6
-
”Indrøm, at det polske køkken er fortræffeligt! sagde Fru Halina.”
-
”Det er
indrømmet, jeg tror, det er det bedste i verden.”
-
”At
alle vore retter er originale.”
-
”Indrømmet, de smager godt, og man ved i reglen aldrig, hvad det er, man
spiser.”
-
”Indrøm, at vor jord er frugtbarere end anden jord, at vore landskaber
har stil og ynde og den videste synskreds.”
-
”Indrømmet, at vor sprog er smidigt og smukt, bøjeligt og blødt,
velklingende og yppigt, selv om det ikke har det russiskes afvekslende
sang.”
-
”Indrømmet. Dets klang vinder hjerter.”
-
”Indrøm, at der er ingen, der danser som vi. Gives der en dans som vor
mazurka?”
-
”Uden
at være ganske sagkyndig er jeg tilbøjelig til at tro det bedste om
dansens kunst i Polen. Man skal også søge om en ballet som den i
Warszawa.”
-
”Indrøm, at vore kvinder er smukke!”
-
”Smukke
og velklædte. Hvem tvivler?”
-
”Indrøm
at vore mænd er forstandige og gæstfri.”
-
”Det er
de; men hvad vil De med alle disse indrømmelser?”
-
”Indrøm, at vi af naturen synes at have alle betingelser for at være et
lykkeligt folk. Vi er livsglade, letlevende og har alle sammen et stænk
af fantasteri – hvorfor er vi da blevne det ulykkeligste af alle jordens
folk? Eller har der nogensinde i verdenshistorien eksisteret et folk så
ulykkeligt som vort?”
-
”Jeg
tvivler derpå, med mindre man vil nævne det jødiske, der end ikke længer
er et folk.”
-
”Er det
da ikke utroligt umenneskeligt, at hele Europa har tabt interessen for
os, at ingen, ingen rører en finger for vor skyld. Om delingsmagterne
nytter det jo ikke at tale. Men er det ikke en forsmædelse at se
Frankrig, Frankrig som vi har dyrket, for hvilket vi har kæmpet og
blødt, liggende på bugen for vore tyranner? Der gives ikke i det
menneskelige sprog noget ord, som udtrykker den foragt, som jeg, som vi
alle, nærer for det nuværende Frankrig.
Fru Halina overdriver ikke
særligt meget. Hun har ret. Det er et træk man finder hos enhver polak,
foragten for Frankrig i dets underdanighed og begejstring overfor
Rusland. Ingen andre steder kender man Frankrig som her; man er opdraget
på fransk, bruger fransk som andet modersmål, læser og værdsætter
franske bøger mere end alle andre landes. Frankrigs uværdige ydmyghed i
forhold til Rusland sårer netop derfor så meget mere.
Intet folk i verden har
troet så meget på Frankrig, og ofret sig for Frankrig, som det polske.
Man kan blot læse Henri Houssayes 1814. Hver gang det gælder den yderste
grænse, det mest fortvivlede angreb, eller kejserens personlige frelse,
kommer de polske lanserer frem. De og den gamle garde er altid det
sidste håb. De svigter aldrig.
En polsk kvinde, endda en
kvinde som Napoleon ikke havde vundet, men overrumplet, og hvis
beundring aldrig blev til elskov, var den eneste som efter hans fald
besøgte ham på Elba.
Nu er Polen så glemt af det
franske folk at man aldrig nævnet navnet Polen. Man ved intet om
polakkerne, og det er umuligt at få så meget som en artikel om deres
lidelser optaget i en fransk avis. Fuld som en polak (soul comme un
Polonais) er det eneste udtryk i sproget som har overlevet til vore
dage, svarende til den dumme danske talemåde ”at leve på polsk”.
I forbindelse med hyppige
ministerskifter kan man nogen gange i franske blade læse: ”Hvad må vore
venner, russerne, tænke om os, om disse ministerier der skifter hvert
år, ja flere gange om året! Hos dem sidder ministrene tyve, tredive år i
træk.”
På samme måde som der ikke
er nogen ende på hvordan franskmændene slesker for russerne, så er der
heller ikke nogen ende på de diplomatiske og politiske tjenester
Frankrig alle vegne giver Rusland, og den franske befolkning har endnu
ikke opdaget at det ikke er gensidigt. Såfremt Frankrig gennem blot et
halvt år blev regeret som russisk Polen ville det nok begrænse deres
russiske sværmerier en smule.
Hvad ville franskmændene
sige hvis det i alle skoler blev ubetinget forbudt at undervise på
fransk? Eller hvis alle franske skolebørn havde strengt forbud mod at
tale deres modersmål med hinanden, selv i frikvarteret eller på gaden?
Men netop dette forbyder man polske børn.
Eller lad os antage at
fædrelandets navn aldrig blev nævnt i historieundervisningen, at landets
historie blev betragtet som ikke-eksisterende, og alle anstrengelser
blev koncentreret om at indprente et fremmed folks voldsomt forskønnede
historie fra de tidligste barndomsår? Lad os forestille os at det som er
sket i Alsace og Lorraine efter Tysklands annektering af disse områder
ville ske i hele Frankrig, bare 100 gange mere intensivt!?
Her i sommerperioden har
man nægtet pas til alle unge mennesker som ville over grænsen. Hvad
ville en fransk dame sige, når hun ikke kunne komme over grænsen med sin
lille søn? Var hun polak måtte hun som en ung mor jeg kender pænt blive
hjemme. Man frygter her at de unge skal tage til udstillingen i Lwow,
blive vidne til polske nationalistiske manifestationer, høre polske
taler og sange, og det hindrer man ved simpelt hen at nægte pas.
Men hvad ville en
franskmand mon sige hvis adgangen til alle embeder og indbringende
poster, til hæren, flåden og centralforvaltningen var lukket for ham;
Hvis han aldrig kunne få en statsansættelse der gav mere end 1.000
rubler (2.000 kroner)! Det er tilfældet her. Ingen polak får nogen bedre
ansættelse; han er i den henseende stillet omtrent som var han
venstremand i Danmark under Estrups Højreregering.
Da staten for nylig opkøbte
de private jernbaner i Polen blev hele det polske personale, uden
undtagelse, afskediget. Mange hundrede familier mistede deres
indtægtsgrundlag. Og som alle andre steder ophører forfremmelser for
polakker i postvæsnet ved en løn på 2.000 kroner.
Hvad ville franskmændene
sige hvis hver linje de skrev til en avis først skulle gennem
regeringens censur, og hvis forfatterne ydermere blev idømt straf for
det de havde haft til hensigt at skrive, men som aldrig var blevet
trykt. Det er sådan forholdene er her.
Hvad ville de sige hvis de
en gang for alle måtte give afkald på både sommer- og vinterrevyer på
deres teatre! Her er ingen ”revyer” mulige eller tænkelige. En
gennemgang af årets begivenheder! – hvad skulle det være for
begivenheder? Der er ikke nogen offentlige personer, bortset fra
embedsmændene, hvis navne ikke må nævnes, deres adfærd må ikke
kommenteres, end ikke i en avisartikel, endnu mindre i et teater.
Parlament, forsamlinger, sammenkomster og den slags ting, som kan give
stof til sarkasme, eksisterer ikke. Det eneste man eventuelt kunne få
lov til at behandle ville være en rent privat skandale; men man er ikke
gemen her, og der findes i Polen ikke noget som svarer til de danske
vittighedsblade, end ikke i Galicien, hvor der er fuld fart på de
personlige meningsudvekslinger.
Hvad ville de franske
arbejdere sige hvis der var totalforbud mod at danne nogen form for
foreninger, oprette nogen form for bevægelse; hvis ikke bare strejker
var totalt umulige, men hvis det var umuligt i fællesskab at diskutere
deres interesser. Og netop dette ville være umuligt, såfremt de blev
regeret på russisk. Og så ville det ikke nytte noget at de gjorde
indsigelser i forsamlingsfrihedens navn; for forsamlingsfrihed er en by
i Rusland.
Hvad ville endelig de
troende katolikker i Frankrig sige hvis de kom under den russiske
Zar-Paves herredømme. Når det sker at man vil gøre en kirke russisk (som
nu her i foråret i landsbyen Kroze), så omringes den, og de bønder som
ikke vil opgive kirken og nægter at forlade den skydes ned af kosakker.
Når pisken derefter svinges over de overlevende, og blodet flyder, så
når nyhederne herom de europæiske aviser og nævnes i et par dage,
hvorefter man slår sig til ro med at den slags ting hører til
undtagelserne. Men det daglige, konstante og ondskabsfulde plageri
nævnes aldrig. Krasinski har i sin tid kaldt Polen gravenes og korsenes
land. En af de mest karakteristiske ejendommeligheder ved det polske
landskab er også de høje kors af træ, som overalt står oprejst og
indhegnede. Det er ikke krucifikser som i Italien eller Tyrol, men
simple kors. Hvis nu et sådant kors smuldrer hen eller går i stykker, er
det så tilladt at sætte det i stand? Ikke uden regeringens tilladelse,
og den kan man vente længe på. Forrige år slog lynet ned i et kors her
på marken. I næsten to år har det nu stået kløvet midt over, uden at man
tør istandsætte det, for på regeringskontorerne i St. Petersborg er der
endnu ikke udfærdiget en tilladelse hertil. Ja, det var et Andreas-kors!
Men det opfattes som et udtryk for romersk-katolsk manifestation. Selv
korsene har man modvilje mod, og frygter dem under dette styre som et
symbol på oprør.
Korsenes og gravenes land!
Selv om korsenes antal begrænses, så får gravene i det mindste lov til
at formere sig. I de gamle russiske bulletiner hed det: L’odre regne a
Varsovie (Orden hersker i Warszawa). Nu er det ikke mere orden der
hersker der, men kolera; dog vel og mærke ikke i de russiske bulletiner.
Den faderligt tænkende regering opgiver de tal på syge og døde som den
anser for passende, sådan at man ikke opskræmmer nogen i Rusland eller
Europa. Det ville være decideret barnligt at stole på disse tal. Man har
afsondret to landsbyer her på egnen med en troppekæde; ingen kommer ud
eller ind, og de som er derinde dør som fluer. Det er ikke kun
befolkningens fattigdom, men også deres uvidenhed, som er skyld i
ulykkens omfang. Så snart der er kolera er det umuligt at få almindelige
mennesker til at tage imod fornuft, lige så umuligt som det er at få dem
til at tage medicin. Ingen kan få bønderne eller tjenestefolkene til at
lade være med at spise frugt i overdådige mængder. Koleraen er en
skæbne, siger de; Den tager de, som skal tages. Og intet menneske kan få
nogen af dem som i øjeblikket bliver dårlige – uanset hvad de fejler –
til at tage en dråbe ind. De indbilder sig at man nu vil skille sig
hurtigt af med de syge, og at alt hvad der rækkes dem af fremmed hånd er
gift. Der er umuligt at overbevise dem om det fejlagtige i denne
overbevisning.
Men hvem bærer skylden for
al denne uvidenhed!
-------
For en menneskealder siden
satte polakkerne deres lid til Frankrig. Denne tid er nu for længst
forbi. Den gang bestod polakkernes politik i Østrig og Preussen i stum
modstand. Hvad end regeringen foreslog sagde de polske
parlamentsmedlemmer ”nej”. Det ændrede sig i første omgang i Østrig.
Polakkerne fik tale- og handlefrihed, mødte forståelse, og fik
efterhånden også indflydelse, med det resultat at de nu føler sig
tilfredse. I Preussen fortsatte det gamle system derimod. Eftersom
polakkerne under Wilhelm I var sikre på aldrig at møde andet end uvilje
og undertrykkelse hos regeringen, indskrænkede deres virksomhed i det
tyske parlament sig ret naturligt til at stemme nej. De talte så og sige
aldrig, vidste vel, at det ikke ville nytte noget, og desuden var de
dårlige talere.
Først da Josef Koscielski
blev medlem af det tyske parlament ændredes taktikken. I Berlin sørgede
han for at komme på venskabelig fod med den Bismarchske familie, og
fandt sig i den utilfredshed det vakte hos hans landsmænd. Han optrådte
som taler i parlamentet, og fik med sin veltalenhed
forsamlingen til at lytte til sig. Da Bischmark blev styrtet
udførte han et kunststykke som kræver polsk smidighed; - han blev langt
bedre modtaget af den unge kejser, end han havde været hos Bismarck. Han
kom og gik som han ønskede hos Kejser Wilhelm II.
Koscielski imødekom
kejserens ønsker hvor han var i stand til det, og bevægede det polske
parti til at stemme som han. Han stemte således for marinebevillingerne,
hvilket forpligtigede Kejseren i et sådant omfang at han sendte ham en
vigtig orden som tak. Til gengæld opnåede polakkerne som bekendt store
indrømmelser, både med hensyn til polsk sprog og kirke. For første gang
i lang tid blev der i Poznan udnævnt en ærkebiskop med polsk sindelag,
og det kunne de takke Koscielski for. Der kan ikke være nogen tvivl om
at hans vindende personlighed og politiske takt havde skaffet dem mere
terræn end de havde haft siden Frederyk Wilhelm IV’s (konge 1840-61)
dage. Samtidigt voldte bevillingerne til nogle skibe til flåden ikke det
ringeste besvær.
Polakkerne har dog aldrig
været taktikere, og Koscielski blev absolut ikke vel modtaget af sine
landsmænd, snarere blev han et mål for deres ringagt. Herefter blev han
kaldt Admiralski, et øgenavn alle kunne forstå, og hvis ironi enhver
kunne begribe. Hver gang han senere stemte for et regeringsforslag blev
han lagt for had og mistænkt. Som alle polakker har han en vis
forkærlighed for glans, og han var måske heller ikke ufølsom overfor al
den opmærksomhed, der vistes ham ved hoffet. I Polen måtte han uafbrudt
høre for at det kun var hans personlige forfængelighed som fik noget ud
af hans optræden i Berlin, og at han ofrede Polens interesser for egen
vindings skyld. I foråret trådte han tilbage fra sit mandat i
parlamentet.
Han havde imidlertid
korrekt vurderet, at eftersom polakkerne ikke kan håbe på noget fra
Frankrig, så må de med det gode prøve at få indrømmelser fra Tyskland.
Han havde kun fejlvurderet
Kejser Wilhelm II’s personlighed, og havde ikke forstået hvilke krav til
opgivelse af egen nationalitet Kejseren stillede til tyske borgere af
fremmed nationalitet. Da Koscielski åbnede udstillingen i Lwow med en
tale hvori han betonede at polakkerne til trods for den opsplitning der
havde fundet sted, og loyale holdninger overfor forskellige herskere, så
følte de sig stadig som et folk, så resulterede det i at han for
bestandig faldt i unåde hos Kejser Wilhelm, og han blev således afskåret
fra sit virke for sine landsmænds vel på begge fronter.