Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

3.

 

I russisk Polen har trykket nu nået det højeste punkt siden rigets deling. Aviserne er så fuldstændigt kneblet, at enhver gendrivelse af indholdet i Bismarcks taler, for slet ikke at tale om angreb på dem, er strengt forbudt. Man kan heller ikke påpege at den polske agitation, som det efter Bismarcks mening er nødvendigt at bekæmpe, kun består af en ubrudt vilje til at hævde sin nationalitet og sprog mod den fremmede besættelsesmagt, der på sin side sætter hele statsmaskineriet i gang og anvender alle til rådighed stående magtmidler.

 

Regeringens bestræbelser berører alle dele af livet i det russiske Polen, og er især rettet mod to mål: russificering af jordbesiddelse og udryddelse af polsk sprog.

 

Den ovenfor omtalte Forordning forbød i 1865 polakker i de gamle provinser at overdrage fast ejendom til andre end deres børn. I marts 1886 traf de russiske domstole en afgørelse af endnu mere vidtrækkende betydning, idet et testamente efter hvilket en litauisk godsejer havde efterladt sit godt til sin søn blev erklæret ugyldigt, og ejendommen sat på auktion.

 

I Kongeriget Polen er det endnu tilladt at tale polsk på åben gade, og at skrive en offentlig besked på polsk, forudsat af at den ovenover kan læses på russisk, men overalt udenfor det egentlige Kongerige, dvs. hele Litauen i nord, og i syd helt ned til Odessa, overalt hvor kultur og sprog i de veluddannede grupper er polsk ser en plakat opslået på alle offentlige bygninger med ordene: At tale polsk er forbudt. Overtrædelse straffes hårdt, og enhver embedsmand eller håndværker, helt ned til det laveste niveau, straffes med høje bøder eller afsked, selv for at sige nogle få ord på polsk, selv for at svare på et spørgsmål stillet på polsk af personer som ikke forstår andet sprog. En sporvognkonduktør fik for nylig en bøde på 25 rubler, et beløb der oversteg hans månedsløn, for at have svaret på polsk på et spørgsmål stillet på polsk.

 

Man kan forestille sig en retssag i russisk Polen: forhørsdommeren, der i reglen er polak af fødsel og taler dårligt russisk, udspørger på russisk den anklagede, en polsk bonde, som ikke forstår et ord af hvad dommeren siger. Spørgsmålene bliver derfor oversat af en tolk. Han svarer på polsk. Ny oversættelse ved tolken, og således uafbrudt med spørgsmål og svar, fordi hverken forhørsdommeren eller den mistænkte tør tale deres modersmål. Ved en offentlig retssag taler anklageren til den anklagede i et sprog denne ikke forstår, og han begriber heller ikke hvad hans forsvarer siger.

 

I Kongeriget Polen er det endnu tilladt at tale sproget mand og mand imellem, og fra gammel tid gælder Napoleons Civillov her, hvilket gør at beboere fra andre provinser synes at det er et paradis af frihed. Man tager fra Vilnius til Warszawa for en gang om året at ånde lettet ud i et par uger.

 

Efter at man har set hvordan tingene fungerer i dette frihedsparadis kan man vende tilbage til provinserne.

 

Hvad angår skolegang så holder forældrene den lille dreng eller pige så længe hjemme som muligt, underviser dem selv, og lader dem undervise, for at kunne give denne første lære på polsk og i polsk ånd. Med modermælken indsuger barnet ringeagt for russerne og et lidenskabeligt had til dem. Alt hvad de modtager i de første leveår styrker dette had og denne ringeagt. Barnet hører så meget godt og stort  om polakkernes høje kultur og mod, at det tror at Polen og polakkerne kan vældige ting. ”Er det muligt at Columbus ikke er Polak”? – spurgte en lille dreng i min nærværelse sin mor. Til gengæld er det normalt sådan, at alt hvad barnet hører om russerne er ugunstigt eller får en kedelig kant. De russiske officerer optræder beskedent på offentlige steder; man ser dem normalt alene, sjældent to og to. Det er ikke skik at de som i andre hære hilser på hinanden når de mødes. Deres fremtræden har intet adelsagtigt over sig, de synes snarere trykkede af situationen, som uvelkomne repræsentanter for den herskende magt. Men uniformen er upopulær; man tager ikke officerernes beskedne holdning som et udtryk for venskab, snarere som et bevis på en følelse af åndelig underlegenhed. Og måden hvorpå fx den russiske generals vogn kører bort fra en offentlig begivenhed, hvor man bryder den opstillede vognrække og kører forud, giver en følelse af at man lever i et af fjenden erobret land.

 

Der bor selvfølgelig en russisk koloni i Warszawa, men der er ikke noget egentligt russisk selskabsliv, fordi der er alt for stor standsforskel mellem de russere der bor i byen. De vil ikke anerkende hinanden indbyrdes som ligemænd. Og som alle andre steder er de russiske embedsmænd ikke specielt spændende typer. I Polen skal man så tilføje den omstændighed at russerne holder sig for gode til at lade sig udstationere til landet; de vil ikke påtage sig et så forhadt erhverv.

 

For nogen år siden blev en russisk videnskabsmand udnævnt til professor i zoologi ved universitetet i Warszawa. Han ankom, og man viste ham museet med udstoppede dyr. Han bemærkede at de navne som stod ved de enkelte dyr kun stod på latin og på russisk. ”Og på polsk” – spurgte han. Universitets rektor forklarede ham at han ikke i første række var blevet ansat i Warszawa for at lære de studerende om naturhistorie – om de lærte lidt mere eller lidt mindre af dette fag var uvigtigt – men for at udbrede russisk mentalitet. Den nye professor spurgte så blot hvornår toget gik til Petersborg, og rejste så hjem igen. Det er også sket at en fremragende russisk skuespillerinde har nægtet at rejse med den kejserlige trup til Warszawa, og har erklæret at hun ikke ville optræde der før hun kunne spille på polsk.

 

Ovenstående er dog nogle meget sjældne undtagelser.

 

Det er overvejende ting af helt modsat natur som de polske børn til daglig er vidner til, og de fortællinger børnene i hjemmet hører om hadet til Moskoviten (Moskva), bliver en del af mentaliteten.

 

Pludselig skal barnet i skole, overgives til den russiske stat, til russiske lærere. I hjemmet har moren klædt barnet i den på gaden forbudte polske nationaldragt, i hjemmet har det levet med billedbøger og malerier der viste indslag fra Polens gamle historie, dette århundredes revolutioner, af de forvistes tog til Sibirien. Børnene kender Polens kronologi til punkt og prikke. I skolen klæder de derimod børnene i russisk uniform, de bliver kun tiltalt på russisk, tør aldrig tale et ord andet end russisk, hører aldrig om Polen eller om polsk litteratur, eller hvis det nævnes, så omtales det som noget dårligt og forbudt. Barnet lærer i skolen at det er russer, og ikke andet end russer. Det giver et frygtelig besvær for barnet med at identificere sig, og det tvinges til at hykle, til at tie. Der er her grundlaget for trods og selvbeherskelse lægges, eller for falskhed og aftaler under fire øjne.  Der opstår fortvivlede spørgsmål, som fx om modstand nytter, om retfærdighed eksisterer.

 

Skolerne er dårlige. Den omstændighed at al undervisning foregår på et fremmedsprog, og at der sættes en uforholdsmæssig stor kraft ind på at tilegne sig dette, skaber en ulyst og tvang, og læreren opfattes som en fremmed og en fjende; - noget som alt sammen er med til at formindske udbyttet af undervisningen. Der er et mindretal af de studerende der forstår og taler et ordentligt fransk, og nogle flere der forstår og taler grænsesproget tysk, men de fleste kan ikke læse udenlandske bøger, og mange forstår ikke et enkelt spørgsmål på fransk eller tysk. De mere velhavende rejser til udlandet for at studere. Hvis de ikke kan opnå tilladelse til at rejse, tager de til Petersborg, hvor der er mindre ufrihed og bedre professorer end i Warszawa, hvor undervisningen på universitetet som regel er elendig.

 

Da universitetet med et slag blev russisk blev der stillet som krav at de professorer der ikke kunne talte russisk tog deres afsked. Mange blev dog, mest af fædrelandskærlighed. Men efterhånden er universitetet blevet udrenset, de polske professorer erstattet med russiske eller russisk orienterede. Man har indskrevet i statutten at enhver professor afskediges efter 25 år, hvis ikke fakultetet særligt beder ham om at blive. De fremragende polske professorer bliver aldrig bedt om at blive. Således fik universitetets første mediciner, Baranowski, i år sin afsked som følge af aldersgrænsen, skønt han kun var 50 år gammel og stod i sin fulde manddomskraft. I litteratur har man forbigået den fremragende og grundige litteraturhistoriker, Piotr Chmielowski, og ansat en vis Struwe, den eneste man kunne få, som taler russisk. Han svinger sig undertiden op til at have tre tilhørere.

 

Lokalerne er så små at der ikke er nogen sal til over 100 personer, og ingen af dem er nogen sinde fulde.

 

De studerende har pligt til at bære uniform, lige som skolebørnene, og de er under streng overvågning. Det er naturligvis forbudt at danne nogen som helst form for foreninger. De må ikke en gang stå i en klynge sammen på gaden, og samles de ofte privat i et antal på blot 6 eller 7, så kan de være sikre på at blive angivet og straffet. Man ved alt. Ingen går ind og ud af et hus uden at blive set. Hovednøgler er et ukendt begreb, og ingen skandinavisk tradition undrer folk mere end når man fortæller om hovednøgler til gadedørene. Enhver, selv husets herre, må ringe på sin port, og portneren, hvis hverv det er at passe på beboernes sikkerhed, gør under visse omstændigheder også tjeneste som politiorgan.

 

De studerende er oftest henvist til selvstudium, men også dette vanskeliggøres. Mange fremmede værker og meget af landets egen litteratur er forbudt, og kan kun skaffes som smuglergods, hvad der dels virker fordyrende, dels sætter læseren i fare. Det kan ikke undre at der blandt mange af disse opvakte unge mænd findes et stort antal med yderligtgående oppositionelle anskuelser.

 

Der er ingen nihilister iblandt dem; hverken navnet eller ideologien kendes i Polen. De progressive opdeler sig overvejende i to grupper; demokrater og socialister. Demokraterne hylder nærmest de anskuelser som fremgår af Prawda. Deres hovedinteresse er dog ikke af social eller politisk karakter, men er ren åndelig. De udgør den første ateistiske gruppe i Polen i dette århundrede. Men da katolicismen og præsterne fra gammel til har hentet deres støtte i den polske adel, så smeltes ateismen sammen med demokratiske tilbøjeligheder og mål.

 

De unge som går ind for den demokratiske retning ønsker at indføre moderne tænkemåder, systemer, viden og bøger i Polen. Deres vigtigste talerør hedder Swientochowski, og er en mand på omkring 40 år, smuk, med et klart blik, stædig og med et hoved som en provinskristus, digter og stilist, fremfor alt en mand med karakter. Han har evner som debattør og tendensforfatter, men mister ved sin påståelighed let en masse på småkævlerier, og han mangler form og takt. Hans hovedopgave er kamp med det katolske præsteskab, men angreb på kirken er i Polen endnu mere negativt opfattet end i andre lande, netop fordi landets nationalitet i så lang tid har været knyttet til den katolske kirke, og fordi forskellen mellem religionerne stadig udgør nationens stærkeste fæstning, i en situation hvor skoleundervisningen er minimal.

 

Det viser sig da også – selv om det nægtes, og det ikke accepteres af Prawdas tilhængere – at censuren tager flere hensyn til dette blad end til nogen andre. De får lov at skrive ting som ville være forbudt for andre blade, for den verdslige nationale moral som undergraver den katolske kirke er langt mindre farlig for Rusland end den nationale, religiøse stræben. For Rusland står den katolske kirkes indflydelse som hovedfjenden.

 

Der er kun en ideologi som Rusland og polakkerne forfølger og frygter i samme grad, måske frygter polakkerne dem endnu mere; det er – besynderligt nok – socialismen.

 

En stor del af de studerende kalder sig socialister, og en stor del af arbejderne er også socialistisk indstillet, på grund af påvirkninger fra Tyskland.  Jeg har indtryk af at de såkaldte socialister blandt de studerende er de kvikkeste blandt dem, de mest kundskabsrige, de mest begejstrede og opofrende; det er mest unge medicinstuderende, som har lært moderne naturvidenskab, og som ved første- eller andenhåndslæsning er blevet tilhængere af Karl Marx. De føler tydeligt den bestående samfundstilstands uretfærdighed, og det forekommer dem, at selv om Polen ved et trylleslag skulle blive frit, så ville meget lidt eller intet være vundet ved det, hvis adelen og romerkirken fortsat ville have den afgørende indflydelse, og kapitalen ville blive ved at udnytte de som intet ejede. De har intet imod russere som russere, og drømmer på en eller anden måde om at komme i forbindelse med de revolutionære elementer i Rusland, som de i øvrigt intet kender til. De betaler dyrt for denne deres ungdommelige og ganske naturlige forkærlighed for socialismen, for enhver studerende som angives eller mistænkes for udbredelse af socialistiske ideer sættes skånselsløst på kastellet, selv om han ikke har foretaget sig noget ulovligt.

 

Der er den fare som truer fra den russiske socialisme der gør regeringen så angst for den polske. De fem politiske forbrydere som i slutningen af januar blev hængt i fængslet i Warszawa var russere. Den afsluttede retssag omhandlede en underretsdommer ved navn Bardowski, som havde stiftet en sammensværgelse, der gik ud på et udsigtsløst politisk komplot. Man havde skrevet et socialistisk opråb, som skulle uddeles til arbejderbefolkningen i Warszawa. Med et dolkestød havde de dræbt en cigarhandler i hvis butik en af de sammensvorne havde været tåbelig nok til at glemme protokollen med navnene på alle de sammensvorne, og som i sin angst havde afleveret bogen på politistationen.

 

Der var meget lidt materiale mod de anklagede, så lidt at Polens Generalguvernør, den kendte General Gurko (af polsk afstamning, hvis navn på polsk udtales: Hurko), efter at dødsdommene var afsagt, to gange sendte papirerne til Petersborg med en erklæring om at han ikke kunne forstå, hvordan man kunne dømme disse mennesker til døden. Da dødsdommen imidlertid blev stadsfæstet handlede den for humanitet – men ikke blødhjertethed – kendte guvernør således: Han lod de dødsdømte vække tidligt om morgenen, og de fik at vide at de var dømt til forvisning, og derfor måtte tage afsked med deres slægtninge samt, hvis de ønskede det, tale med en præst. De erklærede alle at de ikke ønskede at tale med nogen gejstlig. En af dem ønskede at sige farvel til sin far, som blev hentet. Derpå blev de ført ind i et lukket rum, hvor henrettelsen skulle løbe af staben. Her blev dommen meddelt dem, og i samme øjeblik kastede bødlen sig over dem, og hængte dem i loftet.

 

Det der er mest kendetegnende for tiden er, at to russiske officerer som var dømt til døden, men i sidste øjeblik benådet til livsvarigt, underjordisk straffearbejde, ikke var skyldig i noget som helst andet end at have modtaget et par flyveblade og proklamationer fra Bardowski, og at de beviseligt ikke havde vist disse skrifter til nogen, så meget desto mindre havde de søgt at udbrede disse. Bemærk at underjordisk straffearbejde svarede til dødsstraf, da ingen kan klare det i mere end 4-5 år.

 

Så farligt er det at have socialistiske hæfter i sin besiddelse.

 

Ingen Polak burde imidlertid sætte sit liv og sin frihed på spil for socialismen. I Warszawa overrasker man underligt nok unge mennesker med socialistiske tilbøjeligheder ved at hævde, at det for en polak ikke giver mening af være socialist. Hvad betyder egentligt socialisme, kort defineret? Hvad andet end tvangsafståelse af kapitalisters og jordbesidderes rigdom til gode for staten! Men oversæt dette til polsk! Som forholdene er nu og har været det i lang tid bliver det til tvangsafståelse af polske rigmænds gods til fordel for den russiske stat. Og hvad den russiske stat en gang har bemægtiget sig, det kan man roligt erklære at man har set, det kommer ikke tilbage. Der skal en stærk tro til for at tro på at dette igen vil komme den polske menigmand til gode, specielt når man lever i en by som Warszawa, hvor der ikke er nogen kommunalbestyrelse, og hvor kommunens skatter går direkte til Petersborg, og kun i yderst begrænset omfang anvendes på selve byen.

 

Det eneste den polske socialist da kan gøre er at ophidse arbejderne mod arbejdsgiverne, vække deres utilfredshed, og opfordre dem til strejker, der næsten altid ender med nederlag. Da der i praksis ikke kan foretages valg, og ikke kan stiftes et politisk parti, er enhver socialistisk aktivitet i større stil umulig, ganske bortset fra at den også ville virke nedbrydende for den særlige polske folkekarakter.

 

De samme hensyn som burde forbyde en tænkende og indsigtsfuld polak at støtte den socialistiske side, uanset om han sympatiserer med den socialistiske tanke, bør hindre ham i at støtte den ateistiske gruppe i Polen.

 

Man kan være så god en europæer som nogen, afsky alt det der fædrelanderi, det der som nationalismen alene fordummer, og dog betragte et rigt og værdifuldt folkeslags voldelige udslettelse som en ulykke for hele Europa.

 

For mig virker der som om alle andre spørgsmål i Polen må underordnes dette vigtigste: nationalstatens bevaring. Men i en periode som den nuværende, hvor det er aldeles forbudt at oprette polske skoler eller at give bønder og håndværkere undervisning på polsk, da ville en omfattende ateistisk agitation ødelægge den katolske tro, og dermed den polske nationalfølelse. Der er godt nok protestantiske polakker i Poznan, og andre steder i russisk Polen er der adskillige ortodokse menigheder som føler sig fuldstændigt som polakker (selv om præsterne er gift og de føler sig løst tilknyttet til den katolske kirke); men dette er i kraft af en nedarvet skik. En gennemfølelse af et generelt brud med den katolske kirke i befolkningen, et brud som allerede er begyndt, vil, hvis det gennemføres, føre til en sejr for den russiske mentalitet.

 

At kalde sig demokrat giver for så vidt heller ikke nogen mening, idet ordet udtrykker den anskuelse af folkets masse skal herske. Det er temmelig formålsløst at kæmpe for denne holdning, så længe alle dele af folket i lige grad er under fremmed herredømme. Det eneste demokraterne er i stand til er at bekæmpe de store godsejeres indflydelse ved sognerådsvalg ude i landet, og ved bestyrelsesvalg i private foretagender, hvilket er en god og nyttig ting, eftersom den vækker befolkningens selvstændighedsfølelse. Imidlertid har det også skadelige effekter, idet det letter russernes arbejde med at knække overklassens modstandskraft.

 

Dette er det frygtelige valg for den polske intelligentsia; den synes fordømt til enten at vælge fremskridtet og støtte russerne, eller at vælge stilstanden, med fare for at den stolte nationalitet, som dermed bevares, sakker agterud blandt Europas kulturer, og kommer til at stå forældet og overfløjet.

 

Der er i denne stilling noget virkeligt tragisk. Mange af intelligentsiaens førende repræsentanter – som fx Grev Henrik i Krasinskis sørgespil – ser sig fordømt til at forsvare den hellige treenigheds kastel. Disse mænd er moderne mennesker, og de tier. De er frisindede mennesker, og hvis de i kraft af deres position som godsejere i Poznan har sæde i det tyske parlament stemmer de konsekvent med centrum-fløjen. Nogen af dem spiser gerne til middag med socialistføreren Viereck, men følger officielt Windthorsts fane. De kan Heinrich Heine udenad, og tilhører det katolske parti. De er ikke specielt religiøse, men føler sig som polakker tvunget til at støtte Rom – et samvittighedsproblem, der ikke ses andre steder.

 

På alle områder kan man føle hvordan nationale eller tilsyneladende nationale bestræbelser trænger moderne kulturliv tilbage; i billedkunsten har fædrelandskærlige symbolfortællinger og stemningsindtryk alt for længe holdt billeder af det virkelige liv nede, og i litteraturen blomstrer den historiske roman stadig som et forsinket efterslæb til Walter Scott. Det største fortællertalent blandt Polens nulevende forfattere er Henryk Sienkiewicz, der først optrådte med fortræffelige, moderne noveller, men nu har han nærmet sig det katolske parti, og er slået over på digtning af store patriotisk-historiske romaner i stil med de Tre Musketerer, med fortsættelse og med fortsættelse af fortsættelsen. Overfor den triste nutid betragter han det som sin opgave at vise folket et billede af en fortid, da det endnu bestod som folk, og han skildrer med forkærlighed de ulykkeligste perioder i Polens ældre historie, for gennem fremstillingen af gamle dages alvorlige kriser at styrke læsernes tro på at den nuværende sørgelige tilstand kan overvindes. Konsekvensen er imidlertid at han – på trods af sit fremragende talent – når han går fra at beskrive tider han kender, til at beskrive tider han ikke kender, og samtidigt arbejder med et ganske andet mål end kunsten selv for øje, så går han som forfatter så meget tilbage at han taber sine bedste læsere. Hans senere romaner gør derfor kun lykke som underholdningslæsning og patriotisk bindemiddel.

 

På samme måde som socialistiske, demokratiske eller antiklerikale bestræbelser ikke betyder det samme i Polen som andre steder, så har også de katolske og konservative holdninger en særlig karakter.

 

I den tyske litteratur ser man fx hvordan romantikkens katolske retning er i skarp opposition til den tidligere litteraturs protestantiske anskuelser, og også til samtidens hedenske tilbøjeligheder. I Polen var katolicismen imidlertid altid i opposition i dette århundrede, den befandt sig i en konstant og rastløs strid med statsmagten, ofte sammensmeltet med den sandhed som gør fri, og den begejstring som udsætter sig for martyriet. I de protestantiske lande er præsteskabet som regel servilt; det ser man aldrig i Polen, den kan aldrig nedværdiges til et redskab for den verdslige magt.

 

Der er katolske præster som har deres overordnedes tilladelse til at skrive i bladene, besøge teatrene og deltage i selskabslivet, netop fordi man erkender at det har et dobbelt formål: at øve velgørenhed, og samtidigt at holde Polens sprog i live helt ud i de fjerneste provinser. Man ser derfor gennem fingre med mindre overtrædelser af katolske retningslinjer, ja, endda også med en vis vantro overfor visse dogmer, fordi man kender den som energiske forkæmpere for katolicismen som polsk-national kulturmagt. Dette præg af forholdsvis uskyldigt hykleri, som unægteligt klæber til dem, skader dem kun hos ganske enkelte. Deres almindelige omdømme er intakt.

 

Det er således min opfattelse at berettigelsen af de forskellige grupperinger må ses ud fra om de frembyder større eller mindre modstand mod den magt der prøver at nedbryde det nationale sammenhold, dvs. den asiatiske enevældes rå og frygtelige magt. Først når denne truende fare er fjernet kan Polen unde sig den luksus at sammenligne de forskellige bestræbelser i tiden med nye og sandere mål. Så længe hin magt triumferer, så længe vil dette sønderlemmede og forpinte Polen være menneskehedens repræsentant overfor denne civilisationens forpost, selv på områder hvor dens væsen ikke er moderne. Så længe denne situation består vil Polens gamle, sønderskudte fane med den hvide ørn være den ene, gamle, tilbedelsesværdige frihedsfane.

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag