2.
Omkring klokken 19.00, når
dagens glødende hede har lagt sig, kommer husets forskellige beboere
frem fra deres værelser. En af dem rider sig en tur, andre spadserer ud
over markerne, enkelte af de ældre nøjes med at spadsere i haven. I
aftes, efter at vor vært var steget til hest ved græsplænen foran
verandaen, og frøken Helene var kommet ind efter en lang samtale ude i
haven om menneskeslægtens fremtid, og om religion og moral og kærlighed
med mere, viste jeg et hæfte til fruen med Revue de Paris, hvori der
findes et aftryk af det hovedstykke af den hymne til Apollo, som jeg har
været så heldig at finde i Delfi, og jeg bar hende spille og synge den.
Hun sang, og udbrød med forundring: Wagner! Det er jo den rene Wagner.
Jeg viste hende at dette netop var det indtryk denne musik havde gjort
på de franske lærde, der havde offentliggjort den, og vi fortabte os i
betragtninger over hvilken hæder det er for Wagner at man i disse under
jorden skjulte melodier finder en slående overensstemmelse med hans
kunst. Havde Nietzsche oplevet dette fund ville det have gjort et stort
indtryk på ham, og have berøvet ham væsentlige argumenter i hans kritik
af Wagner. For at tale om forfaldskunst fra Grækenland i det 5.
århundrede før Kristus, der bliver unægteligt vanskeligt.
Fra gammelgræsk musik gled
samtalen over til klassiske græske vasemalerier; jeg viste en afbildning
af det mærkværdige maleri hvor Eos, der bærer liget af sin søn,
fuldstændig foregriber fremstillingen af den kristne Mater Dolorosa. Vi
talte om satyren med træbenet, hvor et maleri på en gammel vase viste
os, hvor langt man i oldtiden var fremme i kunsten at fjerne et ben, og
erstatte det med et kunstigt. Derefter gik vi fra Grækenland til Polen.
Koleraen har grebet om sig
i landsbyerne her rundt omkring; den findes i Blonie, i Grodzisk, alle
vegne. Normalt dør mindst halvdelen af de som får sygdommen. Det er
uheldigt at der er så mange kirkelige helligdage i denne måned. Om en
uges tid er der den såkaldte
Tilgivelse i kirken, hvor bønderne samles i hobevis for at feste
og glæde sig over livet. I middelalderen var der fornuft i denne form
for fest. Kirken pålagde den gang synderne strenge straffe og
forskellige former for bod (som for eksempel ikke at spise kød i fem år
eller andre raffinerede metoder til syndsforladelse). En gang i mellem
var der så en almindelig benådning, og den skulle naturligvis fejres med
glæde og vildskab. I vore dage er man gået bort fra de strenge straffe
og bodsudøvelse, og kun de årlige fester står tilbage. Under disse
omstændigheder er der imidlertid stor fare forbundet med dem. Bønderne
svælger i frugt, spiser også meget umoden frugt, og dertil drikker de
store mængder øl. Vi har henvendt os til præsten for at få festen udsat
indtil videre, men da denne har afslået en lignende anmodning i et
nabosogn er der ikke meget at håbe på.
I forrige uge tog jeg en
dag til Warszawa, og fik audiens hos hans excellence, Præsidenten for
censuren, Hr. Jankulio, en smuk mand af blandet afstamning; det løber
græsk, russisk og jødisk blod i hans årer. Han er nær ven med Gurkos
familie, og har et stykke tid været sekretær hos Generalguvernøren,
hvorefter han hurtigt er blevet forfremmet. Han modtog mig venligt,
forsikrede mig om at man aldeles ikke tilbageholdt de tryksager som blev
sendt til mig, blandt andet af den grund at man i censuren slet ikke
kunne læse dansk; jeg skulle med det samme få alting tilsendt osv. Ikke
desto mindre er jeg nu en uge senere først nået til Politiken for den
31. juli, der den 12. august blev sendt til mig med et stempelmærke fra
censuren i Petersborg. Hans excellence lod adskillige underordnede kalde
ind og give rapport, og han har således været dårligt underrettet om
hvad der sker på hans eget kontor. Da de ikke forstår dansk har
embedsmændene simpelt hen sendt alt til Petersborg, hvor der altid er
tilstrækkeligt med finner som arbejder i censuren, og som forstår
sproget. Der tages ikke noget særligt hensyn til den fremmede læser, når
det gælder de fremmede aviser. Hele oversigts-artikler skæres ud,
således i en fransk oversigt, en artikel om anarkismens historie. Alt
hvad der misbilliges, enten af politiske, moralske eller religiøse
grunde, bliver oversværtet, så intet bogstav er læseligt. Det kan ikke
nægtes at russerne forstår at regere. Maskinen arbejder til
fuldkommenhed, lydløst, i en dødsagtig tavshed, men virkningsfuldt. Den
tid er fx længst forbi, hvor politiske retssager havde en vis
offentlighed. Nu går det ganske anderledes, og utvivlsomt langt
forstandigere, til. En morgen meget tidligt hentes den pågældende med en
vogn med en par høflige betjente. Og fra det øjeblik bliver han hverken
set eller hørt mere. Det er umuligt at erfare den mindste smule om ham,
før han kommer igen, hvis han altså kommer igen. På en af nabogårdene
her blev en morgen en pige på 20 år arresteret. Forældrene spurgte
fortvivlet ”hvorfor”, men fik intet svar; betjentene havde kun deres
ordrer, vidste intet. Forældrene lod spænde for, og kom næsten lige så
hurtigt til Warszawa som den anden vogn, hvorefter de styrtede til
myndighederne. Disse vidste kun at den unge pige ikke længere var i
Warszawa. Efter et halvt år kom hun tilbage fra Petropaulovsk-fæstningen
ved Petersborg. En af hendes fætre var blevet fængslet som indehaver af
en række forbudte bøger, hvorledes han havde fået hver enkelt havde han
ikke villet fortælle, før den konstante vækken midt om natten, og de
øvrige anvendte midler, åbnede hans mund. Han tilstod at hans kusine
havde skaffet ham en af disse bøger. Da der ikke var andre
anklagepunkter mod hende slap man hende denne gang løs, men da det
vanvittige sørge-optog til minde om oprøret i 1794 i år gik gennem
Warszawas gader blev hun igen arresteret for at deltage heri. Det
nyttede ikke noget at deltagerne var blevet kaldt sammen af opslag som
lød: ”der er død en dame (opdigtet navn) med store dyder og evner. Hun
var usigeligt elsket af sine børn, der kun lever i mindet om hende, og i
håbet om hendes opstandelse. De, der har kendt hende, bør den og den dag
forsamles der og der til hendes ære”. Det var meningen at der skulle
nedlægges en krans foran den skomagers hus, fra hvilken der blev kaldt
til oprør, men politiet omringede og anholdt alle deltagere, omkring 300
i alt. Der er alle sendt bort, herunder den unge pige. Man mener at de
er afsondret fra hinanden, på forskellige steder.
En studerende der for et
par år siden blev arresteret som formand for en socialistisk gruppe er
forsvundet så sporløst, at hans bror tros gentagne bønner og
ansøgninger, ikke har været i stand til at finde ud af noget som helst,
end ikke om han er hængt eller endnu er i live. Det er for længst forbi
med at henrettelser er offentlige. De foretages hemmeligt i fængslerne,
og det siges endda at der i Petropaulovsk end ikke læses fra biblen når
de henrettes; det er så let, der er så meget vand rundt om øen.
Man må lade russerne at de
som regerende kaste ikke accepterer spøg. Der blev anholdt fire
garderofficerer, som havde misbrugt deres stilling til at udbrede
nihilistiske anskuelser blandt deres underordnede. En af de oprørske
bøger man fandt hos dem var et skrift trykt i udlandet, hvori der lå en
seddel som angav at bogen var lånt af en slægtning, en fredsdommer.
Denne blev fængslet og forhørt om hvordan han havde skaffet sig bogen.
Han svarede, at han havde villet læse den af nysgerrighed, men at han
ikke delte de anskuelser som var udtrykt i bogen. De fire officerer blev
naturligvis skudt, men det overraskende er, at fredsdommeren blev hængt.
Systemet har det
fortræffelige i sig, at det umuliggør forfængelighed som bevæggrund til
politiske forbrydelser. Ingen avis tør end nævn forbryderens navn, selv
ikke omtale hans fængsling, endnu mindre antyde hvad han kunne tænkes at
ville sige til sit forsvar. Han forsvinder lydløst, og hans navn ses
aldrig mere i noget blad. Hvis denne fremgangsmåde blev anvendt i
Frankrig eller Italien ville antallet af anarkistiske mordere rimeligvis
falde betydeligt. Det kan dog jo ikke nægtes at system trods alt har
nogle ulemper.
I de senere år er man
blevet væsentligt strengere end tidligere med hensyn til forbudte bøger.
Det er blevet umuligt at skaffe sådanne; i modsætning til tidligere er
der ingen boghandlere der vover at anbefale sådanne bøger.
Som en mærkværdig
modsætning til denne strenge holdning står de i Warszawa stationerede
russiske officerers venlighed og gode opdragelse. I Warszawa er der kun
gardister, og ingen skal tro at en russisk garderofficer udviser den
samme selvfølelse og overlegenhed som kendetegner den preussiske
officersstand. De russiske officerer er kendetegnet ved belevenhed,
næsten beskedenhed, og en perfekt verdensmands-optræden; denne
menneskelige optræden er ikke blot en ydre skal. De to russiske
officerer som på grund af deres stilling kunne forvolde mest ondt, den
øverstbefalende for gendarmeriet, General Brock, og politimesteren,
General Kreigels, er umådeligt afholdte af den polske befolkning. De
nævnte generaler indsender altid de mildest mulige indberetninger, og
den hårdmed hvormed der regeres er imod deres ønske, men de må adlyde de
ordrer de får.
Blandt officererne er der
heller ingen tilbøjelighed til at behandle polakkerne som et erobret
folk. De holder strengt på at opføre sig som gentlemen overfor den
lokale befolkning, for nylig var der et opsigtsvækkende eksempel herpå:
en søn af generalguvernøren, der var officer i garden her, så hos en
kammerat en forbudt bog, og spurgte hvordan han havde skaffet sig denne.
Officeren opgav ham navnet på en boghandler. Den unge Løjtnant Gurko gik
hen til boghandleren, og spurgte om han havde bogen. –Nej, den var
forbudt. – Om han så kunne skaffe den? – Boghandleren svarede, at under
normale omstændigheder kunne han ikke, men for sønnen af Polens
Generalguvernør gjaldt der vel nogle særlige regler. Nogle uger efter
havde løjtnanten sin bog, og angav derpå øjeblikkeligt boghandleren, som
blev anholdt. Umiddelbart derefter indgav samtlige officerer i
regimentet en ansøgning om at Løjtnant Gurko måtte blive strøget af
listen over officerer; i modsat fald udbad de sig alle deres afsked. De
fik intet svar, men holdt hårdnakket fast ved deres krav. Følgen var da
også, at Løjtnant Gurko fik sin afsked; han blev dog samtidigt
forflyttet til generalstaben.
Perioden med hedebølge er nu overstået; under varmeperioden var den
store bygning i parken, hvor man kunne tage styrtebad, den primære
lindring. Jeg går aldrig ind i denne bygning uden at tænke på første akt
af Richard Wagners Valkyrien. Den er bygget op om fire mægtige
træstammer, der vokser op gennem huset, som det store træ i Siegfrieds
mors hus. Nu er temperaturen sådan, at man kan se sig om, og gøre brug
af de modtagne indbydelser. På grund af vejenes elendige tilstand sker
det altid med fire heste for vognen, da man ellers ikke kan komme af
sted. Og rundt om på nabogårdene findes der ikke helt så få underlige
mænd og mærkelige kvinder.