Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




7

 

En vigtig følge af hele systemet med censur i Polen er at aviserne, og dermed befolkningen, konstant er i uro. Da det er umuligt nogensinde at være sikker på hvad der foregår i landet, og det ikke lader sig gøre at viderebringe hvad man ved eller tror at vide, så er der altid rygter i gang, både i byerne og på landet, og netop i disse rygter kan man aflæse befolkningen forhåbninger og bekymringer. Det ene øjeblik hører man at den eller den højtstående embedsmand er forflyttet, fordi regeringen finder trykker for hårdt; man tror man kan ane et liberalt pust, og i tilfældige skødesløsheder fra en eller anden embedsmands side finder man tegn på at man for fremtiden vil se igennem fingre med forskellige ting, som tidligere har været forbudt. Pludselig kan man så høre at der planlægges voldsomme tvangsforholdsregler, og at hidtil ukendte farer truer. På denne måde rystes befolkningen hele tiden som en febersyg.

 

Det burde være let at indse hvordan en sådan evindelig uro hæmmer kulturlivets trivsel og vækst. Kun de mest stringente videnskaber trives, særlig medicin står i høj kurs. Dr. Tytus Chalubinski, en olding hos hvem genialiteten ses tydeligt i hans ansigtsudtryk, har længe været regnet for Polens førende læge; Efter ham er Baranowski den mest ansete. Historisk og politisk litteratur har for øjeblikket ikke nogen høj placering, og russisk Polen besidder for øjeblikket ikke nogen fremtrædende historiker. Den mest fremtrædende indenfor nyere historisk litteratur er formodentligt den nyligt afdøde Szujski, og som essayist den i hele Europa kendte Julian Klaczko, begge personligheder som levede og arbejdede i Østrig. Indenfor litteraturhistorie ses en nøgtern forskerånd, som nærmer sig tysk metode og tysk stil. Polens mest fremtrædende og i øvrigt fremragende litteraturhistoriker, Spasowicz, der tillige er en berømt russisk advokat, har med sin bopæl og arbejde i Rusland måttet tilegne sig en vis forsigtighed indenfor alt hvad der har med politik at gøre; det gør at hans hovedværk, Den Polske Litteraturs Historie, er mindre underholdende end det ellers ville have været. Den mest ansete kritikker, Professor   Tarnowski i Krakow, er en romantisk orienteret akademiker af den gamle skole, hvis meninger med årene bliver stadig mere præget af den katolske kirke. Romerkirkens ånd i Krakow virker næsten lige så trykkende som regeringens undertrykkelse i Warszawa. Når Tarnowski optræder som gæsteforlæser i Warszawa er han nødt til at klare sig med fremtræden og veltalenhed.

 

Ideen om at rå og ydre magtmidler ikke virker når det drejer sig om at undertrykke eller nedbryde en nationalfølelse er en overtro som bør glemmes.

 

Censuren er endog det mest kulturelle magtmiddel magthaverne besidder.

 

Et mindre kulturelt og mere effektivt magtmiddel er inddragelsen af ejendom. Efter oprøret i 1863 har alle som deltog i oprøret fået inddraget deres jordbesiddelser, men det samme gælder for alle som var blot mistænkt for at være velvilligt indstillet eller at have hjulpet med oprøret. Jeg kender en mand af gammel Litauisk fyrsteslægt som ejede en fyrstelig formue, og som nu efter et ophold på 20 år i Sibirien må leve af det han tjener i en underordnet stilling i en bank. Jeg kender en dame som var arving til en ejendom med en værdi af flere millioner rubler, men man har konfiskeret hendes arv med den begrundelse at bønder på hendes onkels gods har givet oprørske bander levnedsmidler.

 

Selve inddragelsen af jorden er naturligvis ikke af afgørende betydning, så længe bønderne kan blive der, og blive ved med at være polsksindet. Men Rusland søger på alle måder at vinde bønderne. Man har ophævet livegenskabet, som dog allerede var blevet ophævet af polakkerne selv (ved Forfatningen af 3. maj 1791), men det var blevet sat ud af kraft, og man har i stort omfang udnyttet bøndernes gamle had til deres herrer. Når floderne svømmer over deres breder og ødelægger landet rejser Generalinde Gurko omkring og fordeler hundrede tusindvis af rubler fra den kejserlige kasse til bønderne, der sammen med velgerningen modtager en opfordring til at nære taknemmelighed mod Zaren, deres fader, en opfordring der ofte er effektiv.

 

Også forvisning til Sibirien er et effektivt virkemiddel. Der er ingen tvivl om at blomsten af en hel generation, næsten alle de modigste og dygtigste, er døde deroppe. De som er vendt hjem har ofte mistet deres klarsyn. De er ikke sjældent blevet stående på det punkt hvor de stod da de forlod Polen. Som eksempel kan jeg nævne to skribenter. I Gazeta Polskas redaktion sidder Haenckel, som sammen med fire andre, lænket til en jernstang, måtte vandre på sine fødder til Irkutsk. Det tog to vintre og en sommer, og han blev deroppe i 10 år. Jeg kender også Boguslawski, som var der et lignende tidsrum. De er dygtige skribenter, men uforbederlige romantikere. Moderne mennesker bliver de aldrig.

 

Også den forfærdende mangel på retssikkerhed er undergravende. For få uger siden kom en ung mand tilbage fra to års forvisning. Hans forbrydelse var at han dagen efter at Apuchtin havde fået en lussing af en forbitret studerende havde han sendt 25 rubler til et blad til et velgørende formål med disse ord: I anledning af en lykkelig begivenhed. Det nyttede ikke noget at hans broder dagen forinden beviseligt havde fået en søn – man ville ikke tro på at det var den begivenhed der var sigtet til, så han blev forvist. Han havde ikke lidt nogen legemlig skade. Som så mange forviste vendte han hjem frisk og med røde kinder; men han var blevet forsigtig, meget konservativ i alle sine udtalelser, og ville ikke indlade sig på at kritisere sin dom.

 

Da den kendte Szymanowski, digter og udgiver af Courrier Warszawsky, for nylig var alvorligt syg besøgte jeg ham. Han fortalte om den skræk han gennemlevede da det kort forinden havde ringet på porten midt om natten. Han mindedes da den nat for 10 år siden da politisoldaterne kom, tvang ham til at stå op, og bortførte ham i en slæde. Han vidste ikke hvad han var anklaget for, og hans familie fik først sent at vide hvor han opholdt sig. Da han efter nogen måneders forløb blev frigivet blev han ikke samtidigt orienteret om hvad årsagen var, og den dag i dag er han uvidende om det. Og netop Szymanowski har hele sit liv været talsmand for den stilfærdigste konservatisme.

 

Man overvejer nu den almindelige tilstands mentale indvirkning på den helt unge generation. I russisk Polen er man allerede nået dertil, at mange unge medicinere eller jurister af god familie taler bedre russisk end polsk, ja, taler sit modersmål med udenlandsk accent. Der er fx dette tilfælde: En ung mand har studeret i Petersborg. Han har på ingen måde opgivet sin nationalitet, men han omgås og er nødt til at omgås russere som kammerater. Nu kommer han tilbage til Warszawa, hvor ingen polak nogensinde har privat omgang med en russer, hvor nationaliteterne er delt som olie og vand. Det forekommer ham unaturligt at hans mor og søster sætter sig imod at han aflægger besøg hos Generalguvernøren. De lever et andet følelsesliv, taler et andet sprog end han. Nationalfølelsen er ikke så stærk hos ham. Der er desuden praktiske hensyn. Han er sikker på at hvis han ikke har kontakt til administrationen vil han aldrig få så meget som et underordnet embede i Kongeriget Polen, aldrig komme til at leve i samme by som sin mor. Han kan blive prokurator i Riga, eller underdommer i Kazan, men hvis han sætter sig imod systemet får han aldrig en stilling i Warszawa.

 

Den sproglige undertrykkelse er så effektiv, at da der for nylig var en privat udskreven konkurrence om at skrive det bedste drama, og ham der vandt, Koslowski, vakte opsigt med sprogets renhed og kraft. Jeg hørte det overalt fremhævet, med stolthed og glæde, at det var flot at en ung mand på 25 år, der er opdraget under den nyeste skoleordning, skriver så smukt et Slowacki-polsk. Man nærer altså allerede nu en gennemtrængende frygt for at den unge generation ikke længere vil kunne skrive sit modersmål rent.

 

Som allerede antydet er fristelsen til at gøre russerne nogle indrømmelser stor. Det er desuden tit svært at drage en klar grænse mellem russisk og polsk. Selv om russerne ikke er med i selskabet, så er det dog næsten umuligt at udelukke de enkelte polakker, som enten virkelig har et slavesind, eller som blot mistænkes for dette. De polakker der har fået embeder bliver undertiden blot embedsmænd, som viser loyalitet mod den stat de forvalter. Om en mand som gerne vil regnes for at være nationalistisk indstillet siges det, at har foretaget et mislykket forsøg på at blive kejserlig kammerjunker. Det sker at familien splittes op, således at faren er polsksindet, sønnen politisk ligeglad, hvilket næsten svarer til russisk-sindet.  Nogle hvis sønner faldt under oprøret er nu – som fx Teaterpræsident Gudowski – en af tronens støtter.

 

Der er også grænser som den passive modstand ikke kan overskride. Da teateret er det sidste sted hvor der tales polsk er frygten for russiske teateropførelser på nationalscenen naturligvis stor. Det er derfor enkelt nok, at når en russisk teatertrup ankommer, så holder ikke bare alle polakker sig hjemme, men den polske presse anmelder ikke disse teaterforestillinger. Så simpelt er det dog ikke. Man giver alle polske gymnasieelever og embedsmænd fribilletter, og forpligter dem til at gå. Censuren kræver at disse forestillinger bliver anmeldt, og sker et ikke – fx med den undskyldning at ingen på bladets redaktion forstår russisk – så lægger censorerne hindringer i vejen for bladet; der stryges så hensynsløst i de kommende tekster at man må give efter. Den modstand pressen kan rejse bliver omgående brudt.

 

Det ligger som en konstant trussel over russisk Polen at regeringen en dag lukker teateret i Warszawa, en anden trussel er at regeringen kan påbyde bladene at udkomme i tosproget version, på russisk og på polsk. Det vil være ensbetydende med en dødsdom til aviserne, og derefter vil sproget forstumme.

 

Det ulykkelige Polen er nu blevet så svagt, at man allerede indskrænker sig til glæden over ikke at være blevet helt glemt. Man er glad når en polsk tenor som Mierczewinski vækker opsigt – så nævnes dog navnet polsk. Man var også glad da en mand med det polske navn Rogozinski (komisk nok egentligt Schulze) foretog en opdagelsesrejse i Afrika, skønt han var ude af stand til at tage den mindste strimmel land i besiddelse på vegne af Polen, eftersom der ikke eksisterer noget Polen. Han blev endda fængslet og bortført på et tysk orlogsskib efter befaling fra Bismarck.

 

Så knugende virker et fremmedherredømme.

 

Den strenge undertrykkelse af nationaliteten gør dog også nytte for den sag som de fremmede prøver at tilintetgøre.

 

Bønderne vågner; de lærer sig at læse i deres polske bønnebøger. De skillinger sammen og betaler en skolelærer for privat at give dem al den undervisning de har behov for i deres forbudte sprogs retskrivning.  Det er særligt den religiøse forfølgelse som rammer dem, og gør dem til bevidste polakker. Før den preussiske kulturkamp følte de sig ikke som polakker i Poznan. Før man begyndte at forfølge de græsk katolske følte disse sig ikke som polakker i russisk Polen. Når politiet skrider ind mod de græsk-katolske præster som de gjorde i år i Lublin, så forøger og løfter det den nationale bevidsthed i en hel provins.

 

Endvidere kan det ikke ses som rent negativt at det praktisk taget er umuligt for en polak at blive officer. Det har haft den gavnlige virkning at det tvinger polakkerne ind i handel og industri, et tidligere ukendt område for dem, og det har bidraget til at skabe begyndelsen på en frugtbart arbejdende middelklasse. Endeligt har det været med til at give agerdyrkningen et opsving.

 

Men de positive effekter er dog ikke for meget at regne, i sammenligning med de nedbrydende. Polen kan næppe holde trykket ud mere end 100 år endnu. Men når man ser hvordan et helt folk legemligt og mentalt lever under sådanne hindringer, når man med interesse følger hvordan livets gang og den mentale udvikling forløber under sådanne forhold, så ligger det nær at vende blikket mod det folk man selv tilhører, og hvis situation synes polakkerne misundelsesværdig. Når man ser hvad polakkerne har bragt det til, så undrer man sig et øjeblik over et folk som det danske, der har alt det som polakkerne mangler og savner: landets uafhængighed, Forfatningen, pressefrihed, talefrihed, forsamlingsfrihed, ret til at anvende sine penge som man vil, borgernes kontrol med statsmagten, hæren i sin tjeneste, åben adgang til havet og til alle frihedens goder – et sådant folk har ført et så lidt rigt og indholdsfattigt liv, og har givet slip på så mange af sine bedste præstationer, uden at nogen fremmed har den ringeste skyld deri.

 

Selv om der ligger meget forhåbning i det polske temperament, så ses det udsigtsløse i deres situation dog, og dette formørker sindene. Der er jo ingen umiddelbar udsigt til at komme ud af den nuværende tilstand end den usikre, der frembyder sig i muligheden for en stor krig mellem på den ene side Tyskland og Østrig og på den anden side Rusland. Ikke fordi man nærer nogen drøm om at bytte det russiske styre ud med det tyske, selv om det er mere humant; til gengæld synes det mere farligt og uafrysteligt. Der hvor håbet tager en mere bestemt form er snarere en ide om oprettelse af en stor slavisk magt under østrigsk ledelse, hvor hovedrollen ville tilfalde polakkerne i den del af Polen som hører under en sådan stat. Disse fremtidsdrømme antager ikke nogen fastere form, selv hos de mest vidtskuende polakker.

 

Men man tager næppe fejl i den opfattelse, at drømmen om genoprettelsen af det gamle polske rige i en ikke alt for fjern fremtid lever hos det store flertal af de veluddannede videre, - nærmest som en religion.

Næste kapitel >>>>>

 


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag