigter. Jeg prøvede forgæves at forklare at jeg behøvede de konfiskerede bøger til mig arbejde i Warszawa. Jeg prøvede forgæves at argumentere for at man i det mindste kunne overlade mig de danske bøger og aviser, da de vel ikke ville gøre nogen skade i Polen, hvor ingen forstod dansk.

”I censuren forstår man alle sprog,” lød svaret.

”Jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt”, svarede jeg, ”men regeringens censor er russisk, og han lader sig vel ikke forføre af mine tidsskrifter, og de andre forstår ikke sproget”.

”Det er sandt set ud fra Deres synspunkt”, lød svaret, og ud fra toldembedsmændenes synspunkt beholdt de så bøgerne. Der lå et fransk leksikon mellem mine bøger, hvor ordene stod i kolonner. Man lagde hovedet i blød, og gav sig til at overveje. Endeligt overrakte man mig efter moden overvejelse den første del, A-L, men lagde med alvorsfulde miner delen M-Z tilbage blandt den litteratur som censorerne skulle undersøge.

”Hvornår og hvordan får jeg mine ting tilbage?”

”Hvad bøgerne angår, så ansøger De om dem hos censuren, De har jo Deres kvittering”. For pistolen får de ingen kvittering, men De indgiver på et helt ark papir en ansøgning til Generalguvernøren om tilladelse til at besidde den, og hvis han har lyst bevilliger han en sådan tilladelse. Toldkontoret i Warszawa vil så få befaling til at udlevere den når De henvender Dem der.”

Under mit ophold i Warszawa opnåede jeg ikke en sådan tilladelse.

Således fik man straks på grænsen følelsen af at befinde sig udenfor den europæiske civilisations enemærker.

Allerede i en så ubetydelig ting som et toldeftersyn kunne man ane omfanget af de russiske forsigtighedsregler. De var trykkende og inkonsekvente. Havde jeg kendt forbudet mod at have en pistol i min taske ville jeg blot have behøvet at bære den i lommen, for de undersøger ikke lommerne. Hvis jeg havde vidst at det var forbudt at have fremmede bøger hos mig ville jeg have sendt dem fra Wien til en boghandler i Warszawa, så de uden forsinkelse kunne være kommet mig i hænde.

Regeringens regler var ikke strenge nok, og dog så strenge at de underordnede funktionærer af frygt for afskedigelse følte sig tvunget til at udføre deres hverv brutalt og uigennemtænkt.

Det russiske herredømme er ikke som det preussiske klogt og monotomt, det er uensartet, urimeligt og ofte i klodsede hænder. Det tryk der hviler på det russiske Polen er så stærkt at det ikke ville kunne bære en måned, hvis ikke en stor del af forholdsreglerne var formålsløse og planløse, nogle for smålige til at kunne udføres, og endnu andre som kunne afbødes ved bestikkelse. Nogle forholdsregler er betroet til så amatøragtige organer af det ikke har nogen virkning, og nogle er overladt til forstandige og dannede mænd, som ikke bringer dem til udførelse.

I Warszawa havde jeg en indbydelse til at holde tre franske foredrag på rådhuset. Jeg havde på forhånd haft en del problemer med disse foredrag. De skulle færdiggøres således at de kunne foreligge håndskrevne i Warszawa en måned før min ankomst, da de skulle underkastes dobbelt censur, først den almindelige, og derefter en særskilt for offentlige forelæsninger. Hvis man nu uden videre havde sendt dem med posten ville de uden tvivl blive opholdt på grænsen på ubestemt tid, så jeg var nødt til at finde et mere sikkert middel til at få dem frem. Det lykkedes ved først at sende dem til Petersborg, og derfra videre til Polen, og de ankom til Warszawa uden særlig forsinkelse. Man lavede to afskrifter og indsendte dem til forskellige censurmyndigheder, men efter at de var blevet gennemlæst på fransk af to instanser viste det sig et par dage inden min ankomst til Warszawa at undervisningsdepartementet i sidste øjeblik krævede alle tre forelæsninger indsendt i en russisk oversættelse. Både oversættelsen og gennemgangen af denne tog naturligvis tid. Imidlertid blev der til almindelig forundring blandt mine bekendte ikke strøget en linje, selv om det viste sig at foredragene satte tilhørende i en vis sindsbevægelse. Man forklarede mig at censurens strenghed nogen gange neutraliseres ved opsynets skødesløshed eller ridderlighed; det synes som om den i salen tilstedeværende censor ikke altid passer så nøje på om det der siges nu også virkeligt er det samme som er skrevet i det forud indleverede manuskript.

Det viser sig her, som i utallige andre tilfælde, at et bud eller forbud, for at være ubetinget virksomt, udfordrer endnu et helt system af andre foranstaltninger. Således specielt når forbuddet mod at trykke noget har en praktisk hensigt. I Warszawa døde i januar den kendte digter Odyniec, en trofast ven og rejsefælle til den nationale digter Mickiewicz, en mand med en politisk neutral, nærmest konservativ personlighed. Men da hans navn var så nært knyttet til minderne fra oprøret i 1930 og fra Polens litterære glansperiode, og da han også havde været en nær ven af det russiske herredømmes berømteste fjende, Mickiewicz, så prøvede man gennem censuren af forhindre manifestationer ved hans begravelse. Det blev derfor forbudt at bekendtgøre tidspunktet for hans begravelse, både i aviserne og på de opslag ved kirker og på gadedøre som normalt anvendes ved dødsfald i Polen. Forbuddet blev naturligvis overholdt, men der deltog alligevel et ligfølge på 50.000 mennesker i hans begravelse.

Således medførte et forbud og censur kun uvirksom chikane. Noget lignende sker overfor den polske presse. Det hænder stadig at en artikel en bestemt dag forbydes af censuren, men et par dage senere sendes til forfatteren til fri afbenyttelse. Dermed opnås kun at artiklens forfatter kommer bag efter de andre aviser i omtalen af dagens emne. Det hænder også at en artikel forbydes af en censor ved en avis, men accepteres af censoren ved en anden.

Uden et gyldigt pas som er godkendt af det russiske konsulat i den rejsendes hjemby kommer man overhovedet ikke over grænser i Rusland. Det afkræves som allerede nævnt i selve jernbanevognen, det undersøges i et særligt rum mens toldundersøgelsen finder sted, og man er så bekymret for at den rejsende skal give det videre til andre under opholdet at han først får det tilbage efter indstigningen i toget, umiddelbart inden der fløjtes afgang. En politisoldat bringer passene dertil i en særlig mappe med alfabetisk inddelte rubrikker. Inden man ankommer til sit bestemmelsessted afkræves passene på ny; det bringes til politikontoret, som beholder det under hele den rejsendes ophold i byen, og man supplerer de oplysninger som fremgår af passet ved at udspørge den fremmede om blandt andet hans forældres fulde navn, og om han er gift eller ugift – ugifte anses for farligere end gifte. Når man rejser udleveres passet igen, for endnu en gang at blive undersøgt i en times tid på grænsestationen når man forlader landet.

Denne påpasselighed er dog hul og resultatløs, for der gøres ikke noget forsøg på at verificere om den person der er nævnt i passet er den samme som den der afleverer det. Man har selvfølgelig ingen mulighed for at finde ud af om det er det rigtige navn, og da passene undersøges på en gang i et andet lokale end der hvor den rejsende opholder sig undersøger man end ikke signalementet. Man kan til enhver tid problemløst skaffe sig et pas i Tyskland, Østrig, England eller Frankrig, eller selv blive hjemme og lade en bekendt rejse i stedet, så udbyttet ved denne paskontrol står ikke på nogen måde i forhold til den energi der lægges i kontrollen og det pinlige ved denne, for ikke at tale om de hundredevis som ikke har noget pas, og som ledes over grænsen af lokalkendte førere.

Jeg havde masser af tid til at tænke over dette emne mens jeg i kedsomhed travede frem og tilbage mellem te- og grogdrikkende lediggængere i den smudsige ventesal på grænsen, plaget af påtrængende individer, som absolut ville veksle mine østrigske penge til rubler, eller som ville forklare mig at toldembedsmændene var i deres fulde ret til at beslaglægge mine bøger; det at de var på dansk gav ikke sikkerhed for at de ikke indeholdt en ”beretning om den socialistiske kongres i København!”

Endeligt fik jeg min kuffert udleveret i god stand, og uden anden bagage som kunne konfiskeres end den jeg havde i hovedet ankom jeg næste morgen til Warszawa.

Næste kapitel >>>>>