6

-          ”Indrøm, at det polske køkken er fortræffeligt! sagde Fru Halina.”

-          ”Det er indrømmet, jeg tror, det er det bedste i verden.”

-          ”At alle vore retter er originale.”

-          ”Indrømmet, de smager godt, og man ved i reglen aldrig, hvad det er, man spiser.”

-          ”Indrøm, at vor jord er frugtbarere end anden jord, at vore landskaber har stil og ynde og den videste synskreds.”

-          ”Indrømmet, at vor sprog er smidigt og smukt, bøjeligt og blødt, velklingende og yppigt, selv om det ikke har det russiskes afvekslende sang.”

-          ”Indrømmet. Dets klang vinder hjerter.”

-          ”Indrøm, at der er ingen, der danser som vi. Gives der en dans som vor mazurka?”

-          ”Uden at være ganske sagkyndig er jeg tilbøjelig til at tro det bedste om dansens kunst i Polen. Man skal også søge om en ballet som den i Warszawa.”

-          ”Indrøm, at vore kvinder er smukke!”

-          ”Smukke og velklædte. Hvem tvivler?”

-          ”Indrøm at vore mænd er forstandige og gæstfri.”

-          ”Det er de; men hvad vil De med alle disse indrømmelser?”

-          ”Indrøm, at vi af naturen synes at have alle betingelser for at være et lykkeligt folk. Vi er livsglade, letlevende og har alle sammen et stænk af fantasteri – hvorfor er vi da blevne det ulykkeligste af alle jordens folk? Eller har der nogensinde i verdenshistorien eksisteret et folk så ulykkeligt som vort?”

-          ”Jeg tvivler derpå, med mindre man vil nævne det jødiske, der end ikke længer er et folk.”

-          ”Er det da ikke utroligt umenneskeligt, at hele Europa har tabt interessen for os, at ingen, ingen rører en finger for vor skyld. Om delingsmagterne nytter det jo ikke at tale. Men er det ikke en forsmædelse at se Frankrig, Frankrig som vi har dyrket, for hvilket vi har kæmpet og blødt, liggende på bugen for vore tyranner? Der gives ikke i det menneskelige sprog noget ord, som udtrykker den foragt, som jeg, som vi alle, nærer for det nuværende Frankrig.

Fru Halina overdriver ikke særligt meget. Hun har ret. Det er et træk man finder hos enhver polak, foragten for Frankrig i dets underdanighed og begejstring overfor Rusland. Ingen andre steder kender man Frankrig som her; man er opdraget på fransk, bruger fransk som andet modersmål, læser og værdsætter franske bøger mere end alle andre landes. Frankrigs uværdige ydmyghed i forhold til Rusland sårer netop derfor så meget mere.

Intet folk i verden har troet så meget på Frankrig, og ofret sig for Frankrig, som det polske. Man kan blot læse Henri Houssayes 1814. Hver gang det gælder den yderste grænse, det mest fortvivlede angreb, eller kejserens personlige frelse, kommer de polske lanserer frem. De og den gamle garde er altid det sidste håb. De svigter aldrig.

En polsk kvinde, endda en kvinde som Napoleon ikke havde vundet, men overrumplet, og hvis beundring aldrig blev til elskov, var den eneste som efter hans fald besøgte ham på Elba.

Nu er Polen så glemt af det franske folk at man aldrig nævnet navnet Polen. Man ved intet om polakkerne, og det er umuligt at få så meget som en artikel om deres lidelser optaget i en fransk avis. Fuld som en polak (soul comme un Polonais) er det eneste udtryk i sproget som har overlevet til vore dage, svarende til den dumme danske talemåde ”at leve på polsk”.

I forbindelse med hyppige ministerskifter kan man nogen gange i franske blade læse: ”Hvad må vore venner, russerne, tænke om os, om disse ministerier der skifter hvert år, ja flere gange om året! Hos dem sidder ministrene tyve, tredive år i træk.”

På samme måde som der ikke er nogen ende på hvordan franskmændene slesker for russerne, så er der heller ikke nogen ende på de diplomatiske og politiske tjenester Frankrig alle vegne giver Rusland, og den franske befolkning har endnu ikke opdaget at det ikke er gensidigt. Såfremt Frankrig gennem blot et halvt år blev regeret som russisk Polen ville det nok begrænse deres russiske sværmerier en smule.

Hvad ville franskmændene sige hvis det i alle skoler blev ubetinget forbudt at undervise på fransk? Eller hvis alle franske skolebørn havde strengt forbud mod at tale deres modersmål med hinanden, selv i frikvarteret eller på gaden? Men netop dette forbyder man polske børn.

Eller lad os antage at fædrelandets navn aldrig blev nævnt i historieundervisningen, at landets historie blev betragtet som ikke-eksisterende, og alle anstrengelser blev koncentreret om at indprente et fremmed folks voldsomt forskønnede historie fra de tidligste barndomsår? Lad os forestille os at det som er sket i Alsace og Lorraine efter Tysklands annektering af disse områder ville ske i hele Frankrig, bare 100 gange mere intensivt!?

Her i sommerperioden har man nægtet pas til alle unge mennesker som ville over grænsen. Hvad ville en fransk dame sige, når hun ikke kunne komme over grænsen med sin lille søn? Var hun polak måtte hun som en ung mor jeg kender pænt blive hjemme. Man frygter her at de unge skal tage til udstillingen i Lwow, blive vidne til polske nationalistiske manifestationer, høre polske taler og sange, og det hindrer man ved simpelt hen at nægte pas.

Men hvad ville en franskmand mon sige hvis adgangen til alle embeder og indbringende poster, til hæren, flåden og centralforvaltningen var lukket for ham; Hvis han aldrig kunne få en statsansættelse der gav mere end 1.000 rubler (2.000 kroner)! Det er tilfældet her. Ingen polak får nogen bedre ansættelse; han er i den henseende stillet omtrent som var han venstremand i Danmark under Estrups Højreregering.

Da staten for nylig opkøbte de private jernbaner i Polen blev hele det polske personale, uden undtagelse, afskediget. Mange hundrede familier mistede deres indtægtsgrundlag. Og som alle andre steder ophører forfremmelser for polakker i postvæsnet ved en løn på 2.000 kroner.

Hvad ville franskmændene sige hvis hver linje de skrev til en avis først skulle gennem regeringens censur, og hvis forfatterne ydermere blev idømt straf for det de havde haft til hensigt at skrive, men som aldrig var blevet trykt. Det er sådan forholdene er her.

Hvad ville de sige hvis de en gang for alle måtte give afkald på både sommer- og vinterrevyer på deres teatre! Her er ingen ”revyer” mulige eller tænkelige. En gennemgang af årets begivenheder! – hvad skulle det være for begivenheder? Der er ikke nogen offentlige personer, bortset fra embedsmændene, hvis navne ikke må nævnes, deres adfærd må ikke kommenteres, end ikke i en avisartikel, endnu mindre i et teater. Parlament, forsamlinger, sammenkomster og den slags ting, som kan give stof til sarkasme, eksisterer ikke. Det eneste man eventuelt kunne få lov til at behandle ville være en rent privat skandale; men man er ikke gemen her, og der findes i Polen ikke noget som svarer til de danske vittighedsblade, end ikke i Galicien, hvor der er fuld fart på de personlige meningsudvekslinger.

Hvad ville de franske arbejdere sige hvis der var totalforbud mod at danne nogen form for foreninger, oprette nogen form for bevægelse; hvis ikke bare strejker var totalt umulige, men hvis det var umuligt i fællesskab at diskutere deres interesser. Og netop dette ville være umuligt, såfremt de blev regeret på russisk. Og så ville det ikke nytte noget at de gjorde indsigelser i forsamlingsfrihedens navn; for forsamlingsfrihed er en by i Rusland.

Hvad ville endelig de troende katolikker i Frankrig sige hvis de kom under den russiske Zar-Paves herredømme. Når det sker at man vil gøre en kirke russisk (som nu her i foråret i landsbyen Kroze), så omringes den, og de bønder som ikke vil opgive kirken og nægter at forlade den skydes ned af kosakker. Når pisken derefter svinges over de overlevende, og blodet flyder, så når nyhederne herom de europæiske aviser og nævnes i et par dage, hvorefter man slår sig til ro med at den slags ting hører til undtagelserne. Men det daglige, konstante og ondskabsfulde plageri nævnes aldrig. Krasinski har i sin tid kaldt Polen gravenes og korsenes land. En af de mest karakteristiske ejendommeligheder ved det polske landskab er også de høje kors af træ, som overalt står oprejst og indhegnede. Det er ikke krucifikser som i Italien eller Tyrol, men simple kors. Hvis nu et sådant kors smuldrer hen eller går i stykker, er det så tilladt at sætte det i stand? Ikke uden regeringens tilladelse, og den kan man vente længe på. Forrige år slog lynet ned i et kors her på marken. I næsten to år har det nu stået kløvet midt over, uden at man tør istandsætte det, for på regeringskontorerne i St. Petersborg er der endnu ikke udfærdiget en tilladelse hertil. Ja, det var et Andreas-kors! Men det opfattes som et udtryk for romersk-katolsk manifestation. Selv korsene har man modvilje mod, og frygter dem under dette styre som et symbol på oprør.

Korsenes og gravenes land! Selv om korsenes antal begrænses, så får gravene i det mindste lov til at formere sig. I de gamle russiske bulletiner hed det: L’odre regne a Varsovie (Orden hersker i Warszawa). Nu er det ikke mere orden der hersker der, men kolera; dog vel og mærke ikke i de russiske bulletiner. Den faderligt tænkende regering opgiver de tal på syge og døde som den anser for passende, sådan at man ikke opskræmmer nogen i Rusland eller Europa. Det ville være decideret barnligt at stole på disse tal. Man har afsondret to landsbyer her på egnen med en troppekæde; ingen kommer ud eller ind, og de som er derinde dør som fluer. Det er ikke kun befolkningens fattigdom, men også deres uvidenhed, som er skyld i ulykkens omfang. Så snart der er kolera er det umuligt at få almindelige mennesker til at tage imod fornuft, lige så umuligt som det er at få dem til at tage medicin. Ingen kan få bønderne eller tjenestefolkene til at lade være med at spise frugt i overdådige mængder. Koleraen er en skæbne, siger de; Den tager de, som skal tages. Og intet menneske kan få nogen af dem som i øjeblikket bliver dårlige – uanset hvad de fejler – til at tage en dråbe ind. De indbilder sig at man nu vil skille sig hurtigt af med de syge, og at alt hvad der rækkes dem af fremmed hånd er gift. Der er umuligt at overbevise dem om det fejlagtige i denne overbevisning.

Men hvem bærer skylden for al denne uvidenhed!

-------

For en menneskealder siden satte polakkerne deres lid til Frankrig. Denne tid er nu for længst forbi. Den gang bestod polakkernes politik i Østrig og Preussen i stum modstand. Hvad end regeringen foreslog sagde de polske parlamentsmedlemmer ”nej”. Det ændrede sig i første omgang i Østrig. Polakkerne fik tale- og handlefrihed, mødte forståelse, og fik efterhånden også indflydelse, med det resultat at de nu føler sig tilfredse. I Preussen fortsatte det gamle system derimod. Eftersom polakkerne under Wilhelm I var sikre på aldrig at møde andet end uvilje og undertrykkelse hos regeringen, indskrænkede deres virksomhed i det tyske parlament sig ret naturligt til at stemme nej. De talte så og sige aldrig, vidste vel, at det ikke ville nytte noget, og desuden var de dårlige talere.

Først da Josef Koscielski blev medlem af det tyske parlament ændredes taktikken. I Berlin sørgede han for at komme på venskabelig fod med den Bismarchske familie, og fandt sig i den utilfredshed det vakte hos hans landsmænd. Han optrådte som taler i parlamentet, og fik med sin veltalenhed  forsamlingen til at lytte til sig. Da Bischmark blev styrtet udførte han et kunststykke som kræver polsk smidighed; - han blev langt bedre modtaget af den unge kejser, end han havde været hos Bismarck. Han kom og gik som han ønskede hos Kejser Wilhelm II.

Koscielski imødekom kejserens ønsker hvor han var i stand til det, og bevægede det polske parti til at stemme som han. Han stemte således for marinebevillingerne, hvilket forpligtigede Kejseren i et sådant omfang at han sendte ham en vigtig orden som tak. Til gengæld opnåede polakkerne som bekendt store indrømmelser, både med hensyn til polsk sprog og kirke. For første gang i lang tid blev der i Poznan udnævnt en ærkebiskop med polsk sindelag, og det kunne de takke Koscielski for. Der kan ikke være nogen tvivl om at hans vindende personlighed og politiske takt havde skaffet dem mere terræn end de havde haft siden Frederyk Wilhelm IV’s (konge 1840-61) dage. Samtidigt voldte bevillingerne til nogle skibe til flåden ikke det ringeste besvær.

Polakkerne har dog aldrig været taktikere, og Koscielski blev absolut ikke vel modtaget af sine landsmænd, snarere blev han et mål for deres ringagt. Herefter blev han kaldt Admiralski, et øgenavn alle kunne forstå, og hvis ironi enhver kunne begribe. Hver gang han senere stemte for et regeringsforslag blev han lagt for had og mistænkt. Som alle polakker har han en vis forkærlighed for glans, og han var måske heller ikke ufølsom overfor al den opmærksomhed, der vistes ham ved hoffet. I Polen måtte han uafbrudt høre for at det kun var hans personlige forfængelighed som fik noget ud af hans optræden i Berlin, og at han ofrede Polens interesser for egen vindings skyld. I foråret trådte han tilbage fra sit mandat i parlamentet.

Han havde imidlertid korrekt vurderet, at eftersom polakkerne ikke kan håbe på noget fra Frankrig, så må de med det gode prøve at få indrømmelser fra Tyskland.

Han havde kun fejlvurderet Kejser Wilhelm II’s personlighed, og havde ikke forstået hvilke krav til opgivelse af egen nationalitet Kejseren stillede til tyske borgere af fremmed nationalitet. Da Koscielski åbnede udstillingen i Lwow med en tale hvori han betonede at polakkerne til trods for den opsplitning der havde fundet sted, og loyale holdninger overfor forskellige herskere, så følte de sig stadig som et folk, så resulterede det i at han for bestandig faldt i unåde hos Kejser Wilhelm, og han blev således afskåret fra sit virke for sine landsmænds vel på begge fronter.

Næste kapitel >>>>>