8

Vor unge præst kom i går og besøgte mig, og var opmærksom nok til at medbringe mig den litograferede fortolkning af det Gamle Testamente, som han var blevet undervist efter på præsteseminariet i Rom. Den er på latin, forfattet af en jesuit, ikke uforstandig eller uden skarpsindighed, men naturligvis ganske uvidenskabelig, da dens bevisførelse hele tiden går på at give den rene lære ret. Den er ikke i handlen, og det var lærerigt for mig at se hvilke principper der anvendes ved undervisningen. Selv om Fader Usmanowicz er meget ung, så har han dog allerede skuffede forhåbninger. Det at han er blevet ansat som landsbypræst her anser han for en uret, som en forbigåelse. Hans ambition var at blive professor på præsteskolen i Warszawa, og sandsynligvis bliver han det på et tidspunkt. Han er fin og indsigtsfuld nok til jobbet; bare han ikke er for indsigtsfuld.

Vi talte om alt muligt, om de herværende aviser. I går havde jeg fået forklaret Casimir Zalewski’s og Boguslawski’s sidste litterære artikler, den ene i anledning af Henri Becque’s lovtale over Sardou i Figaro, den anden i anledning af Sarcey’s føljeton om kritikkens nytte. Der er meget forældet, abstrakt æstetik i aviserne, men det er jo en følge af det politiske tryk. Vi talte om det vanvittige styre på landet: At vi dagligt må sende bud til Blonie efter posten; at man aldrig vil udlevere buddet et anbefalet brev, men blot giver drengen et bevis for at det ligger der, så må man selv køre ned og hente det, og jeg citerede postmesterens svar på min klage over dette: ”Der har jo aldrig været noget fra Petrowice for at gøre mit bekendtskab.” Vi talte så om prisen for at få bragt telegrammer: 2 rubler 20 kopek, mere end det koster at sende dem afsted, og de bringes dag og nat. På Fru Jadwigs fødselsdag blev vi vækket af dørklokken hele natten, og Jan måtte betale 70 rubler for modtagelsen af telegrammer, hvis spændende indhold var: Hjertelig lykønskning!

Vi gik ud over markerne, satte os under et højt poppeltræ, hørte vinden suse i dets blade, og vor samtale fik en alvorligere karakter. Fra de små plager hævdede den sig til det store folkemartyrium, fra det daglige savn af frihed og ret  til den store friheds- og retsberøvelse, den store historiske uret, der daglig påny sætter sin giftige frugt.

Den gamle feltmarskal Moltke sagde en dag til Koscielski, at det han synes bedst om i en bog han havde læst om Polen var sætningen: at man elsker Polen, som man elsker friheden; en mærkelig ytring fra en mand, som man ikke skulle regne for at være en særlig elsker af frihed. Jeg føler egentligt at det er det grundsyn der ligger i disse ord som fra begyndelsen har bestemt mit syn på Polen. Den der elsker friheden ubetinget, næsten fanatisk, må nødvendigvis give Europas mest undertrykte befolkning en plads i sit hjerte. Man glider hen over deres fejl, og deres fuldkommenheder tiltaler en.

Men hvad nytter der at søge plusquamperfectum! Ingen med en udviklet psykologisk sans kan overse de egenskaber der udgør polakkernes svaghed, og som er blevet kraftigt forstærket af afsondringen fra det offentlige liv. Det som af deres fjender betegnes som falskhed, men som ikke reelt er falskhed, snarere et liv i uvirkelighed, har sin rod i dette. De har en tilbøjelighed til at indbilde sig selv og andre forhold, som kun er halvt virkelige. Der er ikke her tale om den grove fantasi som trives i Sydfrankrig, men om et liv hvor man tager til takke med ord, i stedet for virkeligheden: Vi har her en bladredaktør som aldrig har skrevet en artikel, og som sandsynligvis ikke læser sit blad, og endnu mindre kan betragtes som dets leder; ikke desto mindre besidder han en naiv, inderlig glæde ved stadig at høre sig betitlet redaktør, og han taler i fuldt alvor og uden at lyve om sit store arbejde med bladet, sin kamp med censuren osv. Vi kan også tage en lille skare fædrelandsvenner som de sidste 12 år har mødtes hver 14. dag, frelser hver torsdag fædrelandet ved sindrige planer og aftaler, og de er formodentligt ikke selv opmærksomme på at alt bliver ved med at være som det var.

Jeg sagde til præsten: Polakkerne er måske det eneste af jordens folk, der ikke tillægger sig sund fornuft som en national egenskab; franskmænd, englændere, italienere, tyskere, danskere er overbeviste om at netop de er repræsentanter for den sunde fornuft, men det gør polakkerne ikke. De ved perfekt at de aldrig har været i stand til at drage nytte af nogen som helst historisk situation. De mangler ikke selverkendelse.

Præsten svarede: Hos dette folk synes kvinderne underligt nok at være væsentligt forskellige fra mændene. De er ikke på nogen måde fantaster. Her på landet har de dog ikke nogen særlig betydning. Så længe de er ugifte bruger de deres frihed i fuldt mål; enhver familieforøgelse hilses med tilfredshed; et barn indbringer jo penge fra sit fyldte 6. år. Det er først når bondepigen bliver gift at hun betragtes som bunden, for så bliver hendes ære mandens.

Så vidt jeg kan vurdere, sagde jeg, har kvinderne i de højere klasser megen selvbeherskelse, og i reglen ikke ret meget temperament. Den karakteristik som Edmond About en gang har udtrykt på vers, da han forgæves gjorde kur til en polsk kvinde, passer den dag i dag. Hvor underligt det end lyder: Den engelske Maud i Paul Bourgets Cosmopolis, den rolige, hjertevarme frue, som ingen sindsbevægelse kan bringe ud af ligevægt, er en type som absolut ikke forekommer mig sjælden i Polen. (Hendes polske mand, som i romanen har det ikke særligt polske navn ”Gorka”, er med sin ustadige lidenskab en sand polak.)

I løbet af samtalen blev jeg klar over at lidenskaberne oftere end i Norden river damer af det bedre selskab med sig, så de kommer ind på et skråplan som enten fører til en letfærdig levevis, eller til forbrydelser. Det er kun to år siden at den glimrende maler Wewiorskis gamle mor – en relativt velhavende tidligere skuespillerinde – blev myrdet med kølleslag af en dame der hørte til Warszawas mest fremtrædende kredse. Damen havde en ung elsker som brugte og krævede mange penge. Hendes mand har endnu ikke forstået baggrunden for rovmordet. Han påstod til det sidste at hun havde begået drabet af kærlighed til ham; han besøgte hende hver dag i fængslet med blomster, og til sidst kom han med sine børn for at lægge blomster ind i jernbanevognen, som førte hende til Sibirien.

Når en kvinde her synker ned i letfærdig levevis er det som regel hendes mors skyld. Nogle mødre i de højere sociale lag kan ikke holde tanken ud om at deres smukke døtre skal forblive på et sted hvor deres skønhed og egenskaber ikke vil kunne glimre som i en international metropol. Man kan da se nogle af dem realisere alt hvad de ejer i penge, hvorefter de rejser fra Warszawa til Paris. Der ankommer de med en lille formue på måske 150.000 franc, indretter sig med polsk letsindighed så rigeligt at halvdelen af summen er brugt efter det første år, og de får den art bekendtskaber som er åbne for udlændinge. Ved udgangen af det første år er døtrene ombejlede, ved udgangen af det andet år er kassen tom, og den fint opdragne og varmblodige unge pige ser ingen anden udvej end den som åbnes ved at have en velhavende elsker. Når han bliver træt af hende falder hun i armene på den næste, og i virkeligheden bærer den falske situation som moren har skabt hele skylden. Den unge kvinde, som er heltinden i Paul Bonnetains fine og værdifulde roman Passagere, er et fortræffeligt billede på en sådan ung, polsk kvinde, der er sunken under sin stand, uden i øvrigt at synke.

Mens vi sad under træet ankom efterhånden også Jan, Jadwiga og Halina, tog plads i græsset ved siden af os, og blandede sig i samtalen. Den gik ud på følgende:

Da der i Polen ikke findes nogen polske officerer, politikere eller ledende embedsmænd overføres den interesse som kvinderne i andre lande viser disse i reglen fremtagende mænd til skribenter og kunstnere.  Næsten hver by i verden har nogle mænd som er elsket af alle de kvinder, som ikke er forelsket i en anden. En sådan mand er som et slags lånekontor for kvindehjerter. De anbringes hos ham når de er ledige; Henryk Sienkiewicz er et sådant lånekontor i Polen. På trods af at han næsten er 50 år gammel og ikke specielt elegant, medfører den berømmelse og beundring han har opnået i kraft af sin litterære karriere at han er den mand kvinderne drømmer om. Mer bliver endnu mere mærkeligt af at han aldrig har skrevet en linje af et digt. Men når han ankommer til et af de polske badesteder i Tatrabjergene, eller når han træder ind i en selskabssal i Warszawa, så begynder alle kvinderne at tale med en blød og indsmigrende stemme, fra bedstemødre til piger i skolealderen. Han opfylder nu sjældent deres forventninger.

End ikke det ægteskabelige uheld han har haft i år synes særligt at have forringet hans tryllemagt. Han giftede sig for 2. gang med en 18-årig pige af højadelen. Alt blev sat i værk for at gøre brylluppet til en stor begivenhed. Parret blev viet i Krakow Domkirke af en kardinal; Paven sendte en lykønskningsskrivelse; hele det fineste aristokrati mødte op i kirken. Men kun to uger efter brylluppet flygtede hun fra sin mand til sin mor, og nægtede at vende tilbage. Alle kvinder i Polen fordømmer hendes adfærd.

I højere grad en sværmeri for personer møder man dog hos kvinderne en lidenskabelig fædrelandskærlighed. Intet hos dem bliver taget mere alvorligt end dette. De er i stand til at bringe de største ofre for de nationale mål, og de beviser det uafbrudt i deres gerning.

En aften da der var selskab her på gården deltog en godsejer som var opfostret i England; i løbet af samtalen lod han sig henrive til at påstå at der aktuelt manglede en national holdning i Polen. Mændene modsagde ham, men damerne – det var et helt skuespil at se dem. Med flammende øjne og blussende kinder stod de omkring ham, og deres stemmer skælvede af harme, da de modsagde ham. En af de yngre damer råbte rasende: ”Jeg har lovet Dem at De skulle få lov til at køre hjem i min vogn. Nu kan De gå til fods.”

Vi blev hurtigt enige om at hvis denne lidenskab ikke brændte i kvindernes sjæl, så ville Polens fjender for længst have vundet spillet. Intet folk i verden bærer et sådant tryk, bliver forfulgt på så mange måder. De lever i en tilstand hvor man gennemfører  enhver forholdsregel der bliver foreslået mod landet, og enhver ondsindet person som vil vise sig med fjendtlige eller ondskabsfulde handlinger imod det polske folk har frit spil. Det er meget sjældent at sådanne handlinger offentliggøres; et enkelt eksempel stammer fra for et års tid siden, hvor man fik indblik i hvad der ellers ustraffet går for sig.

En studerende ved navn Hendigery, der for halvandet år siden studerede ved universitetet her, havde taget den kolde beslutning for enhver pris at benytte sig af forholdene. Han begyndte at skrive lidt i avisen, og kom med gode anbefalinger til Krakow. Han var meget køn, meget smidig, en af de skurke der altid i den virkelige verden har let spil, fordi naive mennesker bilder sig ind at de kun forekommer i dårlige romaner. Han optrådte i Krakow som et politisk offer for tilstanden i russisk Polen, over alt mødte han velvilje, og efter blot en måneds bekendtskab blev han gift med en smuk og velhavende datter af en nationalt sindet professor. Straks efter sin ankomst til Krakow havde han imidlertid indledt en brevveksling med politiet i St. Petersborg, og havde erklæret at han kunne give dem beviser i hænde mod alle indflydelsesrige og ledende personer i Warszawa. Han lod forstå at disse beviser mere ville skyldes hans egen snedighed end uforsigtighed eller komplot fra de pågældendes side. Man kom ham villigt i møde. Med et falsk pas foretog han så med sin unge brud en bryllupsrejse til St. Petersborg (officielt rejste han sydpå), hvor han mødtes med cheferne for det hemmelige politi, og sammen med dem forberedte han alt det nødvendige.

Så snart han kom tilbage gik han ivrigt i gang med at besøge bjergværksarbejderne i Galicien, tilsyneladende af interesse for arbejderbevægelsen, i virkeligheden for at skaffe sig dynamit. Han fik fat i så meget som han havde brug for til sit formål, og lavede ikke mindre end 150 små pakker dynamit, som han adresserede til 150 navngivne mænd i Warszawa, som han havde fået udpeget af de russiske myndigheder. Disse småpakker syede han ind i en kappe, som han overlod til en mand der blev betalt for at bringe dem over grænsen.

Imidlertid var det østrigske politi blevet opmærksom på Hendigerys besynderlige adfærd. De vidste at han var rejst sydpå, for umiddelbart derefter at begive sig til St. Petersborg; Politiet vidste besked med og holdt øje med hans besøg i minerne, og de besluttede at gribe ind. Hans udsending med dynamitten blev arresteret før han nåede den russiske grænse. En husundersøgelse hos ham selv bragte en bunke breve og telegrammer fra St. Petersborg for dagen, og selv om de var affattet i et forsigtigt sprog røbede de den politiske martyrs nære forhold til sine forfølgere. Det kom en stor retssag. Kun 5 uger efter brylluppet fandt hans kone ud af hvem hun havde giftet sig med. Russerne afviste selvfølgelig under processen at de kendte Hendigery. Han blev dømt til tre års fængsel i Galicien, og sidder der endnu. Det var et mesterkup som der gik galt.

Der er ingen tvivl om at kejseren ikke altid kender til den måde regeringssystemet i Polen fungerer på; det blev afsløret i forbindelse med myrderierne og piskningen af befolkningen ved russernes erobring af kirken i Kroze. En russisk prinsesse i udlandet læste meddelelsen om hændelsen i de fremmede aviser, og sendte et udklip heraf i et brev til Caren. Denne ville ikke tro på at beretningen var sand, og sendte sin daværende yngling, Fyrst Kantakuzen, afsted, for at denne kunne undersøge sagen. Det forholdt sig således at generalguvernøren for det område som Kroze hører under, Orzewski distriktet, var en af Kantakuzens gamle venner og ungdomskammerater. De to fejrede et par glade dage sammen, hvorpå fyrsten vendte tilbage til St. Petersborg med den efterretning at hele sagen var latterligt opskruet. Det hele handlede om at et par bønder som ikke ville vige for politiet havde fået nogle blodige næser. Således faldt sagen til ro. Men prinsessen som havde sendt avisartiklen blev irriteret over at blive modsagt, og skaffede Caren beviser for sandheden af den beretning hun havde fremsendt. Orzewski fik sin afsked, og Kantakuzen blev udvist af Rusland. Han tog til Paris, og er nu død.

Det var en dejlig aften. Solen gled ned bag et tæppe af mørke skyer i horisonten, og efterlod et funklende lys over skyen. Fra markerne hørtes ingen lyde, bortset fra de unge agerhøns ængstelige skrig, når Jadwigas to puddelhvalpe, Caro og Finka, i deres dumme hidsighed jagede dem op i luften. Det var min sidste aften, og jeg lod blikket løbe rundt over egnen, som jeg ikke snart skulle gense.

Jan sagde: ”kom snart igen. Kom herud næste sommer! Du kan ikke kede dig i et bibliotek på 8.000 bind, og sig hvad du vil læse næste år, så skal jeg anskaffe det.”

Fru Jadwiga sagde: ”Glem os ikke, men kom igen! Vi har nu kendt hverandre en halv snes år, og vort venskab, som allerede er gammelt, har stadig tiltaget i styrke. Kom ikke igen for bøgernes, men for venskabets skyld. De har ingensteds bedre venner.”

Den unge præst sagde smilende: ”Kom igen, og vi skal påny forsvare Jesuitterne, når den gamle Rostropowicz angriber dem, og vi skal påny drøfte Prædikerens Bog med hinanden og blive enige om, at der dog er noget, som ikke er forfængelighed. ”

Fru Halina sagde: ”Kom igen, og tal påny til os i den store rådhussal. Vi skal møde, så der bliver trængsel, og applaudere af hele vort hjerte. Glem os ikke!”

Og vinden som susede i det høje poppeltræ sagde: Glem os ikke! Glem os ikke! Hele Europa har glemt os. Glem ikke dette folk, som er så vindene og så rigt, som føler så dybt, og drømmer så stærkt, og elsker så varmt. Glem ikke denne jord, der har drukket så meget ædelt blod, ikke dette land, som er forladt af guder og hånet af mennesker. Glem det ikke!

SLUT