Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

8

 

Under sin forvisning har forfatteren Kraszewski en gang deklameret: ”O du land, der, når vi dør, beholder så mangen erindring om os, o du skønne land, vor moder! Når vi siger farvel til vore venner, har vi håbet om at gense dem hisset, i himlen. Men aldrig, aldrig skal vi gense dine elskede landskaber, dine lindealeer, dine små landsteder, dine åer og bække, aldrig dit forår, der altid var så ungt, intet af alle disse minder. Kan himlen virkelig være så skøn, at den får os til at glemme alt dette, eller løber der en Lethestrøm foran paradisets port?”

 

I disse ord er der en barnlig tro som håber på gensyn med vennerne, men dog ikke venter et gensyn med fædrelandet. Hvis man går dybere ned i følelsen omfatter den langt mere end ordene.

 

I grunden er denne hårdnakkede nationale stræben hos polakkerne besynderlig! De kæmper til det yderste for at bevare og udvikle deres sprog og nationale særpræg, og de oplever at den grund en masse lidelse. Hver enkelt af dem ved at han skal dø, men han ønsker at dø med bevidstheden om at sproget og det polske folk overlever ham, og eksisterer på et tidspunkt hvor han ikke er en del af det. Selv blandt de iblandt dem som tror på et liv efter døden, indbilder man sig ikke at der tales polsk i himmerige. Og de ikke-troende, der ikke frygter selv at blive tilintetgjort, frygter tilintetgørelsen af hele folket, hvoraf dog hver enkelt skal dø.

 

Det er en tilsvarende følelse som den rædsel der griber de fleste mennesker når de første gang i deres liv hører at jordkloden langsomt afkøles, og engang i fremtiden vil blive til en iskold kugle, på hvilken intet liv vil trives. De har altid vidst at hver enkelt i menneskeslægten skal dø, men de kan ikke klare forestillingen om at menneskeslægten uddør. Forestillingen om en stivfrossen kugle ødelægger de smukke illusioner om et konstant fremskridt, de religion som de fleste lever på nu, hvor de har opgivet de bibelske religioner; det er nemlig endnu kun få som har forstået at menneskehedens mål ikke ligger på det sidste trin i udviklingen, såfremt der forestår et sådant endeligt, men at målet må ligge i menneskehedens ypperste personligheder. Selv om menneskeheden en gang dør ud, er den sande kultur derfor ikke mindre vigtig, ikke mindre værd at kæmpe for. Dens værdi ligge ikke i at den varer gennem al evighed. En symfoni er ikke afhængig af om den er kort eller lang, men på om den er smuk. Dens værdi er uafhængig af den tid den optager.

 

Lige som vi andre ved polakkerne, at riger og folkeslag historisk set er opstået i stort tal, er blomstret og er gået til grunde, men de tror ikke på at turen nu er kommet til dem og deres sprog, uanset at det er stærkt trængt fra alle sider. De vil kæmpe for livet, uanset udfaldet, og det tjener dem til ære.

 

Men mange af dem må nødvendigvis tvivle på om det nogensinde vil lykkes at løsrive sig fra et overherredømme, som er støttet af kæmpestore hære, om det vil lykkes at genoprette en polsk stat, lægge grunden til et rige, efter at de ikke har regeret sig selv i næsten 100 år. Der frembyder sig derfor uundgåeligt det spørgsmål, jeg engang formede således: Er Polen et ideal eller virkelighed? Det kunne ikke bestå, dengang de bestod, kan det oprettes, nu da det er faldet? Er det Polen for hvilket polakkerne lever og går i døden  andet end en abstraktion og et hjernespind? Er formålet opofrelsen værd? Er det opofrelserne der giver formålet dets værdi?

 

Som alle jordiske formål er formålet kun tydeligere, mere håndgribeligt, et ideal: en uvirkelighed. Forestillingen om det gode. De viser sin magt over tankerne ved den styrke med hvilken det tvinger generation efter generation til at sætte åndelige værdier over materielle. Men der er i og for sig værdifuldt, for så vidt det skaber karakterer og udvikler talenter, og det har uden tvivl fremkaldt store tanker, heltemodige handlinger og en både rig og betydningsfuld litteratur.

 

Vi er ikke vant til at se et helt folk gå op i en kamp, som fra alle sider modarbejdes og bekæmpes, og som synes at stride mod selve den historiske lov om civilisationernes undergang, en stræben som ikke blot sker i kraft af selvopholdelseskraften, men mere eller mindre bevidst i kraft af den grundtanke, at livet på jorden bliver fattigere og mere ensformigt hver gang der forsvinder et folkeslag. Polens undergang ville imidlertid ikke være som Assyriens eller Egyptens i den fjerne oldtid. For set fra et politisk synspunkt betyder Polen overfor Rusland og Preussen selvstændighed, retfærdighed og fornuft, det vil sige: spørgsmålet om hvorvidt disse nationer vil sejre eller tabe. Spørgsmålet Polen er spørgsmålet om det er våbenmagt eller folkenes vilje der bestemmer verdenshistorien nu om dage. Skulle det endegyldigt være ude med Polen, så vil det i princippet betyde at det er ude med Europas friheds- og frisindskultur. Efter Polen ville det ene uafhængige land efter det andet falde.

 

Hvis derimod friheds-kulturen vinder, så kan det ikke undgås at det tryk der hviler på Polen vil lettes, og den polske nation finder en form hvorunder den kan leve sit liv. I hundrede år har den nu ligget under for tre stormagter, ligget på ambolten og udholdt hammerslagene, uden at blive knust. Det kan ikke vare lige så lang tid endnu, inden hammeren enten bringes til standsning, eller inden den form for kultur der engang var Europas stolthed, ikke længere er til.

 

Vi kan ikke komme til bunds i nogen ting. Vores liv en enkelt begivenhed, og vi er omringet af enkelte begivenheder, og kun af dem. Vi er ikke andet end billeder for hinanden. Når vi dør bliver billedet tilbage  i de andres bevidsthed, fordi det er det eneste af os, som fandtes deri.

 

Vi ved også at de idealer som man i gamle dage tillagde et sted, og gjorde til egenskaber hos en overnaturlig personlighed, den højeste frihed, den højeste retfærdighed osv. er blotte billeder, ikke er virkeliggjorte noget sted eller i nogen tid, og heller aldrig vil blive virkeliggjort.

 

Hele Polens kulturliv er gået op i spørgsmålet om den polske nationalitets eksistens, og det er ikke så fattig en sag som det synes, for Polen er, som forholdene historisk har udviklet sig, blevet et med menneskerettighederne til borgerlige og åndelige friheder, og med folkenes ret til uafhængighed. Polen er et med vor håb, eller vor illusion om vor tidsalders fremskridt. Dets fremtid falder sammen med civilisationens fremtid. Dets endelige undergang ville være ensbetydende med det moderne, militære barbaris sejr i Europa.

Næste kapitel >>>>>



Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag