Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

2.

Omkring klokken 19.00, når dagens glødende hede har lagt sig, kommer husets forskellige beboere frem fra deres værelser. En af dem rider sig en tur, andre spadserer ud over markerne, enkelte af de ældre nøjes med at spadsere i haven. I aftes, efter at vor vært var steget til hest ved græsplænen foran verandaen, og frøken Helene var kommet ind efter en lang samtale ude i haven om menneskeslægtens fremtid, og om religion og moral og kærlighed med mere, viste jeg et hæfte til fruen med Revue de Paris, hvori der findes et aftryk af det hovedstykke af den hymne til Apollo, som jeg har været så heldig at finde i Delfi, og jeg bar hende spille og synge den. Hun sang, og udbrød med forundring: Wagner! Det er jo den rene Wagner. Jeg viste hende at dette netop var det indtryk denne musik havde gjort på de franske lærde, der havde offentliggjort den, og vi fortabte os i betragtninger over hvilken hæder det er for Wagner at man i disse under jorden skjulte melodier finder en slående overensstemmelse med hans kunst. Havde Nietzsche oplevet dette fund ville det have gjort et stort indtryk på ham, og have berøvet ham væsentlige argumenter i hans kritik af Wagner. For at tale om forfaldskunst fra Grækenland i det 5. århundrede før Kristus, der bliver unægteligt vanskeligt.

Fra gammelgræsk musik gled samtalen over til klassiske græske vasemalerier; jeg viste en afbildning af det mærkværdige maleri hvor Eos, der bærer liget af sin søn, fuldstændig foregriber fremstillingen af den kristne Mater Dolorosa. Vi talte om satyren med træbenet, hvor et maleri på en gammel vase viste os, hvor langt man i oldtiden var fremme i kunsten at fjerne et ben, og erstatte det med et kunstigt. Derefter gik vi fra Grækenland til Polen.

Koleraen har grebet om sig i landsbyerne her rundt omkring; den findes i Blonie, i Grodzisk, alle vegne. Normalt dør mindst halvdelen af de som får sygdommen. Det er uheldigt at der er så mange kirkelige helligdage i denne måned. Om en uges tid er der den såkaldte Tilgivelse i kirken, hvor bønderne samles i hobevis for at feste og glæde sig over livet. I middelalderen var der fornuft i denne form for fest. Kirken pålagde den gang synderne strenge straffe og forskellige former for bod (som for eksempel ikke at spise kød i fem år eller andre raffinerede metoder til syndsforladelse). En gang i mellem var der så en almindelig benådning, og den skulle naturligvis fejres med glæde og vildskab. I vore dage er man gået bort fra de strenge straffe og bodsudøvelse, og kun de årlige fester står tilbage. Under disse omstændigheder er der imidlertid stor fare forbundet med dem. Bønderne svælger i frugt, spiser også meget umoden frugt, og dertil drikker de store mængder øl. Vi har henvendt os til præsten for at få festen udsat indtil videre, men da denne har afslået en lignende anmodning i et nabosogn er der ikke meget at håbe på.

I forrige uge tog jeg en dag til Warszawa, og fik audiens hos hans excellence, Præsidenten for censuren, Hr. Jankulio, en smuk mand af blandet afstamning; det løber græsk, russisk og jødisk blod i hans årer. Han er nær ven med Gurkos familie, og har et stykke tid været sekretær hos Generalguvernøren, hvorefter han hurtigt er blevet forfremmet. Han modtog mig venligt, forsikrede mig om at man aldeles ikke tilbageholdt de tryksager som blev sendt til mig, blandt andet af den grund at man i censuren slet ikke kunne læse dansk; jeg skulle med det samme få alting tilsendt osv. Ikke desto mindre er jeg nu en uge senere først nået til Politiken for den 31. juli, der den 12. august blev sendt til mig med et stempelmærke fra censuren i Petersborg. Hans excellence lod adskillige underordnede kalde ind og give rapport, og han har således været dårligt underrettet om hvad der sker på hans eget kontor. Da de ikke forstår dansk har embedsmændene simpelt hen sendt alt til Petersborg, hvor der altid er tilstrækkeligt med finner som arbejder i censuren, og som forstår sproget. Der tages ikke noget særligt hensyn til den fremmede læser, når det gælder de fremmede aviser. Hele oversigts-artikler skæres ud, således i en fransk oversigt, en artikel om anarkismens historie. Alt hvad der misbilliges, enten af politiske, moralske eller religiøse grunde, bliver oversværtet, så intet bogstav er læseligt. Det kan ikke nægtes at russerne forstår at regere. Maskinen arbejder til fuldkommenhed, lydløst, i en dødsagtig tavshed, men virkningsfuldt. Den tid er fx længst forbi, hvor politiske retssager havde en vis offentlighed. Nu går det ganske anderledes, og utvivlsomt langt forstandigere, til. En morgen meget tidligt hentes den pågældende med en vogn med en par høflige betjente. Og fra det øjeblik bliver han hverken set eller hørt mere. Det er umuligt at erfare den mindste smule om ham, før han kommer igen, hvis han altså kommer igen. På en af nabogårdene her blev en morgen en pige på 20 år arresteret. Forældrene spurgte fortvivlet ”hvorfor”, men fik intet svar; betjentene havde kun deres ordrer, vidste intet. Forældrene lod spænde for, og kom næsten lige så hurtigt til Warszawa som den anden vogn, hvorefter de styrtede til myndighederne. Disse vidste kun at den unge pige ikke længere var i Warszawa. Efter et halvt år kom hun tilbage fra Petropaulovsk-fæstningen ved Petersborg. En af hendes fætre var blevet fængslet som indehaver af en række forbudte bøger, hvorledes han havde fået hver enkelt havde han ikke villet fortælle, før den konstante vækken midt om natten, og de øvrige anvendte midler, åbnede hans mund. Han tilstod at hans kusine havde skaffet ham en af disse bøger. Da der ikke var andre anklagepunkter mod hende slap man hende denne gang løs, men da det vanvittige sørge-optog til minde om oprøret i 1794 i år gik gennem Warszawas gader blev hun igen arresteret for at deltage heri. Det nyttede ikke noget at deltagerne var blevet kaldt sammen af opslag som lød: ”der er død en dame (opdigtet navn) med store dyder og evner. Hun var usigeligt elsket af sine børn, der kun lever i mindet om hende, og i håbet om hendes opstandelse. De, der har kendt hende, bør den og den dag forsamles der og der til hendes ære”. Det var meningen at der skulle nedlægges en krans foran den skomagers hus, fra hvilken der blev kaldt til oprør, men politiet omringede og anholdt alle deltagere, omkring 300 i alt. Der er alle sendt bort, herunder den unge pige. Man mener at de er afsondret fra hinanden, på forskellige steder.

En studerende der for et par år siden blev arresteret som formand for en socialistisk gruppe er forsvundet så sporløst, at hans bror tros gentagne bønner og ansøgninger, ikke har været i stand til at finde ud af noget som helst, end ikke om han er hængt eller endnu er i live. Det er for længst forbi med at henrettelser er offentlige. De foretages hemmeligt i fængslerne, og det siges endda at der i Petropaulovsk end ikke læses fra biblen når de henrettes; det er så let, der er så meget vand rundt om øen.

Man må lade russerne at de som regerende kaste ikke accepterer spøg. Der blev anholdt fire garderofficerer, som havde misbrugt deres stilling til at udbrede nihilistiske anskuelser blandt deres underordnede. En af de oprørske bøger man fandt hos dem var et skrift trykt i udlandet, hvori der lå en seddel som angav at bogen var lånt af en slægtning, en fredsdommer. Denne blev fængslet og forhørt om hvordan han havde skaffet sig bogen. Han svarede, at han havde villet læse den af nysgerrighed, men at han ikke delte de anskuelser som var udtrykt i bogen. De fire officerer blev naturligvis skudt, men det overraskende er, at fredsdommeren blev hængt.

Systemet har det fortræffelige i sig, at det umuliggør forfængelighed som bevæggrund til politiske forbrydelser. Ingen avis tør end nævn forbryderens navn, selv ikke omtale hans fængsling, endnu mindre antyde hvad han kunne tænkes at ville sige til sit forsvar. Han forsvinder lydløst, og hans navn ses aldrig mere i noget blad. Hvis denne fremgangsmåde blev anvendt i Frankrig eller Italien ville antallet af anarkistiske mordere rimeligvis falde betydeligt. Det kan dog jo ikke nægtes at system trods alt har nogle ulemper.

I de senere år er man blevet væsentligt strengere end tidligere med hensyn til forbudte bøger. Det er blevet umuligt at skaffe sådanne; i modsætning til tidligere er der ingen boghandlere der vover at anbefale sådanne bøger.

Som en mærkværdig modsætning til denne strenge holdning står de i Warszawa stationerede russiske officerers venlighed og gode opdragelse. I Warszawa er der kun gardister, og ingen skal tro at en russisk garderofficer udviser den samme selvfølelse og overlegenhed som kendetegner den preussiske officersstand. De russiske officerer er kendetegnet ved belevenhed, næsten beskedenhed, og en perfekt verdensmands-optræden; denne menneskelige optræden er ikke blot en ydre skal. De to russiske officerer som på grund af deres stilling kunne forvolde mest ondt, den øverstbefalende for gendarmeriet, General Brock, og politimesteren, General Kreigels, er umådeligt afholdte af den polske befolkning. De nævnte generaler indsender altid de mildest mulige indberetninger, og den hårdmed hvormed der regeres er imod deres ønske, men de må adlyde de ordrer de får.

Blandt officererne er der heller ingen tilbøjelighed til at behandle polakkerne som et erobret folk. De holder strengt på at opføre sig som gentlemen overfor den lokale befolkning, for nylig var der et opsigtsvækkende eksempel herpå: en søn af generalguvernøren, der var officer i garden her, så hos en kammerat en forbudt bog, og spurgte hvordan han havde skaffet sig denne. Officeren opgav ham navnet på en boghandler. Den unge Løjtnant Gurko gik hen til boghandleren, og spurgte om han havde bogen. –Nej, den var forbudt. – Om han så kunne skaffe den? – Boghandleren svarede, at under normale omstændigheder kunne han ikke, men for sønnen af Polens Generalguvernør gjaldt der vel nogle særlige regler. Nogle uger efter havde løjtnanten sin bog, og angav derpå øjeblikkeligt boghandleren, som blev anholdt. Umiddelbart derefter indgav samtlige officerer i regimentet en ansøgning om at Løjtnant Gurko måtte blive strøget af listen over officerer; i modsat fald udbad de sig alle deres afsked. De fik intet svar, men holdt hårdnakket fast ved deres krav. Følgen var da også, at Løjtnant Gurko fik sin afsked; han blev dog samtidigt forflyttet til generalstaben.

Perioden med hedebølge er nu overstået; under varmeperioden var den store bygning i parken, hvor man kunne tage styrtebad, den primære lindring. Jeg går aldrig ind i denne bygning uden at tænke på første akt af Richard Wagners Valkyrien. Den er bygget op om fire mægtige træstammer, der vokser op gennem huset, som det store træ i Siegfrieds mors hus. Nu er temperaturen sådan, at man kan se sig om, og gøre brug af de modtagne indbydelser. På grund af vejenes elendige tilstand sker det altid med fire heste for vognen, da man ellers ikke kan komme af sted. Og rundt om på nabogårdene findes der ikke helt så få underlige mænd og mærkelige kvinder.

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag