Indledning



Brandes historie

Brandes syn på forskellige aspekter af det polske samfund

Relevans for den moderne læser

Hvem er denne udgave skrevet for

Principper for "oversættelsen"


Første indtryk - 1885

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5


Andet indtryk - 1886

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8



Tredje indtryk - 1894

En herregård i russisk Polen

Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Del 7

Del 8










Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014
Brandes
George Brandes - Indtryk fra Polen


Moderniseret og forenklet version,
Udarbejdet af Michael Hardenfelt, 2014

Teksbearbejdelse af George Brandes' Indtryk fra Polen.
© Michael Hardenfelt, 2014




 

7

En i og for sig ubetydelig begivenhed vi oplevede i aftes, kaster for mig et stærkt lyst over levevilkårene for den del af befolkningen som russerne ønsker at knække, og samtidigt belyser det forholdet mellem de bedrestillede og de almindelige mennesker i mange egne.

Vi er blevet indbudt til Piasecznica for at spise til aften der. Vi er fjorten til bords, de gamle Wieloglowski’er, sønnen og hans unge, engelsk udseende, kone, dennes søster og brødre, husets døtre og endnu et par indbudte gæster. Ved bordet skete det at tjeneren som skulle placere tallerknerne, på en larmende måde snurrede tallerkenen hen foran hver plads, sådan at al samtale blev afbrudt; Nogle gættede på at han havde drukket for meget; andre mente han naivt havde sørget for at det forgyldte ”W” på hver tallerken kom til at stå lige foran gæsten. Vi talte dog hurtigt videre om andre ting. Men lige efter at vi havde rejst os fra bordet og var på vej ind i værelset ved siden af hørte vi forfærdelige skrig. Tjeneren var, øjensynlig på grund af fuldskab, pludselig blevet vanvittig, og havde ude i køkkenet grebet en lang kniv og kastet sig over dørvogteren. Man fik kniven fra ham, men han fortsatte med at rase, skrige og larme, løb frem og tilbage i den store, åbne forsal, standsede nu og da for at tænde en cigaret, skreg og truede på ny, og begyndte at skælde ud på de tilstedeværende på russisk (han havde tidligere været ansat i en russisk husholdning). Hans optræden var så uhyggelig at der ville være urimeligt at lade ham tilbringe natten i huset, og man blev enige om at sende bud efter politiet. På landet ligger den nærmeste politipost langt væk, og selv i hurtigt trav kunne det først nås i løbet af en halv time. Det varede da også to timer inden politibetjenten dukkede op.

Det var nødvendigt at gå op og ned i forstuen for at passe på den gale, der blev ved med at være urolig, og løb ind og ud af forskellige værelser. Jeg gjorde en af de unge mænd opmærksom på at den forrykte nærmede sig et skab; denne forklarede at det var tjenerens eget skab, og han passede derfor ikke på som han burde have gjort.

-          Av, sagde han, han tog en revolver ud af skabet, det er min brors, som han må have stjålet fra hans overfrakkelomme, men sig det ikke til damerne!

Disse så dog snart selv at den gale nu løb frem og tilbage med en ladt revolver i hånden, og enkelte af dem var meget bange. Pludselig faldt et skud, og to tjenestepiger løb ligblege ind i stuen og råbte: ”han har fyret!” Alle styrtede ud af stuen, nogle for at standse ham, andre for at søge dækning. I det øjeblik stuen var ved at blive tømt opdagede jeg ved et tilfælde at den smukkeste af husets døtre på den roligste måde skred tværs over gulvet og trykkede en af gæsterne et kys midt på munden – en begivenhed som jeg nævner fordi det var den eneste umoralske handling som jeg blev vidne til under mit ophold, men også fordi den viser at den polske kvinde endnu den dag i dag under krigeriske forhold ikke taber åndsnærværelsen, men forstår under kugleregn at benytte sig af en opstået forvirring.

Det viste sig at den pågældende tjener (som kun havde været ansat i lidt over en måned) ikke blot var momentant vanvittig, men helt generelt et farligt menneske. Pigerne fortalte at han forrige søndag, da herskabet var ude, havde forklaret de andre tjenestefolk at man burde stikke ild på gården, og om muligt indebrænde hele familien. Igen og igen var han kommet med lignende udtalelser.

Husets herre havde sendt bud efter ikke mindre end 5 af sine bønder for at de skulle overmande fyren, men de nægtede at have noget som helst at gøre med det. De så skummelt fjendske og hadefulde ud. I den senere tid har det været så mange agitatorer der ophidser dem mod herremændene og deres familier, at de med sand skadefryd ser på, når der går dem dårligt. Russerne benytter sig af denne stemning, og puster hele tiden til den. Man behøver blot at gå en søndagstur på landet for at føle bøndernes holdning; Alle ældre bønder hilser høfligt på en og mumler ”Niech bedzie pochwalony” (Kristus være lovet); svaret på dette lyder: ”na wieki” (i al evighed). Ingen af de yngre bønder hilser nogensinde. Allerede for mange år siden udtalte jeg ved udsigten til en revolution i Rusland: ”En skøn revolution, den kommer til at bestå i at bønderne brænder husene af over hovederne på de frisindede herremænd.” – denne holdning fik jeg endnu en gang bekræftet.

Mit forslag om at vi selv skulle overmande den forrykte vakte forundring og uvilje, en holdning som lærte mig meget om forholdene.

”I så fald tager politiet parti mod os, og det bliver os, ikke ham, som man anholder.” Da han imidlertid ville til at affyre våbnet påny kastede kusken sig over ham med en energi, som viste at han havde mere energi end herrerne, og skønt seks mand havde besvær med at holde ham, lykkedes det dog at få hans arme bundet på ryggen. Af frygt for politiet blev der herefter hentet en god, blød dyne, hvorpå han blev anbragt, mens han uafbrudt rasede og skældte ud.

En pause, vognraslen; det er den russiske politibetjent som ankommer. Umilitær skikkelse i uniform, briller, langt, sort tilbagestrøget hår; hans ansigtsudtryk virker sløvt, indesluttet, præget af smålighed og pedanteri. Han begynder med at ville høre vidnerne. Men af angst for tjenerens hævn når han atter kommer løs er der ingen som vil vidne. Dørvogteren kan ikke huske at han er blevet overfaldet med en kniv; pigerne har aldrig hørt den gale udstøde trusler. Revolveren har han slængt hen under havens buske, og den kan ikke så hurtigt findes i mørket. Det trækker allerede op til at herskabet som har ladet ham binde er de eneste skyldige.

Man tilbyder politibetjenten penge; men da man gør der uforsigtigt og ubehændigt, mens andre hører derpå, afslår han retskaffent bestikkelsen. Man går da i gang med at undersøge det man har fundet på den bundte tjener. En tegnebog fuld af visitkort med en russisk baronesses navn (tjenerne her stjæler gerne visitkort, for således i herskabets navn at kunne skaffe sig de varer de henter hos de handlende), dernæst et redskab til kuglestøbning. Politibetjenten befaler at man skal løse den fangnes bånd. Denne rejser sig i fuld frækhed. Han vil ikke forlade huset, med mindre han får tre måneders løs udbetalt – selv om han kun har arbejdet i en måned og seks dage, og at øjeblikket ikke synes passende til at tale om lønnen, da han er arresteret for knivstikkeri og revolverskud. Politibetjenten understøtter han krav, og vil til at køre bort med ham.

”Han har gode grunde til at ønske ham velbeslået med mønt”, siger min vært til mig. ”Så snart de nu er på vognen begynder parlamenteringen mellem dem, om hvor mange rubler politibetjenten skal have for at lade den anden springe af vognen og forsvinde i nattens mørke.  Og om en halv time kan han være her tilbage og sætte ild på udhusene, hvis han ellers ikke vover sig lige herop.”

For at forebygge denne øjeblikkelige flugt foregav man da at være meget bange for politibetjentens dyrbare liv, hvis han skulle sidde alene på vognen med en forbryder der var løst fra sine reb, og man lod for at beskytte politibetjenten en af gårdens pålideligste mænd køre med ham.

Dette udelukker naturligvis ikke at han kan være undveget i dag.

Endelig rullede vognen af sted, og jeg troede at dette intermezzo, der på urimelig måde havde forstyrret aftenen for os, ville være hurtigt endt og glemt. Men da jeg vendte tilbage til salen kunne jeg i damernes ansigtsudtryk fornemme at alle var dybt deprimerede: ”Men hvorfor sørger De nu, da det hele er lykkeligt overstået?”

”Ingen ting er overstået”, sagde den unge Fru Wieloglowska. ”De kan sagtens være modig, som om nogle dage rejser herfra til Danmark. Mine forældre tager om en måneds tid til Warszawa, min ene søster til Paris, den anden til Tyskland. Så bliver min mand og jeg alene tilbage. Vær vis på at den knægt til hævne sig for at vi lod ham binde. Han vil slå os ihjel eller sætte ild på. De hævner sig altid. På nabogården her fandt min svoger i fjor to heste på sin græsmark. Han bragte dem til sin stald, og da bonden næste dag kom for at hente dem, sagde han: Det er 50 kopek i bøde. Bonden gav sig til at klynke; han var en fattig mand, havde ikke råd til at betale. – Du skal betale den bøde, sagde min svoger. Den er ringe nok, og du er ingen fattig mand, du har otte heste, og i forrige måned sendte du fire af dine heste ind at græsse hos mig. Bonden betalte, men samme aften sneg han sig efter min svoger med en høtyv, og slog ham bagfra ihjel med et slag. Han slap derfra næsten uden straf.”

”Ja, de er farlige, de omgivelser, hvori vi lever, omspændte, som vi er, på alle sider,” sagde ejeren af Skotniki, ”jeg måtte i foråret bortjage en tjener, som stjal; derefter er der to gange blevet stukket ild på min gård. Ingen tvivler på, hvem der er ophavsmanden, men jeg kan ingen ting bevise.”

Vi kørte først derfra klokken 2 i nat, men det lykkedes på intet tidspunkt at lette den tunge stemning. Kun den unge dame med kysset bevarede øjensynligt en vis portion godt humør. Men de forelskede lever nu også udenfor reglernes verden.

Da jeg på hjemvejen tænkte tilbage på aftenens begivenheder var det umuligt ikke at føle hvordan den generelle undertrykkelse fremkaldte politiske og sociale misforhold, som spejler sig i denne uværdige hændelse. Jeg tænkte på tilstanden i Galicien i 1846, da bønderne nedsablede herremændene. Adelen må sidde tilbage med megen gammel skyld mod bønderne for at muliggøre den slags ting, og for at det er muligt den dag i dag. Herregårdsejerne er dog nu om dage så nationale og så humane at det alene er den almindelige befolknings uvidenhed, den af russerne fastholdte dyriske tilstand, som bærer skylden for elendigheden og hadet.

Uden det tryk som hele tiden ligger på overfladen bliver alt, selv misforholdet mellem klasserne, til en karikatur af hvad det er i Europa.

Så underligt det end lyder: Trods uviljen mod de ledende klasser er den almindelige befolkning dybere grebet af det nationale spørgsmål, end af det sociale, måske mere end i noget andet land.

Det var utænkeligt at en hel tidsalders klassekamp skulle have ladet Polen uberørt. Men uviljen mod russerne er hos den almindelige befolkning alligevel 100 gange stærkere end mistænksomheden mod herren. Russerne foragtes som ikke-katolikker, bondens værste skældsord er moskovit.

Den eneste afstand der findes mellem de velhavende og de almindelige mennesker er den økonomiske afstand; men mellem polakkerne og russerne står som skillende magt religionen, og den er her den væsentligste magt.

Næste kapitel >>>>>


Dansk version







Links:

Michael Hardenfelts hjemmeside

Oversættelse polsk-dansk

Turistguide Gdansk

Turistguide Warszawa

Polen i dag