Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

4.

Tilgivelsesfest i kirken i dag. Klokkering og tilstrømning af bønder fra hele omegnen siden tidlig morgen. Udenfor kirken i Petrowice havde handlende i hast opført små boder og barakker, hvorfra de solgte alle slags kirkelige genstande; hellige billeder, rosenkranse, smykker med form som kors, og også lidt legetøj til de småbørn mødrene tog med. Det hele er ubeskriveligt. Det er så usandsynligt fattigt at der formodentligt ikke i en eneste af boderne kan findes en genstand som er mere end 10 øre værd. Det var nedslående at se de hellige billeder som blev hængt op til salg under tagskægget på et stort, gammelt skur. Der var olietryk af de dårligste og mest smagløse malerier, eller nærmere smørerier; de var nærmest gudsbespottelige i deres fremstilling af sødladne Maria’er og pomadiserede frelsere. Og hvis man betragtede dette fabriksarbejde nærmere kunne man med forundring se ikke blot mærket Paris på mange af arbejderne, men på de fleste mærket New York. Det er yankeerne, de brave protestanter, som ufortrødent sidder derovre på den anden side af verdenshavet og tjener penge på at fabrikere hellige billeder i hundredetusindvis til katolikkerne i det gamle Europa. Er det mærkeligt at de er gyselige? Selv et olietryk af den vamleste Carlo Dolci ville se godt ud blandt dem.

Kirken er overfyldt; dørene er åbne på vid gab, og en lang kolonne af mænd og kvinder står sammentrængt foran dem, for at opsnappe hvad de kan af prædikenen. Og ydermere ser man overalt på kirkepladsen en hel lille befolkning som står, sidder og knæler andagtsfuldt. Rundt om ligger 18 henslængte tiggere som er ankommet i en overdækket vogn, fæle krøblinge med indbundne ben eller som manglede en arm , en hel skare lamme af den slags, som Guds søn i gamle dage gjorde sine mirakler på.

Den lokale murmester er i færd med at reparere kirken, og lige op ad den har han, for at vise sit fromme sind, rejst et kapel med et stort trækrucifiks; et sandt uhyre af smagløshed.

Den almindelige befolkning er her totalt blottet for kunstforståelse eller evnen til at identificere hvad der er smukt. I gamle dage var sansen for det skønne levende hos folket, nationaldragten var et eksempel på smukke og velklædte mennesker, men den har russerne på det strengeste forbudt! De galiciske bønder er et eksempel på elegance i deres hvide frakker, smykkede med rødt og med store filthatte! Her bærer bønderne nu den skrækkeligste kasket, og en dragt uden stil og særpræg, mens konerne og pigerne er blevet berøver deres smukke nationale klædestykker, og nu foretrækker noget klæde i hvinende gult og skrigende grønt.

De gik rundt og så på de udstillede varer, mens de tingede om priserne; her og der købte de også lidt bagværk, og noget af den frugt som trods forbuddet blev tilbudt. Her som andre steder er det jo den forbudne frugt der har den største tiltrækning. Fra gården var der opstillet en bod som gratis tilbød flasker med kogt vand, som var gjort velsmagende ved tilsætning af pebermynte, saft eller brændevin; det gjaldt om at forhindre den farlige vanddrikning. Mod forventning var bønderne villige til at smage.

Vores damer havde trods varmen og den skrækkelige luft holdt ud på deres plads i kirken i flere timer. Vi mænd gik først derind til allersidst, for at høre ”den store messe”. Det man inde i kirken kunne se fra pladsen ved alteret var en særdeles broget forsamling. Lige bag den messende præst stod de fornemme damer og enkelte af deres mænd fra de omkringliggende gårde; de var festligt klædt, men deres opmærksomhed var ikke særlig koncentreret. Derefter kom bønderne, mænd, kvinder og børn, skulder ved skulder, så mange som kirken kunne rumme i det kunstige lys af lamper og vokslys der blandede sig med dagslyset. Man så hovedbeklædning i gul, hvis, lyserød, iblandet brune mandeansigter med tykt, langt overskæg, alle på knæ; så rejste de sig, bøjede atter hovederne for at synke i knæ, de bevægede sig som aks på marken for vinden. Oven over dem lød kirkesangen, et af de ældste polske mindesmærker for sproget, tekst og melodi fra slutningen af det 10. århundrede, simple ord: ”Hellige Gud, mægtige Gud! Frels os fra pesten, fra hungersnød, og fra krig, Gud, som er magten!”

Det stammer fra den gang da Polen for første gang blev plaget af pest, og den har fået ny aktualitet i disse dage.

Prædikenen var ikke dårlig; den mindede om at det ikke kom an på hvor meget man koncentrerer sig om prædikenen eller om kirkegang, men om den måde man lever og reagerer på i hverdagen. Derimod var den præst som oplæste bibelteksten grotesk med sit sløve blik, sine tykke kinder og sin fedme, og han udtalte den latinske tekst som en bondemand. Alt det i kirken som skulle forestille kunst var præget af smagløshed; vægmalerierne og billederne på de mange stykker bemalet stof som vajede over menigheden. Men kirkens levende udsmykning med blomster og grønt om søjlerne, og med store blomstrende Nerier i urtepotter foran alteret, var smuk.

Vores egen lille præst skulle hverken prædike eller oplæse bønner. Han var vært, og mest optaget af den store middag til 40 personer, som han skulle give efter gudstjenesten. Han knælede med de andre foran alteret, men jeg læste hans tanker. Han taler aldrig om sin tro, men på det han siger gætter jeg at han tænker omtrent lige som os andre. Sådan er det altid med de præster der har studeret nogle år i Rom. Opholdet der er særdeles fremmende for den kulturelle bevidsthed, mindre for troen, som dyrkes mest intensivt hos de præster som betræder prædikestolen umiddelbart efter de polske præsteseminarier. De arme præster havde i øvrigt en streng dag. Ikke mindre end 400 bønder meldte sig til skrifte, og der var kun 13 præster til at modtage skriftemålet fra dem alle. De var alle ved at segne af træthed, men heldigvis trøstede de sig bagefter.

Man kan ikke forestille sig en skarpere modsætning end den der hersker mellem den polske og den russiske bondes forhold til religionen og præsteskabet. Uanset hvor rettroende den russiske bonde er, så er den ortodokse sognepræst i hans bevidsthed et underordnet væsen, halvt komisk, halvt foragtelig. Det anses for et dårligt varsel at møde ham. Sognepræsten adskiller sig ikke stort fra bonden med hensyn til dannelse, men da han har flere penge er han dygtigere til at drikke sig fuld, og i virkeligheden består hans tilværelse ude på landet i at den ene brandert afløser den anden. Den polske bonde nærer derimod nærmest ærefrygt for præsten. Den katolske præsts myndighed er det eneste som i Polen gennem tiderne har holdt sin position uanfægtet. Den lokale præst kan styre bøndernes holdninger efter forgodtbefindende. Det viser sig hver gang der har været skrifte. Det sker stadigt at præsten efter et tyveri kommer og bringer det stjålne tilbage. Bonden kommer ikke selv med det, men i sin angst giver han det til præsten, for at denne kan give det til ejermanden.

Den russiske bondes religiøsitet udelukker ikke en vis evne til at fortolke de religiøse bestemmelser, og samtidigt en betydelig snuhed i forhold til det guddommelige.

En russisk bonde var med hest og vogn kommet ud på is, der var bristefærdig, og i sin nød lovede han St. Nikolaj hestens værdi, i fald han kom levende i land med sit køretøj. Det skete, og al hans pønsen gik nu ud på, hvorledes han kunne klare sig ud af den historie uden at bryde det helgenen givne ord. Hesten var mere end hundrede rubler værd, og det var et tab, han nødigt ville lide. Endeligt fandt han ud deraf. Han indfandt sig på markedet med sin hest, traf også en køber. Hvad vil du have for den? – spurgte denne. – 5 rubler, var svaret. – 5 rubler, det er vel løjer; men det giver jeg naturligvis. – Godt, sagde bonden. Men jeg har besluttet ikke at sælge den, uden jeg samtidigt kan skille mig af med denne høne, som jeg har på ryggen. – Og hvad koster den? – 95 rubler. Handlen kom i stand, og helgenen fik sine fem rubler.

Den polske bonde har et mere naivt forhold til sine helgener. Han har ikke de italienske bønders ild og trosiver når han dyrker sin Gud, men han ligger alligevel foran dem ganske opslugt af bønnen. Det var tydeligt i går.

Efter gudstjenesten blev den store middag for alle præsterne samt egnens godsejere og andre vigtige personer afholdt af vor unge præst. Der var som sagt 40 personer til stede, og da vor præst ikke tjener mere end 150 rubler om året, og inklusive alle biindtægter ikke når op på mere end 6-700 rubler (1200-1400 kroner) kan han ikke selv give sådanne middage. Det er normalt at man her fra gården sender ham alt, mad og drikke, dækketøj og fade, tallerkner og glas. Sagen var særlig vanskelig i går, da højtideligheden faldt på en fredag, og man følgeligt ikke måtte spise kød. Fruen på herregården bestilte derfor 4-5 forskellige slags fisk og 2-3 slags skaldyr fra Warszawa, og dagen forinden var alle i fuld aktivitet her på stedet. Kokken, som er udlært i Paris, og også er bager og konditor, overgik sig selv. Laksene og gederne lå mægtige på de store fade, vinen blev trillet op fra kælderen i tønder, og fra om morgenen var alle gårdens tjenestefolk beskæftiget med at bære fade og kurve med alle former for herligheder de tusind skridt der skiller os fra præstegården.

De 13 præster og de øvrige pæne mennesker blev hurtigt bænket i de to rummelige stuer for at fejre fastedagen. Under prædikenen i kirken blev det sagt at den sande religiøsitet ikke er mørk og kedelig, men altid glad, og de ord vendte de glade gejstlige flere gange tilbage til under middagen. Man må dog lade dem at de spiste mere end de talte, og de drak mere end de spiste. Bordeaux og Bourgogne og hvid ungarsk vin forsvandt med en sådan hast, at der hele tiden måtte sendes bud til gården med besked om at bringe det ene eller det andet fra kælderen. De drak tæt som gode polakker, og alligevel blev der ikke sagt for meget, for de yngre præster var bange for at sige for meget, men deres overordnede var til stede, og de ældre sørgede for at holde på respekten. Men det var en oplevelse at se min ven for bordenden, hvor han indtog forsædet ved denne gejstlige middag, og hvor han modtog skåler som festens giver, som kirkens skytsherre, som egnens store religiøse velgører – det er ikke småting et almindeligt, syndigt menneske kan blive til, bare han er rig, klog og overdådig.

Det er højst sandsynligt at flere af præsterne ikke troede mere på Gud end værten. De mere begavede af dem havde alle været på ophold i Rom, men ingen erfaringer kan rokke ved de almindelige menneskers tro. Uanset hvad der måtte forekomme af fornuftsstridige udsagn, eller hvad der sker af grusomheder, så er det for de almindelige mennesker kun en grund mere til at tro på Vor Herres omsorg. Her kommer et polsk folkesagn, som Sienkiewicz mesterligt har behandlet i en af sine noveller:

En bondedreng opdagede, da han en dag gik forbi et hult træ, at der var nogen inde i træet. Han trådte nærmere og fandt, at det var Døden, der sad derinde og var falden i søvn. Hurtigt slog han en stor prop i hullet, og da Døden vågnede var den fangen. Fra det øjeblik af jubel i landsbyen. Ingen døde mere; ingen begravelser. Ingen bar sorg. Men glæden varede kun en tid lang. Thi da ingen døde var alt snart overfyldt og jorden havde ikke næring nok til så mange. Det blev da nødvendigt at trække proppen ud af træet igen. Døden kom fri og ilede straks til Kristus og udbad sig befaling, hvem den først skulle meje. Kristus nævnte et navn. Det var en moder med fem børn, og da Døden kom til hende, blev hun meget forfærdet, ikke så meget for sin egen skyld som for de små børns. Hun kastede sig på knæ og anråbte Døden og sagde: ”Du ser det selv, det er en grusomhed at tage mig. Hvad skal der dog blive af mine fem små børn, til hvem jeg dagligt skaffer føden, når jeg er borte og ikke mere kan gøre noget for dem. De vil ynkeligt omkomme. Jeg beder dig, gå din vej igen!” – Da ilte Døden trods den befaling, den havde fået, påny til Kristus og forelagde ham sagen og spurgte om ordre. Kristus gav først Døden to kraftige ørefigen for dens ulydighed – man føler bonde-erfaringen bagved – og sagde så: ”Flyv ud over verdenshavet, dyk ned, hvor der er dybest, og bring mig den lille, hvide sten, du finder der”. Døden dukkede under, fandt stenen og bragte den. – Kristus sagde: ”Knæk den med dine tænder”. – Den var hård for Dødens kødløse kæber, men den blev knækket, og inden i lå en lille, levende orm (!). Da sagde Kristus: ”Der ser du, jeg vidste, at der i denne lille sten, som lå skjult på havets bund, fandtes en orm, og jeg, som ved dette, jeg skulle ikke have tænkt på hvordan de skal gå de fem børn, der på mit bud bliver moderløse. Afsted! og slå straks moderen ihjel!”

Det er sådan en tro der kræves hos de almindelige mennesker, for at de aldrig skal blive usikre med hensyn til forsynets planer med hensyn til et land eller dets styre. Men man kan ikke ligefrem sige at forsynets indgriben kan spores specielt tydeligt.

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag