Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

II

Andet indtryk (1886)

 

1.

 

Klodens to mest bevæbnede lande, Tyskland og Rusland, står spændt overfor hinanden, ingen af dem har indført demokratiske forandringer eller ret til selvbestemmelse for individet eller folkeslagene, men de har for tiden et fælles mål; de stræber med alle midler på at udrydde en nationalitet på 14-16 millioner mennesker, som er bastet, bundet, undertrykt og kneblet som ingen anden nationalitet i Europa. Alligevel behandler magthaverne den som den var en trussel, der var ved at fortrænge de nationer som behersker den, og den betegnes uafbrudt som en trussel eller en fare.

Den polske deling skete for næsten 100 år siden; men den lader ikke de tre magter som stod for delingen falde til ro. Den dag i dag koster det store anstrengelser at opretholde og legitimere besættelsen. Ikke nok med at man har sørget for at verdenshistorien er blevet skrevet på en sådan måde, at al skyld ligger på det gamle Polens side, og alt det som hos andre folk regnes for dyd eller pligt stemples som landsforræderi, når det ytres af en Polak: fædrelandskærlighed, national hukommelse, et fælles sprog, had til fjender. Intet polsk medlem af den galiciske eller tyske parlament kan undgå at sværge troskab mod den fremmede besættelsesmagt, polske unge udskrives som soldater i de tyske, østrigske og russiske hære, anbringes i regimenter hvor der kun tales fremmedsprog, og må kæmpe for fremmede interesser. I den sidste tid er både Rusland og Tyskland begyndt at forfølge polakker på en måde der nærmer sig mishandling.

 

Fyrst Bismarck fordrev i begyndelsen af året omkring 50.000 polakker fra Preussen med få dages varsel, mænd, kvinder og børn, som hjælpeløse måtte søge ly eller dø. Han synes at have flere politiske bevæggrunde: for det første frygter han polonisering af de tysktalende landsdele, for det har vist sig at det polske sprog, på trods af at det bliver bekæmpet, stadig vinder terræn. Dernæst ønsker han under en forestående krig at have så få fjendtlige elementer i landet som muligt. Han fordriver ikke blot alle fastboende polakker fra Preussen, uanset hvor længe de har opholdt sig der, men han foreslår endog at de i Poznan bosiddende polakker skal tvinges til at afstå deres jord. Han vil købe polakkerne ud af det gamle land, og har krævet 100 millioner mark til kolonisering af landet, som om der var tale om ubeboede egne eller landområder beboet af vilde. Udvisningen praktiseres så strengt, at der i februar ankom en 91-årige kone til Warszawa, der som statsfarlig var blevet udvist fra Poznan. Og det skal end ikke være tilladt for enhver tysker at købe jord i Polske områder; ingen som har giftet sig med en polsk kvinde får tilladelse hertil, til al erfaring siger i henhold til Bismarck at en sådan kvinde i en håndevending gør sin mand til Polskorienteret. I fremtiden vil ingen polak fra Preussen kunne få ansættelse i Poznan, med mindre han er gift med en tysk kvinde; for kun i så fald er der håb om at germanisere ham og hans børn.

 

 

Det viser sig således at Bismarck betragter de polske kvinder som en endnu større fare for det tyske riges enhed og sikkerhed end mændene. Han har derved ufrivilligt givet dem stor ros, og vist deres stolthed og menneskeværd. Og de fortjenes denne ros. De er landets kerne, for så vidt som de angår kulturens beståen.

 

De kvinder man særligt bør tænke på her tilhører aristokratiet. I det menige folk lever nationalbevidstheden kun som en religiøs tilstand, og en middelstand som i de germanske eller romanske lande eksisterer ikke.

 

Det man i almindelighed kan sige om disse mere eller mindre aristokratiske kvinder er, at man ikke kan betegne dem som almindelige borgere. De er ikke huslige, og de er ikke smålige. De bedste af dem har en høj og sjælden stolthed, som beror på følelsen af kulturlivets styrke og renhed. Det er kvinder som er blevet skabt til at herske, og som endog i små kår bevarer deres selvbevidsthed, som ligger i blodet på dem. Det er en type hvor kulturlivet fuldstændigt går op i den nationale sag. Mange af dem er fortsat ivrige katolikker, men for de fleste og de mest opvakte af dem har katolicismen kun værdi som et nationalt symbol.

 

De polske kvinder er berømte for deres skønhed, og det er fuldt berettiget. Det er næsten en trossætning i Polen at en ægte polsk kvinde skal være blond; det anses for det fineste. Selv om man ser enkelte kvinder som i hårets gyldengule farve minder om de svenske og norske, og som ofte også har en hud der er mere lys end hvad man møder i Norden, så holder dette ikke stik. Der er masser af brunetter, og flertallet har en hårfarve som nærmer sig askeblond.

Hændernes fuldendte form og de små fødder er navnkundig hos de polske kvinder. De sætter selv mest pris på hændernes skønhed. ”Jeg ser på mine hænder, ikke på mit ansigt”, sagde en, og en anden som ellers ikke tænker på sit udseende, og er for intellektuel til at være forfængelig, sørgede i Paris for at tilkalde byens mest berømte læge da hun fik frost i hænderne. Polske kvinder hævder at når de i Wien besøger skomagerbutikker, og her viser deres små fødder, så udbryder skomagerne: ”Das kennen wir, das sind polnische fusse”. Det siges også i Warszawa at man i de wienerske skobutikker har et særligt skab med fodtøj til disse fødder, og at dets indhold er særdeles forskelligt fra det til de engelske kvinder beregnede skab.

 

Den almindelige opfattelse her er, i lighed med andre steder, at den ægte polske kvinde lever for hjemmet og børnene. Måske mere for børnene end for manden, og hun har formodentligt ikke noget decideret seksualliv. Ægteskabet stilles mindre til skue end i Tyskland, og giver formodentligt ikke så ofte anledning til romaner som i Frankrig. De polske kvinders hoved er hedt, deres sanser beherskede.

 

Af og til sker der noget som ikke bør ske; en gift kvinde forlader sin mand og lever sammen med sin elsker; en ung pige gifter sig med sin fars kammertjener eller lignende, men det er sjældne undtagelser. Når man ved en selskabelig lejlighed træffer en kvinde som flirter på en raffineret måde er hun næsten altid af fremmed afstamning. Derimod er eksempler på voldsom moderlig opofrelse relativt hyppige. Grevinde Rosa K, som på grund af sine familie- og formueforhold kaldes Polens førstedame, har i mange år levet alene i en ubetydelig bjerglandsby i Karpaterne af hensyn til sin lille, svagelige søns helbred.

 

I de bedre sociale lag synes kvindernes liv ved første blik ret meningsløst. Om sommeren på landet, som er domineret af patriarkalske forhold, har godsets frue imidlertid meget at gøre, men i Warszawa kan hun leve et liv i ren adspredelse.

 

En dame af det bedre selskab står op ved 11- eller 12-tiden, og går i seng klokken 4 om morgenen. Hun kører fra besøg til besøg, og fra det ene selskab til det andet. Men alligevel arbejder hun hver dag med blik for de offentlige og nationale interesser. Selv de mest uskyldige ting, som oprettelsen af et bibliotek, et hospital, en sy-skole, hvad som helst, bliver led i arbejdet for at styrke det polske. Når 4 damer mødes til en velgørenhedssammenkomst kommer der også nationale formål på dagsordenen.

 

Det er forbudt at lære pigerne polsk i en skole, men man må gerne lære dem at sy. Man tegner korsetter på tavlen for det tilfælde at politiet skulle vise sig; man har sytøjet på bordet, og bøgerne under bordet.

 

Enkelte fremragende kvinder med betydelige evner har forsøgt at gøre mere, som fx den kendte forfatter Elise Orzeszkowa, der selv anlagde et trykkeri for at virke i folkeoplysningens tjeneste. Denne virksomhed ophørte da regeringen forbød den, lukkede trykkeriet, og for en længere årrække påbød Fru Orzeszkowa at bo i byen Grodno. Hendes romaner har givet anledning til meget opsigt – Meir Ezofowicz er specielt læseværdig – og hun lægget et talent for dagen der er beslægtet med George Sands; de er skrevet med tungsindig fædrelandskærlighed, ud fra en begejstret tro på friheden; hendes mindre noveller har skarpe præg af virkeligheden og en bestemt kunstnerisk form, men med samme patriotisk, opdragende sigte. En yngre kvindelig digter som når højt i lyrisk inspiration, Marja Konopnicka, har under kamp med de vanskeligste og mest trykkende livsforhold udviklet sig til et poetisk talerør for tankens og følelsens frihed, noget som endnu er et særsyn i Polen. Også i hendes poesi, som fx i hendes Ode til Matejko i anledning af maleriet Slaget ved Grunwald, dirrer fædrelandsforelskens klang.

 

Modsætningen mellem polsk og russisk er i virkeligheden aldrig ude af kvindernes sind. Man bliver hele tiden mindet om det i dagliglivet: en ung pige er blevet forladt af sin forlovede. Det fremhæves konstant at et forhold som gør det endnu mere troløst var, at han havde brudt forlovelsen for en russisk danserindes skyld, han var ansvarlig for bruddet. En ung pige som endnu ikke var fyldt 20 år skældte i den Saksiske Have en flok halvvoksne polske drenge ud, fordi de talte russisk til hinanden. Sådanne små ting lægger enhver mærke til, når han har opholdt sig noget tid i russisk Polen, og man ser at det er kvinderne der holder den nationale lidenskab i kog.

 

I øvrigt er de selvfølgelig som alle andre steder meget forskellige; blide og stilfærdige eller mistroisk skarptskuende, jomfrueligt stridbare eller erotisk anlagte, eller de forfængelige skuespillerindenaturer. Der er dem der på ægte slavisk vis går helt op i åndelig begejstring, og der er enkelte særligt polske, med et usædvanlig mandlig beslutsomhed og fasthed, anførerinde-naturerne. En pige har en far som er artillerigeneral, som ønskede at helbrede sit barn for frygtsomhed, og følgelig fra hun var 10 år gammel tvang hende til at stå ved siden af kanonerne når de blev fyret af, og som nu i tyveårsalderen havde dette som særligt karaktertræk; at kunne stå for skud.

 

Ofte er det fælles nationale interesser der forener dem med mændene; det sker at de ubevidst vælger deres mand ud fra at han er den der fjerner sig mindst fra deres ideal af en Polak. I det hele taget må man sige at de ikke har høje tanker om mændene, og grundigt kender deres fejl. Det er ikke nok for dem at manden har mod. ”Når de ikke en gang mere kunne slås, så kunne man lade dem begrave”, lød et henkastet svar på en ytring der fremhævede mændenes mod, en ytring fremsat af en ung pige med meget karakter. Som regel kan man om disse kvinder sige at de kræver meget, til gengæld giver de meget igen.

Næste kapitel>>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag