Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




5.

Når man fra Teaterpladsen i Warszawa går ned ad Miodowagade er der til venstre i Nr. 7 et hus, hvor der over porten er skrevet følgende ord på russisk: Censurkomiteen. Over gården til højre går man ind af en snæver gadedør, og indenfor ser man uhyre stabler af blade og bøger som hober sig op med korsbånd omkring; det minder om stemningen på et posthus. Der er det som er modtaget den pågældende dag.

 

Hver eneste avis som ankommer bliver taget ud af korsebåndet og undersøgt; det som ikke finder nåde bliver sværtet over. Hver bog bliver åbnet og gennembladet. Der er selvfølgelig ingen regelmæssig ankomsttid for den slags sendinger. Nu og da kommer der 3-4 aviser ind på en gang, men der kan også gå fire- fem dage uden avis.

 

I et andet lokale undersøges de indenlandske blade. På grund af censuren er de næsten alle aftenaviser. Ikke desto mindre er de ude af stand til at gøre brug af dagens udenrigspost, som over Berlin ankommer ud på eftermiddagen. Deres økonomiske situation er normalt ikke god, og med en enkelt undtagelse modtager de alle privat sponsorstøtte. Antallet af abonnementer overstiger sjældent 1.500 eksemplarer, og journalisterne er, for at kunne leve af deres skriverier, nødt til at skrive om den samme sag til 4-5 forskellige blade.

 

Klokken 11.00 afsendes alle korrekturerne fra avisredaktionerne til censuren. Man stryger efter lyst og lune, alt efter om man personligt har sympati eller antipati mod forfatteren, eller afhængigt af om man håber på at opnå noget af ham, eller om man er bestukket eller ej.

 

Næsten alle artikler hvori der skrives noget af betydning er derfor beregnet til ikke at blive forstået ved første gennemlæsning. Sproget er almindeligt, tåget, tvetydigt. Folk er oplært til at læse mellem linjerne. Næsten alle føljetoner er symbolfortællinger: de siger en ting, og udtrykker noget andet. Da ord som frihed og fædreland er forbudt forstår alle at de må omskrives.

 

Klokken 16.00 vender korrekturerne tilbage til redaktionerne. Det som er strøget må erstattes af reserve-artikler, som er censureret på forhånd, og som man har liggende som fyld.

 

Andre steder undersøges alle fremmede bøger for at afgøre om de kan udbydes til salg hos boghandlerne eller ej. Indenfor naturvidenskab er der ret få begrænsninger, man tillader Darwin, Haeckel, selv i oversættelse. Derimod tillader man ikke meget historisk litteratur. Den yderst konservative polske historiker Szujski er helt forbudt, selv på tysk, fordi han skriver om polske spørgsmål.

 

Der er indlysende at de bøger som udkommer i selve Polen undersøges med yderste strenghed. Selv oldtidens klassikere undersøges. Det er fx sket at det romerske vers: nec timeo censores futuros blev strøget, fordi man oversatte det til: jeg frygter ikke fremtidens censorer (meningen er: fremtidens dom). I et drama om Polens fortid strøg man foran Jagiello ordet Konge af Polen, og erstattede det med Hertug, skønt der aldrig har været hertuger af Polen. Ja, selv kogebøgerne censureres opmærksomt og med den yderste smålighed. For nylig blev sætningen: koges over den sagte ild slettet (direkte oversat lyder det: koges over fri ild), fordi over fri forekom.

 

En anden afdeling undersøger håndskrifterne til offentlige foredrag, teksterne til deklamationer, sangene til koncerter. Selv om en sang hører til en digtsamling der har passeret censuren en halv snes gange i forskellige oplag, så må den ikke synges ved en aftenunderholdning, uden at være undersøgt endnu en gang.

 

I vinter skete det fx at en skuespillerinde som ved en oplæsning i tilgift deklamerede et lille uskyldigt digt om en moder og hendes barn, som ikke fandtes på programmet, fik en bøde på ikke mindre end 100 rubler som straf.

 

Jeg har denne vinter haft lejlighed til at studere censuren på nært hold. Til gengæld for den venlighed jeg modtog i Warszawa sidste år havde jeg lovet at komme tilbage, og denne gang ville jeg tale om dette århundredes polske litteratur, der af indenlandske kritikere næsten kun er filologisk behandlet.

 

Opgaven var af mange grunde yderst vanskelig. Der var for det første den indre vanskelighed ved at fortælle det polske publikum noget nyt om en litteratur som de kendte bedre end jeg. Dernæst var der de ydre vanskeligheder. Det er ved Universitetet i Warszawa ubetinget forbudt at tale om Polens historie og litteratur efter år 1500. End ikke på russisk, end ikke i russisk ånd må stoffet gennemgås. Og hertil kommer at hele dette århundredes gode litteratur er gennemsyret af fædrelandsorientering, og overvejende fjendtlig mod det russiske herredømme, og derfor forbudt. Hvorledes skulle jeg bære mig ad med at omtale Mickiewicz’s Dziady, hvori han skildrer det politiske fængselsliv i Vilnius; eller Slowackis Kordjan, der behandler et mordforsøg på Zar Nikolaj, eller Krasinskis samlede livsværk, for ikke at tale om krigs- og oprørslyrikerne, og hvorledes skulle jeg bære mig ad med ikke at tale om alt dette?

 

Det gjaldt først og fremmest om overhovedet at opnå tilladelse til overhovedet at tale, og til at tale om dette emne. Det var kun en ting jeg kunne håbe på; at de personer som skulle træffe beslutningerne ikke havde lyst til at stå som barbarer i hele Europa.

 

I midten af januar ansøgte jeg hos Grev Tolstoj, politimesteren, om tilladelse til at holde foredrag i velgørende øjemed. I midten af februar kom svaret: det var mig tilladt at tale tre gange i russisk februar (hvis første dag svarer til vores trettende). Jeg kørte straks til Præsidenten for censuren og indledte min ansøgning med den opfordring man i fjor i Warszawa havde rettet til mig: ”kom igen og tal engang om vor egen litteratur”! –Præsident Ryzow: ”Åh, de vil behandle den russiske litteratur.” – ”Ikke denne gang, Deres Excellence! De ved at folk her i reglen taler polsk og interesserer sig mest for hvad der er skrevet på dette sprog.” – ”På hvilket sprog vil De tale?”  - ”På fransk.”  - ”Der er godt; så kan De sige meget. De henvender Dem da til det gode selskab. En anden sag var det ifald De ville tale tysk; der er så mange udannede, urolige hoveder, som forstår tysk.” Hans excellence lovede mig at ekspedere sagen hurtigt, og han holdt ord.

 

Først nu kunne jeg imidlertid begynde at udarbejde forelæsningerne, og det gik yderst langsomt for sig.

 

Der var dage hvor jeg trods intensivt arbejde næsten intet fik skrevet, der var dage hvor jeg vred mig for at finde udtryk med dobbelt betydning, billeder som måske var mindre tydelige, men dog kunne forstås af tilhørerne, omskrivninger der var gennemsigtige. Heldigvis holder dette polske, halvt østerlandske folk, mere af billedsprog end af den mere konkrete stil., også på dette punkt stik modsat det franske folk.

 

Efterhånden fik jeg øvelse i rebusstilen, og jeg begyndte at skrive således at jeg med en betoning eller en pause kunne  give sætningen en ny og mere levende karakter, samtidigt med at jeg blev rutineret i at bevæge mig i antydninger og underforståede betydninger.

 

Endelig havde jeg to eksemplarer af min første forelæsning klar på fransk, og et eksemplar på russisk til universitets kurator. Jeg forsynede dem med de nødvendige stempler, kørte med den første forelæsning til Censurpræsidenten, og bad ham om at iværksætte censuren. Jeg havde taget en præst med – det er jo altid godt at have en præst med, han har venner alle vegne, og i Polen i særdeleshed blandt de næstkommanderende på de offentlige kontorer. Der var heller intet i vejen. Men desværre nægtede Apuchtin at begynde censuren af den russiske tekst, før han havde alle foredrag på en gang.

 

Det var slemt; jeg ønskede nemlig at se hvad man slettede i mit første foredrag, og på den baggrund vurdere hvad jeg kunne tillade mig i de næste.

 

Da det nu var klart at den russiske februar ville slutte før jeg fik foredragene tilbage fra censuren, og da jeg desuden erkendte at tre foredrag af to timer ikke ville være nok til at beherske stoffet søgte jeg Politimesteren om tilladelse til at holde fire foredrag, og samtidigt om at fristen blev forlænget ud over februar.

 

Tallet fire log sig ikke bevillige. – ”Hvorfor ikke?” – blev der spurgt. Svaret lød: ”Fordi tre foredrag er en underholdning, fire er allerede en undervisning.” – Som det blev forklaret, som var frygten at man under form af velgørenhedsforelæsninger ville indrette Rådhuset til en slags polsk universitet, i hvilken den ene foredragskreds på en eller anden måde afløste den anden.

 

Tilbage stod anmodningen om forlængelse af fristen. – ”Hvorfor taler De ikke i februar? Det er Deres fejl, hvis De ikke gør det.” – Jeg påberåbte mig vanskelighederne med censuren. – Jaja, jeg skulle gøre følgende: indlevere en skreven ansøgning til Politimesteren, denne skulle så sende den til Apuchtin; han ville videregive den til General Gurko, hvorefter denne muligvis ville forespørge i Petersborg om den kunne bevilliges, og den ville så komme tilbage igennem de samme kanaler, i omvendt orden.  – Hvornår svaret kunne ventes? – Aaa, om ca. 5 uger. – Men så var marts jo slut, og den 1. april skulle jeg være i København. - Ja, det var min sag, og angik ikke myndighederne.

 

Tydeligvis var man ikke specielt forhippet på at få forelæsninger om polsk nationallitteratur i Warszawa.

 

På dette tidspunkt fik jeg min første forelæsning tilbage fra censuren. Man havde behandlet den grundigt: Hele slutningen, flere sider, var strøget, og rundt om var der masser af overstregninger. Selv et kendt citat af Schiller: Den levende har ret, var strøget. Ord som resignation eller tristesse, anvendt som betegnelser for den polske litteraturs særlige træk, var slettet. Et sted hvor der var tale om digterens katolske religiøsitet var disse ord streget ud. Et andet sted, hvor der tales om det liv der skildres i Mickiewiczs mest berømte værk var den røde blækstreg sat hen over disse ord: de litauiske skove, dette livs naturlige ramme. Når der stod: For første gang siden rigets deling, var de sidste tre ord blevet slettet.

 

Det mest nedslående var at jeg erkendte at der ikke ville blive meget tilbage af 2. forelæsning, som var mere dristige. Jeg skrev derefter den tredje, som var næsten farveløs i politisk, religiøs og social henseende, og søgte efter evne at bøde på svagheden ved en mere farverig stil.

 

Så skete der det at min censor, Funkenstein, den mest forhadte blandt Warszawas censorer, pludselig dør. Man fandt mine to sidste foredrag urettede under hans hovedpude. Folk i Warszawa var mig så dybt taknemmelige, som fandtes der en årsagssammenhæng mellem denne sidste opgave og hans aftræden fra det jordiske dommerkald.

 

Nu så alt lysere ud; der var håb om en lempeligere behandling. Jeg forsøgte at forkorte sagsbehandlingen ved en direkte henvendelse til Generalguvernøren. Helten fra Tirnowa og Sjipkapasset måtte forventes ikke at være så smålig som underordnede politiembedsmænd og underordnede censorer. Jeg kørte til slottet den dag Gurko havde audiens, til det gamle kongeslot, uforandret i det ydre, men plyndret for alle sine kunstgenstande.

 

Forværelset var en aflang sal; her sad der flere hundrede ansøgere med bønskrifter på række. Den indre sal var rummelig og tom, udstyret med store spejle og røde møbler, og her gik byens førende mænd rundt, gamle senatorer, gamle generaler, censurpræsidenten, teaterets præsident, ventede på deres tur, mens de spankulerede op og ned i deres uniformer. Midt i salen stod en ung, russisk kavaleri-officer, Gurkos adjudant, slank og smuk. Han talte flydende fransk med andre russere, dog med en stærk russisk accent, de slog hælene sammen så sporene klirrede, øvede sig på dansetrin, og synes at drømme om hofballerne i Petersborg. Jeg gik hen og gav adjudanten min anmodning om foretræde. Og jeg modtog et ubetinget afslag. Audiensperioden var fra klokken et, og klokken var nu fire minutter over et. Jeg indvendte at jeg ikke ventede at blive lukket ind som den første, men svaret var at listen over audienssøgende blev lukket klokken et, hvorefter den blev indsendt til Generalguvernøren. Jeg erklærede alligevel at jeg ikke ville gå, og fast besluttet som jeg var på at bane mig vej til General Gurko tog jeg roligt plads på en sofa og ventede. Der kom en polak med en stor stjerne hen til mig og spurgte mig om jeg måske stod på petitionairenes liste: meningen var: på listen over de simple ansøgere i forsalen. Da jeg svarede nej lovede han at sætte mig øverst på den. Så ville generalen, så snart han havde afsluttet de private audienser og trådte ud af sine gemakker, henvende sig først til mig.

 

Jeg måtte vente i mere end tre timer. Så kom generalen med sit følge: ”De vil tale med mig? Deres anliggende?” Jeg forelagde min anmodning om at kunne tale i marts, da februar var næsten slut. ”Mais c’est tout simple.” – Jeg forklarede at jeg var stødt på hindringer, der var uovervindelige for mig. – ”Hvem forbyder dem det da?” ”Deres excellence! Der behøves intet forbud. Men jeg behøver en tilladelse, og den giver man mig ikke.” ”Godt! Jeg tillader Dem det.”  - ”Man vil ikke tro mig, med mindre jeg medbringer et skriftligt ord fra Deres excellence. Jeg har en skreven anmodning, som jeg har rettet til Dem her.” Han tog brevet og min blyant, og skrev tværs over papiret: Befalet! Gurko.

 

Den største vanskelighed var således lykkeligt ryddet af vejen. Det var imidlertid endnu ikke muligt at bekendtgøre forelæsningerne, da den russiske tekst endnu ikke var kommet tilbage fra Apuchtin.

 

Jeg forsøgte to gange at få personligt foretræde for ham; begge gange fik jeg gennem hans næstkommanderende det svar, at han ikke kunne modtage mig, men at han selv læste mine foredrag, og det med den største interesse – en interesse jeg gerne ville have undværet, og som forekom mig ildevarslende.

 

Endelig fik jeg dem tilbage. Intet var slettet; der var kun nogle blækstreger i randen, som skulle henlede min opmærksomhed på steder hvor udtryksmåden var stødende for en kilden russisk nationalfølelse, således fx hvor der stod, at af udenlandske forfattere havde Mickiewicz påvirket Lamannais og Pusjkim. Disse notater røbede en dannet og skarpsindig læser, og jeg måtte værdsætte at man nøjedes med en antydning, i stedet for at slette og forbyde.

 

Nu manglede kun en tilladelse fra Politimesteren, Grev Tolstoj, til at opsætte plakater. Ligesom med teaterforestillinger meddeler man nemlig forelæsninger ved plakater, og ikke ved bekendtgørelser i aviserne.

 

Men det blev slet ikke nødvendigt at sætte plakaterne op. Hele byen havde fulgt bestræbelserne på at få tilladelse til at holde foredrag om polsk litteratur med en sådan spænding og deltagelse, at så snart rygtet om Apuchtins tilladelse gik fra mund til mund blev alle de 3.600 billetter til tre forelæsninger udsolgt på nogle få timer, så da bevillingen til opsætning af plakater kom samme formiddag var den allerede overflødig.

 

 

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag