Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

På den tilrejsende kan Warszawa på mange måder næsten virke som en fransk by. Fransk er polakkernes første fremmedsprog, det sprog som eliten behersker perfekt; jeg har dog truffet enkelte som næsten har glemt det under et 20-årigt ophold i Sibirien, men ellers er fransk et sprog man taler lige så flydende som modersmålet, og ofte endnu bedre end russerne taler det. I de højere klasser taler man endog ofte fransk indbyrdes, et fænomen som er tiltaget siden århundredeskiftet, ikke blot på grund af det kulturelle samkvem med franskmændene og emigrationsbølgen dertil, men ønsket om at kunne mødes med russerne på sproglig neutral grund spiller også en rolle. Da polakkerne nu i øvrigt ofte er blevet kaldt nordens eller østens franskmænd, og da de selv anser sig for beslægtede med det franske folk i kraft af deres fejl, det de selv betegner som flygtighed og ustadighed, så undgår den tilrejsende ikke spørgsmålet om hvorvidt han ikke synes polakker og franskmænd ligner hinanden meget.

Ligheden er dog ren indbildning.

Hvis man endelig kan finde en smule lighed, så består den i en beslægtet evne til hurtigt at føle begejstring, og derefter hurtigt atter lede, dernæst en stærk trang til oplevelser og sindsbevægelser, og i kærlighed til snakken og glimmer.

Disse lighedspunkter udelukker imidlertid ikke en fundamental forskel mellem de to folk. Polakkerne forstår det forstandige i den franske tænkemåde, men det matematiske grundlag for den franske tænkemåde mangler i Polen helt. Franskmændene er i ordets gode betydning historiefortællere, mens polakkerne sætter tingene på vers. Der er også derfor det franske bogmarked er præget af prosa, mens det polske er præget af poesi. Intet kan vel desuden være mindre fransk end denne konstante og perfekte brug af et fremmedsprog, dette mærkværdige kendskab til fremmede kulturer, som man i Polen møder overalt. Man træffer i Polen unge piger på 10-12 år som taler 6 sprog næsten uden accent, hvilket ikke kan lade sig gøre i Frankrig. Næsten enhver veluddannet ung mand eller kvinde kender Europas vigtigste hovedstæder, og er bekendt med den mest indflydelsesrige litteratur. Både den lidenskabelige rejselyst og den deraf følgende pluralisme er i høj grad ufransk. Polakkerne udvider deres synsfelt og mindsker deres hjernekraft ved at lære fire eller fem fremmedsprog; franskmanden er i reglen uvidende eller specialist.

Den mest påfaldende forskel ligger dog formodentligt i forholdet mellem de to køn. Et grundlæggende træk i den polske folkekarakter er en vis forening af blidhed og energi. Men det der giver den polske karakter, og særligt den polske fædrelandskærlighed, et særligt stempel er det kvindelige elements overvægt i forhold til det mandlige.

En almindelig samtale er tilstrækkelig til at se at forholdet mellem mand og kvinde er meget forskelligt i Polen og Frankrig. Mens franske mænd altid har et vist frisprog når talen kommer på kvinder, nogen gange endog lidt vulgær, så lægger polakkerne som regel varme og ofte ømhed eller overbærenhed i omtalen af kvinder, og så vidt jeg har kunnet notere meget sjældent frivolitet.

Jeg har hos en italiensk forfatter fundet en bemærkning som muligvis afslører den dybere grund til denne tingenes tilstand. Han mener at manden hos de germanske folk som regel er mere begavet end kvinden, mens mand og kvinde hos de romanske folk er jævnbyrdige, men hos de slaviske folk er kvinden helt afgjort manden overlegen. Hvis man ikke lige tænker på opfindelser og kreative frembringelser vil man føle sig slået af disse ord. Mændene i Polen mangler så sandelig ikke lidenskab, mod og energi, men det synes som om kvinderne har mere. Mændene mangler ikke bevidsthed og indsigt eller handlekraft og frihedstrang, men det virker som om kvinderne har mere af det. Under Polens store opstande har man set kvinderne indgå sammensværgelser, gøre krigstjeneste og ofte frivilligt ledsage deres elskede til Sibirien. Forfatteren Mickiewiczs heltinde, Grazyna, anfører til hest en hærskare, og der har været kvindelige efterfølgere i dette århundrede. Fremfor alt er Emilia Plater berømt, en ung dame fra en af Polens førende familier, som i 1830 fik et helt område til at gøre oprør, deltog i flere slag, og til sidst, efter at have sluttet sig til de delinger som var under Dembinski, nægtede at gå over til Preusserne, hvorefter hun med sit korps banede sig vej gennem en fjendtlig hær, og til sidst døde af savn og overanstrengelse i et fjerntliggende skovløberhus. Mickiewiczs skønne digt, Oberstens død, har forherliget hendes minde. Under oprøret i 1830-31 var der ikke en bataljon eller eskadron i den polske hær hvor der ikke var kampdygtige kvinder; efter kampe og marcher plejede mændene altid at indrette en lejr til kvinderne, lige som de sørgede for ikke at bruge et sprog som kunne såre dem.

Tidspunktet for den slags bedrifter er nu overstået, men kvinderne er stadig de som er mest nationalt sindet, de føler mere intensivt og kritiserer mindre. Ikke desto mindre er kvindernes indflydelse gået noget tilbage i de sidste 20 år. Kvinderne virkede en gang mest som de der bar den katolske kirke, men troen svinder, hvor den ikke er forsvunden. Kvinderne virkede engang på samme måde som præsten, men forbundet mellem kvinderne og gejstligheden er blevet løsnet efterhånden som dannelse og kirke skilles. Hertil kommer at da alt offentligt liv er umuligt, og der hverken eksisterer forsamlinger eller foreninger af nogen som helst art, så søger mændene næsten udelukkende hinanden i det selskabelige liv. Eftersom selskabssalen gør tjeneste som politisk eller litterært samlingssted er de stadig mindre orienteret for at vinde kvinderne for deres interesser. Kvinderne føler sig tilsidesatte, oversete og forladte, omtrent på samme måde som i Sydtyskland, hvor mændene tilbringer alle deres aftner på ølstue, den eneste forskel er at her er der andre grunde til at de føler sig forladte. Trykket fra oven har tilsyneladende bidraget til at splitte kønnene og formindske kvindens sociale indflydelse. Den er i øjeblikket mindre i Polen end i Frankrig. De unge pigers opdragelse foregår i øvrigt efter samme grundsætning som der – man lader dem ikke alene et øjeblik, og ægteskaberne organiseres på samme måde som i Frankrig, idet de kommende ægtefæller sjældent kender meget til hinanden inden brylluppet, og som regel ses første gang få uger inden begivenheden.

Den polske uro i sindet ligner heller ikke den franske. Den franske uro åbenbarer sig nærmest i det offentlige liv, overalt hvor de optræder i grupper, som en forsamling eller som et folk. Den beror på pludselige stemningsomslag, for hvilke ingen enkeltperson føler sig ansvarlig. Polakkernes uro er personlig, beror på en trang til konstant afveksling, dels på en instinktiv tilbøjelighed til alsidighed.

I Frankrig går en afbalanceret, klog og nogen gange fornem selvbevidsthed i arv fra familien til børnene, en holdning som indprentes fra barndommen, og som ofte bliver styrende for deres liv. I modsætning til i England eller Nordamerika lægger man i Frankrig ikke først og fremmest vægt på at udvikle den unge til et dygtigt menneske, som kan sørge for sig selv, man prøver derimod at lette hans vej igennem livet, skaffe ham fordele, forbindelser, beskyttelse, men andre ord, sikre hans fremtid og avancement i livet. Når banen først er lagt forlader den unge mand nødigt sin løbebane, før han er nået til toppen.

Situationen er helt anderledes i Polen, hvor den unge mand i sit privatliv snarere lader sig lede af en letsindig drift end af klog selvbevidsthed, og hvor en eneste offentlig interesse står hævet over alt andet, nemlig det tabte fædreland, den mistede uafhængighed, modersmål, den nationale litteratur og kunst.

Fremmedherredømmet har utvivlsomt slået polakkernes letsindighed ned indenfor kunsten, til gengæld har det virket fremmende for den nationale mangel på ro indenfor privatlivets område.

Hvad skal en begavet ung mand egentligt foretage sig i det russiske Polen? Lad os antage at han studerer jura; han kan aldrig blive dommer, han kan overhovedet ikke blive embedsmand, med mindre han udelukker sig fra alt samkvem med sine landsmænd. Hvis han studerer medicin kan han aldrig få en stilling på universitetet, han kommer aldrig til at stå i spidsen for et hospital, han vil aldrig komme til at lede en offentlig klinik, og han vil derfor aldrig nå tinderne indenfor sin videnskab. Følgen er at han, hvis han har råd – og der er fortsat meget rigdom i Polen, for at tjene penge er næsten det eneste som er tilladt for alle – går fra det ene studium til det andet, skaffer sig indblik i forskellige videnskaber, overrasker den fremmede med sin mangesidighed og indsigt, men i grunden ikke har noget egentligt fag.

I min egen kreds så jeg følgende eksempler: en ung, meget talentfuld, mand var begyndt som jurist, var gået over til medicin og var blevet læge, brød så med lægegerningen og købte en stor landejendom, studerede agerbrug og maskiner gennem 4 år, indførte talrige forbedringer på sit gods inden han solgte det, og i øjeblikket er han den bedste teaterkritikker i Warszawa.  – En anden ung mand var begyndt som landmand, havde opgivet landbruget for musikken, begyndte at uddanne sit til virtuos, opgav forsøget og oprettede en instrumentfabrik, byggede igennem flere år violonceller, tabte derefter interessen og arbejder i dette øjeblik ved kunstakademiet i München, for at uddanne sig til gengremaler.

De har alt for mange forskellige evner, og for begrænset motivation til stadighed.

Kvinderne klager sig bittert derover. Som gode hustruer forsøger de at dele deres mænds interesser, og sætte sig ind i det de beskæftiger sig med, og de er fortvivlede over hvert andet eller tredje år at skulle begynde på noget helt nyt. De tænker med angst på hvad næste år mon vil bringe.

En aften da man på teateret spillede Feuillets Dalila, og da den skuespiller der spillede Carniolis rolle ikke var specielt heldig, kunne jeg ikke holde et udbrud af forundring tilbage over at skuespilleren i en by som Warszawa kunne savne et forbillede for den geniale dilettant der opdrager den unge komponist, en by hvor der findes så mange unge mænd af Carniolis slags. Det bedste forbillede stod ved min side bag kulisserne. Og senere samme aften , hvor jeg i en kreds blev spurgt hvorledes jeg som kritikker ville betegne det polske samfund for det ud af munden på mig: ”I er et samfund af dilettanter”.

Jeg tror det var en korrekt fortolkning, hvis man fortolker ordet i bred forstand, og holder sig for øje hvorledes polakkerne er kommet dertil.

Skal forestille sig et af naturen meget energisk folk, hvis energi man har tæmmet med en uigennembrydelig skranke; et krigerisk folk, der kun modstræbende går ind i hæren, og hvor stort set ingen unge mænd vælger at blive officerer; er yderst ambitiøst folk, for hvem adgangen til alle ledende stillinger og embeder er lukket, som ikke har chance for at opnå nogen officielle æresbevisninger, med mindre disse opnås ved at gøre vold mod egen overbevisning eller afstandtagen fra det sociale fællesskab med landsmænd; et folk som aldrig virkede spidsborgerligt, men som manglede nogle borgerlige dyder, og som nu i kraft af forholdene føler en konstant opfordring til forandring, et folk som elsker nydelse, og i hvis hovedstad der ikke findes et eneste forlystelsessted, som er åbent for offentligheden; et folk som havde et levende og kreativ tilgangsvinkel til politik, og som nu ikke har mulighed for at sætte sig ind i politiske forhold, og som hverken tør vælge nogen til at repræsentere sig, eller at drøfte sager af politisk rækkevidde, og hvor de politiske tidsskrifter i virkeligheden har et klart, overordnet mål. At tale om politiske aviser i Polen er som at tale om marinetidsskrifter i Schweiz. Man kan levende forestille sig dette folk, som higer efter et stort og frit liv i offentlighedens brede dagslys, men som er indespærret i privatlivets halvmørke. Man forestiller sig et folk som fra gammel tid har haft de mest ekstreme forestillinger om den enkeltes rettigheder i forhold til statsmagten, og som nu må leve uden nogen form for retssikkerhed når det drejer sig om overgreb fra tilfældige, overordnede embedsmænds side, som tænker på Sibirien på samme måde som vi andre tænker på en sygdom, der pludselig kan komme når vi mindst venter det!

Når man forestiller sig alt dette vil man forstå at det tryk der virker fra så mange sider på samme tid har gjort, at der er opstået en sammentrængt livsvilje, en kogende livsintensitet, som kun kan udfoldes på det smalle område som er det levnet af myndighederne. Det bedre borgerskab i Warszawa kom i februar måned næppe i seng før klokken 4 om morgenen. I karnevalstiden har dagen i Warszawa 20 timer, og så længe sæsonen varer ødsles der med tid og kraft.

”Livet i Warszawa er en nervesygdom”, sagde en af byens forstandige mænd til mig. Ingen kan holde det ud ret længe.

Det er dette folk som har opdaget planeternes dans om solen, og som også har opfundet polonæsen med dens stolte højtidelighed, og mazurkaen, med dens modsætning af maskulin kraft og feminin blidhed; og befolkningen var næsten lige så stolte af mazurkaen som af Copernicus. Mazurkaen er i Polen ikke kun den dans vi kender i Danmark, men en langvarig, vanskelig og lidenskabelig nationaldans, i hvilken herren og damen, skønt de danser hånd i hånd, uafbrudt udfører forskellige trin i samme takt. Det er trykkende for polakkerne at den strenge russiske regering har forbudt at danse denne dans i nationaldragt. Det fjerde eller femte spørgsmål man præsenteres for i Warszawa er: ”Har de set vor nationaldans”? I ethvert andet land ville dette spørgsmål først komme på et langt senere tidspunkt.

Igennem hele karnevalstiden danser man, som det næppe ses andre steder. Der er formodentligt heller ikke andre steder hvor der afholdes så mange velgørenhedsballer. Man danser for alt, for ”de fattige sypiger”, for ”de fattige studenter” osv. Jeg må indrømme, at når jeg stod og så på de dansende – nogen gange var jeg indbudt til to baller på en aften – kunne jeg ikke lade være med at tænke på det gamle ordsprog: Slavus saltans! (det slaviske folk danser). Men som en ung pige sagde i anledning af en moraliserende artikel i Prawda: ”Hvad ville det nytte, om man i Warszawa lod være at danse!”

Den lystighed med hvilken man hvirvler rundt er dog ikke en almindelig livsglæde; den minder snarere om den, som de fængslede under revolutionen udfoldede, i uvidenhed om hvad den næste dag ville bringe. Dette letsind er ikke almindeligt letsind, men det som man kan finde hos folk der til dagligt trodser lidelse og død.

Derfor er man også nogen gange alvorligere end ved tilsvarende begivenheder i andre lande. Ved en lille festlighed til ære for min person, som blev organiseret af repræsentanter for kulturlivet, blev der holdt en række taler på fransk og på latin, som er det sprog der traditionelt bruges i Polen i forbindelse med højtidelige begivenheder. En taler sagde nogle ord som i særlig grad bevægede forsamlingen, og på en gang stod der tårer i alles blik, og gamle mænd som havde tilbragt et helt afsnit af deres liv i Sibirien, og hundrede gange set døden i øjnene, sprang op og faldt taleren om halsen, mens tårerne trillede ned af kinderne på dem. På denne måde synes det som om det fremmede herredømme i lige grad har fremmet lysten til selskabelig adspredelse og modtageligheden for alvorlig sindsbevægelse. Evnen til at føle nydelse og smerte. Tendensen til lystighed og gråd synes forstærket på samme måde som hos en alvorligt syg person.

Desuden: Lige så lidenskabeligt som polakkerne lever i nuet, lige så meget går de op i historien. Intet andet sted kan man finde en sådan dyrkelse af historien, en sådan fastholdelse af nationale erindringer. Man klamrer sig til alt hvad der kan genkalde det Polen, der var. Vel er alle byens kunstværker og folkets skatte slæbt bort til Petersborg; selv byens store bogsamling på 300.000 bind har man berøvet staden; men des mere holder folket fast i de nationale erindringer. Den understøttes af det faktum at hele den polske litteratur, historieskrivning og malerkunst i dette århundrede er trådt i den nationale ides tjeneste. Malere som Matejko og Brandt – begge kolorister som har vanskeligt ved at opbygge let overskuelige kompositioner (Matejko på grund af nærsynethed) bevæger sig næsten altid på nationalistiske temaer. Digtere har behandlet Polen og Polens skæbne, selv når de som Krasinski i Irydion lod handlingen foregå i det gamle Rom, eller som Slowacki i Anheli hensatte scenen til et sagnagtigt Sibirien. Poesien har næsten religiøs betydning i de polske hjem. De bedste værker er eller har været strengt forbudt læsning. Såvel erhvervelsen som besiddelsen var forbundet med fare. Som regel blev bogen straks brændt når den var læst grundigt nok til at tankerne huskedes, selv om ordene blev glemt – med samme smerte som en kvinde der ikke er fri brænder et brev fra den mand hun elsker. Man har i Polen ikke glemt den unge Levitoux, som blev sat i kastellet i Warszawa fordi man havde fundet et eksemplar af Mickiewicz Dziady hos ham, og som i fortvivlelse over den tortur han gennemgik, og i angst for i febervildelse at komme til at angive nogen af sine kammerater, med lænkede hænder trak natlampen hen under sin stråseng og brændte sig selv op levende. Man har heller ikke glemt at flere hundrede litauiske studerende blev sendt til Sibirien for at have udgivet Krasinskis Fristelsen i bogform, efter at digtet ved en fejl var sluppet gennem censuren og var blevet udgivet som føljeton i et lille blad.

I ethvert hjem findes nu til dags de nationale forfattere, og selv om man har været nødt til at anlægge et nationalt polsk museum i Schweiz, fordi det ikke lader sig gøre i Polen, så findes der i næsten hvert hjem i Warszawa et album med afbildninger af Arthur Grollgers gribende malerier i Krakow, som forestiller Polens lidelseshistorie, et (forbudt) litografi med samme malers De forvistes tog til Sibirien, og nogle billeder af Warszawas forsvar fra 1831, som forestiller det sidste polske regiment, som sprængte sig selv i luften. Polakkerne betragter ikke blot ansigterne med ømhed og rørelse, men også soldaternes forældede let komiske livjægeruniformer med deres spidse fliger, som hænger fra uniformen. Det er dog den sidste polske soldaterdragt.

Denne grænseløse nationalfølelse som undertrykkelsen medfører gør også at man nærer et indestængt had til enhver forfatter i udlandet som lejlighedsvis eller systematisk har skrevet noget som polakkerne opfatter som nedsættende. Man har ikke taget Heines kendte spottedigt (Zwei Ritter) om de to kløgtige adelsmænd, Krapulinski og Waschlapski ilde op, man morer sig over dets humor og kan det udenad, men man er også klar over hvor varmt han mange steder har udtalt sig om Polen. Men man kender godt Freytags Soll und Haben; man har lagt mærke til en henkastet bemærkning af den yngre Dumas om de polakker allevegnefra, der deltog i Pariserkommunens opstand, og i februar var der nærmest oprør over at Eduard von Hartmann i en artikel i et ugeblad skrev Løsen Ausrotten (udryddelse) overfor polakkerne i Preussen, en udtalelse man tog alt for alvorligt. Polakkerne er i det hele taget alt for opmærksomme på hvad der skrives om dem andre steder i Europa. Men bekymring for hvad andre siger om en er jo en fast følgesvend for afmagten.

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag