2.
Mændene er velvoksne, ofte
meget tynde, og ofte med skarpt skårne ansigter og stærkt nedhængende
overskæg. Denne type kan ses såvel hos bonden, som hos aristokraten. En
ofte forekommende afart er den svære, barnlige åbne landadelsmand, der
hilser goddag og farvel med et kys, og har hjertet på læberne, men ikke
desto mindre en mandlig holdning og naturlig værdighed: Det er denne
type som Mickiewicz i Pan Tadeusz har foreviget
i flere forskellige typer.
Evnen til at fungere som
borger i et samfund er ikke særligt veludviklet. Mens tyskerne som regel
føler at de opfylder en bestemmelse som borgere i staten, også selv om
han derved mister noget af det bedste i sin personlighed, så er
polakkerne i sammenligning uden talent som samfundsborgere. Både den
økonomiske og den politiske sans er meget lidt udviklet i russisk Polen.
I det gamle polske rige
fandtes der (lige som i Hellas) en høj civilisation, uden det materielle
grundlag der kunne sikre dens varighed, og derfor fandtes her (som hos
jøderne) en personlig frihedsudvikling sted, på bekostning af rigets
forsvarsevne i forhold til udlandet.
Der er to polske
nationalsange, som i fællesskab giver et fuldstændigt billede af den
polske folkekarakter; den ene er Wibickis
Jeszcze Polska fra 1797, med det over hele verden kendte vers:
Endnu er det ikke ude med Polen.
Den anden er Ujejskis Z dymem pozarow fra 1846,
skrevet efter de galiciske myrderier. Det østrigske styre, som af
Ærkehertug Ferdinand havde fået ideen til at bruge bønderne mod deres
herrer, bildte den gang bønderne i Galicien ind, at kejseren havde
frigjort dem fra krigstjeneste og givet dem jorden til deling, men at
det var adelen som hindrede gennemførelsen af denne kejserlige
bestemmelse. Da unge adelige så forsøgte at vinde bønderne for en
national opstand gik deres raseri ud over den polske adel; i løbet af
tre dage blev 2.000 adelige mænd, kvinder og børn myrdet. Nogle blev
brændt levende, andre pisket ihjel, og endnu andre hugget i småstykker.
Ujejskis sang er udtryk for
de nyere generationers fortvivlelse over at se de polske drømme
tilintetgjort af polakkerne selv, mens Wibickis sang er udtryk for de
ældre generationers lyse håb, som eksisterede selv efter at den tredje
deling, der som et øksehug havde delt landet endeligt op. Den ene er et
hyldestdigt der ligner en salme, den anden er en march der ligner en
mazurka.
De to sider af den polske
folkekarakter, hele landets ånd, spejler sig heri. I Ujejkis hyldestdigt
er det den høje, brændende alvor, fædrelandskærligheden, som en
religion: opad med ildebrandens røg og
broderblodets damp stiger vir klage til dig, o Herre! Jeszcze
Polske anses i almindelighed for patetisk på grund af dens betydning for
nationalitetsfølelsen, som svarer til den der i Frankrig næres overfor
Marseillaisen, en sorgløs og munter sand, det heltemodige letsinds vise.
Tankegangen er: Der er ikke noget at være bekymret over, Polen skal nok
bestå. March, march Dombrowski! Det er en fornøjelse at leve, at synge,
at slås.
I Europa er det indenfor de
senere år begyndt at blive anset for en vigtig positiv egenskab at man
arbejder og elsker arbejdet for dettes egen skyld. Den holdning som den
er baseret på er særdeles sjælden i Polen. Man har her dyrket sin jord
og sin ånd i århundreder, men man har samtidigt stædigt betragtet det
egentlige arbejde for penge som en lav og nedværdigende beskæftigelse.
Man har værnet den aristokratiske foragt for købmanden og fabrikanten,
for slet ikke at tale om de småhandlende og håndværkeren. Man har samlet
store formuer, men man har givet dem ud igen. Penge var et middel,
yderst sjældent et mål; arbejde var en lidt skamfuld tilflugt, aldrig
målet i sig selv.
Man ville nyde livet, ikke
fortjene brødet, og endda mindre nyde det, end leve det i stor
sorgløshed.
Det nyttige er i dette land
altid først kommet i anden række, hvis det da ikke er kommer på
tredjepladsen.
Det var ikke sådan alt ind
på en ideel genfremstilling af livet, som i Italien under renæssancen,
da det gik op i en udødelig kunst. Målet her var snarere at gøre selve
livet til en fest, som en stor mand kunne byde andre store og små mænd
og deres ledsagere med til.
Gæstfriheden er et mere
væsentligt træk i det polske liv end i andre landes. Der er man kun
gæstfri hvis man keder sig; her er man gæstfri selv om man ikke keder
sig. At krympe sig ved at vise gæstfrihed anses her for småborgerlighed,
og der anses også for småborgerlighed ikke at ønske at modtage
gæstfriheden, for det viser at man omregner dens værdi til penge.
Selv krigen var festlig i
Polen i gamle dage. Når de drog i krig havde de polske ryttere store
vinger på deres harnisk, ægte store strudsevinger på sadlerne, og det
forstår sig at man aldrig manglede en fjerbusk når man red ud.
Hvor smuk og rigt udsmykket
var ikke den polske dragt i fredstid. At det nogen sinde skulle have
været praktisk at klæde sig på den måde er lidt utroligt, men hvilken
glimrende overdådighed! Hvilken underfuld pragt i disse stoffer, med
deres sølv- og guldbrokade der går flere gange rundt om livet, hvilken
fin og fornem skønhedssans i disse silkebroderier! Den der har båret et
sådan skærf om livet har haft en konstant lykkefølelse, livsfylde,
velvære. Dette er ikke glimmer som så meget fransk pynt på dette
tidspunkt, men solid og varig pragt.
Og på samme måde som den
enkelte mægtige mand i dette folk ikke har levet alene for sig selv,
ikke har lukket sig inde, således har heller ikke folket lukket sig inde
i sig selv. Man kan blot tænke på to vigtige begivenheder: Polen som
åbner sig for jøderne i middelalderen, og Kong Sobieski som frelser Wien
fra Tyrkerne, to sjældne træk af religiøst frisind og politisk
ridderlighed i Europas historie.
Med idealer, uegennyttige
idealer, er en luksus der hævner sig på et folk, på samme måde som de
nationale laster gør det. De folk som i deres åndelige liv hæver sig til
nye religiøse idealer, eller som i deres intellektuelle aktiviteter når
nye højder, eller har det enkelte individs uafhængighed for øje i deres
indretning af staten, skaber altid en svag struktur, men det
vanskeligste af alt er et folk som det polske, som skal klare sig i en
så borgerliggjort og krigerisk ensrettet tidsalder som vores.
Det er især den gamle,
fornemme ringeagt for arbejdet der viser sig skæbnesvanger. Kun de der
har absolut behov for det arbejder, og mange af de som har behov for
det, arbejder ikke alligevel. I Warszawa er selskabet måske mere
afsluttet end noget andet sted. Fordommen mod arbejde præger både de
unge og de ældre generationer. En gammel, adelig dame brød ud i denne
sigende ytring: ”Hvilket selskab man havde indbudt mig til! Der var
fuldt op med arbejdere, advokater som arbejder for honorar, fabrikanter
som sælger varer, læger som man trykker tre rubler i hånden for
besøget”. Hustruen til Holbergs naragtige komediefigur, Don Narudo,
ville have udtrykt sig på samme måde.
Men hvorledes får en hel
gruppe mennesker i vore dage penge uden arbejde? – vil man indvende; Det
er netop sagen, for pengene begyndt er at slippe op for den polske adel.
De som endnu har jordbesiddelser er tit tvunget til at blive på deres
godser hele tiden.
Man må imidlertid ikke tro
at nogen gør sig store sorger derover. Et polsk ordsprog lyder: Det
ordner sig nok – et betegnende udtryk for uordenens land. Mindre end
noget andet sted bliver man moralsk fordømt som dårlig betaler, eller
for at leve på kredit. Om familier der skylder til alle og enhver hedder
det overbærende at ”de har måtte gøre nogen gæld”. Der spores ingen
foragt herfor, heller ikke når letsindigheden går over i besættelse, og
familieoverhovedet spiller og taber en formue i spil. Men netop i
sådanne tilfælde træder de mørke og lyse sider af det polske samfund
frem, tæt op ad hinanden.
Af to brødre tabte den ene
20.000 rubler i spil og flygtede ud af landet. Hans anden bror overtog
gælden, begav sig ud på landet til sit gods, levede som en simpel
arbejder, arbejdede selv med som en fattig bonde og betalte hele sit liv
af på brorens gæld. En sådan helt urimelig, heltemodig opofrelse trives
lige ved siden af det forrykte, forbryderiske letsind.
Hang til forfængelig
udstillen sig, til ødselhed, afføder hos de lave og slette naturer
uorden i alle økonomiske forhold, og den pengebegærlighed der bestemmer
den særegne polske form af slyngelagtighed er den der skaber bedragere
som optræder i privatlivet, samt bestikkelse og forræderi i det
politiske liv. I enhver nation har slyngelagtighed i pengesager
formodentlig sin særlige form. De følgende viser hvordan den polske form
går over bredderne:
En ung mand af god familie
stiftede en gæld på 80.000 rubler, lånte penge af alle sine slægtninge,
forarmede dem til sidst, og kom så vidt at han lånte af enhver han
mødte; af fremmede damer, af landsmænd han traf på hotel når han var i
udlandet. Han sagde end ikke net tak til et lån på 5-10 rubler. Da han
endelig var helt flad trådte han i Paris ind i et kloster som yngste
broder. Det styrker den moralske udvikling i hans slægt. Efter nogen tid
skriver han hjem til en from, gammel tante, forklarer hende at de andre
brødre hver forærer klosteret en sum penge, og beder hende indstændigt
hjælpe ham med en lille sum, blot 6.000 rubler, for at de øvrigt munke
ikke skal ringeagte ham. Så snart han modtager pengene forlader han
klosteret, rejser omgående til Amerika, hvor han bruger pengene til
sidste øre, vender tilbage til Frankrig, bliver igen munk, og er i dag
en af de mest søgte skriftefædre i Paris.
Den følgende beskrivelse
fra virkeligheden giver en variant over den tidligere historie, og
fortæller på samme tid om grundlæggende ejendommeligheder i den polske
folkekarakter, blot med modsat fortegn:
En rig og adelig dame,
meget streng og ærbar i hele sin fremfærd, fredelig og hvad man kan
betegne som lykkelig gift, havde en glimrende mand, et smukt hjem. Hun
havde aldrig tidligere været forelsket, og blev betaget som af trolddom
da hun lærte en vis ung adelsmand at kende. Hun forlod mand og børn, hus
og hjem, og lod sig med et falsk pas bortføre til Paris. Den unge mand
virkede forelsket gennem en uges tid, solgte så efterhånden alle hendes
værdigenstande og smykker, indespærrede hende når han gik ud for at more
sig for beløbet, og lod hende hurtigt i stikken, så hun ikke havde andre
muligheder end at skrive til sin mor om hjælp. Denne hentede hende
tilbage, og hendes mand erklærede sig parat til at tage hende tilbage,
på betingelse af at hun først knælede ned på husets tærskel og bad alle
om forladelse for sit dårlige eksempel, selv tjenestefolkene. Hun
underkastede sig, og han har aldrig senere sagt hende et ondt ord, eller
hentydet til hvad der er sket.
Lige så vidt
samvittighedsløsheden hos fordærvede polakker kan gå i forhold til
penge, lige så stor er frygten og afstanden for indblanding af penge
eller noget som har pengeværdi når nogen ønsker at udtrykke
taknemmelighed overfor overordnede eller ligestillede. En landflygtig
polak som havde deltaget i oprøret i 1863 og senere har overlevet som
fotograf i Oslo sendte den svenske Karl XV en kostbar brystnål tilbage,
som denne lod overrække til erindring om en samtale og udvist tjeneste.
En anden lille episode fra Warszawa er endnu mere betegnende og lærerig.
En ung godsejer, Mankowski, vandt en præmie for et lystspil. Som tak
sendte han en kendt skuespiller, som havde brugt meget tid på at hjælpe
med det dramatiske, en diamantring som tak. Skuespilleren afslog at
modtage ringen. Da jeg fik det at vide, og spurgte: Har han råd til at
give sin tid væk? – lød svaret: ”Han behøver ikke meget. De ser, han
modtager ikke den art betaling, men han betaler heller ikke selv. Man
ved, han har ikke meget til bedste, og betragter det derfor som sjofelt
at kræve ham. Han har fx nu i 10 år beboet en smuk lejlighed. Han har i
den tid aldrig betalt sin leje, men når forfaldsdagen kommer, gør han om
morgenen sin vært et besøg; denne byder ham en kop chokolade; den unge
skuespiller gør en undskyldning for sin forsømmelighed med hensyn til
lejen, beklager sin forlegenhed, og der tales ikke mere om den ting”.
...”og sin skrædder, sin skomager, betaler han heller ikke dem?” ”Nej,
de håbet at han en gang gør et rigt parti. Derimod modtager han ikke
indbydelser uden at besvare dem med andre, og når han i Hotel d’Europe
giver en middag for Kronenberg (Polens rigeste bankier), så er den ikke
mindre glimrende end Kronenbergs egne middage – og den betaler han.”
Det er efter denne
opfattelse i grunden kun nødvendigt at betale det unødvendige, det
overflødige. Der er næppe andre steder hvor det overflødige sættes så
højt. De mest elegante unge mænd i Polen er luksusfrembringelser, yderst
indtagende, smidigt hengivne som kvinder, fine som sene skud af gamle
adelsfamilier. Som regel arbejder de ikke, og når de undtagelsesvis gør
det, selv om det ikke er nødvendigt, studerer et eller andet, eller
prøver at få en akademisk karriere, så vækker det altid almindelig
undren og beundring. Man bifalder egentligt ikke specielt at den unge
mand arbejder, men at han foretager sig noget der er overflødigt.
Således har også det polske
heltemods særkende til alle tider været at udføre det som er
overflødigt. Mændene i Polens storhedstid deltog i forskellige
europæiske krige, overalt hvor kampen gjaldt et formål som de følte for.
De kæmpede i 1848, og senere på Krim, i Italien, i Tyrkiet. Som den
gamle af Mickiewicz berømte Ordon, helten fra 1831, der lod sin stilling
springe i luften foran Warszawa da russerne trængte ind, og som ved et
under selv blev frelst. Ordon har altid været med hvor man sloges for
folkets frihed eller imod Rusland. Indtil i år levede denne sande helt,
som personificerer alt storladent og sjældent hos polakkerne. Stolt og
fattig som han var, gjorde han til sidst en ende på sit liv med en
pistolkugle, da han i sin høje alder var ude af afstand til at arbejde,
og var bange for at falde andre til byrde. Hans mod var som hos en
omvandrende ridder. Den samme slags heltemod findes også hos mindre
legendariske krigere, fx hos den for nogen år siden afdøde Tripplin, der
i sine rejsebeskrivelser b. la. har givet en velvillig, men noget
forskønnet, beskrivelse af Danmark. Også han deltog i de forskellige
frihedskrige, og var med overalt hvor man kæmpede mod Rusland.
Følgende beretning fra det
sidste oprør er et godt eksempel på den polske trang til at vise mod,
uden at tage hensyn til nytteværdien: På et tidspunkt i 1863 var alt håb
ude for den polske sag, og ved den nationale oprørsregerings sidste møde
erklærede formanden at han selv ville blive i Warszawa; han anså sig ved
sin ære forpligtet til ikke at flygte. De øvrige medlemmer kunne endnu
rede sig, og han overrakte dem derfor færdige pas. De besluttede
imidlertid også at blive i byen, og foretrak af udsætte sig for
tilfangetagelse som hovedmændene bag oprøret, frem for at flygte for den
fjende mod hvilken de havde rejst sig.
Med disse idealer og de
tidligere omtalte laster kommer man ikke igennem verden i det 19.
århundrede. Det bliver ikke en gang påskønnet, med mindre det har et
helt ekstraordinært omfang. Storsind og letsind har i vore dage ikke
gode kår, trængt som det er mellem den tyske kløgt og den russiske
styrke.