Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

5.

Højsommeren er forbi, og skribenter, digtere og journalister begynder at vende tilbage til Warszawa. Man kan ikke vise sig på en restaurant uden at blive overvældet af omfavnelser og mandfolkekys på begge kinder, og altid den samme hilsen: ”Hvilket forræderi at være kommer hertil på en tid, da alle mennesker var borte!” Og så åbnes der for samtalen, og den så længe ensomme bliver på en gang indviet i alle de litterære forhold, i hundrede familiehistorier, i snesevis af politiske ulykker og rænker, og i hele det internationale vrøvl om honorarer og forlæggere og forsøg på at opnå position. Og masser af halvglemte skikkelser og skæbner, masser af halvglemte navne bliver husket på ny, og til sidst er det som om man kun har været borte i kort tid, selv om det i virkeligheden er 7 år.

Den sidste nyhed er fængslingen af en ung læge. Politiet ankom klokken fire om morgenen, foretog en husundersøgelse, og tog alle hans papirer med, og skar det grønne betræk på hans skrivebord op, for at se om der befandt sig flere dokumenter, hvorefter han blev ført til Citadellet. De to fuldmægtige er siden blevet i hans bolig, hvor de satte en fælde op, og de første par dage anholdt de alle der kom, hans patienter, hans venner, hans bekendte, alle blev taget med til forhør.

Der er ingen som ved hvorfor lægen blev anholdt, men nogen frygter at han har samlet penge ind til de unge studenter og piger som blev sendt bort i anledning af det optog til minde om opstanden i 1794, som jeg nævnte tidligere.

Disse husundersøgelser sker altid om natten. Undertiden er der lidt humor i det, nemlig når man er på vildspor, og intet finder, som det var tilfældet med en af mine venner, forfatteren Gawalewicz, hos hvem man søgte efter et nogle håndskrifter for at sammenligne dem med håndskriften til en mod Rusland fjendtlig artikel i en avis fra Krakow, som politiet på en eller anden måde var kommet i besiddelse af. Gawalewicz blev liggende i sengen under hele undersøgelsen, mens hans lille tjener ude i køkkenet blev krydsforhørt om alle der kom i huset. Af og til kom politifuldmægtigen ind i hans soveværelse for at bede om en cigaret, og af og til kom en af de underordnede ind og sagde til ham at han skulle være rolig. Undersøgelsen bragte stadig intet slemt til veje. Til sidst tog man imod tre rubler, og selskabet forlod lejligheden, efter at politifuldmægtigen havde udbedt sig et blad af Gawalewiczs manuskrifter ”til erindring” . –Som om nogen her ville være så dum at sende en artikel til Krakow med sin egen håndskrift!

En anden gang foregik undersøgelsen ikke på en helt så blid måde. Den foregik hos en studerende, Stefan Bein, som bor lige overfor, på samme etage. Hos denne studerende havde man søgt indtil klokken otte om morgenen, uden af finde noget. Politibetjenten nærmede sig den studerende, og spurgte ham: ”Hvad hedder De egentligt?”  Han opgav sit navn. ”Stefan, siger De. Nej, Stanislaw.” Den studerende udbryder: ”Jeg hedder Stefen”. ”Ja, så beder jeg undskylde. Undersøgelsesordren lyder på navnet Stanislaw.” Det var naturligvis ikke sandt, men på denne måde kunne han skjule sin irritation over at have søgt forgæves.

På etagen ovenfor må man desværre have fundet noget. Alt kommer her fra en halvgammel og grim dame, hvis søn er studerende, og der kom mange studerende i huset. Hun fik en ide med at foranstalte en sørgemesse, og fik en af de studerende til at gå hen til en præst, for at købe en messe. Præsten anede ikke hvad der var i gære. Han og hans gejstlige kollegaer, som nu alle er blevet sendt bort, var fuldstændig uskyldige. Det var først da han under messen vender sig om, og ser 2-300 studerende i uniform, at han blev urolig, og fik en ide om at han var faldet i en fælde. Damen havde gjort hvad hun kunne for at hverve folk, og var forbitret over deres ”fejhed”, hvis nogen sagde at de ikke ville være med.

I bekendtgørelsen i aviserne havde messen været annonceret at blive holdt ”til tak for en lille piges vidunderlige redning”, med tilføjelse af navnet. Censoren af bekendtgørelser havde ikke kendt navnet, for det er ikke de mest skarpsindige der sættes til at gennemlæse bekendtgørelserne. Men navnet var påfaldende for de som kender Polens historie, for det var et barn som i 1794, da opstanden brød ud, ved et tilfælde blev redet over af en hel eskadron kosakker, og uskadt trukket frem under hestene. Læseren forstod således at der var tale om en historisk mindefest, og derfor var kirken overfyldt.

Fra kirken gik følget over til Kilinskis historiske hus på det gamle torv. Da de stod foran huset tog alle ærbødigt hattene af. Men for at intet element skulle mangle i denne elendige parodi på en politisk manifestation, så var huset hvori skomager Kilinski boede for over 100 år siden nu blevet et sted som var beboet af unge piger af en moralsk tvivlsom karakter. Pigerne som så optoget komme og iagttog hilsnerne troede at det var ungdommelige løjer; de strakte sig ud af vinduet, kyssede på fingrene og lo. Så var det at politiet foretog sin razzia, og alle blev anholdt.

Så usikre føler russerne sig stadigvæk, at denne tåbelige og vedmodigt-latterlige sørgehøjtidelighed var i stand til at gøre dem urolige. Da Gurko i udlandet hørte om den blev han helt ude af sig selv af fortvivlelse: ”Det beviser”, råbte han, ”at hele mit arbejde i ti år har været forgæves”. Og han fortsatte: ”Det bliver nødvendigt at gå frem med yderste strenghed”. En af hans sønner tilføjede: ”Så meget mere, som Polen er vor formur mod Europa”. –”I skulle flytte jeres formur et godt stykke tilbage”, bemærkede en polak til den unge mand, men han fik ikke noget svar.

Og alt dette i anledning af en offentlig hyldest af et offentligt hus. Hvor det latterlige tit blander sig med det højtidelige her i Polen. Jeg tænker på fundet af Josef Poniatowskis lig i Elsterfloden. Det er muligt at generalen nogenlunde så ud som på Thorvaldsens rytterstatue, selv om han der er betydeligt forynget. Men da liget blev fundet kunne ingen kende det igen. Alt på Poniatowski havde været uægte. Hans hår var paryk, hans overskæg var falsk, hans øjenbryn var påklistrede, og da hans normale holdning var som en olding var han snøret ind i korset. Han blev kun genkendt ved hjælp af et kostbart ur, han altid bar. Forleden så jeg det lille landssted hvor han boede ved Belvedere. Dets yderside består udelukkende af skjulte døre og hemmelige indgange. Han var totalt fikseret på ydre tegn på sin værdighed, men har var en god soldat, på en gang latterlig og heltemodig.

Når de hjemvendte forfattere kommer for at besøge os her ude på landet, så har vi vores problemer med dem. De har svært ved at klare mere end en enkelt dag herude på landet; de savner simpelt hen Warszawa alt for meget, og deres veninder, de små skuespillerinderinder, som bor i byen. Men når man har en af dem fra fredag aften til mandag morgen, så er det i reglen nok; i løbet af den tid fortæller de alt hvad de ved. 

Malerne har mere glæde af at bo på landet. Vi har en hel lille koloni af dem hos os ad gangen, tre mandlige og en kvindelig, som kan være her i lang tid i træk.

Vi taler ikke så meget ved bordet, da tjenerne forstår fransk; men ved kaffen i bogsalen eller på verandaen, eller, når det regner, i vinterhaven, hvor der dufter som i drivhuset hos Zola i Le Curee, og hvor end ikke et isbjørneskind mangler – der fortæller de besøgende om sommerens oplevelser.

Maleren Witold siger: ”De har af de andre hørt tale om, hvor mange penge jeg i det sidste år har tjent ved officielle bestillinger. Det er sandt at jeg har haft store indtægter, men de var dyrekøbte. Jeg var i Paris, og havde for første gang udstillet i Petersborg, et stort historisk soldaterbillede fra det 19ende århundredes begyndelse – De ved, jeg maler aldrig andet – da jeg fik et telegram om skyndsomst at indfinde mig der, da den højtstående person, De ved, ville se mig. Jeg ankom; mit billede var købt for 12.000 rubler, og jeg fik bestilling på et slagmaleri fra den russisk-tyrkiske krig; valpladsen var i Rumænien. Jeg rejste derned, desværre til liden nytte; thi slagmarken var kun en ganske almindelig eng med nogle høje langt i baggrunden. Jeg gjorde mig stor flid med maleriet, og leverede det af. Nyt telegram. Den højtstående person var tilfreds; men ønskede at se langt flere soldater på maleriet – de , som ved, hvor højtstillet han er, forstår, at en indvending var umulig. Jeg måtte male hele maleriet om for at pakke endnu flere soldater ind deri, og billedet er nu kunstnerisk såre lidet værd. Derpå ny bestilling: Suvorovs overgang over alperne Den foregik i en tidsalder som jeg elsker, og kan på mine fingre; jeg kender hver begivenhed og hver knap i hver uniform. Jeg studerede landskabet og malte billedet og indsendte det. Suvorov havde jeg malet helt naturtro, ridende på en simpel kosakhest; han red aldrig andre, og skiftede hver dag. Hesten var brun, fordi det tog sig bedst ud således mod den lyse baggrund. Nyt telegram: Man fordrede at se mig, ønskede ændringer. – Første besøg af en general, skulle spørge, hvorfor Suvorov sad på en brun hest, og ikke, som overleveringen siger, på en skimmel? – Jeg svarede, fordi overleveringen er falsk, han havde ingen skimmel, red kosakheste. Hesten er brun, fordi det stemmer med billedets farveharmoni. – Audiens, ny forespørgsel, samme svar. Befaling, at anbringe Surovov på en skimmel. – Jeg udfører befalingen, skønt det tager sig forbandet ud. Ny bestilling: En tyrkisk skanse stormes 1878. Jeg udfører den, anbringer skansen i forgrunden tilhøjre, yderst malerisk, turbaner, fezer, kanoner, silkefaner, forvirring. Russiske kolonner i stormskridt fra baggrunden. Jeg indsender billedet. Telegram: man vil se mig. – Jeg ankommer, man er tilfreds, forlanger dog en lille ændring, russerne i forgrunden, de elendige tyrker i baggrunden, med andre ord et helt forskelligt billede. Jeg har malt også det, fået 15.000 rubler for det, men det duer ingen ting, desværre.”

Skribenten Olgerd indvender: ”Tro blot ikke, at han er bedrøvet derover. Han er som vore malere i München: de giver kunsten en god dag, og tjener penge. De maler en litauisk jagt i et snelandskab. Kunsthandleren, som ser, at billedet gør lykke, køber det straks fjorten gange til Amerika. De får 5.000 mark for hvert eksemplar, og maler da hele året rundt det samme litauiske jagtparti i et snelandskab.”

-          ”Ja, at det forholder sig således, lader sig visselig ikke nægte,” sagde Fru Jadwiga, ”Jeg husker det grant fra mit lange ophold i München, og det er, hvad jeg ringagter hos vore malere, dem i München, som dem andetsteds.”

-          ”De skulle tale med, Fru Jadwiga”, indvender maleren Witold, ”mens vi maler, bestiller De ikke andet end kjoler hos Deres modehandlerske.”

-          ”Netop, og det gør mig ære. Vel og mærke aldrig den samme kjole. I andre opfinder et maleri, en bog. Vi damer kan det ikke. Men også vi er kunstnere på vores maner, efter fattig lejlighed. Vi opfatter atter og atter dragter til os selv. Det er ikke blot en sysselsættelse, det er fri digtning. Vi anvender al vores omhu på komposition og farvesammenstilling og det heles harmoni, og vi gentager os aldrig, ikke en gang efter ugers forløb.”

-          Olgerd vender sig mod mig: ”De så mig forleden, da De var i Warszawa, i Cafe Europejski spise frokost med min redaktør og en skægget herre. Ved De, hvem det var? Det var den russiske censor, som har opsynet med vores blad. Jeg havde bedt ham til frokost, måtte bede ham. Hvad siger De dertil? Så vidt er vi kommet, så dybt er vi sunkne. Den polske løve, der en gang var så frygtet, er bleven en puddel, som apporterer.”

-          ”Da De var her sidst,” fortsætter den unge digter Maryan, ”turde vi endnu på redaktionskontorerne holde de aviser vi ville. Nu er der en liste på de tilladte, og den er kort. Det er ubetinget forbudt at holde nogen galicisk avis, endnu strengere forbudt at aftrykke nogen artikel af nogen af dem. Finder man et klip af en sådan avis i et anbefalet brev til os, som man åbner, så får vi en frygtelig pengebøde, selv om vi aldrig har ønsket det tilsendt. Ikke afsenderen, men adressaten straffes. Hænder det – og det sker jo – at en af vores korrespondenter i Galicien af dovenskab, i stedet for at meddele en eller anden rent faktisk nyhed med egne ord, gengiver den i udtryk, han lige har læst i en Galicisk avis, så straffes vi på det strengeste for hans forsømmelse og ligegyldighed. Man sammenligner teksten i hans brev med den i det østrigsk-polske blad, finder overensstemmelse og lader torden rulle over os. For den forseelse er straffen 1000-1500 rublers bøde. – Og det kan stadigt blive værre; vi kan opleve den dag, da det helt forbydes os at skrive polsk, som det allerede helt er forbudt at skrive på hviderussisk, eller som det er forbudt at tale polsk på gaden i Litauen, i Podolien og Wolhynien. Allerede nu gives her endog i døvstumme-instituttet kun undervisning på russisk. – Og se, hvor vore skribenter udmattes. De kender så godt som jeg vor store ven Aleksander S. med de lyriske øjne og den radikale mund. Sammenlign hans stil nu med stilen for 7-8 år siden, og De vil mærke tilbagegangen. Alt vor håb står til den store krig, der lader så længe vente på sig, men som jo må komme.”

-          ”Lad os ikke tale om krigen,” siger Olgerd. ”Vi tror, at den kommer; men den kommer ikke hurtigere, fordi vi taler om den. Vi er blevet et land, som ikke mere lever i nutiden, men dels i den fjerne fortid, dels og stadigt i den dag, som kommer. Jeg har i en roman skildret en familie, der lever sådan, aldrig i nuet, men i en evig fremtidsforventning. Den familie er det polske folk. Vi er ikke blevne mattere, som Maryan påstår, men vi er nødt til mere end nogensinde at ty til omskrivninger og allegorier. De har set min nye bog, der har gjort opsigt og som er så smukt illustreret: De polske legender om den hellige jomfru. Allerede mine forelæsninger om dette emne gjorde ikke ringe lykke. Visselig ikke fordi der var noget som helst romerkirkeligt i min bog. Men de kender vor gamle betegnelser for den hellige jomfru: virgo mater, regina Poloniae. Den hellige jomfru i mit værk, det er jo Polen selv. Og det har alle, undtagen censorerne, forstået. – Det er nødvendigere end nogen sinde at gå forsigtigt frem. I fjor opførtes en opera af Moniuszko, i hvilken teksten til en arie omtrent lød sådan: ”Jeg har elsket min moder mere end nogen anden kvinde. Siden hun er død, har alt tabt sin tiltrækning for mig.” Censorerne påstod, at tilhørerne her ved ordet moder ville komme til at tænke på ordet fædreland, krævede det erstattet med tante og satte deres fordring igennem. Man sang da: Jeg har elsket min tante osv. – Vi har i vinter her spillet Sudermanns Heimat; men censuren fordrede titlen forandret. Thi da ordet hjem (oiczysna) tillige kan betyde fædreland, måtte det erstattes med familie-rede.”

-          ”Det er i denne smålighed, at vi langsomt marteres til døde.” lyder det henne fra krogen under palmerne, hvor frøken Helene ligger udstrakt på en chaislounge, og hun peger gennem glasvæggen ud mod stjernehimlen og siger hen for sig et lille franske vers.

....................

Næste kapitel >>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag