Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser


Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

Warszawa er en by på mere end 500.000 indbyggere. Den ligger som bekendt ved Vistula-floden, en flod som er mindst lige så bred som Alssund ved Sønderborg. En mægtig jernbro fører over floden fra den plads hvor slottet ligger, og over på den så tragisk i Polens historie berømte forstad, Praga. I sin vinterdragt, fuld af grålig drivis, tog floden sig let sørgmodig ud.

Byen breder sig over et meget stort område, men med sin svundne herlighed og forfærdelige minder, som man hvert øjeblik støder på, gør den et vemodigt indtryk. I forrige århundrede var den efter Paris den mest storslåede by i Europa; nu er den en russisk provinsby. Den var en gang kendt for sin ødsle pragt, nu er den forsømt og tilsidesat, der for hver dag forfalder mere og mere, og hvor myndighederne ikke gør det ringeste for byens udseende og infrastruktur. Det smerter at se de elendigt brolagte gader, eller de skrækkelige gamle sandstens-figurer i Saski Parken, specielt når man lige er ankommet fra en overdådig by som Wien, eller en by i rivende udvikling som Berlin.

Mens landenes hovedstæder normalt er genstand for regeringernes særlige interesse, nogen gange nærmest ømhed, og hvor de fleste byer selvbevidst sørger for deres egen skønhed og effektive drift for at tiltrække så mange landsmænd og fremmede som muligt, så er Warszawa hovedstad i et land hvis eksistens regeringen ikke anerkender, og en by hvis stolthed regeringen på alle måder prøver at knække. Man skal have i erindring at Warszawa ikke har noget kommunalt selvstyre, ingen borgerrepræsentation, intet der minder om det. Russisk Polen er simpelt hen et land hvor der aldrig er valg. Og ligesom der ikke er noget parlament, er der heller ikke nogen kommunalbestyrelse. Kun en del af byens indtægter må den selv anvende, resten går til Petersborg. Russisk selvfølelse dikterer alt vad der sker, og den russiske besiddertrang sikrer gennemførelsen af diktaterne. Vejenes tilstand omkring byen er kun begribelige for dem som kender russernes holdning til Polen, og når der fx bevilliges 80.000 rubler til en vej bør de 40.000 gå i embedsmændenes lommer. Byens beboere har ingen illusioner tilbage. Da Zar Nicolaus den 6. oktober 1835 første gang besøgte Warszawa efter oprøret i 1831 sagde han direkte til den komite der modtog ham, at det kastel han havde ladet opføre ikke var beregnet til forsvar af byen, men imod den; han truede polakkerne med de ulykker der ventede dem hvis de ikke opgav deres ”drømme om en særskilt nationalitet, et uafhængigt Polen og alle disse Chimæer”, og han sluttede med ordene: ”Jeg har ladet dette kastel opføre, og jeg erklærer jer, at ved det ringeste opstandsforsøg lader jeg byen skyde sønder og sammen; jeg vil da lade den bryde ned, og vær vis på at den ikke blive opført igen under mig.”

Siden den ulykkelige revolution i 1863 er der intet som helst gjort for forbedre renovationen eller infrastrukturen, og byen lider af sundhedsproblemer på grund af manglende vandledninger og kloakering; underlaget på gaderne er så løst at brolægningen falder fra hinanden hvor gaderne skråner, men siden 1863 er der intet foretaget for at udbedre manglerne. I alle disse år er der ikke blevet opført en eneste offentlig bygning, bortset fra rådhuset som dengang brændte. Hele den civile og militære administration er anbragt i konfiskerede private og offentlige bygninger. Tidens tand kan ses overalt, og ingen forsøger at udbedre skaderne. Thorvaldsens Kopernikus monument, der i Warszawa er blevet så populært at man er begyndt at betegne en statue som en Kopernikus, er dækket af ekskrementer som ikke bliver fjernet. Soklen under statuen smuldrer hen, men ingen istandsætter den. Kopernikus er en af de ældste blandt byens offentlige skulpturer. Den nåede at blive gjort færdig og afsløret til maj 1930, efter at den glimrende polske forfatter Stanislaw Staszic (1755-1826), det polske demokratis første store talsmand, som gav alt hvad han ejede bort til offentlige formål, havde givet et tilskud på 70.000 polske gylden til den nationale indsamling for opførelsen af monumentet. Det monument som Thorvaldsen under sit ophold i Warszawa i september-oktober 1820 havde påtaget sig udføre af Fyrst Josef Poniatowski, ankom til byen i 1829, og blev der støbt i bronze; det blev afsløret samme dag som Kopernikus, men fjernet igen så snart oprøret i 1831 var blevet kvalt i blod. Det eksisterer stadigt, omdøbt til St. George, men et ikke tilgængeligt for offentligheden, og befinder sig i en russisk privatpersons have, nærmere betegnet hos Fyrsten af Warszawa, ikke langt fra selve byen.

Det eneste offentlige mindesmærke der er i god stand er det kolossale monument for Paskiewicz, som befinder sig midt på hovedgaden, Krakowskie Przedmiejscie, rejst til tak fordi han ”trofast og flink som knutten i bødlens hånd” (Mickiewicz) i september 1831, da de sidste heltemodige forsvarere havde sprængt sig selv i luften, erobrede skansen foran Warszawa og indtog byen; dernæst den store jernobelisk med de under hæderkranse anbragte navne på de polakker der i 1831 angav deres landsmænd, og derfor blev hængt eller skudt som forrædere eller spioner. På den pragtfulde granit-piedestal hviler fire metalløver. Rundt om obeliskens fod ses grueligt udseende heraldiske ørne med to hoveder i overnaturlige størrelser. Indskriften på russisk og polsk lyder således: De Polakker der faldt for Troskaben mod deres Kejser,  Denne Obelisk turde i Warschau forfejle sin Hensigt.

Der er meget trafik i gaderne; på torvene er der samme liv som overalt; køb og salg finder sted i fri luft; men det er bemærkelsesværdigt for tilrejsende at der hvor befolkningen er samlet i en større mængde, fx når de om søndagen spadserer på hovedgaderne, så ser man aldrig veltilfredse og velstående borgere som i andre storbyer; alle har en tungsindig mine eller et grublende ansigtsudtryk. Man ser aldrig en lystig scene på gaden, der kommer aldrig en lille lystig bemærkning.

Der mangler dog ikke besynderlige indtryk i byen. De tjerkessiske regimenter (der vil i virkeligheden sige Kosakker og Armeniere i tjerkessiske dragter) tager sig med deres lodne huer, sabler på siden og fremadkrummede sværd som kaldes jataganer siddende i bæltet ud som maleriske asiater. Blandt de forholdsvis almindelige polske hestevogne møder man også hele tiden vogne med russisk forspand og med en russisk officer, kørt af en kusk i langsidet nationaldragt med blåt skærf om livet.

Noget af det der umiddelbart er mest påfaldende ved Warszawas gader er det, at alle navne uden undtagelse (selv gadernes), alle skilte og alle plakater, er tosprogede eller skrevet med to slags skrifttegn; på venstre side står indskriften på polsk, på højre side på russisk, alternativt øverst på russisk og nedenunder på polsk. Det er en lille del af den kamp regeringen fører for at påtvinge polakkerne brugen af det fremmede sprog.

I den seneste tid er regeringen endog begyndt at prøve at indføre russisk sprog i den romersk-katolske kirke. På grund af sin modstand mod at rette sig efter et sådant påbud fra regeringen blev Vilnius biskop, Hryniewiecki, for to måneder siden forvist til Jaroslaw, og nogle uger senere røg hans stedfortræder, Harasimowicz, til Wologda.

Det eneste sted hvor der et tilladt at tale polsk offentligt er på teateret. Det er endnu ikke forbudt at give polske teaterforestillinger, og dette forhold har givet teaterlivet et forståelig, men lidt uhensigtsmæssig, overtag i det polske kulturliv, særligt fordi landets egen dramatiske litteratur er forholdsvis fattig. Der er noget nedslående ved at se dette alvorligt anlagte og højtbegavede folk tillægge det dramatiske liv en position som det på ingen måde fortjener, i et land uden udprægede dramatiske evner. Når mange af de bedste litterære begavelser har kastet sig over teaterkritik beror det imidlertid også på at denne form tillader at sige eller antyde meget i forbindelse med omtalen og drøftelsen af stykkernes indhold, men man kunne ikke komme med disse udtalelser uden anledning eller skalkeskjul. På det seneste har det i europæiske tidsskrifter været nævnt at teateret i Warszawa er blevet russificeret, men dette er ikke korrekt.  Der er ikke sket noget endnu, men i Warszawa er man forberedt på at man engang i fremtiden vil få en russisk skuespillertrup til byen. Finansministeren har afsat en betydelig sum til ombygning og udvidelse af teateret, og man er bange for at der i fremtiden kun vil blive spillet på polsk hver anden aften, og følgelig hver anden aften på russisk.

Teateret i Warszawa er i øjeblikket ved at forfalde. Det styres af en yderst upopulær hofmand, Gudowski, der styrer det på militær vis, uden ringeste kunstnerisk indsigt. Der er vel en enkelt betydelig komisk skuespiller, men ellers ingen fast tilknyttede med usædvanlige evner, og der eksisterer ikke et miljø af skuespilforfattere, som kan stille de unge mennesker der gør deres entre på scenen specielle nationale opgaver. De fleste af de opførte skuespil består af franske stykker, og de bliver overvejende opført i fransk stil. Imidlertid har teateret i Warszawa i Helene Marcello en karakterskuespiller indenfor elskerinderoller, som er i stand til at bedåre publikum med sin skønhed, og indtil for få år siden arbejdede på teateret to fremragende skuespillerinder, som ville kunne få succes på en hvilken som helst scene.

Den ene, Fru Popiel-Swienska har jeg set optræde ved en velgørenhedsforestilling i Paillerons ”Gnisten”, hvor hun spillede en skælmsk og troskyldig ung pige; en lille, buttet skikkelse, ung i sine bevægelser, et blødt ansigt som lyste af venlighed, og skyggerne var smilehuller og strålende smil. Da hun på et tidspunkt giftede sig med en ældre adelsmand  krævede han (som egoisten i Mussets ”Bettine”) at hun skulle holde op med at spille teater. Det overholdt hun, selv om publikum i Warszawa stadig konstant griber muligheden for at protestere mod dette. Hvor hun i ”Gnisten” havde en replik der omtrent lyder således: ”Jeg må spille komedie på ny”, blev der efter forudgående aftale mellem tilskuerne kastet hundredvis af buketter op på scenen, og forestillingen blev afbrudt i flere minutter.

Den anden langt større skuespillerinde som Polen har frembragt, og som har opnået verdensberømmelse og derfor i de senere år mest spiller på engelsk i London og Nordamerika, og kun i 6 uger hvert år optræder på teateret i Warszawa, betegnes normalt med sin første mands efternavn, Fru Modrzejewska. Polakkerne er med rette stolte af denne kvinde. Da man i 1879 ville bringe Kraszewski en national hyldest i anledning af hans 50-års jubilæum som forfatter blev Helene Modrzejewska anmodet om at komme til Krakow for at deltage i festspillet til ære for denne produktive. Både hendes udseende og hendes kunst er i en klasse for sig. Selv nu hvor hun er over 40 år gammel er hun blændende smuk, og skikkelsen er stadig slank og elegant, uden at virke anorektisk; og ansigtet med de regelmæssige træk, de store mørke øjne, mundens rene kraftige linjer og smilets asiatiske ynde ville aldrig kunne tabe sin skønhed. I Dalila af Feuillet, i Sardou’s Odette og i Gnisten havde hun beslægtede roller; men jeg har ikke set større kunst end hvor hun som Odette under besøget hos sin datter må undertrykke de moderfølelser, der overvælder hende. En af Fru Modrzejewskas mest fremragende roller er Nora i Dukkehjemmet. Jeg nærede et hedt ønske om at se hende i denne rolle, og hun var næsten lige så vild for at spille den for ”Ibsens landsmand”; men vi havde gjort regning uden teaterdirektørens vilkårlighed, der i sidste øjeblik, simpelt hen for at drille, trak tilladelsen tilbage.

Fru Modrzejewska foretrækker dog at spille Shakespeare, og hendes engelske repertoire består næsten udelukkende af Shakespeare-roller. Sin sans for engelsk poesi og sin videre kunstneriske udvikling har hun fået af indpodet af sin nuværende mand, Hr. Karol Chlapowski, som er en verdensmand med forstand på kunst. Det er naturligt nok at hun har følt behov for en større skueplads for sine evner end den, som det polske sprog tilbød hende; men der er den fare at hun med det omrejsende virtuosliv som hun har ført i de senere år tvinges til at indskrænke sin kunst til grovere effekter.

Mens teateret som sagt endnu er polsk, er det polske sprog ubetinget forbudt på universitetet. Alle forelæsninger – uanset om de afholdes af polakker eller russere – skal holdes på russisk. End ikke polsk litteraturhistorie kan afholdes på landets eget sprog. Selv på universitets gange er det forbudt for de studerende at tale polsk med hinanden.

En endnu større trussel mod den polske nationalitet er påbuddet om at også al skoleundervisning skal foregå på russisk; i skolerne gennemføres selv de få timer der gives i polsk sprog på russisk. Det er strengt forbudt at tale polsk i frikvartererne eller på skolens grund, og for nylig tilbragte en lille, polsk dreng et døgn i arrest i en mørk celle, fordi han da han forlod skolen, men stadig var på dennes område, på polsk havde sagt til en kammerat: Lad os gå sammen! Det styre skolerne er underkastet med hensyn til undertrykkelsen af den nationale karakter indskrænker sig ikke til det sproglige. I en familie som jeg blev foreslået at besøge var følgende sket: Sønnen i huset – en enkes eneste søn – en dreng på 16 år, havde en aften i teateret på sine kammeraters vegne kastet en krans til Helene Modrzejewska. Få dage senere lod skolebestyreren efter ordre fra undervisningsministeriet drengen tilkalde, og gav ham ikke blot besked på at forlade skolen, men erklærede at han var forment adgang til en hvilken som helst skole. Det var straffen for at have gjort sig skyldig i en polsk demonstration. Drengen gik hjem og skød sig en pistolkugle gennem hovedet.

Man kan måske undre sig over at bestemmelser som under visse omstændigheder driver halvvoksne børn til selvmord bliver overholdt, eller at en så uskyldig ting som at kaste en krans er forbudt. Men svaret herpå er, at i Warszawa er alt hvad der røber kærlighed til sproget forbudt.

Det er fx, hvor underligt det end måtte lyde, forbudt at undervise almindelige mennesker, idet der kun må undervises på russisk, hvilket almindelige mennesker ikke forstår. Uvidenheden er stor; kun 20% af befolkningen kan læse og skrive. Selv for den fremmede, som kun tilbringer nogle uger i Warszawa, er dette påfaldende. Man ser aldrig, sådan som i andre byer, en hestevognkusk som læser en avis, kuskene kender normalt ikke en gang tallene. Man opgiver gadenavnet, siger ”til venstre” og ”til højre”, og giver tegn når de skal holde. På landet må uvidenheden om alt hvad der har med det boglige at gøre være betydelig. Ikke desto mindre skete det for nylig at en ung pige som på et gods gav sig til at undervise 4-5 bønderbørn modtog et tilhold fra de lokale myndigheder om straks at indstille undervisningen. Den lokale embedsmand forklarede at han havde kendt hendes forældre, og nødig ville være skyld i at hun blev sendt meget langt bort, hvilket der ikke var nogen tvivl om ville indtræffe hvis hun blev ved med at fremture med sin undervisning, og dermed tvang ham til at anmelde sagen.

Hver gang velhavende og patriotisk indstillede folk på landet han ansøgt om tilladelse til for egen regning at oprette en polsk landsbyskole har de fået afslag, og da enkelte velhavere til sidst i fortvivlelse over det lave uddannelsesniveau gav fortabt, og erkendte at russisk underisning var bedre end slet ingen undervisning, og derfor begyndte at åbne russiske skoler, så viste det sig at ingen dukkede op, og at bønderne foretrak uvidenhed frem for at erhverve sig kundskaber på et fremmed sprog.

En gang i mellem spænder regeringen dog buen så højt at den brister. Således for eksempel for omkring 10 år siden, da en befaling påbød at alle indenrigsbreve skulle have en russisk afskrift. Som følge deraf sank antallet af forsendelser så voldsomt at man måtte notere en betydelig nedgang i postvæsnets indtægter, og man blev derfor nødt til at lade den pågældende befaling gå i glemmebogen.

Samtidigt med bestræbelserne på at russificere sproget søger man fra regeringens side at bringe jordbesiddelser over på russiske hænder. Efter det sidste store oprør blev der den 10. december 1865 udstedt en Forordning som forbød polakker at erhverve jord i de gamle russiske provinser, Litauen, Podolien, Volhynien og Ukraine; ordningen forbød endda at testamentere fast ejendom til andre end slægtninge i lige linje (børn). Efter loven eksisterer polakker imidlertid ikke siden oprøret, de er alle russere. Selv Kongeriget Polen benævnes officielt kun Vistula-land. Derfor var der mange der mente at regeringen ved polakker mente de som bekender sig til den Romerskkatolske religion, og som bor i det gamle Polen, og at forbuddet mod jorderhvervelse følgelig ikke ville kunne udstrækkes til andre. Men på en forespørgsel om hvem der er polsk lød svaret: ”Generalguvernøren afgør nationaliteten”, - et svar der ikke levnede noget håb.

 

Dette var et meget hårdt slag for de polske nationale kræfter, for der er ikke noget land polakkerne identificerer sig tættere med end Litauen, der siden Kong Jagiello og Dronning Jadwigas tid (1386) har været i union med Polen, og som på trods af at det sprog der tales intet har at gøre med polsk, også har følt sig som en del af den polske nation. Mange af de kendteste polakker stammer fra Litauen, og citerer ofte Mickiewicz berømte ord: ”Litauen, mit fædreland, du er som godt helbred. Hvem der aldrig har savnet dig, har aldrig kendt dig værd”.

Det er kun naturligt at de som kunne omgik loven, ved som forpagtere at bo på og dyrke den jord de ikke kunne besidde som ejere, et forhold der blev lettere af at mange russiske stormænd, som af regeringen var blevet belønnet med et litauisk gods som gave, hurtigt begyndte at føle sig så ensomme og dårligt tilpas i landet, at de simpelt hen bare ønskede at blive fri for ejendommen, eller i hvert fald for at skulle bebo og dyrke den, og derfor med stor fornøjelse overlod det til andre. Faren for at russerne skulle opkøbe al jord i Litauen synes således afværget. Men en ny Forordning af 27. december 1884 har netop sat sindene i kog; den befaler, at ingen Polak – og jeg erindrer om at Generalguvernøren afgør nationaliteten – kan forpagte eller forvalte jord i nogen af de i den tidligere forordning nævnte landsdele, og (hvad der strider mod vesteuropæiske idealer) i øvrigt er denne Forordning indført med tilbagevirkende kraft, således at alle tidligere forpagtnings- eller forvaltningskontrakter hermed er erklæret ugyldige. Sådanne forordninger er særdeles effektive.

I den senere tid er der taget en lang række lignende tiltag på det kulturelle område.

Ud over den ovenfor angivne ineffektive censur findes der også en effektiv af slagsen. Ugebladet Prawda (sandhed), det mest moderne blad i Polen, positivisternes organ. Det hat 3.400 linjer. Det er hændt at man i et enkelt nummer har strøget 7.000 linjer korrektur, inden bladet kom ud. Censuren synes at være for lunefuld til at man på forhånd kan regne ud hvad den vil acceptere. Redaktøren, den kendte forfatter Aleksander Swientochowski, skriver som om der ikke er nogen censur, og som redaktør kan han ikke sende sine artikler til et andet blad.

Dette opsyn med alt hvad der bliver skrevet skulle i det mindste have den positive effekt at skribenterne ikke bliver straffet for det de skriver. Eftersom intet kan offentliggøres med mindre det først er gennemset og godkendt synes det umuligt at forfattere kan overtræde loven om hvad de må skrive. Alligevel træffer man unge skribenter som flere gange har afsonet 3 eller 5 måneders internering i det indre Rusland; de straffes for deres hensigter, for det man i deres korrektur har strøget, eller rettere, de ved ikke bestemt hvorfor de er blevet straffet, og de er ikke blevet dømt efter en lov, men interneret efter en politiforholdsregel.

Regeringen behøver nemlig ikke love for at gøre hvad den ønsker, den har noget meget bedre til sin rådighed, nemlig ”forvaltningens vej”, hvilket som regel vil sige Sibirien.

Jeg har nævnt ordet som ligger i Warszawas luft, spøgelset som ruger over byen som en mare, truslen som lurer ved hver mands dør, mindet som man kan læse i så mange menneskers ansigt.

Den første dame jeg førte til bords den første dag af mit ophold i Warszawa – en smuk og fin dame med et Mona Lisa-smil samt en stolt og smidig skikkelse, havde tilbragt tre år i Sibiriens bjergværker. Hun havde leveret et brev under oprøret.

Næste aften var der i en enkelt, ikke specielt stor, sal samlet over 200 års ophold i Sibirien. Mange mænd havde tilbragt perioden 1863-1883 der, hvis man medregner den tid det havde taget dem at gå til fods dertil. Det tager forskellig tid, alt efter hvor i Sibirien man er forvist til, men det er altid en meget lang vej, og denne vandring er noget af det frygteligste ved straffen. Fra Kiev til Tobolsk tager turen et år, til Nertsjinsk-minerne i Irkutsk mere end to år. En aften ved et selskab bad en ung mand mig tale lidt med hans far, som sad i en krog. ”Det er”, sagde han, ”den enbenede ældre mand, De ser derhenne.” Han havde mistet foden under opstanden, var blevet forvist, og havde med sit træben måtte gå hele vejen. Det tog to vintre og en sommer.

Det er klart at man i Warszawa så vidt muligt sørger for de hjemvendte, som altid er uden egne midler, eftersom inddragelse af formue og fast ejendom var en del af straffen. Af de endnu levende medlemmer af den nationale oprørsregering fra 1863 har en af dem en boghandel, en anden job i et privat firma osv.

Efter oprøret blev i alt omkring 50.000 polakker forvist. De blev enten idømt hårdt arbejde i saltsyderierne og bjergværkerne, eller til tvangsarbejde i fæstningen, eller (for de flestes vedkommende) blot til at tage fast ophold i en eller anden landsby, fra hvilken det var umuligt at undslippe, og med skarp indskrænkning af hvad det var tilladt at beskæftige sig med. Nogle kunne indenfor angivne grænser bevæge sig frit, selv for disse var visse jobtyper dog strengt forbudt, fx. funktionen som lærer. De førtes til deres bestemmelsessted i grupper på omkring 300 personer, bevogtet af kosakker og vagthunde; natten tilbragte de store skure, hvor der var brikse til kvinderne og børnene, mens de øvrigt sov som de bedst kunne. Det anslås at der stadig befinder sig omkring 1000 polakker i Sibirien, mens der findes flere tusinde bønder og litauisk småadel, som er blevet tvangsforflyttet for resten af livet.

Få lande ville mentalt have kunnet overleve et sådant intellektuelt dræn som det Polen har gennemlevet i løbet af de sidste 20 år. Forestil sig blot hvad et ti gange mindre tab på 5.000 mennesker ville betyde i Danmark, eller et 100 gange mindre tab, såfremt 500 af de mest fremragende personligheder ville blive sendt bort i en lang årrække.

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag