Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

5

En mægtig og for Polen ubetinget gunstig følge af det fremmede herredømme har været sammensvejsningen og sammensmeltningen af alt hvad der er polsk til en enkelt ide. Alle regionale forskelle er forsvundet til fordel for denne ene identitet; de forskellige dele af Polen, østrigske, preussiske og russiske polakker føler sig ubetinget som et folk. I nyere tid er det østrigske Polen blevet kernen som de andre dele slutter op omkring, eftersom polakkerne i Galicien nu har et eget parlament, hvor det er tilladt at tale polsk, desuden er der to nationale universiteter, og der er byer hvor man kan trykke skrifter som ville blive forbudt af den russiske censur.

Og som alle provinser, så flyder alle overbevisninger nu om dage sammen i en national enhed.

Polen var en gang et land hvor den romersk-katolske religion stod alene. I dag er blandede ægteskaber i Warszawa ikke noget specielt. I to hjem hvor jeg kendte værterne godt var i det ene manden protestant og hustruen katolik, i det andet omvendt. Der skal tilføjes at i ingen af disse hjem blev der lagt nogen særlig vægt på religionsudøvelse.

Hvad jøderne angår er der så mange af dem i Polen fordi landet under jødeforfølgelserne åbnede sig for dem som et fristed. Det særlige tyske jødehad, som man har pyntet med det affekterede navn antisemitisme, og som i den senere tid er blevet importeret af visse danske grupperinger med hang til at promovere tysk reaktion og tysk råhed, har ikke kunnet slå rod i russisk Polen. Naturligvis har jøderne også her først sent fået de samme borgerrettigheder som de øvrige indbyggere. Alligevel deltog jøderne allerede i 1794 i de nationale forsvar, da fortvivlelsen væbnede Warszawa mod russerne; under Kosciuszkos faner kæmpede et regiment af jødiske frivillige, ledet af den jødiske oberst Berko som i 1809 faldt i kamp mod østrigerne. I 1830 forkastede den fordomsfulde og ubeslutsomme nationale oprørsregering jødernes ansøgning om at kunne træde ind i hæren, i stedet for som tidligere at betale en afgift. Det var den samme regering som vragede bøndernes hjælp, og som ikke ville samarbejde med oprørerne i de tidligere polske provinser. Da oprøret var slået ned straffede Zar Nikolaj jøderne for deres ansøgning ved at indlemme dem i sin hær. Og ikke nok med det: da jøderne ligeledes havde ansøgt den nationale oprørsregering om tilladelse til at deltage i det polske undervisningssystem på alle planer erklærede Zaren at han for fremtiden ville sørge for deres undervisning. Han lod med et slag 36.000 jødiske familier føre over grænsen ”for at unddrage dem fristelsen til smugleri”, som det blev udtrykt, og han befalede dem at bosætte sig på de sydrussiske stepper og dyrke jorden der. Bevæbnede Kosakker kom med udvisningsordren. Alle møbler blev kastet ud på gaden. Oldinge, kvinder og småbørn måtte udmattede slæbe sig af sted til bestemmelsesstedet. Selv når en kvinde sank udmattet om på vejen måtte hendes mand gå videre. Og på det nye opholdssted ramtes de forviste så af den hårdeste straf: børneudskrivning. Ved omfattende strejftog bemægtigede man sig i 1842 alle smådrenge fra 6-års alderen, og sendte dem under bevogtning af kosakker til byen Archangelsk, hvor de blev opdraget til matroser. Det forstår sig at de døde som fluer undervejs.

Den fælles ulykke har knyttet de polske jøder til deres kristne landsmænd; for også de øvrige polakker havde måtte lide under børnebortførelser. En ordre fra fyrst Paskiewicz af 24. marts 1832 blev udført efter ordlyden: ”Det har behaget Hans Majestæt Zaren at befale, at alle omflakkende, forældreløse eller fattige drengebørn i Polen skal indlemmes i Kantonisternes Bataljon og følgelig bortsendes i masse til Minsk, hvor der vil blive taget bestemmelse om dem efter H. M.s Generalstabs Reglement”. Gennemførelsen af denne befaling er ikke nogen enestående begivenhed. Seks år senere, den 13. april 1838, kunne man i Warszawas aviser læse følgende meddelelse fra Guvermentsrådet: ”Den 18de i denne måned finder i rådhussalen en offentlig licitation sted angående overførsel til St. Petersborg og Ural af nogle tusinde sønner af polske adelige.” Fra da af har jødiske og kristne polakker følt sig, om end måske ikke som et fælles samfund, men dog som en fælles nation. Selv om jøderne fortsat udskilte sig fra resten af samfundet i kraft af deres beklædning og sprog, da så man i 1860 en velvillig indstilling, og spørgsmålet om ligestilling blev løst da der i 1861 på Slotspladsen og en anden stor plads blev skudt på den knælende mængde, som mens de kiggede ind i de russiske kanonmundinger sang nationalhymnen Z dymem pozarów og anråbte Gud om at skænke polakkerne frihed og et fædreland. Her kom jøderne med en utvetydig tilkendegivelse, hvor de lagde deres nationale sindelag for dagen. Sammen med deres rabbinere gik de i store mængder ind i de katolske kirker, ligesom de kristne i massevis drog ind i synagogerne for at istemme den samme hymne.

Men allerede hos Polens største digter Mickiewicz er følelsen af enhed klar; hans værk Pan Tadeusz fra 1834, der et blevet det polske nationalepos, slutter han med at Polens berømte nationalsang spilles for Dombrowski og hans soldater af en jøde.

”Den store mester” som digtet kalder ham, lader i mægtig begejstring, alene i kraft af sin særlige musik, hele Polens historie fra 1791 og til glide forbi tilskuerne. Den 3. majs brusende Polonaise danner udgangspunkt, så følger den falske akkord, forræderstrengens klang, der minder om Targowice-konspirationen, så march, angreb, kamp, stormløb og skud, børnenes stønnen, mødrenes klager; blodbadet i Prag drager forbi de tårefyldte blikke. Så forvandler tonearten sig til en gammel folkevises sørgende melodi, til sangen om den forviste kriger der flakker gennem skoven og mange gange er ved at forgå af sult og vanskeligheder, indtil han endelig synker ned for foden af sin lille, tro hest, og denne med hoven graver hans grav. I tæt flok om mesteren lytter soldaterne til den kendte melodi, og mindes de bitre dage da de sang denne vise for fædrelandets grav:

Dog de hævede hovedet, thi hvor ganske anderledes, hvor meget lysere klinger det ikke – stærkere, i anden takt bringende et andet budskab. Og atter lod mesteren sit blik svæve hen over strengene, flettende hænderne sammen og begge slog med begge stave et slag, så kunstfuldt, så mægtigt, at strengene klang som malmtrompeter, og mod himlen fløj hin navnkundige melodi, født af det hellige håb, hin triumfmarch: ”Endnu er det ikke ude med Polen! March! Dombrowski! Til Polen!” - og alle klappede i hænderne, og ”march! Dombrowski”! Jublede det gennem salen. Og som studsede han selv over virkningen, således bævede mesteren.....

Og bedækkede ansigtet, mens en strøm af tårer bryder ud gennem hans fingre, siger han til Dombrowski: ”Ja, General! Du er den, hvem sangerens mund har varslet om!” Og digteren tilføjer: ”således talte han, den brave jøde, han elskede sit fædreland som polak.”

Mens der i øjeblikket ikke eksisterer nogen religiøse opdelinger sted i russisk Polen er der igennem de senere år opstået nogle parti-modsætninger, nemlig mellem positivistisk indstillede unge, som sætter åndelig frigørelse i højsædet, og de katolske fædrelandsvenner.

Katolicismen har i Polen længe syntes uløseligt knyttet til nationalismen. I mangel af kulturtilbud ville det uden de katolske præsters indflydelse have været umuligt at holde det store flertal af befolkningen forenet som et folk. Nu er der opstået det problem af de veluddannede ikke længere tror på katolicismen,  og at de som taler for de unge ser den eneste mulighed for fremskridt i en kamp for den moderne livsanskuelse, imod fortidens. Mange har bekymret spurgt mig om det ikke er et problem for den polske kultur at den opretholder en tæt binding til katolicismen, sådan som dette ses hos den romantiske skoles store digtere, fx. Mickiewicz og Krasinski, og om den ikke kommer til at fremstå som forældet og forbigået i det europæiske samarbejde; enkelte fremstående personligheder, herunder først og fremmest Swientochowski, har følt sig tvunget til at udtale sig om religion på en måde som har såret mange og gjort endnu flere ængstelige. I den sidste tid har en fremragende forfatter som Sienkiewicz, der oprindeligt og indtil nu har været radikal, følt det hensigtsmæssigt at slutte sig til det konservative parti. Det er blot beklageligt at han ved at modtage et betydeligt årligt honorar som redaktør for en kirkeligt orienteret avis, hvor han reelt kun er kransekagefigur, har indviklet forholdene og sat sig eget gode navn på spil.

Der er her tale om et tvungent valg, som mere end noget andet nager den polske intelligens. Mange af de bedste vover ikke at sige hvad de tænker, fordi de ikke vil skade den sag der ligger dem mest på sinde, eller rettere den eneste sag der virkeligt ligger dem på sinde: Polens sag. Andre fremragende personligheder nærmer sig det synspunkt der under almindelige forhold ville være uigendriveligt, nemlig at der findes ideer som er vigtigere end tanken om fædrelandet. I praksis bliver spørgsmålet et spørgsmål om hvad der findes mest hensigtsmæssigt.

Min helt personlige position i dette spørgsmål var en positiv holdning fra den fremskridtsvenlige klikke i Warszawa, mens enkelte frisindede personer ønskede at undgå et brud mellem den nationalistiske fløj og ungdommens parti, og derfor så positivt på mit ophold i Warszawa, idet de mente at en fremmed med venner i begge lejre kunne fremme en forsoning.  Man forsøgte således at udnytte mit ophold til at bringe parterne nærmere hinanden, og jeg fik ved en speciel lejlighed at vide at det var første gang i 15 år at repræsentanter for de forskellige partier var samlet i en sal. Det som jeg personligt har set i Warszawa har kun kunnet give mit høje tanker om polakkernes evne til at holde sammen som folk; særligt overraskede det konservative partis holdning mig. Flere katolske præster kom mig med hjertelighed i møde, og den største festlighed jeg var indbudt til under mig ophold blev afholdt af det konservative partis fører, ejeren af bladet Slowo (Ordet), Grev Przezdziecki. (Han er søn af en mand som med store ofre har udgivet den gamle polske historiker Johannes Dlugoszs samlede værker i 14 elegante bind, og en nær slægtning af grevinde Przezdziecka, der optræder som den anden ubekendte i dramatikeren Marimees værk over ubekendte personer.

Selv om den polske kultur nu efter min mening må være særdeles forsigtig og diskret, så er det tydeligt at oprøret i 1863 har haft stor betydning for polens kulturliv. De tåbeligheder og rædselsvækkende ting der skete dette år, den fortvivlede ubesindighed i den planløse opstand med dens tragiske udgang har gjort nationen ædru; for ædru, er det nogen der synes, for hvor det frem til 1863 var normalt hos polakkerne at se alle fortrin forenede i deres eget folk, så var det efter den tid normalt kun at tale vemodigt nedsættende om Polen. Men det er i hvert fald en stor fordel at den sygelige selvforgudelse der i 30erne trængte igennem da de to store modstandere, Mickiewicz og Slowacki, på samme tid omvendte sig til mystikeren Towianskis sværmerier (om Polens folk som mesiasfolk, der led for menneskehedens synd, og lidende frelste menneskeslægten) nu for evigt er død og begravet. Man har lært at se den brutale virkelighed i øjnene, og de forhåbninger man har – for selv om man ikke er superpositiv, så er der håb for fremtiden – de grunder sig nu ikke så meget på drømme og fantasier.

Endelig har det fremmedherredømme som er gennemført efter 1863 fremkaldt en åndelig tilstand som på trods af at baggrunden er ulykkelig har kaldt det skønneste og bedste frem i folk, en tilstand som minder om den som blev fremkaldt af den oprindelige kristendom under Roms undertrykkelse, en opfattelse der på mange punkter er mørk, men derfor ikke mindre sand.

Måske er der egentligt ikke nogen tilstand som er bedre til at skabe et folk end et sådant system, hvor ingen nogensinde modtager en åbenlys udmærkelse, titel eller dekoration, og hvor de officielle udtryk for ære betragtes med skam, mens til gengæld skammens officielle kittel, en politiske fangekittel, betragtes som ærefuld.

Ethvert barn som i Warszawa dagligt går forbi Paskiewicz’s monument, og ethvert barn som hele tiden ser stenstøtten med forrædernes navne, vænner sig fra børn til den tanke at de som hædres af magthaverne  i reglen ikke er de mest fremragende borgere, og de som forfølges af magthaverne i reglen ikke er de ringeste.

Det som er kernen – den sande kerne – i den kristne lære, den sande vurdering af denne verdens hæder og skændsel, denne verdens retfærdighed, den virkelige storhed og den virkelige usselhed – denne vurdering kan alle her, selv den svagest begavede, på fingrene. Hvilken skole for livet! – Jeg tror at Polen er det eneste land hvor den oprindelige kristendom endnu eksisterer som samfundsmagt, og det både blandt kristne og ikke-kristne.

Polens navn findes ikke på Europa-kortet. Polens folk regnes ikke med blandt Europas folk. Dets sønner og døtres frihed og velfærd er i fremmede magthaveres vold. Dets sprog forfølges og undertrykkes.

Dette folk har blandt jordens mægtige ikke en eneste ven, derimod handlekraftige og konstant arbejdende fjender, og disse fjender befinder sig blandt de ubetinget mest indflydelsesrige personer i verden.

Til gengæld tror jeg at Polen blandt alle verdens folkeslag har de bedste blandt disse folk til venner.

Polen fremtræder som et folk der ikke blot er dødsdømt, levende begravet, men som trods alt bestandigt løfter på låget til sin kiste, og viser at livskraften endnu langtfra er udslukt.

Man møder her et folk hvor hver nerve er spændt, fordi de dag ud og dag ind kæmper for deres tilværelse, i stedet for som andre folkeslag at nyde den. Man ser her et folk som fuldstændigt er gået op i den nationale sag, og dog er denne nationale sag ikke anden end menneskehedens, det almenmenneskeliges, sag.

Man elsker derfor Polen, ikke som man elsker Tyskland, Frankrig eller England, men som man elsker friheden. For hvad andet er det at elske Polen end at elske friheden, at have en dyb forståelse for ulykken, og at beundre modet og den stridbare begejstring!

Polen er et sindsbillede – et sindsbillede på alt det som menneskehedens ypperste har elsket, og for hvilket de har kæmpet. I Polen er alt sammentrængt, alt det som fortjener mest had, det mest afskyelige, alt det mest elskelige og det mest strålende. Her findes livets modsætninger, her er verdensvæsnet sammentrængt som i en essens.

Overalt hvor der i Europa i det 19. århundrede er blevet kæmpet for friheden deltog også polakker, på alle kamppladser, på alle barrikader. De har undertiden taget fejl i deres syn på det de foretog sig, de lånte deres våben til en sag de troede var for menneskehedens gode, de betragtede sig som frihedens garde, og de betragter stadig enhver som kæmper for frihed som en broder.

Men omvendt kan man også sige at overalt hvor der i Europa kæmpes for friheden, der kæmpes der også for Polen. Polens fremtidige skæbne er helt afhængig af Europas; hvis ideen om folkeslagenes ret til uafhængighed sejrer, sammen med hvert enkelt folks ret til fuld politisk frihed rundt omkring på jorden, så nærmer det øjeblik sig hvor Polens genopstandelse bliver mere end et håb.

Næste kapitel >>>>>

 

 

 

 


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag