Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

3

Hvordan var så situationen omkring år 1800 for det folk, på hvilket fremmedherredømmets tryk hvilte, og som var blevet delt i tre dele, med hver sin kejser som hersker i hver det af det parterede land, et folk som endnu lever og gør alt hvad det kan for at overbevise et ligegyldigt Europa om sin livskraft og levedygtighed?

Det var et folk som netop under sin mest strålende genfødsel faldt som offer for andre magters brudte løfter og besiddelsestrang.

Fra slutningen af det 14. århundrede til slutningen af det 16. århundrede havde Polen været Østersøens dominerende magt, en magt der strakte sig fra Østersøen til det Sorte Hav, fra Elben og Oder til Dniepr-floden, over et areal på mere end 800.000 kvadratkilometer. Polen var en stor republik med en valgkonge, nærmere bestemt et adels-folkevælde, for der var så mange adelsmænd, og de hævdede hver i sær den politiske lighed mod velhavende stormænd, at forfatningen havde et folkeligt præg, selv om den kun gav adelen rettigheder. Parlamenterne gennemførte ideen om næsten ubegrænset frihed for den enkelte.

Det svage punkt i denne organisation var at adelen kun udgjorde omkring 1 million mennesker af en befolkning på 8-13 millioner, og at den herskende klasse efter at have virkeliggjort sit lighedsideal stod stille i død konservatisme. Samfundet stod indtil midten af det 18. århundrede ubevægeligt, fordi adelen betragtede enhver forbedring for et indgreb i dens rettigheder, og lidenskabeligt kæmpede for både det frie kongevalg, som havde udartet sig til en ren auktion af kronen til den højestbydende, men også for liberum veto: hvert enkelt parlamentsmedlems ret til ved sin indsigelse at forhindre enhver beslutning. Ingen andre steder har den enkeltes personlige og politiske betydning taget et sådant omfang.

Reformideer trængte – primært fra Frankrig – langsomt igennem i den anden halvdel af det 18. århundrede, da det allerede var for sent. Ideerne blev først udbredte efter Polens første deling i 1772. Fra dette tidspunkt blev den herskende orden med lidenskabelig konsekvens underkastet en gennemført kritik, hvis resultater sås i den berømte parlamentssamling, som varede i 4 år, og som trådte sammen et år før udbruddet af den franske revolution. Under parlamentssamlingen var det nationale parti i stadig kamp med de få forhærdede reaktionære og købte forrædere, som handlede som agenter for Kejserinde Katharina; de arbejdede konstant, i hemmelighed og enighed på en forfatningsreform, og endeligt – den 3. maj 1971 – en historisk dato i polens intellektuelle historie, blev den endelige forfatning i et ni timers møde forelagt, drøftet, antaget og bekræftet af kongen og parlamentets medlemmer i forening. Selve vedtagelsen af forfatningen var et vidnesbyrd mod påstanden om Polens manglende evne til at styre sig selv. Selve forfatningen var et for sin tid fortræffeligt værk, som blandt andet gjorde kongemagten arvelig, indsatte ansvarlige ministre og afskaffede liberum veto.

Hvis folket selv havde kunne styre sin skæbne havde det nemt fået bugt med den lille gruppe reaktionære adelsmænd der på russisk initiativ allerede i 1772 samledes i byen Targowice for at bede Rusland om hjælp til beskyttelse af deres gamle frihedsrettigheder. Den svage Kong Stanislaw August bøjede sig som bekendt efter presset fra den russiske hovedstad, Petersborg, brød sin ed og tiltrådte forbundet i Targowice. Der kom også Preussiske hære under påskud af at bekæmpe Jakobinismen, men i virkeligheden for at dele byttet med Kejserinden, det var så Polens anden deling, som skete i 1793.

Derefter fulgte den første store polske opstand med Kosciuszko som Diktator. Efter næsten tre dages kamp blev russerne fordrevet fra Warszawa, og hurtigt derefter blev også Litauens hovedstad, Vilnius, erobret. Kampen førtes med vekslende held, med nederlag, sejre og forræderier, indtil Kosciuszko – i forbindelse med Suravos pludselige ankomst på slagmarken – tabte det næsten allerede vundne slag ved Maciejowice, og han selv faldt hårdt såret i russisk fangeskab. Som bekendt er det en af Polens fjender udbredt usandhed at han ved den lejlighed skulle have råbt Finis Poloniae! Suvarov stormede Warszawa-forstaden Praga, og holdt – efter at have dræbt 20.000 mennesker med sabler – den 8. november sit indtog i Warszawa. I 1795 fulgte så den tredje og sidste deling. Der eksisterede ikke længere nogen polsk stat.

Men det polske folk eksisterede fortsat; et folk der havde masser af heroiske, ridderlige, fremragende og unyttige dyder, og langt færre nyttige og praktiske dyder. Et begejstret og upraktisk folk, ædelmodigt og upålideligt, pragtsøgende og flygtigt, livfuldt og letsindigt, et folk der altid havde afskyet strengt og kedsommeligt arbejde, og altid havde elsket stærke eller fine sanselige og åndelige nydelser, men fremfor alt elskede de uafhængigheden med en vanvittig kærlighed, friheden til Liberum Veto, et folk som også efter tabet af uafhængighed og frihed var blevet tro mod sin gamle kærlighed.

Et lettroende og godtroende krigerfolk, som altid var rede til at sætte livet på spil på baggrund af et løfte som ingen havde tænkt sig at overholde.

Læg mærke til dette folks forhold til Napoleon, til hvem det efter den sidste deling af landet knyttede hele sit håb. Kun to år efter delingen enedes general Dombrowski med Bonaparte om at polske legioner (i national uniform, men under fransk ledelse) i Italien skulle kæmpe sammen med republikkens soldater. Polakkerne tog masser af stød for franskmændene i Lombardiet i 1797, i det Italienske felttog i 1798 og 99. Den første legion blev under Dombrowski næsten tilintetgjort i slagene ved Trebbia og Novi, den anden under Wielhorski gik ind i Mantus, som var under belejring af østrigerne. Da franskmændene blev tvunget til at overgive sig forpligtigede de sig til at udlevere østrigerne de østrigske desertører, dvs. polakkerne. Ikke desto mindre dannede polakkerne nye legioner, og deltog under konsulatet i kampene ved Donau og i Italien; men freden ved Luneville i 1801 indeholdt lige så lidt som den i Campo Formio 1897 nogen bestemmelse hvori Polens navn var nævnt.

På samme måde håbede polakkerne ved hvert nyt felttog – lokket af løse løfter – at det ville lykkes at genoprette Polen ved hjælp af forbundet med de franske soldater. Denne drøm er indeholdt i den berømte sang som legionens soldater digtede fjernt fra deres land, Dombrowski marchen: Endnu er det ikke ude med Polen! Ikke så længe vi lever!

Efter freden i Luneville ønskede Bonaparte, der på det tidspunkt gik efter kejserkronen, kun at beholde polakkerne som sin personlige garde, og da General Kniaziczwicz besvarede dette ved at forlange sin afsked besluttede han sig for at skille sig af med dem. De blev først sendt til Italien; så fik de ordre til at tage til St. Domingo for at nedkæmpe en opstand blandt negrene, som derovre kæmpede for deres frihed. Deres indvendinger nyttede intet. Truet fra alle sider af artilleriild blev de indskibet i Genua og Livorno, og under denne frygtelige krig i dette usunde klima fandt de næsten alle deres død.

Og dog kæmpede polske legioner atter side om side med Napoleon ved Jena. Ved freden i Tilsit blev Rusland skånet, og kun ud af det den gang Preussiske Polen blev det lille Storhertugdømme Warszawa oprettet. Men dette var nok til igen at vække polakkernes tiltro, og vinde deres tillid. Mens felttoget mod Rusland blev forberedt prøvede Kosciuszko som svar på Napoleons smiger forgæves at kræve bestemte og offentligt givne garantier. Da den franske efterretningschef, Fouche, ikke var i stand til at true Kosciuszko til at underskrive en proklamation lavede man et ordinært falskneri i form af en proklamation som angiveligt var underskrevet af Kosciuszko, hvor han indtrængende opfordrede polakkerne til under våben at gå sammen med Frankrig. Man kunne have troet de blev helbredt for Napoleonsdyrkelse. Men på trods af alt hvad der var sket lykkedes det for Napoleon, da han i 1812 krydsede floden Niemen, at få 80.000 polakker til at følge ham under Josef Poniatowski, i det han kaldte den 2. Polske Krig. Året efter vendte 8.000 af dem tilbage.

Polakkerne er livlige som sydlændinge, men de har ikke taget Machiavellis kunst til sig. Politisk begavede folk som italienerne har forstået at lade franskmændene rage kastanjerne ud af ilden for sig. Napoleon formåede at få polakkerne til at kæmpe for sig på tusinde slagmarker, blot ved at holde den hvide, polske ørn op foran dem, det er det folk som preusserne i 1870 gjorde helt elektriske ved at lade regimentsmusikken spille musikken fra nationalsangen, Jeszcze Polska nie zginela, som i Poznan er forbudt i fredstid.

En så ungdommelig eller barnlig begejstring er bestemt ikke noget der hjælper under den kamp der foregår for at genoplive de nationale folkeslag, her i industrialiseringens og militarismens tidsalder. Denne begejstring trives ikke godt sammen med sparsommelighed, flid, mandstugt, mådehold og sund fornuft, alt sammen egenskaber som hjælper til at sikre de enkelte mennesker og samfundets beståen.

I ældre skildringer af polakkerne ses det også ofte at man under alle omstændigheder kan regne med deres ridderlighed og personlige tapperhed, men er der er noget forfængeligt i deres stolthed, noget flygtigt i deres ædelmodighed. De virker egensindige, stridslystne og vil gerne diskuterer for diskussionens skyld, ude af stand til at erkende nogen højere lov end deres egen vilje, og ude af stand til ret længe af gangen at lave om på deres vilje. Det fremhæves ofte at de ikke er gode til at administrere deres egen økonomi, let kommer til at mangle penge, uanset hvor meget de tjener, samt at de gennemblader tusindvis af bøger, uden at læse nogen af dem grundigt, spreder sig over for mange emner, og spilder deres tid og deres evner. Man har beskyldt dem for samtidigt med at de sværmer for ideer om frihed, at spille selvherskere overfor deres bønder, og for på samme tid som de er de ømmeste ægtemænd at have et par elskerinder ved siden af deres tilbedte hustru. Man har med andre ord identificeret en blanding af øst og vest hos dem.

Der har formodentligt været meget rigtigt og sandt i denne ældre opfattelse. Man kan få meget ud af at følge hvilke af disse karakteristika det fremmede herredømme har udviklet, og hvilke de har udslettet.

Hvad kærligheden til ekstravagant beklædning er denne nødvendigvis blevet trængt tilbage. Det er selvfølgeligt ikke sådan at alt det som i Cherbuliez’s Ladislaus Bolski dybsindigt er symboliseret ved faderens fjerbusk, og som ligger dybt i den polske natur.

Den første aften i Warszawa var jeg til bal på rådhuset, og blev slået af den omstændighed, at der i den store sal, hvor der var samlet 500 par, blomsten af byens gode selskab, ikke fandtes en mand i salen som bar en dekoration, dog undtaget tre russiske officerer. Enhver polak giver næsten fra fødslen afkald på dekorationer og uniformer. I Warszawa går der en historie om en fattig skolelærer som havde udmærket sig og modtaget Stanislaus-ordenen, men til daglig gemte han den i en skuffe, og han brugte den kun til at straffe sine børn med. Når den yngste dreng var uartig, erklærede han: ”Græder du nu igen, så kommer du til at sidde ved middagsbordet med Stanislaus-ordenen om halsen”. Det hjalp.

Hvad angår de aristokratiske grundholdninger, så består de, omend i mere afdæmpet form. Polakkerne har ingen medfødt trang til borgerlige dyder; hans ideal er og bliver den store herre. Der er en gennemgående afsky for at tælle og lægge sammen, for at regne, beregne og føre regnskab. Overalt hvor polakker og tyskere konkurrerer indenfor handel og håndværk trækker polakkerne det korteste strå. De store fabrikanter i det russiske Polen, som i ly af en kæmpestor beskyttelsestold kan berige sig på købernes bekostning, er næsten alle indvandrede østrigere eller preussere. I dette århundrede har man endog set en hel fabriksby vokse op (Lodz) med amerikansk hurtighed, en by som ligger midt i Polen, men grundlagt og beboet udelukkende af tyskere. Polakkerne er og bliver et aristokratisk folk; den borgerstand som efterhånden er opstået mellem adelen og bønderne er endnu forholdsvis fåtallig, og borgerlig levevis vil længe endnu for de fleste polakker stå som en fornem polak der lægger vægt på at spise og drikke, eller som greven udtrykker det i Krasinskis Den Ugudelige Komedie: ”det at sove den tyske spidsborgers søvn hos hans tyske kone”.

Man må ikke glemme at den polske adel i sit væsen var helt anderledes en adelen i de fleste europæiske lande: den var aldrig nogen afsluttet kaste; Jan Sobieski adlede i sin tid hele sit rytteri, efter med succes at have forsvaret Wien; endnu i vort århundrede har man adlet hele infanteriregimenter, så i dette øjeblik findes der i Polen forskellige dele ikke mindre end 120.000 adelige familier. Adelen svarer således her til hvad man ellers i Europa kaldes den højere borgerstand. Man skal også være opmærksom på at titlerne fyrste, marquis osv. ikke er originale polske titler, men nogen som er blevet tildelt de fornemmeste familier af de fremmede erobrere, hvorfor de ikke bruges meget i selve Polen. Lige som i Paris tiltaler man i Warszawa en grevinde med Madame, ikke komtesse. Selv når folk bliver præsenteret for hinanden hørte jeg aldrig nogen nævne titler, en herlig ting når man lige er ankommet fra Tyskland.

Imidlertid er forholdet mellem herskabet og tjenere noget præget af asiatisk mentalitet. Der bliver ødslet med tjenestefolk, og i ethvert velhavende hus er der fx en dørvogter, der sidder hele dagen på en stol i porten for at lukke den i forvejen åbne trappedør op. Man fik aldrig en dansker til at sidde så længe på en stol. Et påfaldende træk er også tjenernes vane med at sidde og vente på at herskabet kommer hjem ud på natten, selv om de på forhånd har fået tilladelse til at gå i seng. Ud fra nordiske normer er deres ydmyghed også overraskende. En polsk tjener kysser end ikke på hånden, men på sin herres ærme, og vanen med at udtrykke taknemmelighed eller hengivenhed på denne måde stikker så dybt at jeg flere gange iagttog hvordan unge, polske studenter førte en fremmeds arm til deres læber som et udtryk for ære og agtelse.

Polakkerne er sikkert ikke blevet meget mere økonomiske under det fremmede herredømme end de var tidligere, dog måske med undtagelse af i Poznan, hvor det tyske forbillede gør sig gældende. Til gengæld ødsler man der med sin tid.

Da der ikke er nogen forsamlingsfrihed er det heller ikke tilladt at have foreninger – den eneste klub som fandtes i Warszawa blev opløst da den for nogle år siden i en forstad ville forhindre nogle optøjer mod jøderne, hvorimod politiet ikke skred ind. Da alt offentligt liv i det hele taget er forbudt må der ikke være mere end 50 mennesker samlet i en sal uden politiets tilladelse og opsyn, og privat selskabelighed har derfor erstattet offentlige møder.

Gæstfriheden er meget stor og meget smagfuld. En sjælden og medfødt egenskab er takt. I den forbindelse vil jeg gerne nævne den stil der blev udvist ved min ankomst til Warszawa. Jeg blev kørt til en stor, overdådig udstyret bolig med sjældne malerier og bøger: mit navn stod på døren, på skrivebordet lå der visitkort med min Warszawa-adresse, og jeg havde to tjenere til opvartning, som begge forstod fremmede sprog.

Gæstfrihed er en dybtliggende egenskab hos det polske folk; den er sikkert specielt udviklet i forhold til fremmede fra den tid hvor der sjældent kom fremmede til Polen, men hovedårsagen til at den blomstrer op blandt polakkerne nu om dage er øjensynligt den at det selskabelige liv fuldstændigt må erstatte det offentlige liv.

Næste kapitel >>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag