Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4


Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




2.

Mændene er velvoksne, ofte meget tynde, og ofte med skarpt skårne ansigter og stærkt nedhængende overskæg. Denne type kan ses såvel hos bonden, som hos aristokraten. En ofte forekommende afart er den svære, barnlige åbne landadelsmand, der hilser goddag og farvel med et kys, og har hjertet på læberne, men ikke desto mindre en mandlig holdning og naturlig værdighed: Det er denne type som Mickiewicz i Pan Tadeusz har foreviget i flere forskellige typer.

 

Evnen til at fungere som borger i et samfund er ikke særligt veludviklet. Mens tyskerne som regel føler at de opfylder en bestemmelse som borgere i staten, også selv om han derved mister noget af det bedste i sin personlighed, så er polakkerne i sammenligning uden talent som samfundsborgere. Både den økonomiske og den politiske sans er meget lidt udviklet i russisk Polen.

 

I det gamle polske rige fandtes der (lige som i Hellas) en høj civilisation, uden det materielle grundlag der kunne sikre dens varighed, og derfor fandtes her (som hos jøderne) en personlig frihedsudvikling sted, på bekostning af rigets forsvarsevne i forhold til udlandet.

 

Der er to polske nationalsange, som i fællesskab giver et fuldstændigt billede af den polske folkekarakter; den ene er Wibickis Jeszcze Polska fra 1797, med det over hele verden kendte vers: Endnu er det ikke ude med Polen. Den anden er Ujejskis Z dymem pozarow fra 1846, skrevet efter de galiciske myrderier. Det østrigske styre, som af Ærkehertug Ferdinand havde fået ideen til at bruge bønderne mod deres herrer, bildte den gang bønderne i Galicien ind, at kejseren havde frigjort dem fra krigstjeneste og givet dem jorden til deling, men at det var adelen som hindrede gennemførelsen af denne kejserlige bestemmelse. Da unge adelige så forsøgte at vinde bønderne for en national opstand gik deres raseri ud over den polske adel; i løbet af tre dage blev 2.000 adelige mænd, kvinder og børn myrdet. Nogle blev brændt levende, andre pisket ihjel, og endnu andre hugget i småstykker.

 

Ujejskis sang er udtryk for de nyere generationers fortvivlelse over at se de polske drømme tilintetgjort af polakkerne selv, mens Wibickis sang er udtryk for de ældre generationers lyse håb, som eksisterede selv efter at den tredje deling, der som et øksehug havde delt landet endeligt op. Den ene er et hyldestdigt der ligner en salme, den anden er en march der ligner en mazurka.

 

De to sider af den polske folkekarakter, hele landets ånd, spejler sig heri. I Ujejkis hyldestdigt er det den høje, brændende alvor, fædrelandskærligheden, som en religion: opad med ildebrandens røg og broderblodets damp stiger vir klage til dig, o Herre! Jeszcze Polske anses i almindelighed for patetisk på grund af dens betydning for nationalitetsfølelsen, som svarer til den der i Frankrig næres overfor Marseillaisen, en sorgløs og munter sand, det heltemodige letsinds vise. Tankegangen er: Der er ikke noget at være bekymret over, Polen skal nok bestå. March, march Dombrowski! Det er en fornøjelse at leve, at synge, at slås.

 

I Europa er det indenfor de senere år begyndt at blive anset for en vigtig positiv egenskab at man arbejder og elsker arbejdet for dettes egen skyld. Den holdning som den er baseret på er særdeles sjælden i Polen. Man har her dyrket sin jord og sin ånd i århundreder, men man har samtidigt stædigt betragtet det egentlige arbejde for penge som en lav og nedværdigende beskæftigelse. Man har værnet den aristokratiske foragt for købmanden og fabrikanten, for slet ikke at tale om de småhandlende og håndværkeren. Man har samlet store formuer, men man har givet dem ud igen. Penge var et middel, yderst sjældent et mål; arbejde var en lidt skamfuld tilflugt, aldrig målet i sig selv.

 

Man ville nyde livet, ikke fortjene brødet, og endda mindre nyde det, end leve det i stor sorgløshed.

 

Det nyttige er i dette land altid først kommet i anden række, hvis det da ikke er kommer på tredjepladsen.

 

Det var ikke sådan alt ind på en ideel genfremstilling af livet, som i Italien under renæssancen, da det gik op i en udødelig kunst. Målet her var snarere at gøre selve livet til en fest, som en stor mand kunne byde andre store og små mænd og deres ledsagere med til.

 

Gæstfriheden er et mere væsentligt træk i det polske liv end i andre landes. Der er man kun gæstfri hvis man keder sig; her er man gæstfri selv om man ikke keder sig. At krympe sig ved at vise gæstfrihed anses her for småborgerlighed, og der anses også for småborgerlighed ikke at ønske at modtage gæstfriheden, for det viser at man omregner dens værdi til penge.

 

Selv krigen var festlig i Polen i gamle dage. Når de drog i krig havde de polske ryttere store vinger på deres harnisk, ægte store strudsevinger på sadlerne, og det forstår sig at man aldrig manglede en fjerbusk når man red ud.

 

Hvor smuk og rigt udsmykket var ikke den polske dragt i fredstid. At det nogen sinde skulle have været praktisk at klæde sig på den måde er lidt utroligt, men hvilken glimrende overdådighed! Hvilken underfuld pragt i disse stoffer, med deres sølv- og guldbrokade der går flere gange rundt om livet, hvilken fin og fornem skønhedssans i disse silkebroderier! Den der har båret et sådan skærf om livet har haft en konstant lykkefølelse, livsfylde, velvære. Dette er ikke glimmer som så meget fransk pynt på dette tidspunkt, men solid og varig pragt.

 

Og på samme måde som den enkelte mægtige mand i dette folk ikke har levet alene for sig selv, ikke har lukket sig inde, således har heller ikke folket lukket sig inde i sig selv. Man kan blot tænke på to vigtige begivenheder: Polen som åbner sig for jøderne i middelalderen, og Kong Sobieski som frelser Wien fra Tyrkerne, to sjældne træk af religiøst frisind og politisk ridderlighed i Europas historie.

 

Med idealer, uegennyttige idealer, er en luksus der hævner sig på et folk, på samme måde som de nationale laster gør det. De folk som i deres åndelige liv hæver sig til nye religiøse idealer, eller som i deres intellektuelle aktiviteter når nye højder, eller har det enkelte individs uafhængighed for øje i deres indretning af staten, skaber altid en svag struktur, men det vanskeligste af alt er et folk som det polske, som skal klare sig i en så borgerliggjort og krigerisk ensrettet tidsalder som vores.

 

Det er især den gamle, fornemme ringeagt for arbejdet der viser sig skæbnesvanger. Kun de der har absolut behov for det arbejder, og mange af de som har behov for det, arbejder ikke alligevel. I Warszawa er selskabet måske mere afsluttet end noget andet sted. Fordommen mod arbejde præger både de unge og de ældre generationer. En gammel, adelig dame brød ud i denne sigende ytring: ”Hvilket selskab man havde indbudt mig til! Der var fuldt op med arbejdere, advokater som arbejder for honorar, fabrikanter som sælger varer, læger som man trykker tre rubler i hånden for besøget”. Hustruen til Holbergs naragtige komediefigur, Don Narudo, ville have udtrykt sig på samme måde.

 

Men hvorledes får en hel gruppe mennesker i vore dage penge uden arbejde? – vil man indvende; Det er netop sagen, for pengene begyndt er at slippe op for den polske adel. De som endnu har jordbesiddelser er tit tvunget til at blive på deres godser hele tiden.

 

Man må imidlertid ikke tro at nogen gør sig store sorger derover. Et polsk ordsprog lyder: Det ordner sig nok – et betegnende udtryk for uordenens land. Mindre end noget andet sted bliver man moralsk fordømt som dårlig betaler, eller for at leve på kredit. Om familier der skylder til alle og enhver hedder det overbærende at ”de har måtte gøre nogen gæld”. Der spores ingen foragt herfor, heller ikke når letsindigheden går over i besættelse, og familieoverhovedet spiller og taber en formue i spil. Men netop i sådanne tilfælde træder de mørke og lyse sider af det polske samfund frem, tæt op ad hinanden.

 

Af to brødre tabte den ene 20.000 rubler i spil og flygtede ud af landet. Hans anden bror overtog gælden, begav sig ud på landet til sit gods, levede som en simpel arbejder, arbejdede selv med som en fattig bonde og betalte hele sit liv af på brorens gæld. En sådan helt urimelig, heltemodig opofrelse trives lige ved siden af det forrykte, forbryderiske letsind.

 

Hang til forfængelig udstillen sig, til ødselhed, afføder hos de lave og slette naturer uorden i alle økonomiske forhold, og den pengebegærlighed der bestemmer den særegne polske form af slyngelagtighed er den der skaber bedragere som optræder i privatlivet, samt bestikkelse og forræderi i det politiske liv. I enhver nation har slyngelagtighed i pengesager formodentlig sin særlige form. De følgende viser hvordan den polske form går over bredderne:

 

En ung mand af god familie stiftede en gæld på 80.000 rubler, lånte penge af alle sine slægtninge, forarmede dem til sidst, og kom så vidt at han lånte af enhver han mødte; af fremmede damer, af landsmænd han traf på hotel når han var i udlandet. Han sagde end ikke net tak til et lån på 5-10 rubler. Da han endelig var helt flad trådte han i Paris ind i et kloster som yngste broder. Det styrker den moralske udvikling i hans slægt. Efter nogen tid skriver han hjem til en from, gammel tante, forklarer hende at de andre brødre hver forærer klosteret en sum penge, og beder hende indstændigt hjælpe ham med en lille sum, blot 6.000 rubler, for at de øvrigt munke ikke skal ringeagte ham. Så snart han modtager pengene forlader han klosteret, rejser omgående til Amerika, hvor han bruger pengene til sidste øre, vender tilbage til Frankrig, bliver igen munk, og er i dag en af de mest søgte skriftefædre i Paris.

 

Den følgende beskrivelse fra virkeligheden giver en variant over den tidligere historie, og fortæller på samme tid om grundlæggende ejendommeligheder i den polske folkekarakter, blot med modsat fortegn:

En rig og adelig dame, meget streng og ærbar i hele sin fremfærd, fredelig og hvad man kan betegne som lykkelig gift, havde en glimrende mand, et smukt hjem. Hun havde aldrig tidligere været forelsket, og blev betaget som af trolddom da hun lærte en vis ung adelsmand at kende. Hun forlod mand og børn, hus og hjem, og lod sig med et falsk pas bortføre til Paris. Den unge mand virkede forelsket gennem en uges tid, solgte så efterhånden alle hendes værdigenstande og smykker, indespærrede hende når han gik ud for at more sig for beløbet, og lod hende hurtigt i stikken, så hun ikke havde andre muligheder end at skrive til sin mor om hjælp. Denne hentede hende tilbage, og hendes mand erklærede sig parat til at tage hende tilbage, på betingelse af at hun først knælede ned på husets tærskel og bad alle om forladelse for sit dårlige eksempel, selv tjenestefolkene. Hun underkastede sig, og han har aldrig senere sagt hende et ondt ord, eller hentydet til hvad der er sket.

 

Lige så vidt samvittighedsløsheden hos fordærvede polakker kan gå i forhold til penge, lige så stor er frygten og afstanden for indblanding af penge eller noget som har pengeværdi når nogen ønsker at udtrykke taknemmelighed overfor overordnede eller ligestillede. En landflygtig polak som havde deltaget i oprøret i 1863 og senere har overlevet som fotograf i Oslo sendte den svenske Karl XV en kostbar brystnål tilbage, som denne lod overrække til erindring om en samtale og udvist tjeneste. En anden lille episode fra Warszawa er endnu mere betegnende og lærerig. En ung godsejer, Mankowski, vandt en præmie for et lystspil. Som tak sendte han en kendt skuespiller, som havde brugt meget tid på at hjælpe med det dramatiske, en diamantring som tak. Skuespilleren afslog at modtage ringen. Da jeg fik det at vide, og spurgte: Har han råd til at give sin tid væk? – lød svaret: ”Han behøver ikke meget. De ser, han modtager ikke den art betaling, men han betaler heller ikke selv. Man ved, han har ikke meget til bedste, og betragter det derfor som sjofelt at kræve ham. Han har fx nu i 10 år beboet en smuk lejlighed. Han har i den tid aldrig betalt sin leje, men når forfaldsdagen kommer, gør han om morgenen sin vært et besøg; denne byder ham en kop chokolade; den unge skuespiller gør en undskyldning for sin forsømmelighed med hensyn til lejen, beklager sin forlegenhed, og der tales ikke mere om den ting”. ...”og sin skrædder, sin skomager, betaler han heller ikke dem?” ”Nej, de håbet at han en gang gør et rigt parti. Derimod modtager han ikke indbydelser uden at besvare dem med andre, og når han i Hotel d’Europe giver en middag for Kronenberg (Polens rigeste bankier), så er den ikke mindre glimrende end Kronenbergs egne middage – og den betaler han.”

 

Det er efter denne opfattelse i grunden kun nødvendigt at betale det unødvendige, det overflødige. Der er næppe andre steder hvor det overflødige sættes så højt. De mest elegante unge mænd i Polen er luksusfrembringelser, yderst indtagende, smidigt hengivne som kvinder, fine som sene skud af gamle adelsfamilier. Som regel arbejder de ikke, og når de undtagelsesvis gør det, selv om det ikke er nødvendigt, studerer et eller andet, eller prøver at få en akademisk karriere, så vækker det altid almindelig undren og beundring. Man bifalder egentligt ikke specielt at den unge mand arbejder, men at han foretager sig noget der er overflødigt.

 

Således har også det polske heltemods særkende til alle tider været at udføre det som er overflødigt. Mændene i Polens storhedstid deltog i forskellige europæiske krige, overalt hvor kampen gjaldt et formål som de følte for. De kæmpede i 1848, og senere på Krim, i Italien, i Tyrkiet. Som den gamle af Mickiewicz berømte Ordon, helten fra 1831, der lod sin stilling springe i luften foran Warszawa da russerne trængte ind, og som ved et under selv blev frelst. Ordon har altid været med hvor man sloges for folkets frihed eller imod Rusland. Indtil i år levede denne sande helt, som personificerer alt storladent og sjældent hos polakkerne. Stolt og fattig som han var, gjorde han til sidst en ende på sit liv med en pistolkugle, da han i sin høje alder var ude af afstand til at arbejde, og var bange for at falde andre til byrde. Hans mod var som hos en omvandrende ridder. Den samme slags heltemod findes også hos mindre legendariske krigere, fx hos den for nogen år siden afdøde Tripplin, der i sine rejsebeskrivelser b. la. har givet en velvillig, men noget forskønnet, beskrivelse af Danmark. Også han deltog i de forskellige frihedskrige, og var med overalt hvor man kæmpede mod Rusland.

 

Følgende beretning fra det sidste oprør er et godt eksempel på den polske trang til at vise mod, uden at tage hensyn til nytteværdien: På et tidspunkt i 1863 var alt håb ude for den polske sag, og ved den nationale oprørsregerings sidste møde erklærede formanden at han selv ville blive i Warszawa; han anså sig ved sin ære forpligtet til ikke at flygte. De øvrige medlemmer kunne endnu rede sig, og han overrakte dem derfor færdige pas. De besluttede imidlertid også at blive i byen, og foretrak af udsætte sig for tilfangetagelse som hovedmændene bag oprøret, frem for at flygte for den fjende mod hvilken de havde rejst sig.

 

Med disse idealer og de tidligere omtalte laster kommer man ikke igennem verden i det 19. århundrede. Det bliver ikke en gang påskønnet, med mindre det har et helt ekstraordinært omfang. Storsind og letsind har i vore dage ikke gode kår, trængt som det er mellem den tyske kløgt og den russiske styrke.

Næste kapitel>>>>>

 


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag