Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen.

1.

Vi rejser fra Warszawa om eftermiddagen. Det var en bagende hed dag, og folk bevægede sig langsomt i husenes skygge; alle militærpersoner, fodfolket, kosakker og gendarmer var klædt i hvidt lærred.

I toget traf vi bekendte, polakker på vej hjem fra Karpaterne eller fra de bøhmiske badesteder, andre rejsende og sommergæster fra byerne. I korridorerne dannede der sig grupper, man spøgte og lo, og tiden gik.

I Grodzisk ventede et par vogne på os, en til vort selskab, og en til bagagen, og så gik det af sted i fuldt firspring gennem sommeraftenen, ad glimrende gamle hærveje fra Napoleons tid, ad dybe, sandede og besværlige veje. Til sidst kørte vi gennem en endeløs allé med tårnhøje poppeltræer.

Jan fortalte om sine samtaler med Polens Generalguvernør, som jeg jo også selv havde lært at kende. Han havde tilkaldt Jan da han havde haft et apoplektisk anfald, og han bad ham ledsage sig på en rejse. Gurko har tilsyneladende betydeligt større kvalifikationer som general, end som medmenneske med en almenmenneskelig intelligens. Overalt hvor de rejste efterlod han et par støvler. Han var overbevist om at dette var en forudsætning for at komme levende tilbage til stedet. Jan gjorde ham opmærksom på, at selv om det at glemme et par støvler var en hovedbetingelse for at gense en lokalitet, så måtte man dog nære en vis tvivl om hvorvidt man fik det samme resultat når man med vilje lod støvlerne stå. Gurko svarede at hans erfaring talte herfor. Hver gang han havde begivet sig ud i livsfarlige situationer havde han efterladt et par støvler, og havde således rundt omkring i Rusland, Tyrkiet og Asien efterladt ikke mindre end 112 par. Meget af det der kan virke som heltemod forklares måske ved hjælp af en sådan klippefast støvletro.

Vi kørte og kørte; det blev mørkt, og stjernerne kom frem. Vi kørte gennem usle byer og uslere landsbyer. Hvidkalkede bindingsværkshuse, eller simple træhuse af stråtag, og udenfor flokke af barbenede børn. Hestene blev ikke trætte, og alleen med poppeltræerne synes stadig ingen ende at tage. Indenfor en omkreds på adskillige kilometer var der ikke spor af nogen herregård. Jeg begyndte at hævde at der slet ikke eksisterede noget Petrowice, og at vi rimeligvis kørte rundt i landet i ring, og hen mod morgentimerne formodentligt ville vende tilbage til stationen i Grodzisk. Fru Jadwigas store øjne glimtede leende i mørket, og de to unge piger, der var budt med som gæster, gav mig ret, og begyndte at fortælle historier så længe, at de begge brød ud i latteranfald, og ikke var i stand til at stoppe. Den ene historie førte den anden med sig, og mens markerne duftede aromatisk, og luften blev stedse friskere og køligere, susede den leende vogn af sted i sommernattens gennemsigtige mørke. Man skulle tro at det var lutter glade mennesker der sad i den.

Endelig kunne man se noget hvidt bag en stor klynge af træer. Snart skimtedes omridsene af en stor, rummelig gård, og konturerne af en mægtig have.

Vognen gør et sving, kører ind gennem den åbne haveport og holder stille. I den stærkt oplyste forstue er hele gårdens personale og tjenestefolkene samlet i deres mest elegante tøj for at tage imod det ventende herskab, og efter at hver på sit værelse har gjort sig i stand efter rejsen, samles alle i den sene aftentime om det middagsmåltid man har ventet så længe på. Der så nydeligt ud; der var så mange blomster på bordet, og alt var så festligt til modtagelsen, fortræffelige retter og polsk champagne, det vil sige fransk, som man indfører halvt færdig, og giver den sidste tilsætning her, da den ellers i told koster fulde 2 rubler og 50 kopek pr. flaske.

Siden da har jeg levet mig ind i området, jeg kender det ret godt nu, og så meget bedre som at ikke et pust fra omverdenen har forstyrret min ro. Ikke et brev, ikke en avis har det været muligt at få fat i al den tid jeg har været her. Alle mine aviser er sendt til censuren, og mine breve holdes tilbage i Warszawa. Jeg ved intet om verden, det vil sige Danmark, bortset fra hvad jeg kan finde i Gazeta Polskas telegrammer, og det er ikke meget. Jeg har telegraferet, skrevet brev og sendt bud til posten i Warszawa; alt preller af på det russiske embedsvælde. Mon der noget andet sted, selv i Tyrkiet, findes så megen dejlig retsløshed som i Rusland?

Når man er udenfor havens smukke enemærker, så ligger det omgivende landskab i al dets fladhed. Det er rigt nok, for der ligger kornmark ved kornmark, og det er tiltalende, for poppelpil, birk, piletræer og linde giver vejene skygge; Men det der i øjeblikket er kønnest i landskabet er dog de mægtige rugstakke, der er sat op på en måde vi ikke kender, som gammeldags tårne, runde, med lave og spidse tage. Taget er guldgult, selve tårnet har en brunere farvenuance, fordi man ikke der kan se akset i dets længde, og i solen afgiver disse stakke et ualmindeligt oplivende skue. Ellers brydes landskabets flade form kun af vindmøller, vejenes træer og nu og da en kirke eller en skov. Rundt om går piger med lyse hovedklæder og river kornet sammen.

Husets indretning er imponerende; det er en civilisationens oase, midt ude på bondelandet. Alt her er udsøgt og valgt med smag, og hvad der er særligt kært er en bogsamling så stor, så underholdende og så smukt indbundet, at man længe forgæves kan søge dens lige hos en privatperson i en hvilken som helst hovedstad. Hvert værelse har sit særpræg, og stueetagen går i et med et umådeligt stort drivhus med palmer.

Huset danner en enorm modsætning til boligerne som omringer det. Nør bønderne søger hjælp og råd går de ikke til præsten, som ellers er en brav, ung mand (han har været i Rom, og taler lidt italiensk), men til vor frue her på gården. Den menneskelige natur i dem er så ægte og uspoleret, og så dybt er den nedværdiget, at alt hvad de ikke får som gave, det stjæler de. De stjæler alt, hvad der stjæles kan, fra høns til avlsredskaber, de fælder træerne i skoven i hundredvis, og stjæler så meget mere lidenskabeligt, eftersom Fru Jadwiga ikke foretager sig noget i den anledning. ”Lige meget”, siger hun, ”de er så fattige, de er undskyldt”.

Her er varmt, men kun sjældent alt for varmt, og der er rigelig lejlighed til at bade. Kun fluer og myg plager en smule. Man sikrer sig imidlertid mod insekterne ved at det inderste par vinduer af husets dobbeltvinduer kun består af et fint ståltrådsnet, så man kan sidde hele dagen med åbne vinduer og få frisk luft, uden at noget insekt trænger ind i stuerne.

Jeg har aldrig, selv ikke i Holland, set en sådan renlighed som den der hersker her. Det er vel en af de ting der danner den skarpeste modsætning i Polen mellem de bedrestillede lag af samfundet og menigmand. Hele huset gøres rent hver dag, ja, jeg tror egentligt det sker et par gange om dagen; en tre-fire tjenestefolk ad gangen dirigeres ind i et værelse for at gøre alt i stand, og på et kvarter er det i orden.

Vi får jævnligt gæster: I går var her et par polske malere, som lever i München, og de bragte et pust af øl og kunst med sig fra den store kunst-landsby; i dag kom redaktøren for et af de store blade i Warszawa.

Der er ganske overvældende som det russiske herredømme har udviklet sig, siden jeg var her sidst. Dengang kunne man endnu få en avis sendt i korsebånd, uden at den gik tabt i censuren, i hvert fald hvis den var skrevet på et sprog som man ikke forstod. Nu sendes den til Petersborg for at blive undersøgt, såfremt de ikke har en sprogkyndig på stedet. Vi modtager den franske avis Figaro, som er mere end 8 dage gammel, og hvor store stykker er oversværtede. Selv en kirkelig anlagt og samfundsbevarende avis som Figaro bliver tit helt beslaglagt. I Le Vie Parisienne oversværtes det upassende, og det er der en del af.

Der er for tiden en udstilling af polsk industri og kunst i Lwow. Regeringen har udstedt forbud mod at nogen fra russisk Polen må udstille noget som helst (selv om det i mange tilfælde sker efter diskret aftale). Men nu kom det på bane om bladene turde omtale udstillingen. I den første måned var der totalforbud mod blot at nævne den. Senere lod man aviserne forstå at hver af dem måtte bringe fire breve fra Lwow, dog maksimalt på hver 100 linjer, og kun om udstillede industrigenstande. Ikke et ord om kunst. Der skulle være fjorten dagen pause mellem hver af brevene.

Redaktøren fortæller hvordan han i vinter var blevet kaldt til politidirektøren, der med en stemme som skælvede af vrede spurgte ham hvad det skulle betyde, at han på et sted i sin håndskrift havde skrevet de polske bogstaver der svarer benævnelsen ”H.M. Kejseren”. Hvad betyder HMK? - spurgte Politidirektøren. – Hans Majestæt, lød svaret. –Det er jo en almindelig brugt forkortelse. –Aha, De understår Dem i at forkorte Hans Majestæt Kejserens titel? De har måske ikke plads til hele hans titel i Deres avis? I så fald kan De være sikker på at han vil finde en plads til Dem, et sted hvor De ikke vil bryde Dem om at være. Nu kan De foreløbig betale 600 rubler i bøde for Deres slette hensigter.

I Warszawa så jeg grimme eksempler på politiets brutalitet. Ved den ringeste anledning slår eller støder de med sabelskederne til de stakkels hestevognskuske, der med deres nummer på ryggen mest ligner slaver. Her på landet er de almindelige mennesker knækket af trykket. I landsbyskolen undervises kun på russisk, som bønderne ikke forstår. Men da der ikke er skolepligt går kun meget få af børnene i skole. Ved retssager er sproget ligeledes russisk, og alt går gennem en tolk, mens den anklagede i kriminelle sager ikke er i stand til at kontrollere sit udsagn. De officielle bestræbelser går derudover ud på at ophidse den polske bonde mod de velhavende, og i alle civile retssager får bonden ret. En herremand her på egnen overrumplede sammen med sin jæger fire vildttyve, der havde anrettet et blodbad på hans vildt, og som var i færd med at læsse byttet på en vogn da de blev opdaget. De undslap, men det lykkedes herremanden at bemægtige sig den enes kappe, og den blev fremlagt som bevis. Tyvene blev frifundet, da de benægtede, og det ikke blev fundet bevist at det vildt som de læssede på vognen tilhørte ejeren. Han blev derimod idømt 3 måneders fængsel for ”tyveri af kappe”.

Således våger retfærdigheden alle vegne, og der er kun den trøst, at hvor galt det end er, så er der intet i vejen for at det kan blive værre. Og man glæder sig over at dette værre endnu ikke er indtrådt. Som alle andre steder er der i Polen altid grund til taknemmelighed. En mand så i vejret, da en svale som fløj hen over hans hoved, lod noget falde ned på hans næse. - Hvilken lykke, sagde han, at koen ikke har vinger!

Man er sorgløs her i Polen, mit i sin smerte. Man lever som en amputeret, og beviser dermed at man kan undvære et ben, en arm eller et øje, og stadig være menneske. Man lever berøvet alt politisk liv, alt som har noget at gøre med samfundsopgaver, al aktuel stræben efter nationale mål, og man lever des mere intensivt det liv som er givet. Man tænker og føler på samme måde som andre steder, og man nøjes med at sige det til andre, som ikke kan skrives og trykkes.

Ï dette øjeblik er himlen så klar som på en solskinsdag i syden, og den udsigt jeg har bag vinduesnettet er fyldt af fredelig skønhed.  Det er nærmest en stor eng med talrige bede, fulde at højstammede rosentræer og røde pelargoniumstræer. En busk med tindrene, hvide blade virker specielt smuk. Pakkens høje træer står i små grupper rundt omkring. Foran porten holder en vogn med fire forspændte heste, som skal bringe os på besøg på nabogården.

Kort sagt: livet er skønt, så længe det varer.

Merimee plejede at udtrykke sin opfattelse af livet på denne måde: Harlekin faldt ud af vinduet fra 5. etage. Da han kom forbi 3. sal spurgte nogen ham om hvordan han havde det? – Godt nok, svarede han, forudsat af at dette varer ved.

Vi ved alle sammen hvorledes faldet ender; men så længe man er undervejs i luften, har man det nogenlunde godt.

Næste kapitel >>>>>

 


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag